Anden Deel

I.
Hvad der tildrog sig i Dagebüll.

Klokken to om Morgenen kjørte ud af Flensborg en stor holstensk Kurvevogn, vel bepakket med Reisegods; i den sad Moritz, Hedevig og den lille Elisabeth; de maatte kjøre ved den Tid, for at være sikkre paa at indtræffe til Flodtid ved Dagebüll. Det var klart Maaneskin, men koldt. Skridt for Skridt kjørte de op af Banken, og meget raskere gik det heller ikke, da de kom ovenfor, hvor Egnen udstrakte sig i sandede Marker og Hedeland. Et langt Stykke var Landeveien, der havde opsamlet en Masse Regnvand, aldeles ikke Landevei, men en Canal, som Hestene vadede igjennem. Siden gik det frem i tungt Sand; sjeldent kom man forbi et Huus, sjeldnere øinede man et Kirketaarn; en klynkende Fugl hørtes langt borte, ellers var Alt eensformigt stille; ingen af de Kjørende talte, Hver sad hensunken i sig selv, den lille Elisabeth med Øinene paa Maanen.

I aaben Baad vare de fra Fyen seilede til Als, og herfra kjørte over Gravensteen til Flensborg. Det deilige Skovland, Afvexlingen af Fjorde og Indsøer, høie Banker, grønne Enge og Lyngheder, de anderledes klædte Folk, det fremmede Sprog, alle disse nye Indtryk fyldte lille Elisabeth, medens de giede ligegyldige forbi Moritz og Hedevig, som kun tænkte paa, hvad de havde tabt i Verden.

Kort før Dagningen naaede de det første Bedested, der laa i Udkanten af en lille Landsby. Luften blev imod Morgen endnu koldere end før. Krostuen, de traadte ind i, var høist uhyggelig; paa Bordet stod halvtømte Kruse og Glas, et Tællelys brændte med lang Tande i Jernstagen; Gulvet laa tykt bestrøet med fugtigt Sand; Pigen, som skulde sætte Liv i det Hele, stod halv søvnig, med Klæderne løst om sig og samlede op fra Gulvet nogle Breve, der vare faldne ned, hvert af dem lige saa kluntet forseglet, som lagt sammen; de vare Alle sendte med Leilighed, det vil sige med Slagtere eller Bønder, som toge ind her; opstablede mod Vinduesruden, hvor Enhver fra Veien kunde læse Udskrivten, ventede nu hvert Brev paa, at den, der skulde have det, eller en Bekjendt af ham, maatte komme forbi, og at det saaledes, tidt efter Uger og Dage, dog kunde komme til sin Bestemmelse. Det Snegleagtige i dette indbyrdes Postvæsen syntes at hvile over al Virksomheden herinde denne Morgen; at faae gjort Ild paa og lavet en Skaal varmt Æggeøl, syntes at lægge sig saaledes hen i Fremtiden, at de opgave det til næste Bedested. Hestene havde faaet deres, og Kudsken lovede, at nu skulde det gaae rask fremad; senere vilde det ikke kunne skee, naar de kom ind i Marsken; Veiene der skulde være næsten ufremkommelige, sagde han, og Hestene vilde synke i til Boven; desuagtet troede han dog nok, der at bringe det til en halv Miil i Timen.

Skyerne bleve mere røde, Maanen blegere, og Daglyset kom; man saae Fuglene over sig og til Siden Faar paa Heden, og endelig paa Veien enkelte Mennesker, de Fleste tilhest, ogsaa Fruentimmerne.

»Moritz, Dagen bliver smuk!« begyndte Hedevig, ligesom drevet til Samtale ved at see om sig det opvaagnende Liv. »Hver Morgenstund er dog i Grunden en Gjentagelse af Skabelsen, saaledes som Bibelen fortæller os den; først seer man Luften, saa Vandet, Væxterne komme tilsyne, Himmelens Fugle og Markens Dyr, tilsidst Menneskene.«

»Vistnok,« sagde Moritz; »Moses Bibel var Guds store Natur! i Ørkenen har han læst den; fra den fik han lige saa megen Viisdom som fra Ægyptens Vise og de Sagn, hans eget Folk gav ham!«

Moritz sad igjen taus og saae hen for sig; Hedevig vilde tale, men standsede; Kudsken tog sit Posthorn frem og blæste saa ynkeligt, han kunde, men det var ikke Meningen.

»Jeg forstaaer Tydsk!« raabte lille Elisabeth, da hun ved næste Bedested hørte Børnene tale. »Jeg forstaaer næsten hvert Ord!« og hun forstod det; thi det var Dansk, hun hørte. Her i hele Strækningen fra Flensborg ned mod Nordsøen, vexler Tydsk, Dansk og Frisisk; de tre Sprog slynge sig i hinanden; det Frisiske faaer Herredømmet i Marsken, hvor Friserne boe, dette ældgamle Folk, som allerede Herodot og Xenophon omtale som udvandret fra Persien.

Det flade, grønne Marskland udstrakte sig foran; de lange, stille Canaler vare ved den langvarige Regn gaaede over, og hele Strækninger stode under Vand. Grupper af Faar viste sig paa de enkelte høiere grønne Pletter, over til hvilke Vogterne maatte vade; Bønder gik dybt i Vandet og afskare det ikke ganske modne Korn. Som et Jernbanenet over Sumpe og Enge strækker sig her, med lige Høide, de paa Diger opførte Veie; den Reisende maa ved Synet tænke paa Jernbaner, men med samme skuffede Følelse, som Karavanen i Ørkenen, der ved fata morgana seer Søer og Skove, hvor han veed kun er det øde Sand. Hele Digeveien var saa halsbrækkende, hullet og dyndet, at den egentlig slet ikke kunde kaldes Vei; hvert Øieblik vare Hestene udsatte for at brække Benene, og hvor de Kjørende mødte Andre tilvogns, var det et sandt Kunststykke at komme forbi hinanden og ikke vælte ned i Vandet eller i en Bønnemark. De enkelte Landsbyer her ligge sædvanlig med alle deres Huse i Række langs med Diget, hvorved de faae et udstrakt, betydeligt Udseende; alle Husene ere grundmurede og have store Diler, hvor Røgen søger ud af den store aabne Port; Huusløg og Grønt blomstrer henad de mosgroede Tage. Det Hele gjorde det levende, rørende Indtryk, Barndoms-Egnen altid gjør paa den Ældre. Moritz og Hedevig vare, som vi vide, fra Marsklandet, fra den holstenske Deel ved Itzeho; rigtignok tyder Land og Bygninger der paa en større Velstand end denne Strækning i det Slesvigske, som Broder og Søster nu passerede, en Bemærkning, de ogsaa stille gjorde; men det var dog Hjemmets Characteer, de saae, det var de kjendte skorsteensløse Huse med Gavlen ud mod Veien, og med den brede, aabne Port, hvorigjennem de saae ind i Stue, Kjøkken og Stald. Hvor ofte havde ikke Moritz og Hedevig, da de vare Børn, siddet og leget i den aabne Port, betragtende Svalen, som fløi ud og ind i Stuen, hvor ogsaa den havde sin Seng og sine Smaa. Broder og Søster havde i dette Øieblik samme Tanker, men de udtalte ikke disse.

Mere end to Timer gik for Milen fremad; de stakkels Heste dampede og anstrængede sig; en tyk, fugtig Taage væltede frem mod dem; det var Havgussen, som den kaldes; dens bittersalte Smag trængte sig ind i Mund og Øine, og snart kjørte de som i en Sky, der var saa uigjennemsigtig, at næsten hver Kjørende og Ridende, der kom forbi, var ved at støde lige imod Hestene. Det vilde neppe blive muligt, idag at komme fra Fastlandet til Øerne; efter al Rimelighed maatte der overnattes i Dagebüll, det lille Færgested, hvorfra man kommer til Badestedet Føhr.

Det er ingen Snees Aar siden, at man i flere af de danske Kjøbstæder endnu ikke havde et egentligt Vertshuus, men maatte tage ind hos en eller anden i Næringsdrift siddende Borger, som besad Leilighed dertil og nok vilde have den Fortjeneste; sædvanligviis var det Apothekeren eller Kramhandleren. Den ubekjendte Gjæst fik Plads ved Familiens Bord, hvor Madammen nøiagtigt talte og beholdt i Hukommelsen, hvor mange Stykker Smørrebrød, og af hvad Slags, han spiste, for senere at føre det til Regning; det hørte nu til hvad Folk i vore beqvemt og vel indrettede Dage kalde den Tids Poesi ved Reiselivet, men som man dog bør være glad ved er forbi. I Dagebüll var nu hverken Apotheker eller Kramhandler at tage ind til, men derimod en velhavende Marsklandsbonde, en ægte Friser, stolt og selvkjær, Monark i sit Huus og med Bevidsthed om, at Dagebüll var den største By i flere Miles Omkreds.

Dagebüll ligger tæt op til Diget, som beskytter By og Omegn mod det urolige Vesterhav. Vognen skrumplede hen over den forfærdelige Steenbro og holdt endelig for Kroen, om man tør give Gaarden dette Navn.

En høi, bredskuldret Mand kom frem i Døren, saae paa dem, men uden at sige Goddag; han syntes fortrydelig ved at see Fremmede, han ikke ventede. Det var Verten selv.

Moritz og Hedevig hilsede, men fik intet Svar. »Vi ville gjerne have de mange Sager under Tag,« sagde de.

»Ja, see at faae dem!« svarede Verten, vendte sig og gik ind.

Medens Kudsken spændte Hestene fra Vognen, der maatte staae ude med hele sin Oppakning og vel ogsaa stod sikker nok, gik Moritz med sin Søster og den lille Elisabeth ind i Stuen. Den var temmelig opfyldt med Fremmede, ophedet og uhyggelig; ved Kakkelovnen, der udmærkede sig ved sin Størrelse, sine blanke Messingkugler, og desuden var omgivet med halv vaadt Linned, der hang som Faner i et Gravcapel, sad et Par Qvinder med store Mandfolke-Hatte af sort Filt, og to Føhringer Piger med Sølvplader og store Sølvknapper i Livstykket; brogede Tørklæder laae turbanagtigt om deres flettede Haar. Verten havde igjen indtaget sin Plads for Enden af Bordet, hvor al hans Opmærksomhed syntes henvendt paa Sidemanden, en svær Person i tyk rød Nattrøie og med en Vest saa besat med smaa Knapper i flere Rader, at Vesten saae ud som Bryststykket af en Husaruniform; et blaat uldent Tørklæde hang Manden løst om Halsen, store Guldringe, som de, Fruentimmerne bære, sad i hans Ører; Hænderne vare mærkeligt store og røde, Alt kolossalt, men derimod Talestemmen fin som et Fruentimmers; han rørte med en Beenskee i sit Kruus; det var den rige Hestehandler Petters, som skulde til Tønningen.

Ingen gjorde Plads for Moritz og hans Søster; det var som om man slet ikke mærkede noget til dem; Moritz dreiede sig til Høire og Venstre, og da Døren stod aaben til den næste Stue, som førte ud i Kjøkkenet, hvor man hørte det brase paa Panden, gik han derud, fulgt af Hedevig og Elisabeth; han henvendte sig nu til Konen i Huset, der syntes at have meget travlt og saae vred og stolt ud.

»Jeg er Præsten fra Halligerne,« sagde han.

»Ja, jeg kjender ham nok,« svarede hun mut; »han har jo været her tre Gange før! Man kan da ikke røre sig i sit eget Huus!«

Moritz taug taalmodig; Hedevig vidste snildelig ved en velanvendt Gaaen ind paa al den Uleilighed, Konen maatte have, al det store Slid og Slæb, der kunde være i et saadant Huus, endelig at bringe denne i en mildere Stemning, saa at hun indrømmede dem et lille Kammer, og det et med en Seng i. Denne var endogsaa ganske eiendommelig; Hovedgjærdet var det halve Roer af et strandet Skib, og Fodstykket var ægte Mahognitræ med Udsnidning; det var en Dør, som Havet ogsaa havde bragt, og nu tjente til at lukke for Benene af den Sovende; nøgne hvide Vægge og vaadt Sand paa Gulvet, det var hele Meublementet. Efter her at have lagt en Deel af Reiseklæderne, og, som man kalder det, gjort sig lidt istand, hvilket hos Moritz bestod i at afbørste sin Kjole, og hos Hedevig og Elisabeth i at ombinde Kappehagebaandene og sætte Haaret, besluttede man sig til at gaae tilbage igjen til den store Stue, hvor der paa en Bordende blev dækket for dem.

Hestehandler Petters med den fine, skingrende Qvindestemme, førte det høie Ord, og det var om, hvad man mindst efter hans Næringsvei skulde være faldet paa, om Daaben, det vil da sige, om de gamle Kirkeklokkers Daab, ved hvilken der da baade var Faddere og en Madamme, som sagdes at bære Klokken, ligesom man bærer Barnet. Ved samme Madam havde Hr. Petters en skjemtsom Historie, der var mere plat end vittig, og som han, lig alle snaksomme Folk, der, naar deres Fortælling gjør Lykke, øieblikkelig fortælle om igjen for det selvsamme Publicum, gjengav for tredie Gang idet Moritz, Hedevig og Elisabeth traadte ind. En Vognrumlen udenfor bebudede nye Gjæster, men Verten blev siddende og Hr. Petters hævede sin fine Stemme, thi Historien skulde fortælles ud.

To i Sælhundeskinds-Pelse vel indsvøbte Personer traadte ind af Døren; det var Momme Levsen, den gamle Commandor, som han kaldtes, og hans Hustru. Det var netop de to betydeligste Sognebørn, Moritz havde paa Oland, og hans nærmeste Omgangsvenner. Saasnart Verten saae, hvem det var, reiste han sig lidt op, det var Folk af Betydning; Hr. Petters hilsede ligesaa fornøiet og lo af Grønlænder-Vamsen. Ægteparret var paa Hjemfart fra Husum, hvor deres eneste levende Søn, »der havde været saa dum,« som Commandoren sagde, »at studere,« nu var Byfoged og havde holdt Bryllup; der maatte jo Forældrene være med, ellers vare de ikke komne fra deres Ø.

»Vi ere rigtignok blevne gjorte af!« sagde den gamle Kone; »jeg var som en Dronning! og hvor der var en Anretning! men Kapun forstode de ikke at fylde; det sagde ogsaa min Søn, Byfogden!«

»Og vor Præst har vi der!« raabte Commandoren, idet han saae Moritz, »velkommen! velkommen! naa, hvor er Konen? hvor er Præstekonen til Halligerne? imorgen gjør jeg et lille Skrald for hende! Men kan jeg vise mig for hende første Gang i dette Overtræk? og Du Mutter - -!«

Moritz trykkede hans Haand og sagde ham i faa Ord sit store Tab, og viste ham sin Søster og den lille Elisabeth. Commandorens leende Ansigt blev forlegent og alvorligt; uden at svare et Ord faldt han Moritz om Halsen og kyssede ham og trak saa ud af Stuen med sin Kone, der opløftede et Sorgens Skrig. De gik til næste Værelse og kastede der Sælhundebeklædningen, den Commandoren selv havde bragt fra Grønland, og som nu paa Husum-Reisen ret havde vist sig at være til Gavn.

Da de kom tilbage til Stuen rakte Madam Levsen Hedevig Haanden, kyssede Elisabeth og fortalte om, hvad hun havde mistet i denne Verden; alle hendes Sønner havde Havet taget, Alle paa den Ene nær: »min Byfoged«, som hun kaldte ham; og saa havde hun en Sønnesøn, Elimar, hendes Øiesteen, den smukkeste Dreng, det klogeste Barn, - det var Bedstemoderen som talte; han var nu ogsaa ude paa »den vaade Grav«, eller nede i den; det var hans første Reise, Grønlandsreisen! »Nej, Landjorden er dog en fast Grund«, vedblev den gamle Kone, »og den har ogsaa sit gode Brød og megen Glæde og Fornøielse! det er et Huus, min Byfoged har, det var et Bryllup!« og nu maatte hun fortælle om den Stads og om Dandsen. »Ja, min gamle Commandor dandsede ogsaa med; jeg gik kun een Gang rundt, de ere saa svære, de nymodens Dandse, og hvad ere de saa mod dem fra min Bedstefaders Tid? jeg husker dem endnu, uagtet jeg var saa lille, at jeg blev løftet paa Armen for at see det. Ved alle Fester var min Bedstefader første Dandser, han var Kongen, som det kaldtes. Alle vare de i hvide Skjorteærmer, Alle havde de Bjælde ved hvert Been, og naar han saa havde holdt Talen, der var paa Vers, saa gik Benene og Sværdene gik, for de førte altid Sværd med i Dandsen, og de sprang over Sværdene og satte disse i Stilling, saa at de dannede en Rose, og saa holdt de dem over sig som et Skjold, og Kongen stod ovenpaa og blev løftet høit op.«

»Byfogden?« spurgte Petters, der ikke var fulgt med i Fortællingen og troede, det Hele var en Beskrivelse af Bryllupsdandsen i Husum. »Det var da Satan til D ands!«

»Hvem taler om Byfogden?« svarede Madam Levsen; »jeg taler om gamle Dage, om min Bedstefader, om de gamle frisiske Dandse. Troer De, man nu dandser med Bjælder om Benene, eller gjør Roser i Dandsen?«

»Der var Tanke i al vor gamle Brug,« sagde Verten; »det har nu ikke nær det Høitidelige som i ældgamle Tider. Jeg har altid syntes saa godt om de Dandse; nu til Dags, sving mig her, sving mig der! Tanken mangler. Og saa den skjønne Skik ved Brylluppet, at naar den unge Kone første Gang førtes til sit Huus, trak Manden sit Sværd, stak det ind i Straataget over Døren og lod hende gaae ind under det; Ægteskabssværdet var draget over hende!«

»Er Du nu kommet ind i den Passiar?« sagde en Stemme fra Kjøkkenet; men han lod sig ikke forstyrre og blev ved: »og nu det gamle »Fenstern«, som reent er døet ud, ja forbudt ved Loven!«

»Det synes jeg ogsaa maatte forbydes«, sagde Moritz; »det forekommer mig stridende mod al Ærbarhed at beholde en Skik som den.« -

»Det var høist moralsk!« sagde Madam Levsen; »min Bedstemoder var en inderlig moralsk Kone, og hun fik sin Mand ved »Fenstern«. Man vidste jo, at naar Alle vare i Seng, gik de unge Karle hver til det Huus, hvor den boede, han vilde frie til; Kammervinduerne bleve aldrig lukkede, Frieren steg meget ordentligt ind i Kammeret og satte sig ved Sengen; der kunde han udtale sit Hjerte, og led hun ham ikke, havde hun jo Lov til at krybe under Dynen, saa langt hun vilde, og saa maatte han gaae sin Vei. - Jeg synes, at det er ikke mere stødende end de lange Forlovelser og det evige Kysseri, som følger med; det finder jeg umoralsk. Ikke et Kys fik de ved Nattefrieriet! jeg veed det, min Bedstemoder var en sanddru Kone!«

Saaledes kom Talen mere og mere ind paa den gamle Skik og Brug i Landet. Udenfor drev endnu den tykke, raa Havtaage; der var ikke at tænke paa nogen Overfart, saalænge den stod paa; ved Natten vilde Maanen komme og den kunde maaskee faae Bugt med Havgussen; her i Dagebüll maatte altsaa Selskabet blive Natten over, og da man vidste det, sluttede man sig nærmere sammen. Talen gik om gamle og nye Tider; lille Elisabeth hørte efter med Barnets hele Nysgjerrighed, men hun forstod ikke det Sprog; træt og søvnig spilede hun sine Øine mere og mere op indtil de endelig lukkedes; hun sov saa fast som man sover i den Alder. Vi ville ogsaa sove her og først igjen vaagne op naar hun vaagner, og det var omtrent ved Midnat. Hun laa paa en Sæk og nogle Klædningsstykker, et Hestedækken var lagt over hende og det tæt foran den med Roer og Dør forsynede Seng, paa hvilken Hedevig og Madam Levsen havde lagt sig, halv afklædte; de sov begge To.

Udenfor var det begyndt at blæse, Taagen delte sig og jog portionsviis forbi i Maaneskinnet; af og til oplystes saaledes Værelset. I det første Øieblik blev Barnet forskrækket ved at finde sig paa et fremmed Sted; hun reiste sig halvt op, og huskede nu hvor hun var, saae til Sengen, om Hedevig var der, og da hun fandt hende og den gamle Madam, der sov meget fast, blev hun rolig. Døren ud til Sidebygningen klapprede i eet væk, hvert Vindstød satte den i Bevægelse, den var kun lukket med en Krampe af Seglgarn. Elisabeth reiste sig igien heelt op; hun maatte vide, hvad Døren feilede, og da hun kom derhen og rørte ved Seglgarnet, og Døren var af den Slags Døre, som heller springe op end forholde sig lukkede, foer den tilbage udad, saa at Elisabeth styrtede paa Hovedet ned, dog uden at støde sig, thi der laa Halm. Hun kom igjen op og saae sig lidt om; det var en stor Længe, hun var dumpet ind i; her stode nogle Vogne og midt imellem disse faldt en Straale fra Maanen ned paa Noget, der skinnede i Mørket som en klar Stjerne. Hvad kunde det være? Hun maatte vide det, hun maatte derhen; et Øieblik stod hun endnu tvivlraadig, giorde saa et rask Skridt - -

Og vi ville ogsaa giøre et lignende, om kun nogle Timer frem.

Det var Morgen; Hedevig og Madam Levsen vare oppe og Begge i høi Grad bestyrtede, thi Barnet var ikke at finde, hverken inde eller ude. Ingen kunde give nogen Oplysning om det, og dog havde der før Dag været Folk oppe her i Gaarden. Hestehandler Petters var før Dagning kiørt sydpaa, og omtrent ved samme Tid vare Reisende fra Føhr gaaede herfra til Tøndern. Madam Levsen var kort før Dag vækket ved at høre fra Længen tætved en stærk Hundegiøen; Døren fra Kammeret var blæst op, sagde hun, det trak slemt og hun var da staaet ud af Sengen for at lukke; ved den Leilighed troede hun at have seet lille Lisbeth ligge hvor der var redt for hende, noget, som dog ikke var Tilfældet, thi da var Elisabeth allerede ude i Længen. Man saae, at Barnet maatte uden Skoe eller Kjole være gaaet bort, men hvorhen? forsvundet var hun.

»Ak, min egen lille Elimar!« sukkede Madam Levsen; »vor Herre veed hvor han er i dette Øieblik! tabe kunne vi Allesammen!« og nu, uagtet der ingen Grund var til at tænke, at ogsaa Elimar skulde være forsvundet fra Fartøiet, han var paa, eller Fartøiet med ham kommet noget til, kunne hun ikke lade være at tænke sig dette og udtale sin Angst; dog ligesaa hurtigt havde hun ogsaa Beklagelsens og Trøstens Ord for den ængstede Hedevig.

Hele Formiddagen gik med Søgen og Spørgen, men uden Held; stille og dybt bedrøvede stode Broder og Søster, der var Intet mere at giøre. En ny Dag var lagt til Prøvelsens Tid for dem. Sorrigfulde stege de i Baaden, der skulde føre dem over til Oland; Flodtiden bød dem at komme afsted. Verten i Dagebüll og Strandcommissairen overdroge de at udspørge hver Fremmed om Barnet, og derpaa strax sende dem hver Efterretning, der kunde lede paa Spor.

Broder og Søster stode forude i Baaden; de talte ikke et Ord, Øinene vare heftede paa de mørke, svømmende Øer, Halligerne; den største af disse var Maalet.

De hvide, bjergagtige Sanddyner paa Amrom løftede sig høit mod den mørke Luft; de flade Halligere laae som en Drift Søgræs, der er sat ud af Bevægelse. Havet væltede guulgrønne, grumsede Bølger, som Flodtiden bringer dem. Der maatte krydses, et Par Slag bleve giorte og Oland kom nærmere med sin By og Kirke; tydeligt saae man to Qvinder nærme sig Strandbredden, snart kom Flere til; hver Figur traadte heelt frem med Luften til Baggrund, saa lave ere Øerne, saa ringe Udstrækningen af selv den Største. Her er ikke et Træ, ikke en Busk, en Stikkelsbærhæk da undtagen, der sygelig skød sig frem i en Krog ved Præstens Gaard. Alle Byens Huse ere reiste paa et Bjælkelag og ligge tæt op til hverandre med smalle Slipper mellem sig; det er som om Storm og Vind have drevet dem nær sammen, tæt til Kirken, som Faarene til Vædderen. De smaa Vinduer sidde høit oppe, blaae og grønmalede skinne de og see ud, som hørte de hiemme fra en eller anden Kahyt.

Fartøiet lagde ind paa en Side af Øen, hvor Havet havde giort et Indsnit. En Deel af de ventende Fruentimmer, Alle sort klædte, som Qvinderne ere paa disse Øer, bandt strax deres Skiørter op om sig og sprang saa ud i Vandet og bare Madam Levsen og Hedevig iland; Kommandoren og Moritz fik en Haandsrækning. Med stor Glæde og de hjerteligste Hilsener tog man mod de Hjemkomne; gladest var en halvgammel Pige; det var Keike, som tiente Moritz, Præstens Keike, som hun kaldtes; hun, som alle de Andre, vidste, at Moritz bragte sin unge Kone med, og ansaae Hedevig for at være det, uagtet hun ikke saae ud som Keike havde tænkt sig det; hun var jo en ældre Kone med et bedrøveligt Ansigt. Imidlertid hilsedes hun som Præstekonen af Keike og alle Qvinderne; de stode i Kreds om dem; Mandfolk var der for Øieblikket ikke paa Øen, de vare i Hyre til Holland og Grønland, eller ude paa Fiskefangst.

Moritz sagde dem sin Sorg og sit Tab, og Kredsen, der nylig havde staaet leende og glad med et fornøieligt Velkommen, blev sørgmodig og stille. Og de gik hen mod Byen med en Taushed, en Alvor, der stemmede sammen med deres Sørgeklædning, med den graa Luft over dem, med den sorte Farve, Havet i dette Øieblik havde, og med den stille, mørke Ø; de gik hen over det korte, stuppede Græs, der af Havet, som tidt ruller her hen over, har en egen Skarphed; nogle dyndede, store Pletter, noget henkastet Tang og et Par Grupper af Faar, var hele Farvevexlingen.

Keike, som havde skyndet sig forud for de Andre, kom netop med stor Ilsomhed ud af Præstegaarden, idet Moritz traadte ind med den hele Skare af Sognebørn, thi ikke Een var blevet hjemme, uden en Feberpatient og et Par Børn, der sov. Han standsede Keike, der skiulte Noget under sit Forklæde og saae forlegen ud; det var noget Græs, hun bar bort; og hvorfor? hun rystede med Hovedet. To Bogstaver, M og C, Begyndelsen til Navnene Moritz og Caroline, havde Keike bundet af Græs, andet Grønt havde hun ikke; de to Bogstaver vare hængte op inde paa Væggen som Festhilsen til det unge Par; i de sidste Dage havde hun fornyet dem saa de vare ganske friske; en enkelt Asters, hentet ovre fra Føhr, var stukket ind over hvert Bogstav. Den Stads havde hun nu skyndt sig med at faae bort.

Døren stod aaben til Stuen; det nys blaatmalede Paneel gav den et muntert Udseende; her stod Claveret, Moritz havde kjøbt til Caroline; det skulde have været hendes første Overraskelse, naar hun kom; oven over det hang hendes Billede, ungt og livsglad, som hun var. Moritz blev staaende foran det, ingen Taarer kom i hans Øine, men han blev liigbleg, og vendte sig derpaa om til sin lille Menighed, der, som sagt, var fulgt med ham; selv Kommandoren og hans Frue stode der, Stuen og Gangen vare fyldte med Mennesker.

»Saa glad, saa lykkelig saae hun ud!« sagde han. »Hun var mit Bedste paa denne Jord, og vor Herre tog hende fra mig! hans Villie er den rette, selv hvor vi ikke begribe den. Gud har prøvet mig tungt, taget fra mig hvad jeg heldede mit Hoved og mit Hierte til, for at jeg skulde helde mig fastere til ham, for at jeg i min Sorg skulde forstaae Andres. Som til Job kommer Sorgen og Ulykken til os, at vi kunne forstaae Gud, os selv, hiin og denne Verden!« Og han talte til dem om sin Søsters lille muntre Dreng, som vor Herre havde taget til sig, han berørte denne Morgens Begivenhed, hans Angst og Uvished om den lille Elisabeth. »Med Job maa jeg sige: den Haand, som trykker mig, er svarere end mine Suk! men jeg veed, at den Haand vil igien kunde udføre det til det Bedre. »En Fattig skal ikke glemmes evindelig!«* Og hans Tale, der strømmede ud fra den inderligt bevægede Sjæl, blev mere og mere Guds Røst, den lille Stue blev en hellig Kirke, Menigheden stod i from Andagt, og da Moritz sluttede med Psalmens Ord: »Vor Gud han er saa fast en Borg!« faldt alle Stemmer ind i Sangen.

Det var Indtrædelsen i det nye Hjem.