X.
Besøg hos Degnens.

Der var næsten gaaet to Maaneder siden denne Begivenhed, og i al den Tid var Elisabeth blevet hos Degnen og hans Kone. Nu var det at Moritz med sin Søster Hedevig kom til Fyen; selv vilde han tale med den gamle Frue, vide hvorledes det egentlig gik Barnet; det var jo ikke at beregne, hvad den underlige Kone kunde finde paa. Hedevig, ganske opfyldt af Tabet af sin lille Søn, saae som Moder sit eget Barn i ethvert lille, og hørte derfor med stor Deeltagelse hvad der fortaltes om Elisabeth, der nu var hos Degnens. Disse var et høist skikkeligt gammelt Par, det levende Billede paa al Overtro. Hedevig besluttede at følge med Broderen paa Touren hen til den gamle Frue, ikke for at besøge hende, men for at see, hvad Slags Folk Degnens var, og hvorledes Barnet havde det der.

Hr. Cathrinesen hed den skikkelige gamle Mand, og vi ville af Navnet forstaae, at han er fra den lille Øe Ærøe, hvor den usædvanlige Brug findes, at Sønnerne som oftest faae Navn efter deres Moder, naar denne har været en bekjendt dygtig Kone. Efter sin Moder Cathrine hed Degnen Cathrinesen; hans Kone var ogsaa fra Ærø, noget yngre end Manden, meget livlig og høist industriøs. Dette sidste var det især, hvorfor Madam Krone holdt af hende. Deilig Suppe lavede Madam Cathrinesen af Hyben og Hyldebær; hendes Thee var indenlandsk Fabricat, en Sammensætning af Kodriver og Rølliker. Kaffeen blandedes med Cichorierod fra Marken og klaredes med Flynderskind. Ingen havde bedre Stivelse end hun; Kartoflerne bleve revne paa Rivejernet, Affaldet skyllet og atter skyllet, indtil den hvide Stivelse laa paa Lagenet for at bleges i Solen.

Men al Overtro fra Ærøe, som den der afspeiles fra hele Landet, var, som sagt, flyttet med det gode Ægtepar ind i den lille Degnebolig, der var ret hyggelig og renlig, men frembød Skuet af alle de Amuletter, Bonden har mod Overtro. Paa Dørtrinnet var slaaet en udadvendt Hestesko, saa at hverken Varulv eller Spøgelse kunde slippe ind. Stuen, der ellers var overordentlig renlig og net, havde et Loft ganske glindsende af hvad Bonden kalder: Sildesjæl, et langt, fedt Stykke af Silden, der, naar den spises, altid tages ud og kastes op mod Loftet, hvor det bliver hængende og da sikkrer den Spisende, at han ikke i det Aar faaer Feberen, »den Kale«*, som den kaldes. Sanct-Hans Urter voxte frodigt i Bjælke-Sprækkerne og forkyndede de Gamle en lang Levetid.

Hr. Cathrinesen var en rund lille Person; Baronessen kaldte ham en Æbleskive med Been under; hans Kone derimod var et sandt Pindeværk, fiin og spinkel; hun havde i sin Ungdom mistet sit ene * »Den Kolde«. Øie, og for at skjule denne Mangel, bar hun altid ned over det en forloren Krølle, som ved sin overordentlige Størrelse og den forkeerte Plads, den havde, just drog Opmærksomheden derhen. Foruden Ægteparret befandt sig i Stuen, da Moritz og Hedevig traadte ind, lille Elisabeth og Kammerpigen Trine, der om to Dage skulde til Kjøbenhavn for at blive Skomagerkone. Hun holdt usigeligt af den Lille, hvem hun havde fortalt Balletter og Operaer, baade Rolf Blaaskjæg og Cendrillon, og sjunget saa mange Arier for; Trine kunde en Mængde og havde en klar stærk Stemme. Hun vilde dog engang endnu see sin søde, lille Elisabeth, til hvem hun havde medbragt som en Erindring om sig en trykt Visebog, den, hvoraf Trine saa tidt havde sjunget, og i den havde hun skrevet paa Bindet de Ord: »til lille Elisabeth fra hendes kjærlige Tjenerinde Trine, forlovet med Skomager-Fri-mester Hansen.« Saasnart hun saae Moritz's Søster, raabte hun: »Gud, Madam, er det Dem?« Det var et Slags Bekjendtskab fra tidligere Aar i Kjøbenhavn.

»Det er mange Aar siden vi mødtes,« sagde Hedevig, »jeg troede saamæn, De var ved Comedien!«

»Der er gaaet meget Vand i Søen siden den Tid,« sagde Trine; »det var intet Sted for mig, som ogsaa Hansen sagde; der kan være skikkelige Mennesker der, - men Skinnet, Madam, det er det, man seer paa.«

Moritz forklarede de gamle Folk, hvem han var, i hvad Anledning han kom, og at han vilde op til Fru Baronessen.

»Det er kjønt af Dem«, sagde Madam Cathrinesen, »for hvad skal der blive af Barnet? Med bedste Villie kunne vi ikke beholde det; vi ere gamle Folk, og i hvor god Lisbeth er, stiv er hun at magte! et føieligt Barn er hun ikke, og imellem, naar hun sidder alene og stirrer med de underlige Øine« - den gamle Kone talte sagtere -»skulde man troe at Barnet ikke rigtig hørte til christne Mennesker, uagtet Kroppen er meget reguleret.«

Moritz svarede hvad han kunde svare og begav sig saa til den gamle Frue. Hedevig blev, det gamle Bekjendtskab til Trine var et Tilknytningspunkt. Madam Cathrinesen gik at hente Kaffekjedelen, som i Anledning af Trines Besøg var sat over Ilden.

»Har De, Jomfru, været ved Comedien?« spurgte Cathrinesen,

idet han længe stod og tænkte over de Ord, der vare sagte. Trine blev rød, lo og nikkede.

»Det havde De nok ikke troet, Hr. Cathrinesen! Jeg har heller ikke holdt af at tale om det; Hansen forlangte det af mig. Jeg har, det vil da sige, da jeg var et lille Barn, været Kjærligheds-Guden, med Pallietter paa Skoene og med Vinger. Ja, de klappede saamæn af mig! Jeg var ved Dandsen, løb hele Dagen deroppe paa Skolen, maatte gaae i Bageriet for Figurantinderne og kjøbe Boller. Ak, det var et daarligt Liv, der er megen Chicane! Og Skinnet var altid, i det mindste dengang, mod Dandsen, og Skinnet, det er det, man seer paa! Da jeg blev ældre, og Hansen var blevet Svend og friede til mig, saa sagde han mig det, at det var ham saa haardt imod, at jeg gik og sprang om; Dandsemesteren skjændte ogsaa altid, og satte mig mellem de Bageste. Saa tog jeg Tjeneste. Det er nu otte Aar siden. Fruen her har været mig en god Frue, thi god er hun, hvor sær hun kan være! nu er Hansen blevet Frimester, og faaer jeg det end ikke, som jeg er blevet vant til det her paa Gaarden, saa har jeg dog mit Eget, jeg har en rar Mand, som jeg rigtig holder af, og er fri for Verdens Omtale; for Skinnet, Hr. Cathrinesen, det er Alles og især hvert Fruentimmers Skudsmaal!«

At Trine havde dandset med Pallietter paa Skoene og Vinger paa Ryggen, greb forunderligt Hr. Cathrinesen; han var traadt nogle Skridt længer tilbage, hans Hænder foldede sig, og han saae med et vemodigt Udtryk frem for sig. Lille Elisabeth derimod gik lige hen til Trine, lagde sig med Albuerne i hendes Skjød og saae paa hende med ubevægelige Øine.

»Gud give Dem Lykke i Ægtestanden!« sagde Hedevig. »De er en god Pige, og det Theatervæsen er en tung Vei. Verden holder mest af at tale ondt!«

»Ingen gaaer fri!« svarede Trine. »Ikke engang Hansen, men det er det samme, ham kjender jeg. Menneskene see anderledes ud indvendig, end udenpaa. Der er nu Fru Baronessen, hende lee de ad, Mange kalde hende gal, og hun er klogere og bedre end de Fleste! Der er en god Bund i hende, hvor haard hun endogsaa er mod den lille Elisabeth, der har været et meget uartigt Barn,« tilføiede hun og saae saa strengt, hun kunde, paa den Lille, men kun et Øieblik, kyssede hende saa paa Panden og strøg Haanden hen over Lokkerne.

»Havde Du ikke Andet end Skoe og Vinger paa, da Du dandsede?« spurgte Elisabeth, der syntes med al sin Tanke at være blevet ved dette Punkt, som det interessanteste i hele Trines Tale.

Madam Cathrinesen kom med den blankpolerede Kaffekjedel. Kopper og Spølkummer sattes frem; Cathrinesen rykkede nærmere og rakte Trine et Papir. »Jeg vidste ikke,« sagde han, »at De havde dandset, ellers havde jeg sat et fromt Vers ind endnu, fordi det er gaaet Dem saa vel, som det er. Det er en Vise til Dem; De kan synge den ved Brylluppet, De kan læse den, ligesom De vil! Jeg har sat den sammen.«

Verset gik paa en Psalmemelodi og Ordene vare saa sørgelige, som om det var til en Henrettelse. Cathrinesen læste sit Skrevne, han græd allerede ved andet Vers; saa tørrede Trine ogsaa Øine, og siden gjorde de Andre det samme.

»Jeg troer ikke at Præsten skulde skrive den bedre!« sagde Madam Cathrinesen og saae stolt til sin Mand.

»Havde Du ikke Andet end Skoe og Vinger paa, da Du dandsede?« spurgte Elisabeth.

»See ikke med de Øine, lille Lisbeth!« udbrød Madam Cathrinesen; »sæt Dig hen til Din Dukke!« og hun trak Barnet fra Trine, idet hun sagde til Manden: »hun gjorde igjen Farmoders Øine!«

»Farmoders?« gjentog Trine og trykkede endnu Cathrinesens Haand for den sørgelige, skjønne Vise.

»Det er saa vor Tale; vi har den fra Ærø! Cathrinesens Farmoder var jo gjort blind af Eliefolk; har De aldrig vidst det?«

»Hun saae ikke!« sagde Manden, »og dog saae det ud, som om hun saae, og de Øine har tidt lille Lisbeth.«

»Farmoder var Jordemoder i Dunkjær paa Ærø; hun blev hentet til Elleqvinden, som var i Barnsnød. Hun fik en Salve at smøre Ellebarnets Øine med; der hang noget af den endnu ved hendes Fingre, da hun kom ud af Høien, og som hun kom til at smøre sig i sine Øine med; da blev hun klarseende; hun saae i Rugageren de smaa Eliefolk vrimle frem og klippe af. »Hvad gjør I der?« sagde hun; da skreg de Alle: »Kan Du see, skal Du skee!« og saa blæste de hendes Øine ud. Vist er det,« tilføiede han, »at al den Tid, jeg kan huske, var hun blind. Men imellem kom der en Glands paa de graablaae døde Øine, hun syntes at see, og det var grangiveligt saaledes som Lisbeth imellem seer, naar hun ikke siger et Ord.«

»Ja, var det ikke Madam Krone, som havde talt, saa havde vi ikke det Barn,« sagde Degnekonen; »gid Alt var vel igjen og hun sad oppe paa Gaarden, og ikke her i Huset. Seer hun ud som et christent Barn? Det trives, men hun er jo Skind og Been, spiser for Tre og har en Hukommelse, saa man forfærdes for den, og det er ikke det Værste endda!«

»Hun er klarseende!« gjentog Cathrinesen, og vedblev, da Hedevig rystede med Hovedet: - »Jeg skal give Dem Syn for Sagen, Madam! Hun var med mig paa Kirkegaarden igaar Aftes; det var rart Maaneskin; hvad gaaer der? sagde hun til mig, og pegede paa Kirkemuren, og det saae ud for mig, som om det var hendes og min Skygge. Det er nok min Hest! sagde hun; da tænkte jeg paa Hælhesten, tænkte paa, hvad Øine hun havde, og at hun nok kunde see bedre end jeg, og jeg sang høit en Psalme; da mærkede jeg, at hun zittrede som et Espeløv.«

»De har gjort Barnet bange,« sagde Hedevig; »der er jo ingen Hælhest til; hvem troer Sligt?«

»Det gjør jeg!« sagde Madam Cathrinesen; »og det gjorde min Fader med, for han kjendte Hælhesten, kjendte ham bedre end De og jeg. Min Fader var Vægter i Ærøskjøbing; hver Nat saae han Hælhesten humpe paa sine tre Been fra Kirkegaarden til det Sted, hvor En skulde døe. Engang gik den lige hen imod vort Huus, hvor min Moder og jeg laae; det er sandt hvert evige Ord! Ho, Ho! sagde min Fader, kom ikke derhen! og saa nævnede han vor Herres Navn. Men Hælhesten er vel et Spøgelse, men den gaaer vor Herres Ærinder, og derfor blev den ved at gaae lige hen imod Huset; saa tog min Fader Skridt og satte sig lige med Eet op paa Hesten. Det var en modig Mand, min Fader! og da han sad paa Hælhesten, saa havde han den i sin Magt; han holdt Morgenstjernen frem for sig og saa red han til, saa det klapprede efter; lige hen imod Raadhuset red han; ved Døren stod der et stort Træ og ved det bandt han Hælhesten, der vilde løs, men kunde ikke komme. Og min Fader stod og saae paa den, og saae, at alt som Dagen kom, blev Hesten mere og mere ligesom en Taage, og da Solen stod op, var der ikke Hest at see, men ved Træet hang en lang Høvlspaan, som den var taget lige af Liigkisten!«

»Ih Jesu-Mutter!« skreg Madam Cathrinesen, og tabte Spølkommen med Kaffe, thi den lille Elisabeth stod lige tæt ind paa hende med ubevægelige Øine, det var, som hun hørte med dem. »Var det den Hælhest, vi saae iaftes?« spurgte hun.

»Lisbeth tager Livet af mig!« sagde Madam Cathrinesen. »Hun er fæl at see paa!«

»O, den lille Stakkel!« udbrød Hedevig, og drog Barnet hen til sig; »hun har et klogt Ansigt; noget deri, jeg veed ikke selv, minder mig om min søde Dreng. Og netop saa stor var han!« hun tørrede Øinene og saae paa Elisabeth.

Da betroede Madam Cathrinesen hende og Trine, hvad der endnu ikke, som hun sagde, var fortalt til Nogen: »Dette Barn er ikke som Andre! De smaa Uskyldige sove deres søde Søvn om Natten, men det giør hun ikke; jeg har seet det til min Forfærdelse, hun reiser sig! to Gange har hun gjort det, og den sidste Gang, det var paa Slaget tolv, gik hun hen ad Gulvet, lige til Døren, der satte hun sig ned, og trak Skjørtet op om Hovedet. »Lisbeth! i Jesu Navn!« raabte jeg, og saa styrtede hun som død om paa Gulvet. Nu har jeg foran Sengen lagt et vaadt Klæde med Hørfrø; træder hun paa det, saa vender hun om igjen; det har jeg lært af Faermoder. Ja, det Barn, hun er ikke af vor Slags!«

»Aldrig gik hun isøvne oppe paa Gaarden,« sagde Trine paa det bestemteste, og havde Ret, men Madam Cathrinesen havde det ogsaa; hun havde seet Lisbeth reise sig af Sengen og gaae lige hen til Døren; men det Hele var en Comedie, som Madam Cathrinesen selv var Skyld i, thi da Elisabeth en Nat var vaagnet og havde reist sig overende for at see hen paa Perpendikkelen under Uhret, hvor Maanen skinnede, havde Madam Cathrinesen sagt ganske høit: »Jesus Mutter! nu staaer hun op og spøger!« Og det havde givet Elisabeth den største Lyst dertil; men da Cathrinesen nu ogsaa vaagnede og talte hende til, blev der ikke noget af den Nat, men derimod en følgende. Mand og Kone havde ogsaa snakket saa meget af deres Snak for det arme Barn, at det var nærved selv at troe, at det var en Trold. Aldrig havde Elisabeth før stirret saaledes med Øinene, som hun nu gjorde, da hun hørte, man lagde Mærke dertil, talte derom og var forfærdet, og alt dette fandt hun, var artigt. Saaledes stode Sagerne.

Moritz kom nu tilbage fra den gamle Baronesse, hvor dog Noget var udrettet.

»Kjernen er god,« sagde han; »den holder sig fra vor Herre, Skallen har Verden givet Couleur. Underlig er rigtignok Konen! »»Jeg vil aarlig give to hundrede Rigsdaler til Barnet,«« sagde hun, »»men det er ikke for Barnets Skyld, det duer ikke, men for min Samvittigheds, og den giver jeg nok to Hundrede-Dalers Sedler. Er Lisbeth fjorten Aar, saa er det forbi, saa lad hende sørge for sig selv, og jeg veed, jeg har betalt min Entree for Løgne-Comedien, Faderen gav os.«« Sær er Konen,« vedblev han, »men hun er bedre end hun vil synes at være, bedre end Verden seer det.«

»Ja, kjendte Folk rigtig hinanden,« sagde Trine, »saa dømte man ikke som man dømmer!«

Degnefolkene vilde ikke beholde Elisabeth, ikke for to hundrede og endnu to hundrede Rigsdaler til. Hvor skulde Barnet hen? Madam Cathrinesen mente, at det kunde være en god Hjelp for Trine, nu hun blev gift, at faae de Penge.

»Ih Gud bevare os!« sagde Trine; »det vilde rigtignok falde godt paa mig, om jeg kom og holdt Bryllup og havde en saadan lille Pige med; nei, ikke for al Verdens Guld! Saa kunde jeg ligesaa godt være blevet ved Dandsen! Skinnet, Madam Cathrinesen, det er det, man seer paa!« -

Hedevig greb Broderens Haand: »Elisabeth er paa Alder med min lille Dreng; hun vil kunne sidde hos mig, som havde jeg ham. Broder! jeg tager hende, naar Du vil det.«

Moritz saae venligt paa Søsteren, og Elisabeths Skjæbne var afgjort; hun skulde følge med dem til Halligerne.

»Farvel!« sagde Trine, kyssede endnu engang Barnet, og bad det giemme vel paa Visebogen, hun havde givet det; Elisabeth hang sig om hendes Hals, græd og spurgte saa for tredie Gang: »havde Du kun Skoe og Vinger?«

»Tænker Du endnu paa det?« sagde Trine; »ak, jeg var klædt som Guds Engle paa Theatret, og de have Klæder, som see ud som ingen Klæder.« Det er Skinnet, - var hun nær ved at sige, men sagde det ikke; hun kyssede Elisabeth, kyssede Madam Cathrinesen, gav alle de Andre Haanden. »Vær nu et godt Barn,« sagde hun, »og kommer Du engang til Kjøbenhavn, saa skal Hansen sye Dig røde Støvler og jeg skal tage Dig hen i Comedien, at see »den grønne Sko«, eller »Rolf Blaaskjæg«. Du søde Barn! vi see maaske aldrig hinanden! jeg troede, Du skulde voxe op i den gode, gamle Gaard, og engang lukke Fruens Øine! Du er nu snart mere vildsom end jeg var - og Du skal langveis bort! saa langt, saa langt!«

Moritz klappede hende paa Skuldrene: »det glæder mig at see, at En holder af den Lille; Gud lad mig faae det Gode i hende til ret at trives!«

»Ja ogsaa hun, den lille Sjæl,« sagde Trine, »ogsaa hun, Deres Velærværdighed, har allerede Skinnet mod sig.« Hun nikkede, kyssede Elisabeth, kyssede nok engang Madam Cathrinesen, gav de Andre Haanden og gik for at holde Bryllup med sin Hansen.

Hedevig tog lille Elisabeth ved Haanden, trykkede ogsaa sit Kys paa hendes Pande og lovede i sit Hierte, at være hende en god Moder for ham, vor Herre tog til sig. Og Barnet saae med de kloge, sjælfulde Øine paa den nye Moder; den virkelige laa allerede mange Aar i Graven; Ingen vidste Stedet, Græsset voxte hen derover. Elisabeths Øine vare fulde af Taarer, men disse gjaldt dog Trine, som ogsaa engang, - ja, det tænkte da Ingen paa, skulde blive hende en Moder, en Tilflugt, den eneste i hendes Forladthed. Saaledes saae man det ikke nu, thi Skinnet - »ja, det er Skinnet, man seer paa!« sagde Trine.

Men vi reise nu med Moritz, Hedevig og den lille Elisabeth over til Halligerne, de stille Øer i den stormende Nordsø.

Ende paa første Deel.