VII.
De Strandede. -Brev fra Elimar.

Medens Elisabeth seiler, vende vi tilbage til Halligerne, hvor man strax i Dagningen savnede hende; Moritz og Hedevig troede, at hun var hos Kommandorens, og da hun ikke op ad Formiddagen kom hjem, sendtes Keike derover at søge hende; hun var ikke der og heller ikke i Husene der omkring. Nu fandt Hedevig det Brev, Elisabeth havde efterladt, og Forskrækkelsen og Angsten var stor. Det blæste en Storm ude og den tog saaledes til, at ved næste Flodtid kunde intet Fartøi gaae over til Dagebüll og Jap-Lidt-Piders heller ikke ventes tilbage. En Fiskerdreng, der i Morgenstunden havde været ved Indskibningen, sagde, at Elisabeth virkelig var gaaet med.

»Men Du Himlens Gud!« sagde Hedevig, »jeg begriber ikke, hvad der driver hende til at gjøre Sligt! det ulykkelige Barn, hvorhen vil hun? hvad har hun isinde? Moritz, hvad har du sagt til hende? Hvad er der skeet?«

»Den velsignede stakkels Pige!« sukkede Madam Levsen; »ak, jeg faaer en Tanke! ja - det kunde hun gjøre!« Den gamle Kone holdt Hænderne for sit Ansigt: »ak min Gud, hun har vist ikke leveret Brevet af paa Wyk, hun gaaer selv med det lige til Kongen! hun

gaaer lige til Kjøbenhavn!« Og nu tilstod hun Alt, men tilføiede, at Elisabeth iforgaars ved Hjemkomsten fra Föhr havde nikket »ja« til Spørgsmaalet, om Brevet var afleveret.

Det haarde Veir tog til; det var netop den Tid paa Dagen da, som vi veed, Elisabeth nødtes til at gaae ind i Kroen ved Geesdandet. Et skib var i Sigte, Stormen drev det mod Land; store Søer væltede ind paa Oland, man kunde der ikke længer staae fast udenfor Husene; Havet og Stormen steg med dybe Drøn, med Hvinen og Susen; der tog saa voldsomme Kast i Husene, at Døre og Vinduer klapprede; den løse Grund syntes at ryste, man var som ombord i et Skib; de lange Søer rullede langt hen over Øen og naaede i den sidste Magt af deres Henskyllen de laveststaaende Huse.

»O, det arme Barn!« sukkede Hedevig; »hvor er hun dog i denne Time?« Kun for hende havde hun Angst og Tanke, meer end for de Ulykkelige, hvis Skib i dette Øieblik drev mod Revlerne ved Seesand. Dette er en stor, hvid Sandbanke, der strækker sig ud for Øen Amrom; ved selve Høivande er den tør, kun ved Stormflod overskylles den; omtrent midt paa den er bygget af svære Bjælker en pyramidedannet »Baake«, med en stor kugleformig Opbygning paa fem og halvtredsindstyve Fods Høide og i klart Veir synlig ti til tolv Mile borte. Dette Bjælkehuus er det eneste sikkre Sømærke paa Ydersiden af Grundene mellem Amrom og Eiderstedt, og af særdeles Vigtighed, deels for Skibe, som forefalde under denne Deel af Kysten, og deels til Veiledning ved Indseilingen af Løbene Vest og Syd for Amrom. Nær Baaken laa Fartøiet strandet. Man havde i Morgenstunden før Stormen ret begyndte, seet dem styre mod Indløbet, men, bekjendte med Faren, havde de, da Veiret blev saa voldsomt, igjen søgt at vinde rum Sø, men forsildigt; de store Søer og Paalandsvinden dreve Fartøiet mod Revlerne, og snart sad det fast i Sandgrunden. Det var umuligt at faae Hjelp derude, men i deres Ulykke var det et Held, at de strandede lige ud for »Baaken«, der ikke blot er Sømærke, men Tilflugt for dem, som naae Seesand, og der ikke skylles bort af de rullende Søer. Oppe i den kugleformige Bygning er et Slags Værelse, hvori er henlagt en Tønde med ferskt Vand, nogle Skibs-Tvebakker og en Flaske Brændeviin, saa at de Strandede her for et Par Dage kunne friste Livet, indtil Havet lægger sig og man fra Øerne kan bringe Hjelp.

Mod Aften troede man at see et gult Tørklæde flaggre som Tegn fra Baaken; det strandede Skib, kastet paa Siden, deelt i to Stykker og fast i Sandet, laa i Skum og Brænding, intet Menneske syntes mere ombord. Det var Skibet »Kalverstreet«, kaldet op efter Amsterdams første Gade.

Oppe i Bjælkekammeret sad tre Frelste, ja vi kunne sige fire, for ogsaa Skibshunden var reddet; den krøb hen i en Krog, og uden at ryste sin vaade Pels, lagde den sig og saae med de store, skikkelige Øine paa den gamle Styrmand, der strax gik hen til de henstillede Skibstvebakker, brød et Stykke af, tog en Slurk Brændeviin og overlod de to Andre at følge sit Exempel. Hunden blev ikke glemt, han fik en halv Tvebak; derpaa foldede den gamle Karl sine Hænder og takkede vor Herre for at de havde beholdt Livet. Det næste, han havde at gjøre, var at trække sine Støvler af, hælde Vandet ud, klæde sig ganske nøgen, vride Vandet af hvert Stykke, han havde baaret, og derpaa, ligesom det var, tage det paa igjen; Matrosen gjorde ligesom han, men den tredie Person, der var i en sort, snever Klædning, og med et stort graat Slag over sig, løsnede kun dette, heldte Vandet af Støvlerne, og gik saa til Taaren og Skibstvebakkerne.

»Gjør som vi,« sagde Matrosen, »saa tørrer hun bedre.«

Men den blege, tynde Mand, som de vaade Klæder gjorde endnu mere tynd, rystede med Hovedet.

»Jeg er bange, jeg forkjøler mig!« sagde han; »nu er jeg varm, deilig varm, og jeg bliver det mere endnu ved en Slurk til.«

»Ja, men kun een!« sagde Styrmanden, »vi kunne blive nødte til at ligge her for Anker i flere Dage, og I seer Alt, hvad vi have at leve af. Smøg Tøiet af, som vi, og klem det tørt!«

Den blege Mand rystede med Hovedet; der gik et Kuldegys gjennem ham, men han var deilig varm, sagde han. Hvad var Aarsagen til at han vægrede sig? Deri laa et characteristisk Træk, paa hvilket vi maaskee kunne kjende ham igjen fra gamle Tider. Der er et Eventyr om en Konge, som led af en svær dødelig Sygdom og kun kunde blive helbredet ved at iføres den Skjorte, som havde været brugt og baaret af En, som ansaae sig for at være fuldkommen lykkelig. Man søgte overalt, men der var Ingen at finde; tilsidst traf man en Hyrde; han sang og jublede, han var fuldkommen lykkelig, Intet savnede han, Intet ønskede han; og nu bad man om hans Skjorte til Kongen, men han havde ingen, den fuldkommen Lykkeligste havde ingen Skjorte! - Og i dette Capitel lignede vor Strandede aldeles den fuldkommen Lykkelige, derfor var det, at han ikke vilde tage den af og vride den, ikke lægge sine Klæder, saa at man skulde see, hvad han manglede; det vaade Tøi, Støvler og Sokker undtagne, tørrede altsaa paa Kroppen.

Ingen af de Tre, som sad i »Baaken«, havde Lyst til at tale; trætte og udmattede af den Nød og Kamp, de havde prøvet, kastede de sig Hver i sin Krog. Skibshunden Nieble laa i det fjerde Hjørne. Gulvet flød med Vand fra Klæderne og fra Brændingerne, som sprøitede mod Lugen. »Der er i Universet,« siger Walter Scott, »to Ting, som vanskeligt finde deres Lige, Solen paa Himmelen og Nordsøen paa Jorden.« Denne ulignelige Herlighed kjendte disse nu altfor godt, og under dens evig rullende Torden bøiede de Hovedet og sov.

Da Stormen havde lagt sig, vovede ved Høivande nogle Fiskere at lægge ud til »Baaken« og bjerge de Strandede. Styrmanden og Matrosen kom i Huset hos Kommandoren; den blege, magre Mand, noget over fyrgetyve Aar syntes han at være, og efter Dialecten en Sydtydsker, kom til Moritz i Præstegaarden.

»Undskyld min noget usle Skikkelse!« sagde han med en under Omstændighederne forunderlig Livlighed; »jeg reiser altid med de daarligste Klæder, jeg har, de gode komme i Kufferten! »Reen og anstændig«, det er mit Valgsprog.«

Hedevig stod allerede med en gammel Slobrok af Broderens og aabnede et Kammer for den ny Gjæst.

»Jeg vilde for min Sundheds Skyld til Föhr,« sagde han, »tage nogle Søbade, jeg har faaet dem nu fra Grunden.«

»De har beholdt Livet, vor Herre være lovet! Hvil Dem nu ret ud hos os, og skriv saa snart til Deres Familie, at de ikke skulle være i Angst for Dem. Hvad kan man ikke lide! hvad kan man ikke tænke!« Og Hedevig sukkede dybt, hun tænkte paa Elisabeth.

Opvarmet og udhvilet, styrket ved Mad og Drikke, fortalte Manden, at han var en ungarsk Skuespiller af et betydeligt Navn; det var Moritz, han meddelede sig til og forsikkrede, at han især i Stæderne Comorn og Gran havde gjort Furore som Max i Wallenstein, men at en altfor stor Interesse for en høi Dame havde bragt hans Pligtfølelse i Collision med hans Lykke, og at han havde opgivet den. »I Petersborg«, vedblev han »gav jeg dramatiske Oplæsninger til Forbauselse, men jeg kunde ikke holde det haarde Klima ud, og saa gik jeg til Norge. Der, hvor man ikke havde seet en Laroche, en Löwe, en Anschütz spille, ikke kjendte disse Heroer fra Burgtheatret i Wien, bleve mine sceniske Forestillinger en ny Aabenbarelse i Kunstens Rige. Alle sad grebne! Der var en ung Pige, Stella hed hun, en Stella var hun!« han saae mod Loftet,- »mit Spil fortryllede hende, hun elskede mig og blev forskudt af Familien. Vi bleve viede, - og nu kom Kabalen i Theatret; der optraadte et Parti, som peb, jeg siger Dem, peb! Men hele det dannede Norge trak Støvlerne af i Theatret og pryglede Piberne ud. Det var min Seier! - saa forlod jeg Landet. Da var det paa Hjemreisen over en af de danske smaa Øer, at min Stella fødte en Datter; saa uventet kom den lille Engel, at vi fra Landeveien maatte tye ind paa en Herregaard. Moder og Barn bleve her pleiede og hædrede, men Stellas Hjerte brast;« - han tørrede Øinene med Pegefingeren, gjorde et lille Ophold og vedblev da: »man beholdt den Lille, thi hun var, jeg vil ikke sige mit, men Moderens udtrykte Billede; hun opdrages nu med de unge Grever og kan være omtrent fjorten Aar; engang træder hun rimeligviis som Hustru ind i den høie, dannede Kreds, hvori hun lever. De unge Grever ere excellente Mennesker, de tilbede hende; men jeg seer hende ikke, jeg træder ikke for hendes Øine før jeg kan gjøre det værdig hendes Omgivelse. Der er Noget, Hr. Pastor, man kalder ædel Skam, og den føler den værdige Fattige, han, hvem Tilfældet, Øieblikket stiller paa Prøvens mørke Trin i Livet.«

Moritz saae stivt paa ham og udbrød: »jeg har hørt en anden Historie, som ligner denne meget, naar jeg undtager Slutningen; i den var det en ulykkelig Liremand og hans Kone, som fødte sit Barn i en gammel, faldefærdig Gaard; der opholdt sig ved et Tilfælde nogle unge, adelige Venner, de toge sig af Barnet, og da der siden oppe paa Gaarden blev Forhør over Liremanden, kom det i Huus hos en gammel Baronesse. Jeg var selv tilstede, jeg var Gjæst, og De var ogsaa tilstede. De var Liremanden!«

»Ja, saa seer De, at min Historie er rigtig,« sagde uden al Forlegenhed Manden, idet han var saa vant til at »gruppere« sine Begivenheder, at naar han havde fortalt dem, syntes han ogsaa, at de vare sande eller fortjente at være det.

Styrmanden og Matrosen, som Begge vare optagne hos Kommandorens, vare Föhringer; Fartøiet, uagtet det bar et hollandsk Navn, hørte hjemme her, ligesom Skibshunden Nieble, opkaldt efter sin Fødeby Nieblum paa Föhr.

»Jeg har da Brev til Dem, Kommander!« sagde Matrosen; »det er bleven noget vaadt i Lommen og bedærvet om Kanterne, men det lader sig vel læse; nær havde jeg ikke bragt det, men Kommandoren seer, jeg havde da været lovlig undskyldt!«

»Fra hvem har Du Brev, Nickels? fra van Groote i Haarlem?«

»Nei, fra hans Sønnesøn! jeg kan tænke, at han ikke var blevet glad, om det var forkommet med mig.«

»Fra Elimar!« udbrød Kommandoren.

»Ja!« svarede Matrosen; »han vilde nok gjerne have de Papirer, han skriver om. Nu ere de brugelige.«

»De ere sendte paa anden Vei,« sagde Kommandoren og kunde ikke tilbageholde et dybt Suk. Den inderligste Sorg stod i den gamle Mands Ansigt.

»Hvorfra har han vidst det tidligere?« spurgte Matrosen med et polisk Smil, der ikke syntes at passe her. »Vi have havt en hurtig Reise derovre fra; men hvad kan alt det hjelpe mod det sidste Stød, vi fik?«

»Fortæl mig Alt, hvad Du veed om den Ulykkelige!« sagde Kommandoren.

»Saa meget ulykkelig kan man da ikke kalde ham,« svarede Matrosen; »den Gallei vilde han jo dog komme paa, seent eller tidligt; det følger altid efter.«

»Fy!« sagde Kommandoren; »kan Du tale saaledes til mig i mit Huus og i en saadan Sorgens Time.«

Matrosen saae paa ham. »Det er jo et godt Parti, som man siger; hvorfor skulde han da ikke tage hende, selv om hun kan være Moder til ham? Vilde Kommandoren ikke have gjort det samme?«

»Om Hvem taler Du?« spurgte Kommandoren.

»Om Elimar Levsen, Jeres Sønnesøn!« svarede Nickels; »han gifter Enken derovre og faaer eget Fartøi at føre; det staaer vel Alt i Brevet.«

»Du er forstyrret i Dit Hoved!« sagde Kommandoren. »Du har endnu ikke forvundet hvad Du har døiet derude, det rapler for Dig. Ja, ja, ogsaa paa Landjorden kan man prøve Søer, der slaae Hjernen itu paa os!«

»Elimar Levsen har gjort Lykke hos Enken,« sagde Nickels. »Det er ikke saa utroligt! raskt Væsen har han, godt seer han ud, og det holde Fruentimmerne af; og saa har den rige Enke, hvem han foer for i Amerika, gjort ham fra Styrmand til hendes egen Capitain. Jeg talte jo selv med ham derovre; Forlovelsen var lige glattet af, da jeg skulde hjem, og saa skrev han Brevet, jeg har her, og som han gav mig med, for han vidstejeg vilde lige fra Holland stikke her hjem med en af vore Föhringere.«

»Elimar er jo i Kjøbenhavn!« sagde Kommandoren. »Veed Du det ikke? I Bolt og Jern er han der!«

»Hvor skulde han komme der?« sagde Nickels og satte det mest forundrede Ansigt op. »Da maa jeg jo være et underligt Kyllingehoved! men det er jeg ikke, og her er Brevet, hans egen Skjønskrift, vaadt i Kanterne, men dog det Tørreste i hele Brevtasken.«

Den gamle Mand greb det, hans Haand rystede, det var Elimars Skrift. Han aabnede det, og bredte det ud paa Bordet, thi det var skilt ad i Sammenlægningen.

»Det er noget læk i Delene!« sagde Nickels.

Kommandoren læste, begyndte at vakle, satte sig, stod op igjen, gik til Skuffen, hvori Skrivelsen laa fra Landfogeden i Wyk; jo, der stod tydeligt i den, at Elimar var kommet til Kjøbenhavn, at han var en fangen Mand, en Forbryder, at han havde dræbt Understyrmanden paa det Fartøi, han var paa! Men nu dette, rigtignok ældre daterede Brev fra Amerika, som Nickels bragte! Det var Elimars Skrift og Alt deri var Glæde og Lystighed; han fortalte om heldige Reiser, han havde gjort, om den rige Enke, han derovre havde faret for, at hun fandt Behag i hans Person, at de skulde giftes, at han var overordentlig glad og lykkelig, og udbad sig Døbeseddelen og sine Papirer tilsendte før Brylluppet. I en Efterskrift var tilføiet en Hilsen til hans lille Kjæreste Elisabeth, som han ikke kunde gaae og vente paa, men som han lovede at ægte, naar han engang blev Enkemand.

»Han har Ingen dræbt!« sagde den gamle Mand, og sank grædende tilbage i Stolen.

Madam Levsens Glæde og Lyksalighed var uendelig stor; hun kyssede Nickels, løb over til Moritz og Hedevig, lo og græd. Men deres første, stadige Tanke var dog Elisabeth; hvad var der blevet af hende, hvor var hun kommet hen? Moritz havde alt et Par Breve færdige, som han vilde sende til de forskjellige Overfartssteder, hvor han troede, hun maatte være bleven standset, da hun var uden Pas; dernæst et Brev til Etatsraad Heimeran, for at han i Kjøbenhavn kunde søge Oplysning om hende, dersom hun var naaet dertil. Ikke engang til Hedevig havde han sagt et Ord om, at den Strandede, de havde som Gjæst, var Elisabeths Fader; denne selv fik ikke at vide, at hans Barn endnu igaar Morges havde været i dette Huus, at man for hende var her i Sorg og Angst; det var unødvendigt at fortælle, og hverken til Gavn eller Glæde.

Nu kom Kommandoren, men ikke saa fornøiet som hans Kone; hun var i sin Henrykkelse og Glæde strax løbet derover. Kommandoren havde ogsaa øieblikkelig været glad, men snart var den sørgelige og rimelige Tanke opstaaet: »Alt var godt og vel, da dette Brev blev skrevet, saaledes stode Sagerne dengang, men kan det Onde ikke senere være skeet, ja maaskee samme Dag, Nickels seilede bort med Brevet? Partiet kan være gaaet overstyr, Elimar kan have gjort en gal Streg, opgivet Alt, være gaaet paa et andet Fartøi, Alt kan være passeret som vi frygte og maae frygte. Der er jo skrevet nøiagtigt derom fra Politiet i Kjøbenhavn. Det er Galskab at være glad og troe og tænke paa en saa utrolig Lykke!«

Madame Levsen blev bleg af Skræk, da hun hørte den Mening; hun vred sine Hænder og var ligesaa hurtig til igjen at frygte det Værste, som hun havde været det til at gribe Lykkebuddet, der bragtes.

Moritz maatte give Kommandoren Ret, men et Haab havde de dog, sagde han, et Haab, der ikke burde opgives. Han aabnede igjen Brevet til Etatsraad Heimeran, tilføiede Efterretningen om Elimars Brev, om Nickels Meddelelser, og bad Etatsraaden, paa det Indstændigste, at søge Oplysning om Fangen, og, naar han fik den, da uopholdelig at skrive dero m. Jap-Lidt-Piders, som var kommet fra Dagebüll, sagde, at Elisabeth rigtigt var taget med ham over, men var slet ikke kommet til Værtshuset; Ingen derovre havde seet noget til hende; hun maatte strax være gaaet videre fort.

Vi ville see, hvor vidt hun var. Hun seilede netop da i store Belt, ud for Langeland, omtrent paa samme Sted, hvor vi den Aften, hun fødtes, saae Moritz med de unge, adelige Manuducenter i aaben Baad styre til Fyen. Ogsaa nu var Vinden imod, Skipperen maatte krydse, og først næste Eftermiddag naaede han Karrebæksminde, hvor Elisabeth steg iland, for derfra at vandre til Kjøbenhavn og søge Kongen og Elimar.

Ende paa anden Deel.