V.
Et Par Aar. -En gammel Bekjendt træder op.

Først om en syv til otte Maaneder igjen kunde Elimar ventes tilbage; det var en lang, lang Tid, syntes Elisabeth, og var inderlig bedrøvet; men hvorledes vilde hun have baaret det, om hun havde vidst, at Haabets Maaneder tidt i Virkeligheden blive Aar, at Hjemkomstens Dag laa endnu fjernere end den Dag, hun nu mindst tænkte paa, hendes Confirmationsdag. Paa den Dag rystes Barnet af Ærmet, siger Talemaaden; paa den Dag begynder Seiladsen paa Livets aabne Sø; det er en alvorlig Dag, og vi ville flyve hen til den og til de eventyrlige Begivenheder, som den oprullede, men dog ikke før vi som i en stor Ramme havde samlet de mellemliggende Aar og fremhævet, hvad der i Elisabeths Liv kunde kaldes »Hjemmet paa Halligerne.«

Som en lykkelig Modvægt mod den Phantasiens og Overtroens Verden, hvori Keikes Historier førte Elisabeth, var den sunde Natur og fornuftige Virksomhed, Hedevig altid søgte at føre hende til; hun maatte lære at sye og strikke, at kunne lidt Musik, og Elisabeth var i Alt forunderlig letnem, fattede snart og forraadte ualmindelige Evner. Det var Hedevigs Glæde at aabne og skjærpe hendes Øie for Naturen; den og Bibelen vare de to Bøger, som altid laae opslagne, hiin udenom, denne inde i Huset; Begge bleve læste, Begge kastede en Afglands i dette Hjem og gjennemtrængte dem, som levede der. Hedevig var i sit stille, inderlige Væsen en Velsignelse, der levede ganske for Broderen og det Barn, hun havde taget til sig; der var Poesi i hendes Sjæl uden at hun selv vidste det, og med den opfattede hun Alt, og hendes Øie lyste da forunderligt, som et grædende Barns Øie kan lyse, naar Bedrøvelsen gaaer over i Glæde.

»Hvor de store Stæder med deres Selskab og Skuespil,« tænkte hun, »ere fattige mod det kjærlige Samliv i Ensomheden her, mod det Skuespil, som Havet og Himlen ruller op hver Dag og Aften!«

Hvorledes det iøvrigt rørte sig i Verden, vidste man ogsaa; Aviserne fik man jo, rigtignok paa Omgang og en Uge gamle; Bøger indtraf hver Maaned. Den nyere Literaturs Frembringelser kom i denne Afkrog af Verden, for det ganske lille Publicum, ligesom for en ny Domstol; mangen Bog, frembaaret og opløftet ved Anmeldelser, sank her for Naturens Dom; det beundrede Kunstige, hvori der ingen indre Sandhed var, faldt hen i sit Intet. Hvor de to Bøger, Natur og Bibel, vare de første og Exemplet for alle Skrifter, maatte Fordringerne blive anderledes end de, Moden havde.

Ved denne Leven ind i alle Bøgers Bøger, ved fra disse at kunne læse høit for sin Kreds og Menighed, saaledes som Moritz af sit Hjertes Trang maatte, var det ikke kun fra Kirkens Prædikestol, han pegede hen paa Gud, men fra den lave Strandbred, fra Nabo-Øernes Dyner; man vilde i enhver Tidsalder have forstaaet ham paa disse Steder. Intet betragtede han som Tilfældigt, men som et Led i den store Kjæde; han fandt i det Ubetydelige tidt den skjulte Spire til et stort Betydningsfuldt, og han ledte de Andres Opmærksomhed og Tanke hen herpaa. Han lærte dem, hvorledes det enkelte Straahalm, som Vinden kaster om paa Kysten og fæster der, maaskee om Aarhundreder er til Frelse for Landet i den truende Stormflod. Det ubetydelige Straa samler om sig det løse Sand, det voxer og voxer, og tilsidst staaer det som en beskyttende Sanddyne. »Dog, stol ikke paa den,« sagde han da, »see i den Magtens og Storhedens Fald! Intet i denne Verden er varigt. Hist ude, hvor Havet bryder sig mod Revlerne, stod for faa Aar tilbage et mægtigt Sandbjerg; da kom Kaninerne, de gravede deri deres Huler, Vinden blæste ind i disse, borede ved Nat og Dag, Søen slog mod den løse Grund, og Sandbjerget sank, rullede ind under Bølgerne.«

Denne Sammenleven med Naturen, Læsningen om Aftenen, der altid i sit Valg var sund og underholdende, - de walterscottske Romaner, som for Elisabeth vare den levende Virkelighed, - opfyldte hende, som Sollyset opfylder Planten, og gav hende en Friskhed og Naturlighed i hendes Tanker. »Midlothians Hjerte« var den af alle Romanerne, som mest tiltalte hende, i denne fandt hun sin Heltinde, sit Ideal, og det var »Jeanie Deans«; Vandringen fra Edinburgh til London opfyldte og beskjæftigede hende mange Tider; hun var langt mere hjemme i Skotlands Folkeliv og Sæder, end i det Lands, hun selv hørte til.

I selve Sommertiden var der i de senere Aar kommet en stor Samleven her paa Øerne med Verden og Menneskene. Badegjæsternes Antal paa den lille By Wyk paa Føhr, som kun ligger en Miilsvei fra Halligerne, var betydeligt tiltaget, den 1819 her grundede Badeanstalt betydeligt udvidet, og ikke blot fra Slesvig og Holsteen kom Besøgende, men selv fra det indre Tydskland. Et Slags Hotel, hvor en Hamborger førte Beværtningen, var oprettet derovre; et tydsk, omvandrende Musikchor gav der Musik hver Søndag; man kunde fra Oland, naar Vinden bar derover ad, høre saa tydeligt og smukt, hvor de spillede. Med Commandorens gode Kikkert saae man der lange Rader Spadserende paa den med Træer nysbeplantede Promenade langs Søen, og mangen mørk Aften var det en Lyst at see, hvor man lod Raketter stige eller havde et Fyrværkeri. Jevnligt kom der nogle af de Fremmede i Besøg til Oland; Enkelte vare anbefalede Commandoren eller Præsten. Naar i September Badetiden sluttedes, drog Hver sin Vei, og det stille, eensformige Liv begyndte atter. Mellem dem, som saaledes vare anbefalede Moritz, var en Skotlænder, Knox, der regnede sig i Familie med Skotlands Reformator, hvis Navn han bar. Han havde i ung Alder bereist hele Europa, men i det sidste Aar var det især Tydskland, Holland og det skandinaviske Norden, som havde hans hele Interesse; det Beslægtede i disse Nationer, Familiebaandet mellem dem, var hans Studium; han udtalte sig klart og tænkende derover, og var tillige den ypperste levende Commentator over de walterscottske Romaner; som Dreng havde han jo bereist dette af Digteren besjungne:
»Land of broum heath and shaggy wood,
Land of the mountain and the flood!«

Hans Familierums var i Kilburn, altsaa ikke langt fra Abbotsford, hvor han oftere havde besøgt den store Digter; han vidste mange characteristiske Smaatræk om ham, kjendte saa godt hans tro Hund Maida, havde tilbragt Aftener i Familiekredsen, baaret paa sin Arm Datterdatteren, Lockharts yndige Barn, det forædlede Udtryk af Walter Scott. Ved alle disse Fortællinger, Oplysninger og Træk fra hine Romaners Vugge, traadte disse for Elisabeth end mere over i Øieblikkets levende Virkelighed; denne selv fik en saa romantisk Glands, en Deilighed, der gjorde det, at leve, til den høieste Lykke.

Moritz's og hans Søsters Personlighed tiltalte Skotlænderen; deres reent religiøse Væsen, der naturligt kom frem i selve Husets Skik og Brug, stemmede overeens med Skotlænderens Opdragelse; hos Præsten paa Halligerne mødte han igjen Hjemmets Sædvaner, her læstes Velsignelsen over Bordet før man satte sig, her havde Søndagen sin stille Hellighed, Aftnerne deres Andagtstimer; der var deri intet Søgt, Alt sprang ud af en naturlig Følelse og et religiøst Gemyt.

Det var den anden Sommer, at Knox kom til Føhr. En Dag bragte han med sig til Halligerne en ny Badegjæst, en Dansk, der dog ikke i mange Aar havde været i Danmark, men derimod i Paris, hvor han ved sine musikalske Compositioner havde vakt Opsigt. Bladene forudsaae at han vilde bryde en ny Bane; aldrig før vare Tonerne saaledes, som hos ham, blevne malende Ord. Imidlertid nævnedes han altid som Svensk, idet Sverrig var det Land i Norden, de kjendte bedst; der var en af deres Generaler, en af Napoleons Feltherrer, Bernadette, bleven Konge.

Den Danske, som i dette Øieblik var Badesaisonnens Løve, -hvad gjør ikke et Navn med fransk Berømmelse -? var en fintbygget Mand midt i de Tredive; der var en forunderlig Bevægelighed i Ansigtet, en Blanding af Godmodighed og Stolthed, og det vibrerede, især om Munden; det var i de fine Træk om den, maaskee mere end i selve Øiet, at en Psycholog skulde søge at udfinde Charakteren. I hans Tale var hele Franskmandens Livlighed og en Indblanding af hans Morsomhed i Udtrykket. Han vilde efter Badesaisonnen igjen til Paris, men dog først aflægge et kort Besøg i Danmark. De fleste adelige Familier der, syntes han at kjende; Sommer- og Vinterlivet vidste han god Besked med; han roste meget der, men i hans Roes blandede sig Ironi, ja stundom Bitterhed. Det var især hans mageløse Talent for at phantasere paa Pianoet med een Haand, som havde knyttet Skotlænderen til ham; det var dette forunderlige Dygtige, han undte Moritz og Hedevig at faae at høre; der var jo i Præstegaarden et godt Claveer, Elisabeth sang til det alle de Sange, Caroline engang havde sunget, Reichardts herlige Compositioner til Gøthes Digte.

Knox havde allerede et Par Dage forud i et Brev fortalt om den nye Gjæst, og nu stod han i Præstens Stue, hvor han modtoges paa det Hjerteligste. Moritz studsede ved at see dette Ansigt, denne Personlighed; der var noget deri, som forekom ham bekjendt; de maatte have seet hinanden før, ja ikke saa ganske flygtigt; der knyttede sig Erindringer til deres Møden, - men hvilke?

»Vi ere neppe ganske fremmede for hinanden,« sagde Moritz; »jeg maa kjende Dem, men hvorfra, erindrer jeg ikke øieblikkeligt. Hvor kan jeg vel før have nydt Æren af at være i Deres Selskab?«

»Maaskee i Paris,« svarede den Fremmede, »eller i Danmark; min hele Ungdom har jeg tilbragt der; det var ikke min lykkeligste Tid, men den bragte mig dog ogsaa sine Goder.«

Hedevig skulde hjelpe Moritz's Hukommelse, sige, hvorfra han kjendte ham, men kunde ikke, og det var ogsaa ganske vist, at hun nu saae ham for første Gang. Der blev talt, spadseret, vist omkring; man havde seet Kirken, besøgt den gamle Kirkegaard, været i Commandorens Huus og Middagsmaaltidet var taget. Den Danske var saa underholdende, vidste hundrede smaa Anecdoter, der sprudlede som Raketter og belyste Samtalen. Bogsamlingen blev seet og Musikhylden, ja, her saae det tyndest ud. -

»Weyse! min kjære, fortræffelige Weyse!« udbrød han; »i ham har Danmark en national, dygtig Componist, større end Nationen veed. Ingen kjender ham ude, og hjemme er det jo kun de ægte Musikfolk, som begribe hans Betydning.«

Det var Weyses Musik til Macbeth, der laa paa Hylden, og som han tog frem.

»Denne har dog faaet almindelig Anerkjendelse,« sagde Moritz; »den deilige Taffelmusik deri, Vægterens Sang og Hexescenerne.«

»Jeg skatter og elsker Weyse,« svarede han; »jeg troer at turde regne mig til hans ivrigste Beundrere. Dog angaaende denne Composition er jeg, maaskee ved min musikalske Egenhed, forskjellig fra mine Landsmænd, selv fra de Dygtige. Jeg vilde just her have noget Andet end det Givne. Jeg savner her, hvad just Weyse vidste at paatrykke sine Compositioner: det Characteristiske. Taffelmusikken i Macbeths Slot er, jeg vil endogsaa sige, genial, men den er ikke characteristisk for Tiden og Stedet, Compositionen her fører os ikke til Inwerness, i Macbeths Slot. Gamle skotske Folkemelodier, eller Toner som disse, maatte høres, Instrumenter maatte dominere, hvorved man kom til at tænke paa Sækkepiben. Hexescenerne i Musik kan jeg kun tænke mig ved at Musikken udmaler Situationen; det Uhyggelige, det Hemmelighedsfulde, Nattens Uveir paa Heden, vilde jeg give, og for Syngestemmen til Hexene vilde jeg underlægge en monoton Sang, der alene fandt sin Afvexling i Stemmens Synken og Stigen.« Saaledes, som de fleste Andre, udtalte den Fremmede sin Dadel, udtalte den levende om den, han beundrede.

Paa Hedevigs Indvending, at Taffelmusikken idetmindste for hende klang som ægte Skotsk, satte han sig til Klaveret. »Ja, jeg kan jo ikke spille det,« sagde han; »ti Fingre kræves dertil, og jeg har saa godt som egentlig kun fem!« Og han viste en stiv Haand: »det er Erindringer fra en Skovtour i Danmark!« Og med den raske Haand arbeidede han paa Claveret med et saadant Udtryk, en saadan Dygtighed, at man skulde troe, han havde fire Hænder; der kom et Liv, en Sjæl i det fintbyggede Ansigt, Øinene lyste, Læberne vibrerede, og for Moritz gik det da op, hvor han havde seet ham, hvem han var; - og dog, hvorledes var det muligt? - Hin, han huskede, var fattig, overseet, upassende behandlet, og Denne en berømt Mand, hvis Navn fra Frankrig lød med Betydning gjennem Kunstverdenen.

»Jeg har seet Dem i Fyen for mange Aar siden,« sagde Moritz.

»Det er muligt,« svarede han, »vist hos min gamle Veninde, Baronessen, i Fugleburet, som man saa vittigt kaldte Gaarden, thi hvor er man saa vittig, som i mit kjære Fædreland?«

»Nei, paa det Gods, hvor en af mine gamle Manuducenter boer, Grev Frederik.«

»Der!« sagde den Fremmede, og Blodet kom et Øieblik i hans Kinder; »det er rimeligt, der har jeg oftere været i flere Uger.«

»Og De er, eller var dengang Kammerjunker?« sagde Moritz.

»Det var jeg,« svarede han, »og jeg er ikke i Titel avanceret siden.

De kjender da vist den gamle Baronesse paa Nabogodset? En fortræffelig Kone, uagtet alle sine Underligheder. Jeg holder af hende som om hun var min Moder, det siger jeg Dem forud! jeg skylder hende, næst vor Herre, det jeg nu er, min uafhængige Stilling, Uddannelsen af mit Talent.«

Og Moritz erindrede ham om Aftenen hos Grevens, hvor de fik, han huskede endnu Udtrykket: en musikalsk Forelæsning. »De phantaserede for os over en af Kæmpeviserne; den nuværende Grevinde var just med sin Moder kommet i Besøg og var henrykt -!«

»Clara!« udbrød Kammerjunkeren, - vi ville lade ham beholde dette Navn; »Clara! hvor hun var smuk! ja, hun sagde mig Complimenter, det var jeg dengang ikke vant til at høre; hun var henrykt, men foretrak dog at jeg spillede Dandsemusik.«

»Vi vare Alle glade ved at høre Dem.«

»»Bare ikke Noget af Dem selv!«« bad Grev Frederik mig. O, jeg husker den Aften saa godt! der er visse Minuter i Ens Liv, man beholder i sin Erindring, medens hele Maaneder blive glemte og komme aldrig frem igjen.«

»Det er dog ikke Følgerne af den ulykkelige Væltning med Vognen?« spurgte Moritz og pegede paa Kammerjunkerens stive Haand.

»Jo, det fik jeg fordi den unge Herre ikke havde lært at kjøre og dog skulde være Kudsk; men jeg maa ikke klage over den Begivenhed, den har været til mit Gavn og ikke til min Skade. Med to sunde Hænder var jeg maaskee blevet en dygtig Claverspiller, og vedblevet, i trange Kaar at være maitre des plaisirs for nogle almindelige Mennesker, hvem Fødsel og Formue have givet denne Verdens Goder; da Haanden blev stiv og ubrugelig til Claveerspil, maatte andre Evner udvikles, og, Gud skee Lov! der vare Nogle. Mit Compositionstalent, min Ulykke, eller om man vil, mit Uheld, og den Maade, det skete paa, kom den gamle Fru Baronesse for Ørene; hun havde to Gange før hørt mig spille og fundet Fornøielse derved, nu blev hendes Deeltagelse vakt; et Par Krænkelser, jeg tør troe, uforskyldte fra min Side, men som jeg led af den overmodige Grev Frederik, bragte hende til at blive min Beskytterinde, og inderlig deeltagende viste hun sig; ja, -jeg skammer mig ikke ved at tilstaae, at hun har understøttet mig i Paris; hun har som en Moder offiret Pengesummer paa mig. I Begyndelsen var det vel kun en Idee hos hende, en Villie, hun satte igjennem; man lo af hende, som man har leet af hendes bedste Handlinger, men hun holdt da just paa mig og det Dygtige, Gud gav mig, og hun vilde hvad hun vilde. Jeg er glad ved at hun har faaet nogen Ære af mig.«

Elisabeth hørte til med Forundring og erindrede sig nu ogsaa den musikalske, blege Mand, der med den ene Arm bundet i Tørklæde var kommet der paa Gaarden en kort Tid og havde musiceret med een Haand; han var saa stille og bedrøvet. Hvor ganske anderledes fremtraadte han ikke her, kjæk, bevidst og levende i at fortælle! heller aldrig før havde hun hørt Nogen tale med en saadan Inderlighed og Varme om den gamle Frue, som han her talte om hende.

»Jeg har altid fundet, der var særdeles meget Godt ved Fru Baronessen,« sagde Moritz; »jeg har jo selv kjendt hende; ganske forunderlig er hun dog i Meget, og man kan egentlig ikke fortænke Verden i, at den opfatter hende, som den gjør det.«

Og Kammerjunkeren talte om hendes Barndomsliv, som vi kjende det, om hendes Fader, »lange Rasmus«, der red paa Træhesten i den Gaard, hvor hun nu som gammel Kone boede og befalede, viste, hvorledes hun under de Omstændigheder, hun var opvoxet i og underkastet, maatte blive den forunderlige Charakteer, hun var, at der i denne forqvaklede Personlighed laae de bedste og ædleste Elementer, men at Verden nu engang kun fremhævede og omtalte det Kantede og det, man kunde lee af.

»Jeg ønsker ikke at omstyrte Deres Tro i den væsentlig smukke og rigtige Opfattelse af den gamle Frue,« sagde Moritz; »men i et Par Tilfælde kan jeg ikke og vil De heller ikke kunne undskylde hendes ubillige Færd. Saaledes,« og han pegede paa Elisabeth, »var dette Barn hendes erklærede Yndling, men ved en Handling, som et Barn i den Alder kunde fortjene Riis for at have begaaet, stødte hun hende ud i den vide Verden; vel lod hun ikke Barnet sulte ihjel, men hun slap det, ligegyldig for, til hvem det kom og hvad der vilde blive af det; aldrig har hun siden spurgt om dets Skjæbne. Og nu hendes eget Blod, hendes egen Dattersøn, som hun aldrig vilde see, hvem hun ligesaa ligegyldig lader gaae som Fremmed i Verden!«

»Det er Uret,« svarede Kammerjunkeren; »her vil hun ikke kunne undskyldes, men hendes Maade at være paa vil kunne forklares og betinges i den Personlighed, hun er; hvad Dattersønnen angaaer, der skal være et dygtigt og fortræffeligt Menneske, da ligger hos Baronessen i hendes Forhold til ham et Motiv, maaskee kun en fix Idee; jeg kjender den, men har ikke Ret til at røbe den, selv til hendes Forsvar, eller for at forklare hende; dog, i denne ulykkelige Idee ligger hele Hemmeligheden af hendes Opførsel. - Han har levet mange Aar i Italien.«

»I endeel Aar har jeg kun to Gange hørt fra ham; den ene Gang var strax efter hans Ankomst til Rom, da gav han sig med Liv og Sjæl til at være Maler; anden Gang, han skrev, det var et Aar senere, havde han lagt Paletten og var blevet Billedhugger.«

»Nu troer jeg ikke, han er nogen af Delene, idetmindste ikke uden privatiserende; iøvrigt veed jeg saare Lidt om ham.«

Under Samtalens Løb om Venner og Bekjendte i Fyen viste sig iøvrigt, at det var Kammerjunkeren, som var bedst underrettet. Baron Holger havde forrige Vinter været i Paris, og der en Dag forsikkret ham, at i Danmark havde han anseet Paul de Kocks Romaner for det Første i Verden, men at han i Paris fandt, at det, at udføre dem selv i Virkeligheden, var dog det egentlige Første. Paa samme Tid, han bebreidede sig selv sit lette Sind, undskyldte han sig igjen med, at havde han faaet Clara til Kone, var han blevet et Mønster paa Mænd; men naar Himlen ikke tog Hensyn til dydige Ønsker, saa havde man heller ingen Forpligtelser mod Himlen. Hvad Grev Frederik angik, da var han efter sin Faders Død Herre paa Godset, og Aristokrat i høieste Grad. Vintermaanederne tilbragte han i Kjøbenhavn, alt Stort og Fornemt kom i hans Huus, Prindser og Diplomater, dog ogsaa Kunstnere, - Clara var jo Beskytterinde af det Skjønne, hun malede selv, skrev ganske allerkjæreste Smaavers, sagde man, og skulde ikke alene selv have givet, men indsamlet og tvunget Folk til at give Pengebidrag til Opførelsen af Thorvaldsens Museum.

Dette var omtrent Resultatet af Kammerjunkerens første Besøg paa Halligerne. Ved et fornyet blev hans Interesse især vakt for Elisabeth, hvis Historie han fik at vide, og hos hvem han opdagede et stort musikalsk Talent og en Stemme med et forunderligt smukt Udtryk. Men det vakte ikke liden Overraskelse i den stille, fromme Præstebolig, da han en Dag foreslog dem at lade denne Stemme uddanne for Operaen, og i den Anledning udviklede en Grisis og Albertazzis Fortjeneste, Hæder og Rigdom. Moritz smilede og rystede med Hovedet, sagde, hvor kjær han havde sin Pleiedatter, ja, at det vilde være ham altfor tungt at skilles fra hende, selv om det kun gjaldt at hun tog til Kjøbenhavn; den fortræffelige Etatsraad Heimeran havde just i et af sine sidste Breve foreslaaet, at Elisabeth skulde tilbringe en Vinter i Hovedstaden hos ham, der see lidt mere af Verden, end hun nu havde Leilighed til, og modtage den gode Indvirkning, en større Stad altid kan give en ung Pige; dog var Talen slet ikke om denne Reise før efter hendes Confirmation, og til den Tid var endnu halvandet Aar.

Ved Bade-Saisonnens Slutning i September forlod først Kammerjunkeren og saa Skotlænderen Føhr. Vi ville senere andensteds møde dem; nu derimod ile vi til en Begivenhed, der som et Tordenskrald fra klar Himmel lød til Forfærdelse for Commandorens og Præstens, og blev et Vendepunkt i Elisabeths Liv.