III.
En Søndag.

Søndag vare alle Folk paa Øen i Kirke, ogsaa lille Elisabeth, hvis Øine og Tanke som indespærrede Fugle fløi ustadigt omkring, snart til Konernes eiendommelige Sørgeklædning, de lange Liin, der halvt skjulte Ansigterne, snart til Sanct Nicolai, Skibenes Patron, der, skaaret i Træ, malet og forgyldt, stod stillet op foran i Choret, og endelig til de to Portrætter af Kongen og Dronningen, der, med forgyldte Rammer om, hang, et paa hver Side af den halvudslettede Altertavle. Da Bønnen for disse og det hele kongelige Huus læstes fra Prædikestolen, vare alle Øine vendte derhen og Hver, i Styrken af sin Indbildningskraft, fuldstændiggjorde sig nu Konge og Dronning efter disse daarlige Steentryk, som Moritz's Formand havde ladet hænge op og selv efter Evne illumineret, da hos de Enfoldige den naturlige Steentryksfarve, hvidt og sort, vilde være af et »ilde Udseende.« Evangeliet: »Enkens Søn i Nain,« blev læst og Moritz overførte det i forstaaelig Tale paa Naturen selv, som nu blev skrinlagt, svøbt i Vintrens Liglagen; Stormen sang om dens Grav og Glemsel, men den Døde vilde vækkes til Liv igjen; og han overførte det paa Menigheden selv, der ved dens kjære Døde heri skulde høre Guds Røst: »græder ikke!« Opstandelsen udtalte han forvisset og trøstende. Her, som i enhver af Moritz's Prædikener, var der en Overførelse, en Sammensmelten af Bibelen og Naturen; han laante Udtryk af sin Menighed, Billeder fra dens Dont og Virken; idet han kjendte dens Sorg og Glæde, dens fælles Interesser, knyttede han disse til sin Tale, og denne blev forstaaet og fandt Indgang i Forsamlingens Aand og Tanke. Han øste ikke sin Prædiken af Evangeliet selv, men gav fattelige, levende Ord til de Tanker, som ved Læsningen af det maatte vækkes hos hver tænkende Tilhører. Naturen om dem og deres eget Livs Hændelser ligesom belystes af Dagens Evangelium eller førtes over i det, og naar da denne Tankebygning var reist, hængte han sin egen Begeistrings- og Fortrøstningskrands paa den, og Hver, selv den Fattigste i Aanden, gik da hjem med Noget.

Lille Elisabeths Frelse var idag ogsaa berørt, og det havde især bevæget Keike; thi i faa Dage vare de To blevne kjendte med hinanden, som om de vare gamle Venner.

»Nu skal vi ogsaa ud i Eftermiddag at fornøie os!« sagde Keike, og lovede Elisabeth at gaae med hende baade til den nye og gamle Kirkegaard. Det var meget fornøieligt.

Haand i Haand vandrede de fra Landsbyen hen over Øen, der neppe er en Fjerdingvei; nogle Faar trippede om paa det lave Græs, de bleve klappede, dem blev der talt til, og saa gik man videre hen imod Havet, hvor den gamle Kirkegaardsplads var, og hvor Brændingen ved hver Storm skar Stykker fra Skrænten; denne var lav, og rundtom stak Stumper af Liigkister og hele Menneskeknokler frem. Keike krøb ned til den laveste Pynt og opsamlede i sit Forklæde de Been, der ellers snart maatte skylles væk; dem vilde hun bære op til den nye Kirkegaard og lægge i Jorden der, saa vare de dog i Ro saalænge, til Havet engang naaede derop. »Her vilde vi ikke være ved Nattetid!« sagde hun; »her sidder tidt den sørgende Enke, som hun kaldes;« og Keike fortalte, at det ikke var Spøgelset af en Død, nei, det var Skikkelsen af den levende Kone, hvis Mand var druknet ude paa Havet. Mangen Sømands Kone havde seet sig selv sidde her ved Stranden sørgeklædt, vridende sine Hænder, og da vidste hun at hendes Mand var død, hun havde jo seet sig selv som den sørgende Enke.

Saadanne og flere Historier fortalte Keike for at gjøre Spadseretouren behagelig, og vendte saa om til den nye Kirkegaard, hvor hun tog en Spade, nedgravede Dødningebenene, hun havde samlet ved Stranden og læste et »Fader vor!« over dem. Lille Elisabeth førte hun fra Grav til Grav, thi Keike forstod at læse Indskrifterne og kjendte alle Gravene; paa enkelte var opreist en stor, noget flad Steen, hvori var hugget, foruden Indskriften, den Afdøde selv, svævende i Skyer og modtaget af Forudgangne. Der var mange rørende og mange saare kortfattede Indskrifter; enkelte toge sig høist curiøse ud, men det faldt ikke Keike ind. Her læste man paa en Liigsteen, at foruden Manden selv, hvilede her Benene af hans endnu levende Kone. Hun havde selv sat Indskriften, saa maatte den jo være sand. En anden Steen var reist for en paa Havet omkommet, aldrig fundet Styrmand og hans efterladte Børn; Dødsaaret for dem manglede, men der stod Plads aaben, at det kunde sættes til.

Alle Gravstene vare halv overtrukne med en fugtig Grønhed; ikke en Blomst fandtes, et Par Buxbombuske vare de eneste Væxter, man saae, og disse vare halv gaaede ud; derimod stode et Par Børnegrave med smuk mosaikagtig Indfatning af Conkyllier og runde, af Havet slebne Stene. Der laae »Jap-Lidt-Piders« syv Børn, sagde Keike; men hvem var »Jap-Lidt-Piders?« jo vist, det var Sømanden, som havde bragt Elisabeth hertil fra Dagebüll, og hos Kommandoren fik sit Glas Punsch, saa deiligt, som Madam Levsen kunde lave det. I Præstegaarden sagde Keike, da de kom hjem, at de havde ret fornøiet sig, de havde været paa begge Kirkegaardene.

Dybt Indtryk paa Elisabeth havde især de Ord gjort, at paa den nye Kirkegaard var de begravne Been dog i Ro til Havet naaede derop. Altsaa kunde Havet komme derhen, komme lige til Præstegaarden, ja løbe ind i Stuen; hun spurgte Keike derom, og Keike svarede med stor Rolighed, at det kunde skee naar det skulde være, og hun fortalte da, hvad hun godt vidste om gamle Dage: at for mange hundrede Aar tilbage havde alle Øerne her rundtom været een Eneste, men Havet var kommet og havde slugt Byer og Kirker; Folk havde svømmet om paa Bjælker og Tømmer, Vugger vare drevne om med smaa Børn i. Da var Landet blevet til mange Øer; men siden efter var den ene Ø skyllet bort efter den anden, eller bleven mindre og mindre; Føhr og Sylt havde dog endnu udgjort eet Land, og der var en stor By, Rungholdt, hvor Menneskene vare saa ugudelige. Nogle fæle Folk der drak en So fuld, lagde den i Sengen og sendte Bud efter Præsten, at han skulde give denne Syge Sacramentet, og vilde han ikke, skulde han kastes i Vandet; medens de raadsloge, slap han bort, men paa Veien hjem mødte ham ved en Kro to ugudelige Karle; de tvang ham at følge med ind i Skjænkestuen og fortælle, hvor han havde været, og da han fortalte dem, hvorledes han havde været til Spot, saa loe de og fratoge ham Æsken, hvori Sacramentet var og hældte Ø1 i den: »for var Gud der,« sagde de, »saa skulde han have lidt at drikke.« Da Præsten fik den tilbage og slap bort, bragte han den til Kirken og bad Gud straffe de Ugudelige. Om Natten, han laa i sin Seng, blev han af Gud varet om, at forlade Landet iilsomt; og da begyndte Storm og Høivande; hele Rungholdt og syv Kirkebyer sank, og kun Præsten, hans Pige og to Jomfruer, som havde været i Kirke, undslap. »Slægten lever endnu,« tilføiede Keike, »det er Bakke Boyesens. Og vist er det, at engang før Dommedag vil Rungholdt hæve sig med alle dem deri op af Havet. Ved klart Vande øiner man endnu Huse, Kirketaarne og Møller; jeg har ikke selv seet det, for jeg lukkede Øinene, men det ringede for mine Ører, det var Klokkerne dernede, som gik.«

Og lille Elisabeth sad ganske bleg og saae paa Keike, slugte hvert Ord, som hun havde slugt Historierne hos Cathrinesens, Degnefolkene i Fyen. »Men kan Havet komme op til dette Huus og skylle os bort?« spurgte hun.

»Det kan skylle Huset og os og alle Øerne bort; og det skeer engang, men det kan vare hundrede Aar til, og saa ere vi døde; det kan ogsaa skee endnu inat, men det skeer ikke. Ak! Havet er forfærdeligt! jeg har seet det, jeg har jo selv prøvet det i min Tid; det var Aaret 1825, det var en Vandflod! Havet gik over alle disse Øer, Faarene maatte vi drive op paa Lofterne, og selv maatte vi derop, og Søerne sloge mod Væggene, saa Stenene løsnedes og Murene faldt ned; Havet gik lige ind igjennem Stuerne; hvor Bjælkerne ikke faldt sammen, sad Folk paa Taget, i to Nætter sad vi der og ingen Baad kunde komme til os fra Føhr, ingen fra Marsken; o! da den første Baad kom med Brød, med Vand, fersk drikkeligt Vand, det var, som vor Herre selv kom og sagde »»nu er Alting godt!«« og der stode Taarer i Keikes Øine, ogsaa i lille Elisabeths, men hos den Sidste var det af Skræk og Angst, thi hun saae det ligesaa levende, som det var i Keikes Tanker.

Vi ville imidlertid gjøre Keike storlig Uret, om vi troe, at hun fyldte Elisabeths Indbildningskraft med kun skrækkende og ængstende Billeder; hun gav hende de deiligste Historier, dem Keike kjendte af trykte Bøger, ja en af dem, den om Jon-Præst, der jo var en frisisk Kongesøn, havde hun beholdt med selve Bogens Ord, hvilke hun gjengav; hun vidste om Hr. Peder med Sølvnøglerne, om Melusine og om Whittington, den i engelske Lord. Hvor Aftenen gik deiligt!

Det var allerede Sengetid, da bankede det paa Døren; Madam Levsen selv kom her for at fortælle, at der var et Skib for Anker ude ved Seesand, og at i Kikkerten havde hun og Kommandoren selv seet, at det var »de tre Søstre,«, altsaa Fartøiet, som Elimar var ombord paa, han, det sødeste og klogeste Barn, Jorden eiede. Madam Levsen lo og var dog næsten i Taarer. »Bare dog denne Nat var gaaet!« sagde hun; »nu kan jeg jo ikke sove før jeg har ham i Stuen.«

Det pikkede paa Døren.

»Det er umuligt ham!« udbrød hun; »han kan ikke komme før imorgen.«

Og det var heller ikke ham. Døren blev aabnet, og den tamme Allike, som var fulgt med Madam Levsen til Huset, hoppede ind; han havde kjedet sig udenfor og derfor med Næbbet pikket paa Døren; han sagde hvad han kunde sige: »Klaus gaaer paa Loftet med Piltitz!« og det blev sagt med et Udtryk, saa man skulde troe, at han ogsaa glædede sig til Elimars Ankomst, noget, han havde mindst Grund til, som Historien vil vise.