VI.
Fortvivlelse. - Hjelp fra »Midlothians Hjerte«.

Fra Elimars Afreise til hans Hjemkomst skulde kun ligge Maaneder, og vi vide, at disse bleve Aar. Commandoren var gaaet ind paa, at Elimar i Holland, hvor han var blandt Venner og Bekjendte og i et godt Huus, skulde tilegne sig theoretiske Sømandskundskaber; dermed gik den første Vinter; han syntes at være lystig og tilfreds. Elisabeth fik altid en Hilsen fra ham, hans Breve hørte hun og vidste af dem om alt det Nye og Prægtige, han saae, de store Slotte og Kirker, de altid klingende Klokkespil i Taarnene, de dybe Canaler i Gaderne, hvor store Skibe laae lige ind under høie Træer; hun vidste om Landeveiene, at de gjennem hele Landet vare murede, som Steengulvet i Marskens Melkestuer, - o, hvor man der maatte kunne kjøre, og ikke vælte, som paa de slesvigske Digeveie! Elimar havde ogsaa været i Comedie, hvor man agerede hele Historier med Musik og Sang, og han og alle de, som saae derpaa, sad med lange Piber i Munden og dampede, saa der var en Røg derinde! - men deiligt gik Comedien fort og der blev drukket Thee og læst Aviser. I Vinterens Løb, da Canaler og Søer vare frosne og blanke som et Speil, bleve Begkrandse tændte derude, skrev han, Blus brændte og hele udklædte Skarer, Fruentimmer og Mandfolk, Allesammen paa Skøiter, en heel Maskerade, foer om paa Isen; Nogle bare Fakler, som de svingede og sloge mod den blanke lis, der skinnede igjen; det havde endnu været en deiligere Comedie, end den i Theatret, hvor der blev drukket Thee og røget Tobak. Elimar var uendelig lykkelig i Holland og holdt af Land og Mennesker. Aaret efter gik han tilsøes, og i Høsten atter tilbage til Haarlem, hvor Orgelet i Kirken var det største i alle Verdens Lande, og spillede, som om hundrede Spillemænd kunde sidde i det, og hvor Tulipaner blomstrede med Couleurer, som der ikke var i Madam Levsens Brudekjole, der dog skinnede som ingen Kjole paa Halligerne. Imellem kom der vel en og anden Klage over »Spilopmageren«, som Commandoren kaldte Elimar, men kun en eneste Gang var der ret Grund til alvorlig Tale, det var over Elimars ubetvingelige Heftighed, der gjerne engang kunde bringe ham i Ulykke, som Brevet lød. Han gik imidlertid ved det tredie Foraars Begyndelse som Understyrmand med et stort Fartøi til Nordamerika og kom ikke forud i Besøg til Hjemmet, som havde været Bestemmelsen, men i Hilsenen til Elisabeth kaldtes hun, og det var for første Gang skriftligt: »min lille Kjæreste.« Et Par morsomme Dukker fra Scheweningen sendtes hende, det var Mand og Kone af smaa Conkylier, samlede ved Stranden, og saaledes sammensatte, at de viste hele Klædningen og Udseendet af Fiskerne der.

Men ikke den næste Høst og heller ikke den følgende kom Elimar til Halligerne, han var bestandig paa større Søreiser, og Amerika var altid Maalet.

Dersom Elimar var vendt tilbage og i længere Tid var blevet paa Haligerne sammen med Elisabeth, var maaskee den Nimbus, der nu omgav ham i hendes Tanker, bleven slukt, maaskee den tidligt udviklede unge Pige vilde have seet ham anderledes, end hendes Phantasi nu belyste ham. I de sidste Aar var hendes Aand mærkelig udviklet; ogsaa i legemlig Henseende var hun fremme for sin Alder, man kunde næsten antage hende for sexten Aar og hun var kun fjorten. I det tilstundende Foraar var hendes Confirmation bestemt, men ved Juletid blev hun syg, en Green af Typhus var det: Moritz vaagede selv et Par Nætter ved hendes Seng; det var ham, som gjenlevede han de Sorgens Timer ved Carolines Sygeleie.

Men Elisabeth kom sig igjen, om endogsaa kun langsomt. Medens det svage Legeme laa som en Byrde, havde Aanden forunderligt løftet sig til Gud og var nu ligesom med en større Kraft og Udvikling vendt tilbage. Legemet vibrerede under denne Fylde, der var en nerveus Enthusiasme og en Iver, som næsten ængstede. Hun taalte ingen Slags Anstrængelse, man turde ikke lade hende læse; Confirmationen maatte udsættes til Efteraaret, og i hendes stille Sind var det Elisabeth en Trøst, at saa kunde Elimar være der; man ventede ham netop til denne Tid.

Confirmationssøndagen kom, den lille Kirke var pyntet med lange Baand, hvorpaa hang brogede Blomster af Papir; Madam Levsen havde selv klippet dem Alle, de hang i Guirlander om Kirkens Chor; Altarlysene brændte, Menighedens Sang lød klangfuld under Hvælvingen. Moritz talte dybt bevæget om Livets underfulde Veie, om dets Korthed, Uvished og Sorger, og paa sin eiendommelige, for hans Menighed forstaaelige Maade, udtalte han trøstende Ord; af disse greb og opfyldte især eet Billede Elisabeths Tanker, ja heftede sig fast i disse for alle Tider.

»I den engelske Marine,« sagde Moritz, »gaaer igjennem alt Tougværket, smaat og stort, en rød Traad, som viser, at det tilhører Kronen; igjennem hvert enkelt Menneskes Liv gaaer der ogsaa i Smaat og Stort en usynlig Traad, der viser, at vi tilhøre Gud.« Og Elisabeth følte Sandheden heraf ved at see tilbage i sit Livs Dage; med en Art Opløftelse lyste da hendes Øine, Blodet gik til Kinderne, hun tænkte sig sin forladte Stilling som spædt Barn i den døende Moders Arme, - Trine havde engang fortalt hende derom, Moritz aldrig;- hun huskede levende igjen Scenen med den gamle Baronesse, der stødte hende ud af det hemmelighedsfulde Kammer, hun huskede paa hine skrækkelige Minuter, da hun med Elimar stod i det stigende Hav der udenfor Amrom. Gud havde kjærligt og naadigt beskyttet hende, følte hun, og med Barnets hele Inderlighed i Tanken klyngede hun sig til ham, den evige, stærke Fader og Ven.

Der var festligt, lykkeligt i Elisabeths Hjem den Aften; alle Confirmanderne, med hende fem i Tallet, alle fattige Fiskerbørn, vare med deres Forældre indbudne; ogsaa Commandoren og Venner fra Føhr, Sylt og Amrom indfandt sig.

»Ak, var dog Elimar her ogsaa!« sagde Madam Levsen; »det søde Barn, der skal dog altid mangle Noget i Glæden! men bi kun til han kommer! jeg skal gjøre et Gilde og saa skal I dandse. - Ak min Skaber! det falder mig ind, Du har ikke lært at dandse« - hun standsede pludseligt. »Det er fælt af mig, at jeg paa en saadan hellig Dag, som denne idag, taler til Dig om Dands! vor Herre vil ikke straffe mig for det. Jeg er i Grunden saa glad, saa lykkelig! og maaskee varer det ikke otte Dage til, saa er jeg endnu lykkeligere, den lykkeligste gamle Bedstemoder!« Og der stode Taarer i hendes Øine.

Næste Søndag skulde Elisabeth første Gang til Alters, men imellem den Dag og nu, mellem Løftets Aflæggelse og Nadverens Modtagelse, gik en mørk Sky, gik den tungeste Dag i mange Aar for Commandorens og de Mennesker, som med Venskab og Hjerte vare voxede til dem.

Fredagmorgen kom et Brev ovre fra Føhr til Moritz.

Hvor meget Solskin og hvor megen Glæde kan ikke lægges ind i et Brev, men ogsaa hvor megen Nat og Sorg! Dersom den Efterretning var kommet: »Elimar er død,« den vilde vistnok et Øieblik have bøiet de to Gamle dybt som dette Slag, der nu ramte, men dette slog en blodig Vunde, der i alle Aar maatte bløde; der var en Fortvivlelse, en Skræk, hvorved Tankerne ligesom bleve lammede. Naar uventet en kjær Hustru eller et elsket Barn er dødt, da kan Manden de første Nætter efter, idet han vaagner op efter en Hvile, Legemet trængte til, i sin Opvaagnen have glemt sit store Tab, den nedbøiende Ulykke rundtom, men der ligger en Angst i hans Blod og Tanke, og han spørger sig: hvad er det, som er skeet? og det Skete ruller op i al sin Skrækkelighed, det er den gribende Tilbagevenden fra Drømmeverdenen til Virkeligheden. Og i en saadan Sjælsstemning vare de to Gamle. »Hvad er det? Er der Mulighed deri?« ja, de maatte sige sig det selv; det stod i dette Brev, det stod indenfor Rimelighedens Grændse. Og nu dykkede mørke Billeder frem i Erindringen om Elimar, Erindringen om hvad man havde kaldet hans onde Sind, det de Gamle ikke kunde bære ind i deres Tanke. Elimar var kommet til Kjøbenhavn, men hvorledes! i Bolt og Jern. Skibet, han havde været Styrmand paa, var forlist under Amerikas Kyst; han havde maattet tage anden Hyre, havde faaet Plads paa Fartøiet »Susanne«, og der i en Ordstrid dræbt Styrmanden. I Kjøbenhavn sad han i Fængsel, og da han ingen Papirer eiede, - de vare tabte i Skibbruddet, - havde Politiet skrevet til Landfogden paa Føhr for at erholde nærmere Oplysning; fra denne var kommet Brev til Moritz, for at han paa bedste Maade kunde forberede Commandorens paa deres store Ulykke og fortælle, hvorledes Sagerne stode.

»Nei, nei!« sagde den gamle Kone, »han kan ikke have gjort det! - og dog, hans vilde Sind! o, at vor Herre havde lukket Øinene paa os Gamle før vi hørte det! - nei, nei, det vilde ikke have været ham til Hjelp og Frelse! hvem føler for ham som vi! Han er saa ung, der er saa meget Godt hos ham!« Og hendes Tanker samlede hvert Træk, hvert Smil, hun havde glædet sig over, og det blev en Sum saa rig, at den maatte kunne frikjøbe den største Forbryder.

Commandoren skrev til sin Søn, Byfogden i Husum, om at gjøre Alt for Elimar.

»Liv for Liv, siger Loven!« og den gamle Mand sank hen i mørke Tanker og mumlede for sig selv: »mit Blod flyde for Bøddeløxen -! og fik han endogsaa beholde Livet, hvad er Livet i evigt Fængsel, i evigt Samqvem med Udskuddet?« Og den gamle Mand drev i Uro omkring, fra Hjemmet til Moritz, og atter hjem, for igjen at søge ud. Madam Levsen sad i Krogen og græd, hun saae paa Stammemoderen Oses Portrait. »Ja, ja, havde hun levet!« udbrød hun, »eller havde jeg hendes Kraft jeg gik til Kjøbenhavn for at frelse ham!« Elisabeth stod grædende, med hele sit Hjerte fuldt af Kjærlighed til Elimar. Og hvad havde Ose gjort? Var hendes Historie virkelig saa gribende?

»Elimar ligner sin Stammefader!« sagde den gamle Kone, »det er Friserblodet, som er i ham. Hans Stammefader kunde ogsaa bruse op og som Havet knække og bryde, men dog være dyb og klar ligesom det. Han slog en anden Frisér ihjel, ogsaa han udgjød Blod!« - og den gamle Kone græd og begyndte saa igjen: - »da fyldtes hans Sjæl med Rædsel over hans Gjerning! - ak, hvad maa Elimar lide! - min Stammefader flygtede fra Huus og Hjem, hans Kone Ose, hun, hvis Billede der hænger,« - og hun pegede paa det afmalede Billede, hvor hun stod med Lammeskindspelsen og Sølvkasketten, - »hun maatte betale Mandebod, det var Loven i de Tider, hun maatte sælge Huus og Klæder og saa sørge for sig selv og Børnene, og det gjorde hun og det kunde hun. Hun spandt Uld Nat og Dag, fortjente Brød for sig og Sine; og der gik Aaringer, og glemt blev hendes Mand og hans Gjerning. Ingen var mere agtet end Ose, hendes Vandel var kristelig, hendes Flid og Omhu for Børnene stor, hun var et sandt Mynster for Alle, Mynsteret paa gode Sæder; da saae man, at hun, hvem Alle agtede og hædrede, hun, den ensomme Qvinde, skulde blive Moder igjen, og man speidede nu omkring hende, passede paa hende med de Ondes Øine; og da opdagedes det, at hun ugentlig søgte ud til en ensom Dal i Dynerne, et Sted, hvor der spøgte, hvor en blodig Haand tidt rakte frem af Sandet, og fæle Hyl hørtes; der havde hun sit Stævne, hun den gudsfrygtige, den skikkelige Ose, der maatte Kjæresten være skjult; der, i et stort Sandhul, fandt de ham, - det var hendes Mand, der i alle Aaringer, man troede ham borte, havde boet paa dette Sted; her havde hun hver Uge besøgt ham, bragt ham Næring, trøstet ham, holdt ham oppe. Hans lange Bod og hendes Troskab bragte Dommerne og selv hans Fjender til at give ham Naade; og det gik dem lykkeligt og godt, rige Folk bleve de, hædrede, hæderlige! - men Sligt skeer aldrig meer! o, min stakkels Elimar!« -

»Elimar vilde ogsaa blive lykkelig og god!« sagde Elisabeth, »er der da Ingen paa Jorden, som kan frelse ham, Ingen?«

»Jo, Kongen!« sagde Madame Levsen. »Kongen er over Loven.

Han kjender jo min Commandor! Kong Frederik den Sjette har det mildeste Hjerte.«

»Lad os bede ham! lad os græde Elimar fri! skrive kunne vi jo, - Kongen hører Alle! Commandoren maa reise til Kjøbenhavn.«

»Nei, nei!« sagde Madame Levsen; »han siger, at Loven maa have sin Gang, og lider dog som jeg! han reiser ikke, skriver ikke uden til vor Søn Byfogden, og han er ogsaa en Mand for Loven; men jeg vil skrive! som den Ulykkeliges Bedstemoder vil jeg tale til min Konges Hjerte, tale for den Forvildede, som kan frelses endnu! Men min Gamle lader ikke Brevet gaae afsted,« sagde hun efter et kort Ophold og betænkte sig; »Du maa besørge mig det over til Føhr, jeg faaer det ellers ikke afsted. Dig kan jeg jo stole paa, Du er forsigtig, Du er jo taus; ikke engang hjemme hos Dit taler Du derom!« Den gamle Kone zittrede. »Jeg vil skrive i min Smerte, vor Herre føre Pennen, vor Herre lede Alt!«

Og der blev skrevet, og det Skrevne igjen revet itu og Nyt skrevet. Endelig var Ansøgningen færdig; enkelte Udtryk i den kunde vel bringe en Fremmed til at smile, men i sin Heelhed maatte den dog fremkalde flere Taarer end Smil. Det Skrevne var, som han, det bad for, født i Angst og Smerte.

Om Søndagen var Altergang; Elisabeth skulde Dagen forud til Føhr for at gjøre et Indkjøb; hun fulgte med Keike over i en Fiskerbaad; Madam Levsen havde hemmeligt givet hende det i al Naivetet og Inderlighed til Kongen skrevne Brev; til Landfogden havde hun en Skrivelse fra Commandoren. Medens Keike besøgte en Slægtning, vilde Elisabeth besørge Brevene.

I en af de smaa Gyder mellem Haver og Baghuse, hvor Hvalfisketænder ere satte som Ledpæle, hvor det grønne Græs og Hængeplanter skyde frem af den fugtige Beenpæl, standsede Elisabeth og tog Madame Levsens Brev frem, der laa gjernt paa Brystet; hun læste Udskriften: »Til den høie Monark, Landets Fader, Kong Frederik den Sjette i Kjøbenhavn.« Disse Ord alene gav Brevet en Betydning, en Hellighed; hun syntes deri at see som en Deel af Majestæten selv. »Om nu Postmesteren spørger, fra hvem Brevet er,« tænkte hun, »om han ikke vil modtage et Brev til Kongen?« Tanken herom fik hende til at ryste; hun nærmede sig Huset, - gik det forbi; hvad skulde hun gjøre? Uvilkaarligt traadte hun Døren nærmere; der hang et lille Bogskab udenfor, her var Leiebibliothek; flere Bøger laae med Titlerne opslaaede; den Første, hun tilfældigviis saae, var: »Midlothians Hjerte« af Walter Scott. En Tanke slog op i hende ved at huske paa »Jeanie Deansl« et Øieblik stod hun stille, en Beslutning var fattet. - Hun vendte om, gjemte Brevet vel, opsøgte Keike, og efterat hvert Ærinde var besørget, sad de igjen i Baaden og seilede til Oland.

Den Spænding, Elisabeth var i, tilskrev man deels hendes Sorg og Deeltagelse for Elimar, deels hendes nerveuse Legeme og Forventningen om den hellige Handling, hun næste Dag skulde deeltage i. Med et spørgende Blik saae Madam Levsen paa hende: »er Brevet besørget?« og Elisabeth nikkede, medens Papiret brændte paa hendes Bryst.

Om Aftenen hjemme fortalte Elisabeth, at Madam Levsen først havde tænkt paa at tage til Kjøbenhavn, hvor hun aldrig havde været, men at hun siden havde opgivet det; det vilde jo ogsaa være blevet for besværligt at udføre for den gamle Kone. Og Elisabeth spurgte om Veien, hvor lang den var, og hvorledes den havde maattet gjøres? Talen herom syntes at adsprede hende, og derfor blev Hedevig ved at svare, forklare og give Besked. »Den Reise vilde for den gamle Kone,« sagde hun, »være blevet en Umulighed i denne slemme Aarstid; hun maatte jo have lagt Veien over Øerne, dersom ikke tilfældigviis der fandtes Skibsleilighed ved Flensborg; der vilde være mødt tusinde Vanskeligheder.«

Det var Søndagmorgen og Altergang. Med taarefyldte Øine saae Elisabeth paa Kongens og Dronningens Portrætter; ak, til Dronningen havde hun mest Mod at tale, men det var jo Kongen, Brevet var til, det var Kongen, der stod over Loven! Elisabeths Beslutning var fast; som Jeanie Deans gik fra Edinburgh til London, vilde hun ogsaa gaae fra Oland til Kjøbenhavn, gaae til Kongen, overrække ham Brevet og af hele sit Hjertes Fylde tale for Elimar. Der var i hendes Tankegang og Beslutning intet Overspændt, og vi forstaae det, naar vi huske, hvor ganske hun levede i Illusionernes Rige, hvorledes hun alene gjennem Bøger kjendte Verden. Walter Scotts Romaner vare jo Virkeligheden selv, historisk sande; hun vilde jo kun gjøre, hvad der havde ladet sig gjøre før; det var en Slags Uskyldighed, forenet med den inderligste Tillid til vor Herre. Og dog, hvilken Kamp havde hun ikke at kjæmpe med sig selv! at gaae til Kjøbenhavn eller blive, det var her ikke længer Spørgsmaal om, men om hun forud skulde sige det til Moritz eller Hedevig. Maatte hun ikke frygte, at de ikke vilde tillade hende at reise? og hvilken Skræk og Angst maatte ikke hendes Bortgang vække hos dem, naar de ikke vidste Aarsagen? det var en Synd, en Uret, at skrække dem, at handle mod deres Vidende og Villie; men Brevet, hun havde holdt tilbage, brændte hende paa Brystet. Ak, turde hun dog betroe sig til Keike! en Gang var hun nær derved, men gjorde det dog ikke; Taarer brast ud af hendes Øine, det lettede hendes Sind; man saae hende græde, men deri var just intet Paafaldende for de Andre; de vidste jo Alle, med hvilken Inderlighed hun holdt af Elimar, for ham græd hun.

Færgebaaden til Dagebülll afgaaer altid ved Flodtiden; denne vilde næste Morgen begynde Klokken tre, altsaa paa en Tid, da Enhver, som ikke skulde med, sov sin bedste Søvn. Elisabeth havde ingen Hvile; et Par Gange gik hun hen til Vinduet, Luften var klar. Udenfor skinnede endnu Karlsvognen, det Stjernebillede, som Øboerne her betragte som den Vogn, i hvilken Elias foer til Himmels, og der kom hende i Tanke, hvad Moritz havde sagt om Propheten: at ogsaa for andre Mennesker var Livet tidt en gloende Vogn, hvorpaa Veien gik til Himlens Fred. Ja, hun følte alt, hvor Livet kunde brænde, følte den Alvor, som rullede op bag Barndomsalderen; men hun huskede ogsaa paa den usynlige Traad, som viste, at vi vare Guds Eiendom, og der var Fortrøstning i hendes Sjæl.

Et Par Ord havde hun skrevet, som hun vilde efterlade i sit Kammer; med qvalt Hulken læste hun sin egen Skrift:
»Gud, vor Herre, hjelpe mig og lade os glade sees! troer intet
Ondt om Eders kjærlige
Elisabeth.«

Klokken halv tre stod hun med sin lille Bylt og med alle Pengene fra sin Sparebøsse, - de udgjorde omtrent fire Species; sine Guldringe havde hun svøbt ind og taget med, i Nødsfald kunde de jo sælges; rig nok til Reisen syntes hun sig at være. Endnu engang faldt hun paa sine Knæe, bad til vor Herre og skyndte sig saa ud af Huset, hvor Alle sov, og ned til Baaden.

»Jomfruen vil med os, og det alene?« spurgte Jap-Lidt-Piders.

»Ja, til Dagebüll,« svarede hun. »Tag mig med, Jap! Men,« tilføiede hun ligesom i en Fornemmelse af, at han kunde ane, at hun vilde ud i den vide Verden, »jeg maa i Eftermiddag tilbage med igjen. Glem mig ikke! Tiden skal jeg vel selv passe, men lad mig endelig komme med tilbage!« Der var en Angst i Udtrykket af hendes Ord, som fik Jap til at lee.

»Ja, der er fælt paa Landjorden for en lille Jomfru!« sagde han smaaleende; »man løber bort med dem, naar de ere lidt nette.«

Vinden var god, Seilene reistes og Baaden foer fra Oland hen mod Dagebüll.

Elisabeth saae mod Himlen og læste sit Fader-vor, Han deroppe var nu hendes eneste Støtte og Ledsager.

I mindre end en Time kom de til Dagebüll, det var endnu ganske mørkt.

»Der hvor Lyset brænder, ligger Kroen,« sagde Jap. »De kan vel selv finde derop?«

»Det tænker jeg nok,« svarede Elisabeth; »farvel, Jap, til vi sees!« Og hun forlod ham i den Retning, han havde vist, men dreiede snart af, hen over Diget, hvor hun for otte Aar siden sovende var kjørt bort i Hr. Petters Vogn og kommet tilbage igjen med Aalemanden. Hun vidste, ad hvad Kant hun maatte gaae for at komme til Flensborg, og fulgte denne Vei. Det var netop samme Aarstid, som da hun med Moritz og Hedevig første Gang kom her. Alt var uforandret; Regnen havde gjort Engene nedenfor til store Søer, Digeveiene vare næsten ufremkommelige; hun tabte et Par Gange Skoene, fandt dem igjen og skred ufortøvet fremad paa vaade Fødder. Vinden blæste mere og mere stærk, og før Sol stod op var det en heel Storm. O, hvor det gik langsomt at komme fremad! et Par Gange stod hun stille og mægtede ikke videre; da foldede hun sine Hænder, løftede dem høit mod Himmelen, og det traf sig saa, at Vindstødene kom sjældnere; hun fik Blæsten paa Ryggen, dette hjalp; nu faldt enkelte store Regndraaber, og snart blev det en heel Bløde; denne trak imidlertid over, Stormen drev den afsted; saaledes gik Formiddagen. Mod Middagstid var Elisabeth saa træt, Vei og Veir saa slette, at hun nødtes til at blive i Kroen, der ligger mellem Marsk- og Geest-Landet.

»Jeg skal til Flensborg,« sagde hun. Her var mange Gjæster, Ingen brød sig om hende. Alle nødtes de til at blive, det var et forfærdeligt Veir med Regn og Storm; megen Skade vilde vist høres fra Havet.

Elisabeth fik en Seng for Natten, her, faa Mile fra Hjemmet, hvor de allerede længe maatte have savnet hende og læst hendes Brev; men i dette Veir, vidste hun, kunde Ingen seile til Dagebüll;Jap-Lidt-Piders havde vel endogsaa neppe kunnet komme tilbage.

Træt kastede hun sig paa Sengen og sov til det var lys Dag. Forskrækket sprang hun op; Luften var ganske klar, men Vinden endnu stærk; Havet maatte være i skrækkeligt Oprør, hun troede at kunne høre, hvor det buldrede. Veien var lukket for hende, om hun vilde vende tilbage, men hun vilde det ikke, kunde det ikke. I klart Solskin, mens Blæsten næsten bar hende fremad, gik hun videre; men Veien var tung og trættende; det var ud paa Eftermiddagen før hun naaede Banken, hvorfra man seer Flensborg under sig. Greben af Overraskelse stod hun ved dette Skue. Hun saae den store By, Fjorden og de skovgroede Banker. Nei, hvor der var mange Træer! det Syn havde hun i Aaringer ikke kjendt; beløvede Træer vare hende som Phantasibilleder fra hendes Barndomserindringer. Hun faldt paa sine Knæe og bad til vor Herre: »Giv mig Hjelp, Du min Eneste!« Solen skinnede saa oplivende paa hele den høie, smukke, skovgroede Kyst hunsides Fjorden, det var en Lyst at see. Idet hun endnu laa, kom en ældre Madamme og vistnok dennes Datter; de gik tæt forbi Elisabeth, saae hende ind i Ansigtet, og da de mærkede at hun græd, standsede de et Øieblik, hilsede og gik videre. Elisabeth troede at see et bekjendt Ansigt, hun sprang op, gik uvilkaarligt nogle Skridt efter, og Madammen blev staaende. Elisabeth spurgte om Veien til Kjøbenhavn.

»Kjøbenhavn!« gjentog Madammen; »ja, der ere mange Veie, tilsøes og tillands! Kjøbenhavn, det er længere borte end til Hamborg. Men har jeg ikke seet Dig et Sted før? Har Du ikke været paa Føhr?« Elisabeth bejaede det og sagde, hvem hun var.

»Syntes jeg ikke nok!« sagde Madammen; »og husker Du ikke mig, Enke-Madamme Tiedemann? jeg har jo været paa Føhr og ovre hos Præstens. Hvor skal Du hen, og alene? Vil Du til Kjøbenhavn?«

Elisabeth kunde ikke tale, den Sjælespænding, hvori hun var, opløste sig i Graad. Madammen lod hende følge hjem med sig og fik nu at vide, at Reisen gjaldt et Menneskes Liv, at der skulde overbringes et Brev til Kongen. Ja, det gav nu Anledning til hundrede Spørgsmaal, men ikke til det, som her havde været det vigtigste, om de hjemme vidste noget af det Hele; det antog Madammen naturligvis at de gjorde. Dybt bevæget hørte hun paa Elisabeth, som levende og rørende fortalte hende Kommandorens og hans Kones Sorg. »Men Hvem skal Du nu søge til i Kjøbenhavn?« spurgte hun; »hvem kjender du?« Det var endnu ikke faldet Elisabeth ind at tænke paa det; pludseligt erindrede hun sig Etatsraad Heimeran, Carolines Fader, med hvem Moritz stod i Brevvexling, ham, der engang havde skrevet, at Elisabeth kunde komme over til ham en Vinter; og hun nævnede hans Navn, dog uden at tilføie, at hun intet Brev havde til ham, og ikke heller vidste, hvor han boede i den for hende fremmede, store By.

»Naa, det er vel, at Du har Etatsraaden, ellers gik det jo heller ikke an, Du reiste! men de hjemme burde bedre have sørget for Dig, tænkt over Tingene; ja, de leve nu der paa deres Ø i saadan Uvidenhed om Verden. Hør! jeg skal kjøre Dig til Holnæs, det er muligt, Du der kan finde Leilighed til Kjøbenhavn; vort Fartøj, som skulde være gaaet imorges, ligger vel endnu; det har jo været en rædsom Storm; det skulde bringe Muursteen til Karrebæksminde! er Du der, saa er Du i Sjælland. Naa, Dit Pas maa jeg ogsaa lade skrive paa, ellers tager Skipperen Dig ikke med; giv mig Passet.«

At man skulde have et Saadant, derom havde Elisabeth ingen Anelse; hun blev i høi Grad forbauset og sagde: »Pas? jeg veed ikke, jeg har ikke, - det gav man mig ikke med, - behøves det?«

»Ih du min Skaber!« sagde Madammen; »man kan jo ikke reise i det danske Land uden at have Pas for hver Smule Vand, man skal over, og nu ovenikjøbet fra Hertugdømmerne? Det er jo Altsammen reent galt!«

Madammen var imidlertid en praktisk Kone; der var ingen Tid at give bort; hun fik, som Bosiddende og Grundeierinde, snart et Pas udstedt, og Elisabeth kom paa Vognen til Holnæs. Fartøiet laa heldigviis her endnu. Skipper Thømming læste Brevet fra Madammen og tog imod Elisabeth. Næste Morgen tidligt seilede de ud af Fjorden, der i smukke Bugter med prægtige Skovpartier udfoldede en Deilighed, saa ny og forunderlig for Elisabeth, at hun glemte alt Andet derover. Vinden var god, snart var man ude af Fjorden; til Høire laa den aabne Østersø, til Venstre Øen Als med Sønderborg, hvis rødtagede Huse og Veirmøller løftede sig bag det skumle Slot, hvor Danmarks Konge Christian den Anden havde lidt og levet i Taarnet atten lange Aar.