II.
Kommandorens Huus.

Et Par Dage vare gaaede og endnu hørte man Intet om lille Elisabeth. Og dog var hun i bedste Velgaaende; vi ville snart see hende, høre hendes Eventyr. Men for at høre det, for at see hende vel inden fire Vægge, som man siger, maae vi besøge Kommandoren; her træffe vi som Giæster Moritz og Hedevig. Middagsmaaltidet er endt, den store blankpolerede Kaffekiedel staaer paa det gamle, udskaarne Bord.

Ingen Genre-Maler kunde finde et bedre Motiv til en velhavende Halligers hyggelige Stue, end denne var det; under Loftet hang, med heel Takkelage, en Model af »Brakanden,« det Fartøi, Kommandoren havde ført; paa hver Side af samme, svævende i Silkebaand, der nu var noget afblegede, to store Glaskugler, hvori afspeilede sig i Migniatur hele Værelset, ja en Deel af Kjøkkenet med, thi Døren derud til stod aaben, og Kobbertøiet var saa blankt i Tinrækken. Man saae Stuens ene Væg pyntet med Skilderier, allesammen Skibe; man saae det store Maleri med Stammemoderen Ose, der var saa godt som et heelt Betræk, alle de rokokkos Meubler og især den store Opsats, der saae ud som en Prædikestol; ikke at tale om Selskabet selv, Kommandoren i Lænestolen med sin lange Pibe, Moritz i Sophaen, der havde forgyldt Læderbetræk, begge Fruentimmerne * Psalme 9, 19. paa Stole, hvis stive, høie Ryg indbød til at sidde rank. Geranium og Huusløg blomstrede i de smaa Vinduer; Bøger laae paa den lange Reol, som strakte sig i hele Stuens Brede. Paa Gulvet hoppede en sort Allike, der lød det Navn Claus og idelig fremskrattede de Ord: »Claus gaaer paa Loftet med Piltitzl« Det var Alt, hvad han vidste, men det var hans Hverdagshistorie; den omtalte Piltitz var en gammel Kat med hvem han levede i det inderligste Venskab, og daglig gik Tour med, snart paa Gaden, snart paa Loftet; det Sidste syntes at være det Interessanteste. I de to Glaskugler havde man saaledes her paa engang i Afspeiling, foruden Commandoren og hans Frue, hele deres huuslige Omgivelse og Omgang.

Alt var vist frem, Alt oppe og nede; Commandoren havde præsenteret sin Liigkiste, den han for længe siden havde bestilt og færdig: »rummelig og stor,« som han sagde, »med Høvlspaans Madrasser.« Daglig tog han sin Middagsluur i den og forsikkrede: »Køien er god og veltjæret, men den skal jo ogsaa holde længer ud end jeg!«

Madam Levsen havde vist dem sin Elimars Billed, klippet i Silhuet, en skrækkelig fiirkantet Klump; det skulde ligne vel, kun at han var meget deiligere; »og saa morsom er han«, sagde hun; »mig kalder han: »»gamle Krydser««; det er fordi jeg dægger om ham! Han er uendelig elskelig!«

Af Alt hvad som fremvistes, interesserede dog mest den store Træ-Opsats med de udskaarne Engle og Guds Moder i en Sky, hvorfra gik lange Straaler, Alt af Træ; Prædikestolen blev den kaldet, og den havde været det. Under den var Commandoren som spædt Barn bleven døbt, under den havde han og hans nu gamle Kone siddet som unge Brudefolk. Den var fra den af Sandflugten ødelagte Rantum Kirke paa Sylt.

»Tre Gange blev Kirken flyttet ind i Landet,« sagde Commandoren, »tre Gange blev Byen flyttet ind, og det var saa stor en By, at den engang i Storm mistede flere end to hundrede Baade. Sandstormen driver indad og Søen løber bag efter og tager bort; den vil tage os Allesammen naar vi ere i vor Grav. Men jeg har ikke noget imod at gaae tilsøes!«

»Tal ikke saa ugudeligt til hans Velærværdighed,« sagde Konen; »Vor Herre holde sin Haand over vor lille Ø, og det kan han; vi have kun Havet at kæmpe imod, men paa Sylt have de Sandet med. Jeg glemmer aldrig vor sidste Kirkegang i Rantum Kirke; det var 1801, da Engelskmændene laae for Kjøbenhavn. Sanddynerne vare forfærdeligt tagne til om Kirken, den laa ligesom i en dyb Dal; Nat og Dag drev Sandet hen til Murene, det trængte giennem de lukkede Vinduer og Døre, det dyngede sig op paa Gulvet og i Kirkestolene. Da holdtes den sidste Gudstjeneste, og til den maatte vi gaae ind ad Vinduerne; Sandet laa lige op om Alterbordet, hvor de store Voxlys brændte.«

»Min Fader kiøbte Kirken,« sagde Kommandoren; »Alter og Prædikestol bleve satte op i min Kahyt, og gik med over Nordsøen. Jeg gav Alteret til en Kirke i Grønland, Prædikestolen staaer der.«

Saaledes knyttede sig til ethvert Stykke i Værelserne en Historie, den Betydeligste maaskee til Bedstemoderen Ose, hvis Billede forekom Moritz at ligne ganske mærkeligt den gamle Baronesse i Fyen. Ja, det var hende, Træk for Træk, men i frisisk Dragt, Rødt og Hvidt, med den store, rummelige laadne Pels, hvortil syv Faar maatte levere Skindet; paa Hovedet havde hun en Kasket af hule Sølvæg, sammenføiede som Skiællene paa en Fisk. De fik imidlertid ikke dennegang Historien, der hører til et af de smukkeste Sagn fra disse Egne; Kaffeen var bragt ind - og med Kaffeen fulgte andre Historier; man kom fra Føhr til Grønland, og saa til Varde og til China, som det gaaer i en Samtale, men hvert Stykkes Historie var dog berørt, paa eet nær. Vi have forglemt det Vigtigste her i Huset, det Vigtigste i hver nogenlunde vel indrettet Bolig paa disse Øer, vigtigere end Ovngrøden*, der ved den langsomt brændende Ild koger sig selv om Søndagen, medens de Alle ere i Kirke, - det var Husets Kikkert, der havde sin Plads over Døren.

En Kikkert bliver her et forunderligt aandeligt Vækkelsesmiddel; den er Budstikken fra det Liv, som rører sig paa Havet. I Storm og Stranding kommer den frem og fortæller om Død eller Redning; ved langvarig Østenvind, naar Havet er blæst bort milevidt i Ebben, og Rudera af undergaaede Byer, Skrogene af strandede Skibe, Hvalfiskeskeletter, Havnepladse, Kirkemure og Begravelsesstene rage spøgelseagtigt op af det hvide Sand, er det et Skuespil, rigt og * O'enbras, »Ofenbrei«, af Melk og Meel med Fleskestykker. forunderligt, med Kikkerten at drage den undergaaede Verden nærmere, og faae ud, hvad hvert Stykke har været; ikke at tale om den daglige Fornøielse, at see, hvad Nation det Skib hører til, som nu viser sig som et Punct i Horizonten, eller at see ud paa de smaa Fartøier, der krydse fra Dagebüll. Kikkerten var det, som nu, de sad om Kaffebordet, blev taget ned; »den kunde hale,« sagde Commandoren, lagde den mod et lavt Skabhiørne og stillede den for Moritz.

»Man seer hver Mand, man kan kiende dem, see hvert Tougværk, Alt hvad de have ombord.« Men hverken Commandoren eller Moritz saae dog, hvad der vilde have overrasket og fornøiet mest, en ganske lille Matrosdreng, der sad mellem nogle Tougruller; den Lille havde gule Flonels Buxer, lang Trøie af samme Couleur, og paa Hovedet en strikket Hue; det var lille Elisabeth, hvis Eventyr vi skulle høre, men endnu seilede hun. Kikkerten var igien hængt over Døren, Hedevig blev paanødt den tredie Kop Kaffe, Claus havde for fierde Gang hoppet Commandoren paa Skulderen og sagt: »Claus gaaer paa Loftet med Piltitz«, da Keike styrtede ind i Stuen med den lille udklædte Matros og skreg: »Barnet er kommet og her er det!«

»Vor Herre være lovet!« udbrød Hedevig og løb hen mod Elisabeth, der begyndte at græde og krybe sammen, som forestod der mere end et mundtligt Foredrag. En af Søfolkene ventede udenfor Døren; hans Besked og hvad de efterhaanden fik ud af Barnet, ville vi forstaaeligen sætte ud fra hinanden og forøge med Biomstændigheder.

Man siger, at Troldens Guld og straalende Juveler forvandles i Menneskenes Hænder til visne Blade, Glasstumper og Kul; saaledes viste det sig, at den paa Gulvet straalende Stierne, der lokkede lille Elisabeth, var ikke andet end en Flaskehals, som Maaneskinnet faldt paa giennem et Hul i Taget; hun tog ganske forventningsfuld om det lysende Glas, der idet hun berørte det, tabte sin hele Herlighed. Men hvad der endnu var værre, en Hund styrtede med stærk Gjøen frem tæt foran; den foer op af Søvne, og vilde, havde den ikke ved en Strikke været bundet til Vognhjulet, faret paa hende; hun skreg og Hunden giøede endnu heftigere; den stod lige imellem hende og Døren til Sovekammeret; dens Øine skinnede i Mørket som Ildkugler; forskrækket krøb hun op i den nærmeste Vogn, det var Hr. Petters, Hestehandlerens; hun puttede sig ned i Høet netop i det Øieblik, Kommandorens Frue, vækket ved Hundens Gjøen, stod op, fandt Døren aaben og troede, det var Skylden deri. Hunden vendte sig nu mod hende og gjøede ad den Kant, og da Døren lukkedes og Elisabeth forholdt sig stille, lagde den sig med lurende Blik og Knurren. I hvor angst den Lille var, faldt hun dog i Søvn, ja sov snart saa fast nede i Høet, at hun slet ikke mærkede, at Karlen kom og spændte Hestene for, at Hr. Petters satte sig op paa Sædet og rullede afsted paa Diget langs med Havet sydpaa.

Det var lys Morgen da Hr. Petters holdt ved en Kro i Marsklandet; han vendte sig for at lægge sin Pidsk paa Sædet, da Elisabeth i det samme stak Hovedet ud af Høet.

»Hvad er Du for en Gavtyv?« var Petters første Udbrud, og han løftede Pidsken; Elisabeth skreg af Skræk. - »Hvem har puttet Dig i Vognen?« sagde han med sin fine, skrigende Stemme, og trak hende op af Høet; »ingen Klæder paa! hvem har puttet Dig ned? Vil Du svare, Tøs! troer Du, jeg lader mig narre saadanne Vare paa?«

Hun forstod ham aldeles ikke, men at han var vred, saae hun.

Pidsken kom igjen iveiret, men Vertshuuskonen stillede sig imellem og begyndte paa en Examination, som var endnu mere uforstaaelig for Barnet; Verten lo, klappede Hr. Petters paa Skulderen og forsikkrede ham: »En faaer Godt og En faaer Ondt af Natten! I fik inat en Unge og jeg fik forleden Nat et Stykke høit Marskland, der drev op paa min Grund.«

»Saa kan jeg faae hende der paa Græs!« sagde Hr. Petters ærgerlig og begyndte nu paa Platttydsk og saa paa Frisisk at spørge hende ud. Tilsidst fik Krokonen, der slog ind paa det Danske, saa meget ud, at hun, bange for en stor Hund, der vilde bide da hun skulde ind i Kammeret, hvorfra hun kom, var krøbet op i Vognen. Hr. Petters erindrede sig nu, at en lille Pige var kommet til Dagebüll med Præstens og tiisidst kom da Alt i det Klare.

Barnet rystede af Angst og Kulde, hun stod halv paaklædt og uden Skoe midt i Sølen, hvor hun var stillet. Krokonen fik hende ind og søgte nu at faae lidt Tøi til hende; men der var ingen Smaapiger i Huset, Fiskerens Søn maatte derfor give hende Trøie og Buxer, og indtil videre lod man hende gaae i dem. Med første Leilighed til Dagebüll skulde hun sendes tilbage. Krokonen forudsagde, at da Hr. Petters saaledes var uventet kommet til en lille Datter, vilde han snart ogsaa uventet komme til en stor Kone, thi de To fulgtes altid ad, snart kom den Ene først og snart den Anden! og der gantedes og der blev talt hvad de kaldte morsomt, og som Omqvæd lød ideligt: »I maa see mit Stykke høie Marskland; det kommer lige fra Skotland eller Island.«

Den Vinding af Land, Havet havde givet ham, var hans Tanke og Stolthed. »Das hohe Moor«, som det kaldes, to svømmende Øer, var lagte til hans Grund. Efter Folketroen kommer dette fra Island eller fra Skotlands Kyst, men det er simplere at forklare, og dertil det eneste Rigtige, at det er Dele af det undergaaede Friisland, som af Havet selv er løftet fra dets Bund, hvor det laa, og som komme drivende op og blive siddende paa Sandbankerne.

Hr. Petters maatte see det, enhver Reisende, som i de Dage kom til Kroen, maatte derud og især tøve ved nogle røde Muursteen og et Stykke Tømmer, der sad fast i Grunden; det havde været Huus og Gaard, sagde Verten, og løi maaskee ikke. Elisabeth var i to Dage over ti Gange paa »det høie Marskland«; Krokonen gav hende Forklaring paa hvad hun saae, og det var af et saadant Indtryk paa hende, at dette, mere end den Episode, at hun blev borte for Moritz og Hedevig, her maa fortælles. Den lille Begivenhed lagde et Frø i hendes Sjæl, som vi senere skulle see springe ud igjen som Blomst paa hendes Livstræ. Og efterat Dette er sagt og antydet, ville vi lade hende tage Afsked igjen fra Kroen, og det med den første Aalevogn, som gaaer til Dagebüll. Hun kom der i Fiskerdrengens Klæder og gik derfra med Fartøiet til Oland, hvor hun, som vi vide, modtoges med Overraskelsens Glæde, selv af Claus, der sagde, hvad han kunde sige: »Claus gaaer paa Loftet med Piltitz.« Denne alene laa uden synlig Deeltagelse i Lænestolen; han plirede med Øiet engang og bevægede det ene Øre, det var hele Høfligheden. Hedevig græd, men var oplivet og snaksom, imod al Sædvane; ogsaa Moritz kom i en glad Stemning; Kommandoren forlangte, at der skulde laves Punsch; Sømanden, der var kommen med Elisabeth, det var jo Jap-Lidt-Piders, skulde have sit Glas med; og Punschen blev lavet, og drikkes maatte den og Skaaler skulde udbringes. Kommandorens Frue mente, at man ikke maatte glemme lille Elimar, hendes Glæde og Trøst. »Naar han nu bare ikke sidder i Tønden oppe i Masten!« sagde hun; »jeg holder ikke af det!«

»Men er han der, maa han sidde!« sagde Kommandoren; »skjøndt Du jo nok kan begribe, at nu er Fangsten forbi, at de maa være nærmere os end de ere Grønland. Og sad han ogsaa i Tønden, saa sad han godt! jeg har tidt siddet paa Vagt i den, der oppe i Masten, og kiget igjennem Hullerne efter Hvalfiskene; man sidder lunt for Vind og Kulde, og artigt er det at see, naar Hvalfiskene saa komme og give en Allee af Vandspring gjennem Næseborene; for de svømme i Geledder, Han og Hun Side ved Side, Ungerne bag efter, og naar den nyfødte, lille Hvalfisk ikke kan følge med, saa tager Moderen ham op paa sin Hale. See, det vilde Du, Mutter, ogsaa gjøre! den ene Moder ligner den anden, selv om hun kun er Fedt og Tran! og saa nubbe de sig paa lisstykkerne, for de have ingen Redekam; man maa hjelpe sig som man kan! Tabe de Ungen, saa vende de strax om, selv om de have Harpunen i Livet, og slaae med Halen som de vare gale. Det vilde Du ogsaa Mutter, ha! ha! - Men kryds nu ikke for meget om Drengen naar han kommer; Ret har han i at skjælde Dig ud for en Krydser, skjøndt det ikke viser stor Opdragelse.«

»Han er den sødeste Dreng paa Jorden!« sagde den gamle Kone, »og Du fortjente mindst at være hans Bedstefader!« og saa trak hun sin Gamle i Øreflippen og fyldte Punscheglasset, medens Moritz reiste sig for at bryde op og Keike viste sig i Døren med tændt Lygte, for at lyse sit Herskab hjem gjennem de smalle, bælmørke Slipper.