IV.
Elimar. -Et Vinterliv. -Dødsfare.

Næste Dag stod Elimar midt i Stuen, og det var ikke den fiirkantede Klump, som paa Silhuetten, nei, en smuk fjortenaars Dreng med klare blaae Øine og lyst krøllet Haar, der stak af mod de af Vind og Veir stærkt brunede Kinder; en rask Dreng syntes han, lidt vel kaad kunde man ogsaa kalde ham. Sin første store Reise havde han nu gjort og var voxet underveis, voxet hele to Tommer; Maalet af hans Høide ved Afreisen stod paa Dørkarmen.

»Han har gjort Grønlandsreisen,« sagde Madam Levsen; »ja man kan da ogsaa sige Amerika-Reisen, det kommer paa Eet ud; Grønland er landfast dermed, siger min Gamle og da Grønland er opdaget først af de Norske, saa er det da egendig os heroppe i Norden, der have opdaget Amerika, og ikke denne Kolumbus; men lad ham kun have den Ære, jeg har nu min søde Dreng! Kom og kys Din Bedstemoder!«

»Kys Du Piltitz og lad mig gaae!« sagde Elimar med fortrædeligt Ansigt. »Det er jo ligesom om jeg var et Svøbelsebarn!«

»O, Du Engleunge!« sagde Madam Levsen med halv udbredte Arme, lyksalig i at betragte ham; men Elimar gik hen til Vinduet og snoede Gardinfryndserne om sine Fingre, og da Bedstemoderen kom ham nærmere, gjorde han et Ryk, saa at det sagde »ritsch! ratsch!« der gik Gardinerne!

»Ja, Du kunde blevet fra mig!« sagde Elimar, »nu har Du det at sye sammen, saa er jeg da fri saalænge.« Og han tog Alliken, som hoppede paa Gulvet, og klemte den imellem sine Fingre; den skreg i Forskrækkelse: »Klaus gaaer paa Loftet med Piltitz!« og da Piltitz just laa tæt ved i Stolen, satte Elimar den forskrækkede Klaus lige ned i Hovedet paa Piltitz, og da Klaus spændte Been og Kløer ud, lod han disse, ikke just saa lempeligt, gaae hen over Kattens Pels. Det Hele var et Øiebliks Sag, men i dette Øieblik havde det raske, smukke Ansigt et Udtryk af Vildhed. Madam Levsen kjendte det nok, hun havde jo selv, kan man næsten sige, opelsket det. »Nu ligner Du Jes Jappenl« var Alt, hvad hun sagde, og Elimar forstod hende, men brød sig ikke videre derom; mod hende var han den uartigste Dreng, men det søgte hun at benægte for Alle, og for sig selv med. Alt havde hun gjort for at forkjæle og forqvakle ham. Naar han som Lille fortjente sit Livfuld Riis, hed det: »Barnet er sygt, ellers er han jo det mildeste og artigste Barn!« Bad hun ham i Anledning af et nyt Sopha- og Stolebetræk at tage sig iagt dermed, ikke at spilde sin Kaffe, saa flød den strax af Koppen hen over Stol og Sopha. Og da var han uagtsom, det søde Barn! Keike kunde ogsaa fortælle om Elimar, og den afdøde Præstekone kunde det, dersom hun stod op af sin Grav; hun vidste en Historie med Knald. Og hun og Keike havde ved den ogsaa sagt: »nu ligner Du Jes Jappen!« -Det var dengang Moritz's Formand levede, hvem Keike tjente; hun, Præstekonen og Madam Levsen sad og syede om et lille Bord, Elimar vilde just have dette, og da Præstekonen nægtede det paa det Bestemteste, gik Elimar hjem til Sit, tog Kommandorens altid ladte Pistol og gik saa tilbage til Præstens, og idet Fruentimmerne mindst tænkte paa det, skjød han Pistolen af lige over deres Hoveder, saa at de alle Tre styrtede om paa Gulvet, og da de laae der, tog Elimar Bordet og bar det bort i Triumph. Saaledes var han.

Den Historie var gaaet, ikke blot til Føhr og Dagebüll, men heelt ind i Hertugdømmerne; dog til Kommandoren var den ikke kommet endnu; for ham skjultes næsten alle disse Characteer-Yttringer, som Madam Levsen kaldte dem. Kommandoren selv, i hvor meget han holdt af Sønnesønnen, indlod sig aldrig med ham, var mod ham ordknap, kort, han var Kommandor og Elimar Skibsdreng, og det gik allerbedst. Dog iaar var det ikke at skjule, at han med en ikke ringe Fornøielse hørte Elimar fortælle om Grønland og Grønlænderne, dem han selv saa godt kjendte; men Elimar fortalte dog bedst for Præstens Keike og for lille Elisabeth, i hvem han ogsaa havde de mest opmærksomme Tilhørere. Grønlændernes Griserier, der bleve udmalede i al deres Ækelhed, interesserede særdeles Keike, som var Reenligheden selv; derimod Beskrivelsen af de svømmende Iisstykker, der saae ud som Kirker og Slotte, Hvalfiske, der sprøitede Vandstraaler ud af Næsen, og Kjøretøiet med ti til sexten Hunde for, var det Bedste for Elisabeth. Imidlertid klagede dog Keike, at Elimar var blevet kaad og næsviis paa en ny Maade, og at han allerede begyndte at tale om Kjærester. »Det havde han nok ogsaa lært af Jes Jappen!«

Og hvem var Jes Jappen? Navnene vare frisiske og meget gode, men han, som bar dem, var kun ilde anseet, især hos Madam Levsen, og vilde blive det endnu mere, dersom Elimar fortalte sin sidste Historie med ham; men det var ikke noget at fortælle, syntes han. Jes Jappen var anden Kabysdreng paa Fartøiet »de tre Søstre«, og der, for sit onde Sind og raa Gemyt, flere Gange straffet; tilsidst havde man sat ham over paa et andet Fartøi, saa var man ham qvit! Han og Elimar havde kort forud været i Slagsmaal; Jes Jappen havde der brugt sin Foldekniv; det skulde Madam Levsen have vidst! men Elimar sagde det ikke; »jeg bankede ham jo,« tænkte han; »havde jeg havt min Foldekniv, havde jeg stukket igjen.« Jes Jappens Moder havde tjent Commandorens, men var som en daarlig Person bleven jaget bort, og Jes havde siden været grov mod Madam Levsen; hun havde seet Prøver paa hans onde Streger, sagde hun, og Udtrykket af det værste Onde, hun kjendte, paastod hun, laa i denne Drengs Ansigt. Derfor var hendes: »Du ligner Jes Jappen,« de haardeste Ord, hun kunde sige. At begge Drengene i Heftighed og gale Streger stode hinanden nær, er vist, men hos hvem den onde Spire var størst, eller kom til frodigst Udvikling, vil Tiden vise. Jes Jappen var Tjenestepigens Barn, fattig, uden Tilhold, Elimar var den velhavende Kommandors forkjælede Sønnesøn.

Bedst kom imidlertid han og Elisabeth ud af det; den lille, underligt indesluttede Pige drog ham til sig, han følte sig her den Overlegne, den Beskyttende. - Tidt sad de To i en Baad og han roede over til de andre Halliger, selv til Føhr, ja endogsaa til Amrom; der gik de sammen i Dynerne og han hjalp hende at plukke Blomster og samle Steen; de legede i det Smaa Ingomar og Parthenia*. De gik sammen til den gamle og nye Kirkegaard, sad hos Faarene paa Græsningen og kom i Besøg hos Fiskerne. Paa disse Vandringer havde Elimar ogsaa sine onde Øieblikke, Heftigheden bruste frem og gik derpaa over til slavisk Tilbedelse, til det inderligste Udtryk af Kiærlighed, af Lyst til at glæde hende igjen. Hun blev af de Fleste betragtet som et dvask Barn, og man fandt, at dette Dvaske med hver Dag tiltog; det mærkede Elimar ikke til; Børn i Almindelighed forstaae hinanden gjensidig bedst. Ofte sad hun, som det hed, tankeløs og ridsede med en Pind Streger i Sandet; det saae ud som en tom Leg, og Hedevig sagde ogsaa: »er det for en stor Pige at sidde saadan og skrabe i Sandet uden Tanke og Mening?« Men den var der! disse Streger og dette løse Sand bar en Fata-Morgana-Bygning, som ved Ord blev synlig for Elimar, ham forklarede hun den hele Herlighed. Det var et Slags Grundrids af det Slot og den Have, hun vilde lade opføre, naar hun blev stor og uhyre rig; Slot og Have skulde reises her ved Havet, men ikke paa Oland, hvor Pladsen var for lille, nei, ovre paa Føhr, Træer skulde hentes fra de fyenske Skove, Løvværk, som i Baronessens Gaard, voxe op af Murene lige til Skorstenen, Fløiel og Silke hænge paa Væggene, og Sølv- og Guldstager, som de paa Alterbordet, staae med tændte Lys hele Natten. O, det lod sig saa deiligt udtænke, saa tydeligt afridse! Det var Værelserne og Havens Gange, hun her tegnede i Sandet, og saae fuldførte, saae dem med Phantasien saa lyslevende og deilige. Idet hun en Dag saaledes bedst fortalte, sprang Elimar ind i Sandet, skrabede med sine Støvler til Høire og Venstre, saa at Alt gik i Eet og raabte: »nu kommer Havet! suh! buh! - der skyller det Hele!« Og for Elisabeth var det, som om han omstyrtede Virkeligheden; Taarerne stode hende i Øinene, men Elimar lo og raabte: »Havet kommer!« tog den store Pige paa sin Ryg og løb afsted saa stærkt han kunde; hun skreg, og da han satte hende ned igjen og saae Taarerne endnu løbe, spurgte han: »hvad græder Du for? Du er et dumt Barn! der var jo hverken Slot eller Have, det var Vrøvl altsammen!« og han løb og sprang med hende, til Sorgen var glemt. De vare nede ved Havet, netop hvor den gamle Kirkegaard laa; de saae paa Skibene langt * Halms »Sohn der Wildniss.« ude, smaa og store, og da fortalte Elimar hende, hvorledes hans Skib skulde blive udstyret; der maatte være Lukaf og Stormesse; det var noget Andet end hendes Slot, som hun kun tænkte sig, og som aldrig kom.

»Men intet Skib kan blive saa stort som et Slot,« sagde Elisabeth; »der er intet Skib som den gamle Baronesses Gaard.« Og hun fortalte om Stuen, hvor de gamle Portrætter hang bag det levende Grønne, hun udmalede Slottet større end hele Oland, og saa stort var jo intet Skib.

»Kjæmpeskibet er endnu større!« sagde Elimar, og fortalte om Spøgelseskibet, Sømanden her troer paa. »Det seiler ude paa det store Hav, det er større end nogen af Øerne her; Dækket er saa langt, at Kommandoren der er altid til Hest for at give sine Befalinger, Takkelagen saa uhyre, at naar unge Matroser kravle op og tumle sig deroppe, saa ere Aar gaaede hen før de blive færdige, og de komme ned som gamle Mænd med hvide Haar.

»Men hvor faae de Mad fra?« spurgte Elisabeth.

»I alle Blokhusene i Takkelagen ere Kroer, hvor de kunne tage ind; Jap-Lidt-Piders Fader har jo engang været ombord, da han var Dreng. De vare komne i det Farvand, som kaldes Kanalen, dernede ved England, og der er kun milebredt mellem Landene; derfor sad Skibet fast og de maatte smøre Kysterne med grøn Sæbe, og fra den Tid skinne de altid endnu dernede!« Og Elimar troede paa hvad der var fortalt ham. »Jeg træffer nok engang paa Kjæmpeskibet,« sagde han, »og jeg er ikke bange.«

Da bad den lille Elisabeth ham med Taarer, dog ikke at gaae ombord, endelig ikke at komme hjem som en gammel Mand med hvidt Haar og hvidt Skjæg.

»Men saa er Du jo ogsaa en gammel En, naar jeg kommer!« svarede han. »Kan du ikke begribe, der gaae ligesaa mange Aar for Dig? Du vil dog ikke have mig til Kjæreste!« Og han saae med et leende Ansigt paa hende, pillede imidlertid et Par løse Menneskeknokler ud af Jorden, hvor de ragede frem, og kastede dem langt ud i Vandet.

»Det maa Du ikke!« sagde Elisabeth. »De skal begraves om igjen oppe ved Kirken.«

»Maa jeg ikke?« gjentog han og søgte just op et af de Største; han vilde lige kaste det, men lod dog være, idet han sagde: »Ja, vil Du være min Kjæreste, naar Du bliver stor? Det kan ikke vare saalænge til, og en Sømand skal have en Kjæreste! jeg er nu snart 14 Aar.« Han tog i det samme Elisabeth om Halsen og kyssede hende. »Du skal ikke snakke om det til de Andre, heller ikke til Keike, for hun vilde nok have mig til Kjæreste, naar jeg vilde, men hun bliver for gammel; Du derimod bliver tilpas; Mandfolket skal altid være ældre.«

Og Elisabeth hørte paa ham som om han fortalte en anden Historie; men Kjærestefolk vare de, syntes hun, og hun holdt ham endnu fastere i Haanden.

Og den ene Dag gik stille som den anden, og Efteraarsstormene blæste og Havet rullede hen over den flade Ø. By og Kirke laae som et Vrag; mange Dage vare Beboerne aldeles skilte fra Fastlandet og de andre Øer. Ved Flodtid, i Stormveir, var det forunderligt for Hedevig, hvem denne Natur var mest uvant; hun sov ikke for den tordnende Lyd af Havet og af Bølgerne, som i lange brudte Rullinger naaede næsten til Huset, mod hvis Muur hun ventede at et eller andet Skib skulde kastes.

Hos Kommandorens gik ogsaa Alt i sit gamle Trit, paa nogle smaa ægteskabelige Stridigheder nær, som Elimar gav Anledning til. »Vildkatten bliver for gal!« sagde Kommandoren; men Bedstemoder vidste altid at finde noget Fortræffeligt i hvad Drengen gjorde, eller at vælte Skylden bort; det gjorde hun selv da Bedstemoderens, Oses Billede fandtes med udstukne Øine. »Det var Orm,« sagde hun, »som havde saa akkurat gnavet to runde Huller i Øinene paa det gamle Portræt.« Ogsaa mellem Klaus og Piltitz var ved Elimars Spilopper blevet et noget spændt Forhold, der endte sig tragisk. Den gamle Kat havde ikke Hoved nok til at indsee, at Elimar havde hele Skylden og den arme Allike aldeles ingen; det var jo i Forfærdelsens Krampe at Klaus strakte Been og Kløer, og det var Elimar, der lod dem som Redekam gaae hen over Piltitz's Ryg; men Piltitz var ingen Tænker, i hvormeget han havde Mine heraf, som vi jo ogsaa tidt see hos Menneskene; Piltitz forjog alle Venskabsfølelser, og en Dag, - man hørte det Allesammen, men man var saa vant til at høre den Historie: »Klaus gaaer paa Loftet med Piltitz«, - blev det raabt saa høit, at det burde have vakt Opmærksomhed; men det vakte ingen, uagtet det lød Slag i Slag, saa høit og stærkt, saa gjentaget; man hørte det fra Trappen, fra Loftet, altid længer borte, altid svagere og tilsidst slet ikke, og det var nu det Værste!

En Time efter fandt man Piltitz med skummelt Blik strække sig i sin Stol. Klaus kom ikke tilsyne, Klaus var ikke at finde, hverken i Huset eller hos Naboerne. Stakkels Klaus! Ungdomsvennen havde taget ham i Ryggen, slæbt ham paa Loftet og spist ham; Fjerene laae spredte rundt om, saa at Historien virkelig endte med, at Klaus gik paa Loftet med Piltitz.

Det var første Gang, Madam Levsen blev ordentlig vred paa Elimar. »Du er Skyld deri!« sagde hun; »Du er mere ond end Jes Jappen!« Det var det Gruligste, hun kunde sige, og hun brast i Graad, maaskee fordi hun havde sagt det. »Skam Dig!« sagde hun mildere; »Klaus og Piltitz have alletider holdt af hinanden, levet enige og lykkelige; Du har sat dem sammen, ligesom du gjør med mig og Kommandoren.«

Og Elimar lo og forsikkrede, at Kommandoren vilde ikke slæbe hende paa Loftet og spise hende, og saa tog han Bedstemoderen om Livet, svingede hende rundt, og hun lo; »man kan jo ikke andet!« sagde hun, »for han har nu det velsignede Ansigt og er i Grunden et godt Barn. - Ja det er Du, min søde Dreng!« og saa var Forliget sluttet.

Men der var Ingen paa hele Øen, uden at han jo vidste, at Klaus var død, og at Elimar havde Skylden.

Og Vinteren kom med Storm og Snefog. I de lange Aftener skiftedes Moritz og Hedevig til at læse høit i Walter Scotts Romaner, disse sunde Skildringer, skaarne ud af Livet og Naturen. Det var Waverley og Røde Robin, som læstes. Kommandoren og hans Hustru vare Tilhørere, og saa interesserede Tilhørere, som Faa; denne Forelæsen blev dem en Deel af deres Liv; de levede ganske med Fergus Mac-Ivor, Rosa og Flora, de troede at have seet og kjendt Mac Gregor og Miss Vernon. Det Læste blev overført paa hvad de selv kjendte og havde oplevet; det Beslægtede mellem Skotterne og Friserne laa saa nær, ikke blot i Sproget, men i gamle Skikke og Brug; ogsaa Friserne havde, som Skotterne, deres Glans; Slægtnavn af Familier er jo endnu hos Dithmarskerne: Boyerne og Reventlowerne. Ogsaa her herskede Blodhevnen næsten ligesaa længe som i Skotlands Bierge.

Herom blev talt, det levende Ord gik ud fra det Læste. Skotlænderens Emblem er en blomstrende Tidsel, denne for hans Bjergland saa betegnende Blomst, Frisernes Emblem derimod en Grødkjedel over Ilden. Men man udfandt dog deri det Beslægtede: Emblemet paa Hjemmet. Den poetiske Skotte seer det i Blomsten fra sine Bjerge, Friserne i Arnestedet; om dette dreier sig hele dette Folks Stræben, for Arnen kjæmpede de, for den var deres Virken. Historie, Sagn, gamle Skikke og Brug ligesom fyldte mere og mere den Fure, Havet har gjort mellem Skotland og den cimbriske Halvø.

»Men Landene have jo ogsaa engang hængt sammen,« sagde Madam Levsen; »idetmindste har England hængt fast ved Slesvig og Jylland. Det er et gammelt Sagn, at en heel Række Høie bandt England til vort Land; og den engelske Dronning skulde giftes med den danske Konge, men han sveg hende; da lod hun i syv Aar, med syv hundrede Mand, grave gjennem de grønne Høie, der holdt Havet paa begge Sider, og saa gik Havet sammen, slugte alle Øer og svømmede over hele Friisland, der blev til det Øland, det nu er.«

Og Moritz talte om Anglernes Udvandring fra disse Egne til England og Skotland, og Kommandoren beviste, at selv Brakanden, den, hans Fartøi var kaldet op efter, skreg godt Engelsk og Skotsk, idet den raabte: »good day! good day!«

De mange Historier og Sagn hos det frisiske Folk, det hele Liv paa denne Kyst og Øerne, vakte Beklagelse, at ingen Walter Scott endnu var født i disse Egne, at Friserne saa godt som ingen Digter eiede.

»Ja, her er Stof!« sagde Moritz, »men det ligger endnu som Marmoret i Bjerget, det venter Billedhuggeren. Før Homer vare mange Helte, hedder det jo, men Verden veed ikke noget om dem.«

»Hvad kunde der ikke blive for en deilig Historie om Bedstemoder Ose? det var en Kone! og om hende er det sandfærdigt, hvad der fortælles.«

Moritz havde kun hørt Historien to Gange, Hedevig en eneste Gang; den kunde godt fortælles igjen, og det blev den; men vi ville endnu ikke høre den, men vente bedre Leilighed, overtydede om, at Madam Levsen nok fortæller den igien, dersom hun lever, og det ville vi haabe, hun gjør.

Ved alle disse Samtaler og Oplæsninger vare ikke blot Elimar og Elisabeth Tilhørere, men ogsaa Keike, der maaskee var den mest Begeistrede for den skotske Digter. Elisabeth fattede kun saare Lidet, hun var endnu ikke ferm nok i Tydsken, og det var i det Sprog, Walter Scott blev læst. Saaledes gik Vinteren hen.

Drivisen havde lagt sig som et Bolværk om Øen; der kom graae, taagede Dage; endelig brød de første Solstraaler frem og Foraaret lyste; det eneste Træ paa Øen, den lille Stikkelsbærbusk, der stod i Læ, skjød friske, grønne Skud, Solskinnet rullede dens fine Blade ud. Det vaagnende Liv bragte Taarer i Moritz's Øine; Foraarets grønne Skud vakte mere Vemod end Efteraarets Løvfald; det stille Solskin ligesom optøede Smerten; han saae paa den udsprungne Stikkelsbærbusk og tænkte paa Caroline, der havde eiet Livsfriskhed som denne og nu var Jord underjorden.

Elimar, som under hele Vinterlivet havde vist sig som en flink Jæger, skudt og fanget Vildænder ogÆdderdunsfugleJa selv en Svane, som Jap-Lidt-Piders havde udstoppet for Madam Levsen, var ogsaa den Modigste til at springe om paa de svømmende lisstykker og den Første til at sætte Baaden i Søen. I dette Foraar skulde han gjøre Reisen til Holland, og glædede sig dertil; det skulde være et prægtigt Land, havde man sagt ham, Marsken op ad Dage, og dertil med store Stæder, med Pragt og Magt. I Anledning af denne Reise maatte Elimår flere Dage til Føhr\ Elisabeth følte derved en stor Bedrøvelse, selv Keikes Historier var hende ingen Trøst. Paa en bestemt Dag i Foraaret skeer Føhringernes og Halligernes Afreise. Ugen før denne var Elimar igjen hos Kommandor Levsen, og der bestemtes af de to Familier, Kommandorens og Præstens, at de vilde aflægge Besøg hos nogle Venner paa Amrom, og Elimar skulde have den Fornøielse med; han maatte jo ogsaa sige Farvel til Venner og Bekjendte.

Mod Halligerne er Øen Amrom med sine hvide Sanddyner et sandt Høiland. Børnene vidste godt, hvor de fleste Kaniner derovre skjulte sig og hvor der mellem Dynerne blomstrede den smukkeste Lyng. Vinden var god, det blev kun en kort Seiltour. Begge Familier modtoges med stor Glæde og Jubel. Der blev dækket op paa det Bedste; Kaffekjedelen kom frem, Mændene talte om deres Sager, Qvinderne om deres; Elisabeth var allerede ude af Stuen, og nu listede Elimar sig; han kom gjennem Kjøkkenet, og da der Ingen var, kigede han i Gryder og Skuffer; i et Hjørne laae nogle Fiskeredskaber, og dem fik han Lyst at prøve; Kassen, hvori de vare, og som er indrettet til at kaste over Ryggen, maatte med, og i et Spring var han ude.

Tæt ved Huset sad Elisabeth og saae mod Skrænten paa et Hul, som Kaninerne havde der gravet sig dybt ind under Lyngtørvene; et Par Dyr havde vist sig, men vare igjen blevne borte her i Aabningen. Man maa vide, at Amroms vigtigste Vildt er Kaniner, der Alle ere Efterkommere af et Kanin-Par, som for flere Aar siden strandede her paa Øen. Elisabeth pegede paa Aabningen og Elimar laa strax paa Maven, kigede ind i den mørke Gang og kastede Stene derind; men Kaninerne forholdt sig rolige. Derimod viste sig øverst paa Skrænten tre Andre, der, da de saae Mennesker, øieblikkeligt med et comisk Spring dreiede om og toge Veien til de nærliggende Dyner. Elimar satte efter, Elisabeth fulgte langsommere med; hvert Øieblik stode Kaninerne stille, dreiede Hovedet, gjorde et høit Spring, løb derpaa tæt sammen og igjen ud fra hverandre, og forsvandt pludseligt i den forreste Dynedal.

Elimar blev længe staaende, saae til alle Sider og vendte saa tilbage til Elisabeth; de vare et betydeligt Stykke fra Hjemmet, men her, hvor de stode mellem Sandbankerne, var deiligt varmt; Elisabeth satte sig, hun var saa træt, han lagde sig i Sandet hos hende. Men længe blev han ikke liggende, saa var han oppe igjen, trak i Marehalmens lange Rødder, der som Baand hang frem fra Dyneskrænterne, og hele Lag Sand styrtede ned. Man maa ikke tænke sig Dynerne alene som en Bjergrække; af dens Sider vilde han ikke have mægtet at rykke den vilde Plante, - nei, de frembyde de mest forunderlige Skikkelser. Hvor Havet har kunnet virke med Magt mod dem, ere de forneden afskaarne, som var det skeet med en Spade; man troer at see en Række hvidgraae Muur-Kolosser, paa hvis Top Marehalmen groer og om hvis Sider Rødderne hænge frem som Slyngplanter; og nede i den graa, fugtige Grund vise sig underlige, rundagtige Figurer aftrykte af Havet, som var det dets hemmelighedsfulde Skrift, efterladt for at melde, hvilke Rigdomme og Rædsler, det gjemmer.

Elimar kravlede op paa en af de høie Sandkegler, Elisabeth skulde ogsaa forsøge det samme; det var en af de Høieste, de var paa, og hvorfra de kunde see hele Nordhavet; det var i Ebben gaaet milevidt bort, ikke en Vind rørte sig. Længe stode de ikke her, de maatte ud paa den vaade, faste Grund, hvor der laae saa mange Stene og Skaller rundt om; der laa ogsaa en heel Flaske, vel tilproppet. Elimar holdt den op mod Solen og saae, at der indeni laa et Papir, og saa blev Flasken slaaet itu; Papiret var beskrevet, men i et Sprog, Elimar ikke forstod; dog det vidste han og det forklarede han for Elisabeth, at der var forgaaet et Skib etsteds, og i det sidste Øieblik havde de ombord skrevet dette og lagt det i Flasken, at Menneskene et eller andet Sted i Verden kunde faae at vide, naar og hvor de vare døde og hvad de og Skibet kaldtes. Elisabeth fandt en underlig, guul Steen; den saae ud som Sukker; den var et deiligt stort Stykke Rav; gned man den varm mod sit Ærme, saa trak den Straa til sig. Idag var det jo en Lykkedag til at finde, og de gik længer og længer ud. Rundt om var som et Net af Vand spændt om hele Sandbunden; noget ude laae nogle høie Stene og mellem disse fandt man Stykker af et Roer, en Voxdugs-Hat uden Pul, men tillige brogede Muslingskaller og, hvad der var endnu prægtigere, i en Pjøs Vand sprællede to store Fiske; Elimar vilde tage dem med Hænderne, dog, de smuttede fra ham igien; men fanges skulde de. Elisabeth stod oppe paa en af de store Stene og saae til. Tiden gik deiligt, stille var det og Solen skinnede prægtigt.

Med Eet bemærkede Elimar, at Grunden begyndte at blive mere fugtig, at Vandnettet laa fyldigere; det var nok derfor paa Tiden at vende om, Floden vilde snart komme. Elimar saae mod Amrom, der kunde være en fire hundrede Skridt borte, men det var som om Øen med Eet var sjunket. En Taage nordfra væltede frem og havde ganske indhyllet de nærmeste Klitter, og i næste Øieblik begge Børnene med. Solskinnet slukkedes, Solen blev rødere og rødere; Elimar greb gesvindt Elisabeth og skyndte sig mod Øen.

»Jeg bliver saa angst!« raabte Elisabeth. »Hvor er Amrom og hvor er mine Skoe? jeg maa have mine Skoe og Strømper!« Disse havde hun netop faaet af for at gaae i Vandpjøsen til Elimar og Fiskene, da Taagen bemærkedes. Elimar vendte om; Skoene skulde ligge paa den store Steen, hvor hun havde siddet; de vare gledne ned, men de fandtes. Taagen var saa iskold og saa tæt; Elimar havde Elisabeth paa Ryggen og skyndte sig afsted, men de enkelte Forgreninger af hvad vi have kaldet Vandnettet, de tilbagestaaende Vand-Rifter og Pytte voxte; de maatte omgaaes, og idet han troede at være tæt ved Sanddynerne, stod han ved de samme Stene, han kom fra. Med Fødderne stødte han mod en Gjenstand; det var det lille Træskrin, hvori Fiskeredskaberne laae, og som han i Flugten havde glemt; han tog det op, men var aldeles vildfarende angaaende Retningen, hvori Øen laa. Raab og Skrig var til ingen Nytte, men dog raabte han. Havet kom allerede, den første lange Havskylle slog over hans Fødder. Da løftede han lille Elisabeth op paa den høieste Steen og satte sig selv ved Siden; den næste Sø kom stærkere rullende, men alt som den steg høiere op over Sandbunden, blev Bevægelsen svagere, - Veiret var saa ganske stille.

Elisabeth græd ikke; det var, som begreb hun den hele Fare; bleg og med et forunderligt Blik saae hun paa Elimar; og Floden steg og steg, saa at han maatte staae op paa Stenen ved Siden af hende; der var neppe Plads for To. Han raabte igjen med al den Fortvivlelsens Kraft, han havde, og nu troede han at høre en Hund gjøe, rigtignok fra en ganske anden Kant, end den, hvor han tænkte sig Amrom; maaskee at Nogen i en Baad nærmede sig! Et Øieblik fortyndedes Taagen, der blev paa Himlen en lysere Deel end før, og han vidste nu, hvor Solen stod; den var hans Compas, Amrom laa just i den Retning, hvorfra han troede at høre Hundegjøen, men denne var ganske ophørt og Havet steg høiere og høiere.

Allerede gik Vandet over deres Fødder paa den store Steen. Elisabeth kunde ikke staae fast, hun klyngede sig til Elimar, og Begge faldt ned i Vandet; men hurtigt fik han hende igjen op paa Stenen, selv stod han nedenfor i Vand til Brystet og holdt hende med begge sine Arme. Floden tog altid til; da skjød han i Hast Kassen, hvori Fiskeredskaberne laae, ind under sine Fødder, og kom herved et Stykke iveiret; hans Hoved var nu næsten i Høide med Elisabeths.

Der var ikke Bølgebevægelse i Havet; stille hævede Vandfloden sig, som var det ikke den, der steg, men som var det de To, der i et roligt Vand langsomt sank tilbunds. Elimar udstødte et Fortvivlelsens Raab, men det besvaredes ikke. Ved hvert Minut kom Vandspeilet høiere, snart vilde det naae op over deres Hoveder; Elimar var bleg som en Død, Taarer stode i hans Øine, han kyssede lille Elisabeth, der slyngede sine Arme omkring hans Hals. Vandet rørte ved deres Bryst og begyndte at løfte dem.

Da skingrede en Stemme tæt ved, der hørtes Aarepladsken, og i Taagen viste sig en Baad, hvori der sad en Mand; han kom nærmere, det var Jap-Lidt-Piders; han havde hørt Skriget og kom netop i rette Tid for at hjelpe. I Hast fik han dem i Baaden og satte saa med raske Aaretag mod Oland.

Her fik han først at vide af dem, hvorledes de vare komne i den Nød og Fare, og at Kommandorens og Præstens vare paa Amrom i Besøg; saasnart han derfor havde afleveret Elisabeth til Keike, der bragte hende iseng, og Elimar var gaaet til Sit for at gjøre det samme, seilede Jap over til Amrom og fortalte, uden just at indlade sig paa Biomstændigheder, at de To vare allerede hjemme og i god Behold.

Elimar havde ingen Skade af det vaade Bad; Elisabeth derimod maatte et Par Dage holde Sengen, kunde ikke komme med til Føhr paa Afreisens Dag; men Tanken var der, i den stod Elimar, saa elskelig, saa lyslevende; den var i hine Minuter, da Havet bandt dem sammen, voxet fast for alle Tider; en Følelse var vakt, som den i en ligesaa ung Barnealder fandtes hos Ariost, hos Byron og Flere, hvis Navne lyse over Hverdagslivet.

Det var Afreisens Dag; Mænd og Qvinder havde samlet sig ved Landsbyen Gothing paa Føhr for at sige Farvel til deres Slægt og Kjære. Fartøierne giede fra Land; den store Skare Qvinder i deres sorte Klædninger stode paa det høieste Punkt, en gammel Kjæmpegrav; fra den tilvinkede de deres Bortreisende det sidste Farvel.