II.
I Forgemakket, paa Raadstuen og i Theatretsamt hvad der senere fulgte paa.

Lille Sanne skulde vise Elisabeth ud til Amalienborg, hvor Kong Frederik den Sjette boede, og gav den Dag Audients for Alle og Enhver. Der var saadan en Veverhed i Sanne, saa hverken Haaret eller Slæberne vilde sidde fast; hun havde igjen en Historie: hendes Svoger, som bar Bladet om, det, han havde giftet sig paa, skulde nu have sit eget Navn trykt paa Bladet, som den Ansvarende for hvad der stod deri. Og Elisabeth spurgte, for dog at sige Noget, thi hende var alt det ligegyldigt: »skriver han da Bladet?«

»Han hverken skriver eller læser!« svarede Sanne, »han bærer kun om og er Ansvarendes!«

Nu vare de ved Slottet; der stode Soldater i Kolonnaden og en rødklædt Portner med Sølvstok. Elisabeth neiede ganske dybt og blev staaende; hun ventede at han vilde vise hende bort, men han pegede opad en Gang, hvor der stode Gardere med dragne Sabler; det gjøs i hende; hun gik imidlertid Veien, hun skulde gaae, og standsede i Værelset, hvor Lakaierne sad; hun neiede og neiede igjen, til de med et Smil aabnede Døren for hende og hun stod i Audients-Forgemakket. Her var en grulig Mængde Mennesker, Herrer og Damer; de stode stille, forventningsfulde mellem hverandre; længere fremad gik op og ned flere Herrer i Sølv og Guld, det kunde gjerne være Konger Allesammen; nogle havde ogsaa Stjerne paa Brystet og Allesammen bare de Ordenstegn; de talte meget, men ikke med høi Stemme, bemærkede hun; de saae stolte ud, talte ikke til de Sortklædte, uden det var Præster med Fløiel paa Kraven og Ordenstegn; havde de ikke det, syntes hun, at de ogsaa stode tilovers. Henimod Væggen hang over to Pauker nogle gamle sølvbroderede Faner, det var det eneste Mærkelige herinde. Her altsaa boede Kongen. At han ikke daglig gik med Scepter og Krone, vidste hun; en Slags Forestilling om hans Person havde hun gjort sig efter Portrættet, der hang ved Alteret i Kirken hjemme paa Oland. Hvorledes vilde han høre paa hende, hvorledes vilde Gud føie hendes Tale? hun søgte i Tankerne at ordne den, og havde Ord, syntes hun, der vilde føie sig. I Skaren, hvor hun stod, gik en af de pyntede Kavalerer om, udspurgte Enhver og skrev det op; han kom ogsaa til Elisabeth, vilde vide hendes Navn og hvorfra hun var. Hendes Stemme skjælvede da hun gav ham Svar. Og der gik een Time, der gik to, mange Mennesker kom ind til Kongen og ud igjen, men endnu vare grumme Mange tilbage; en halv Time gik, Officeren vinkede ad Elisabeth; hun var jo saa langveis borte fra; han undte hende at komme ind, og hun traadte hen ved Siden af Døren til det kongelige Værelse, saaledes som hun havde seet de Andre gjøre. Altsaa var da nu Øieblikket! hun lukkede sine Øine, foldede sine Hænder, samlede al sin Tanke. En Lakai kom i det samme, hvidskede til den jourhavende Officeer, denne gik ind til Kongen og kom strax efter tilbage med den Efterretning, at Kongen saae ingen Flere idag. »Giv mig Din Ansøgning,« sagde han til Elisabeth, »jeg skal sørge for at Kongen faaer den.«

»Jeg maa selv tale med ham!« stammede hun; »o min Gud!« og hun var nær ved at segne om.

»Kom paa Mandag,« sagde han, »og Du vil nok komme ind.« Alle gik, Elisabeth maatte ogsaa gaae, i det Øieblik, hun stod saa nær ved Naadens Dør, saa levende havde samlet Alt, hvad hun vilde sige.

Dybt bedrøvet kom hun hjem; men Enkefruen, der kjendte Forgemaksvæsenet, havde forudseet det; i Eftermiddag vilde hun selv gaae med Elisabeth til Synderen, som hun kaldte Elimar. »Jeg vil følge Dig derop paa Raadstuen,« sagde hun, »skjøndt det er et afskyeligt Sted, hvor jeg aldrig har været; men nu har jeg jo engang taget mig af Dig, og saa maa jeg holde det ud.«

De gik til Raad- og Domhuset, det var for Elisabeth en Vei, endnu tungere, endnu mere rystende end den til Kongens Slot; om faa Øieblikke skulde hun altsaa see Elimar, hendes Barndoms Ven, ham, som holdt hende fast i den stigende Flod, ham, hendes: »stadige Tanke!«

Raadhusets høie Kolonner, de store tilgittrede Vinduer, den brede Trappe, hele Bygningens Forskjellighed fra de andre Gaarde der paa Pladsen, bidrog til at forhøie Stemningen; de gik op af brede Trapper, hen ad lange Gange og over et Galleri, hvorfra de saae ned i en stor Sal; Alt var saa stort og forskjelligt fra den Forestilling, Elisabeth havde gjort sig om Veien til et Fængsel; her var ikke mørkt, skummelt og gammelt, som i Edinburghs Fængsel, og dog smaasnakkede Fruen i Eetvæk, at her var rædsomt, at Luften var ganske grulig, at hun havde Zittren i sine Been.

De traadte nu ind i et som Contoir indrettet Værelse; Assessoren lod en Betjent gaae at hente Elimar Levsen. Dødbleghed gik over Elisabeths Pande, hun maatte holde sig til Stolen, det var som om Alt omkring hende dreiede sig rundt. Betjenten kom tilbage med den Fangne, som var iført en Kalmuks Sømandsklædning; han saae dristigt omkring sig, Elisabeth havde gjort et Skridt fremad, men standsede - -

»Nu kunne I tale sammen!« sagde Assessoren.

»Det er ikke ham;« udbrød Elisabeth; »det er ikke Elimar Levsen! ham søger jeg, ham der kjender jeg ikke.«

»Det er Elimar Levsenl«

»Nei, nei! det er ikke denne! jeg søger Elimar ovre fra Oland, Commandorens Sønnesøn, som« - hun kunde ikke udtale: - »har myrdet ....« men sagde: »som er kommet fangen hjem fra Amerika.«

»Det er jo Dig!« sagde Assessoren til den Fangne. »Hedder Du ikke Elimar Levsen?«

»Det er mit Navn!« svarede han med et eget Smil. »Jeg er Sønnesøn af Commandoren paa Oland.«

»Nei, det er ikke muligt!« sagde Elisabeth med en forunderlig Heftighed. »Saaledes seer Elimar ikke ud, saaledes kunde han ikke komme til at see ud! Det er ikke de Øine, ikke det Ansigt, slet Intet!«

Assessoren hørte med Opmærksomhed paa Elisabeth, betragtede hende og den Fangne, og en Art Forhør begyndte, hvori Elisabeth naturligt og uskyldigt fortalte om den Sorg, der laa paa de Gamle hjemme, at Madam Levsen havde skrevet Brev til Kongen, og at hun var gaaet med det til Kjøbenhavn og idag havde søgt om Audientsen.

»Saa Kommandoren og Mutter Levsen tage sig det saa forfærdeligt!« sagde den Fangne; »det tænkte jeg nok og det kan de have godt af. De skal huske Jes Jappen!«

»Jes Jappen!« raabte Elisabeth.

Ja, ham var det, Jes Jappen, Tjenestepigens Søn. Han havde virkelig i Amerika lidt Skibbrud, mistet Pas og Papirer og uden nogen bestemt Hensigt, men af et Indfald, kaldt sig Elimar Levsen, da han tog Hyre paa et andet Fartøi; i en Ordstrid havde han med sin Kniv stukket Styrmanden ihjel, og da han i Baand og Jern kom til Kjøbenhavn, var det ham en Fornøielse at tænke, hvilken Forfærdelse de ovre hos Kommandorens vilde faae, naar de hørte at Kjellingeungen, som han kaldte Elimar, var kommet i den Bedrøvelse. Et lille Skub kunde de have godt af derovre, de fik jo nok at vide, at det var Løgn, og saa havde de jo dobbelt Fornøielse!

Alt dette tilstod han uden videre, og da han saae, hvor Elisabeths Øine lyste, hvor hele hendes Ansigt afprægede en indre Lyksalighed, kom det egne Grin om hans Mund og han sagde: »det var syndigt om han tog den rige Enke derovre, naar han har saadan en Kjæreste!«

Elisabeth blev blodrød; den Fangne førtes bort, for senere at tages i et nyt Forhør. Assessoren sagde Elisabeth, at hun muligt endnu engang kunde blive kaldt derop, dog vilde det ikke skee, naar ikke Jes Jappen kom med nye Løgne, hvorved hendes Udsagn maatte hjelpe dem. Han fik derpaa Enkefruens Adresse og da Assessoren gratulerede Elisabeth til det lykkelige Udfald for hende, greb hun hans Haand, kyssede den med en Inderlighed, en Bevægelse, som om et Menneskes Liv var givet hende i denne Time. Deiligt som et Feeslot var hende nu den hele Bygning med Trapper og Gange; hun lo, hun græd, kyssede Enkefruen paa Haanden og paa Kaaben.

»Men Gud bevares, Barn!« sagde Fruen, »det er jo deiligt! det er mageløst! men bliv besindig! lad os bare slippe hjem, komme ud af dette Tyvehul! uh, Luften kommer til at sidde i Klæderne paa os! der er noget ved Raadstue-Luften ligesom ved Hospitals-Luften, den gaaer lige ind i Tøiet!« og hun pustede og hun viftede sig med sit broderede Lommetørklæde.

Elisabeth var glad og lykkelig som aldrig før; hun maatte skrive, strax skrive hjem at det ikke var Elimar, som sad i Baand og Jern, at hun selv var i gode Hænder, hos en velsignet Frue, hun havde truffet paa Dagvognen, at hun om to Dage kunde vente Etatsraaden, der nu var paa Landet, og at hun vilde bede ham hjelpe sig til Oland. Hun huskede nu ogsaa paa, at i Kjøbenhavn var endnu en Bekjendt, den kjære Trine, gift med Skomager Hansen, Trine der engang som Barn havde været ved Theatret og dandset med Vinger paa Ryggen og Pallietter paa Skoene; Elisabeth spurgte Enkefruen, om hun kjendte hende, om hun vidste, hvor hun boede, »om man ikke kunde see efter hende i den Bog, hvori de havde fundet Etatsraadens Bopæl?«

»Han er vist for simpel Skomager til at staae i Veiviseren,« sagde Fruen; »her vrimler af Folk, som hedde Hansen; de fleste flytte hvert Halvaar. De har kun en Syl og en Spanderem og saa en forfærdelig Mængde Børn!«

»Jo vist, hende kan det være!« sagde Adelgunde; »jeg kjender hende; de har ingen Børn og boe omme i Kjelderen; hun er endnu ved Theatret og synger i Chor; hun hedder Trine Hansen; jeg har rigtignok aldrig talt med hende, men hende er det, hun har tjent i Fyen hos Baronessen med Turbannen!«

»Hos den gale Baronesse!« sagde Enkefruen. »Veed Du, hun er kommet fra Fyen for en otte Dage siden, og Dattersønnen med? men han logerer omme i Hotel royal; det er et dejligt Menneske, han seer ud som en Italiener! Du vilde synes godt om ham, Adelgunde.«

Sanne kom hjem fra Urteboden med et halvt Ark Brevpapir; den lille Lap graat Papir, som Boutikdrengen havde lagt mellem det og Sannes smaa Fingre, var Skyld i, at det kom skinnende hvidt i Huus; Pen og Blæk blev bragt og snart sad Elisabeth ifærd med at bringe alle de sidste store Begivenheder paa Papiret. »Det var syndigt, om han tog den rige Enke derovre, naar han har saadan en Kjæreste!« havde Jes Jappen sagt, det var hans sidste Ord, de kom altid tilbage i Elisabeths Tanke, de laae idetmindste et Øieblik saa mægtige, saa forstyrrende, og i hvor ubetydelige de end vare, havde de dog en Virkning som det fine Haar i Kikkerten, der voxer til Ankertoug og forhindrer, ret at see Gjenstanden, der skal betragtes. Men som sagt, det var kun et Øieblik, alt som hun skrev, lyste det mere og mere i hendes Sjæl; Elimar var jo fri og uskyldig, det Hele havde været som en fæl Drøm; hun tænkte paa de Gamles Glæde og Lyksalighed, naar de fik alt dette at vide og hendes eneste Frygt, - den hun udtalte for Adelgunde og Enkefruen, - var, om bare dette Brev gik sikkert med Posten, om man passede vel paa det og hvor mange Dage det kunde vare førend det korn til Oland. Paa det Sidste vidste de nu ikke at svare, derimod trøstede de særdeles med hvad Sikkerheden angik. »Alle Brevene,« sagde de, »blive paa Posthuset indskrevne i en Bog og saa ere de aldeles sikkre.« Sanne skulde gaae med Brevet, men Elisabeth havde en saadan Frygt for at hun kunde tabe det, eller levere det til Andre end Postmesteren selv, at hun helst selv gik med og bad paa Posthuset, at det maatte gaae sikkert, da det var saa vigtigt; og man lovede hende det ganske bestemt. Nu behøvede hun altsaa ikke at gaae til Kongen, hun havde slet Ingen at søge uden Etatsraad Heimeran og Trine, ja hende maatte hun besøge, den kjærlige, skikkelige Trine. Mon de kunde kjende hinanden igjen?

Med fornøiet Ansigt, glad og usædvanlig snaksom, det Elisabeth ikke før havde været, kom hun med Sanne hjem; og denne Livlighed klædte hende, sagde Adelgunde; »hun kunde med Klæder, som havde Fjong, blive ganske pikant!« og nu blev der leet og talt og drukket Punsch, - og Bestemmelsen var, at imorgen skulde Elisabeth ud med Enkefruen og see lidt af Byen.

Deres Betragtninger paa Vandringen vare just ikke saa dybsindige; vi kunde ved Vandringen maaskee dog ledes til Andre, der, om de heller ikke ere dybsindige, dog tjene til Overgangsbro for hvad her videre er at fortælle. Fiskeri og Tiggeri har noget meget Beslægtet; Fiskeren kan sidde hele Dagen paa samme Plet, vente og vente, tidt for at faae en ussel lille Skalle; Tiggeren sidder ogsaa hele Dagen paa samme Plet, venter og venter paa en lille Skilling; der er den Forskjel, at den Ene kalder det »at more sig,« den Anden »at friste Livet;« den, der morer sig, river tidt den uskyldige Fisk af Krogen, saa dens Mundvig og Øine sønderrives, og er Fisken for lille, kastes den blodig tilbage eller hen i Græsset for at døe der. Tiggeren, idetmindste han, der som Fiskeren sidder paa sin faste Plads, gjør ikke saa blodig Fortræd; men der er en anden Slags, den velklædte, omvandrende, ikke værdige, der ofte flænger Mundvig og Øine i aandelig Betydning. En af disse velklædte, omvandrende -ja det er ikke at skjule, - i hendes Selskab ere vi, i det vi gaae med Enkefruen.

»Du maa gjøre mig en Tjeneste!« sagde hun til Elisabeth, idet de gik. »Her henne i Havnen boer en Mand jeg skal have Penge hos. Gaa op med dette Brev anden Sal tilvenstre, - Kammerraad er han; og spørger han, hvem det er fra, kan Du, for ikke at gjøre lang Forklaring, sige, at det er fra Din Moder. Jeg vil ikke gjerne mundtlig kræve ham, for saa taler han saa ynkeligt og jeg lader mig bevæge; men nu har jeg skrevet, meget faaer jeg vel ikke, og det er haardt, ikke at kunne faae sine egne erhvervede Penge; men tal ikke et Ord om hvad jeg har sagt, ikke et eneste, det vilde genere ham, og det nænner jeg dog ikke.«

Og Elisabeth gik op i Huset med Brevet. Kammerraaden lukkede op, han var i Slobrok, en venlig gammel Mand. Med et noget ynkeligt Ansigt læste han Brevet, rystede med Hovedet, trippede lidt om og sagde: »ja, jeg vilde gjerne, men det er mig umuligt; jeg har i den sidste Tid havt saa store Udgifter, alle Folk strømme ind paa mig! hm! hm! stakkels Kone!« og han gik til sit Chatol, tog en Rigsdalerseddel og gav Elisabeth. »Sig Deres Moder,« sagde han, »at det er Alt hvad jeg for Øieblikket kan!« Og han saae ret venlig paa hende og lukkede hende ud.

Enkefruen, der stod i næste Gadedør, kom frem og spurgte, hvad han havde sagt. Elisabeth fortalte hvert Ord og gav hende Rigsdaleren.

»Er det Alt hvad Du fik?« spurgte Enkefruen; »det er skammeligt! jeg skulde have mange Penge hos den Person og saa giver han mig een Rigsdaler! det er næsten en Fornærmelse! han fortjente, jeg gik op til ham! det maa være i Drukkenskab, han har gjort det; han drikker skal jeg sige Dig! snakkede han ikke over sig? Sagde han ingen Ting, Du syntes var underligt, angaaende at jeg krævede mine Penge?«

Elisabeth gjentog hvert Ord, han havde sagt, og Fruen var rolig; der var ikke noget, som kunde tyde paa, at Manden havde faaet et almindeligt Tiggerbrev.

»Det er en daarlig Person!« sagde Enkefruen. Det Skudsmaal fik den skikkelige, gamle Kammerraad, der tænkte, at den »høisttrængende Enke, som havde kjendt bedre Dage,« i dette Øieblik velsignede ham. »Det er ikke engang til et Par franske Handsker, som jeg trænger saadan til,« sagde Enkefruen; »jeg maa lægge to Mark til for at faae dem.« Og det gjorde hun.

De de kom hjem, havde Elisabeth idetmindste seet og været i de fleste Boutiker paa Østergade. »Vi have brugt os!« sagde Enkefruen.

»Og nu skal jeg gjøre hende en Fornøielse,« sagde Adelgunde.

»De har nok intet Theater ovre i Holsteen, paa deres Øer, - Gud!« afbrød hun sig, »det har jeg nu aldrig tænkt paa, at der var Øer ovre ved Holsteen! hvor dog Verden er mærkelig stor! Du skal med mig paa Komedie iaften, jeg har af min Kjæreste faaet to Billetter til Pladslogen i anden Etage. Men vi maa gaae tidligt for at komme paa første Bænk, og Barnet maa pyntes lidt! De laaner hende Deres Schavl, det gamle,« sagde hun til Enkefruen, »og jeg skal sætte hendes Haar.«

Der blev strax begyndt paa det. Elisabeth maatte heelt frem paa Gulvet.

»Hun har ingen Huller i Ørerne!« udbrød Adelgunde; »hun har aldrig baaret Ørenringe! hvor hun er forsømt! Hun maa have min »Stirnkette« paa, det hæver Huden. Ja, men hun er nydelig! hun vil gjøre Lykke; saadant et lille uskyldigt Ansigt klæder godt!«

Og de To gik paa Komedie.

»Vi maae om af den lille Gade der,« sagde Adelgunde; »jeg skal see Lotteri-Nummerne hos Kollektøren, for jeg har en Seddel med tre Mark paa Taljeg har drømt; faaer jeg Ternen, skal Du faae en Present.«

Og de gik forbi Kollektøren, men Tallene vare der ikke. »Dernede i Kjelderen er det, at den Trine Hansen boer, som Du kjender; seer Du Skomagerskildtet og Navnet? ja, nu kan Du ikke løbe derned, det er der ikke Tid til, skal vi paa første Bænk.«

Og hun gik afsted med Elisabeth, som mærkede sig Huset, hvor Collectøren boede, tæt ved Hjørnet. De kom til Theatret netop idet der blev lukket op, og med en egen Færdighed i at bruge Albuerne og støde tilside, førte Adelgunde hende nu i Trængselen ind ad Døre og op ad Trapper og saa sad de paa første Bænk.

Adelgunde kjendte næsten alle Mennesker, især Herrerne, som hun nævnede ved Navn, men mellem disse mange Navne klang kun et Eneste bekjendt for Elisabeth, det var Thorvaldsens. Den gamle kraftige Mand med det venlige Ansigt og det lange, hvide Haar stod dernede, han syntes at see lige op paa hende, hendes Hjerte bankede stærkere, som om det var Kongen, hun saae.

Hvorofte havde hun ikke i det sidste Aar hørt Thorvaldsen nævne? Beskrivelsen af hans prægtige Modtagelse havde faaet Taarer i Moritz's Øine. Hernede stod han, her i samme Huus, under samme Tag; hun syntes at alle de Andre rundt om ham kun vare her for at see ham, for at være sammen med ham; men det var ikke Adelgundes Tanker. Musikken begyndte, Teppet rullede op, man gav Vaudevillen »Kjøge Huuskors.« Til Kjøge førtes de hen, den By, Elisabeth for tre Dage siden var kjørt igjennem paa Dagvognen, der hvor hun havde gjort Bekjendtskab med Enkefruen; vel kjendte hun ikke Husene igjen, men hun kjendte de grønne Træer og Havet; ja det var Kjøge! men Huuskorset var ikke den fæle Spøgelse- og Hexehistorie; Elisabeth forstod godt, at den skikkelige Muursvend, der fra sit Stillads udenpaa Huset, ligesom Svalen, saae ind og vidste hvad der skete, var det Overnaturlige, var Huuskorset, der hjalp de Elskende. Det var en heel Historie, saa virkelig og dog ikke ganske som i det Virkelige, for de sang saa meget, men yndigt var det. Under hele Stykket gav Adelgunde Forklaringer.

»Det er Fru Heiberg!« sagde hun; »men det er en daarlig Rolle, hun er i sine egne Klæder og det er saa almindeligt, hvad hun har at sige; men nu kan Du tænke Dig hende i Guld og Silke, og paa Vers; jeg holder egentlig ikke af Vaudeviller!« Det var nu hendes Dom og den var ligesaa kløgtig som de fleste Andres.

De tomme Pladse i Hofparqvettet, de nummererede Pladser i Løve-Rækken, som man kalder den Bænk nærmest Scenen, da den sædvanligviis søges af de kjøbenhavnske Løver, fyldtes, thi nu begyndte det egentlige Skuespil, nemlig Balletten. Mellem de Indtrædende var en ung Mand i rigt Peltsværk; han havde beholdt det paa, det klædte ham. De vel arrangerede Haar vare noget tynde, Skjægget derimod tykt og smukt. »Seer Du ham, der kom?« sagde Adelgunde, »den Smukke, ham i Peltsværket. Det er kostbart Skind! Er han ikke smuk? Seer Du, han seer os! han smiler! see i min Kikkert! han hilser med det ene Øielaag! seer Du, det er min Kjæreste!« Og Adelgunde var rød som et Blod, lo og talte, reiste sig og satte sig, fik Shavlet om Skuldrene og af Skuldrene, der var en Uro og Bevægelighed, som skulde hun træde op i Balletten.

Musikken begyndte igjen, Teppet rullede op, det var »Festen i Albano«. De bløde Melodier, den sydlige Decoration, de italienske Dragter, det hele Liv og Røre paa Scenen var et Sollys i Elisabeths Phantasi. Campagnen laa foran hende med Rom, hun var der selv; de Dandsende stege op ad Bjerget, Børnene med vaiende Faner, hele Bryllupstoget.

»De komme op af et Hul i Gulvet,« sagde Adelgunde. »Seer Du den store Lem lige ned i Kjelderen?«

Men Elisabeth saae Bjerg og Dal, den klare blaa Luft, Kunstnernes Fest; Alt forstod hun, kun ikke, hvorfor de to Pillegrimme bleve til græske Guder; hun spurgte, hvad det var.

»Det er Balletmesteren selv,« sagde Adelgunde\ hun havde Svar til Alt.

Og Musikken bølgede fort, og de brogede Dragter blændede Øiet; Aftenrøden beskinnede Rom, Natten brød frem og Blusset tændtes under jublende Dandse. Og Elisabeth havde under alt dette, som i een Tankesum, Alt hvad hun hjemme havde læst og hørt om det deilige Italien, og Taarerne stode hende i Øinene.

»Det er forbi, kom nu!« hvidskede Adelgunde. Teppet var endnu ikke faldet, men hun drog hende med, Mængden strømmede efter; da de naaede den yderste Udgang, hvor Dørene stode aabne til Gaden, strømmede Regnen ned, det var et afskyeligt Veir, og en Trængsel og et Sammenstød med vaade Paraplyer. Midt i Trængselen stod Herren i den Peltsværks Frakke, han søgte Nogen, det var Adelgunde; hun fulgte efter med Elisabeth, og før denne ret vidste det, vare de alle Tre oppe i en Droske; det var jo særdeles heldigt i dette Veir, og saa kjørte de. Elisabeth vidste hverken det Ene eller det Andet, men da de holdt, vare de ikke udenfor hvor Enkefruen boede.

»Men hvor er det vi ere?« spurgte hun.

»Vi drikke Thee hos min Kjæreste!« sagde Adelgunde; »det er saadan lidt Morskab, som hører til i Kjøbenhavn.«

»Ja, De gjør os den Fornøielse!« sagde Herren ganske venligt, og hun fulgte med; hvor skulde hun gaae hen, og der er jo intet Ondt i at drikke Thee med Forlovede.

I Forværelset sagde Tjeneren, at der var Nogen inde i Stuen, den Herre, som igaar havde spist Frokost hos Baronen, og at han uden videre, da han saae Theemaskinen og det dækkede Bord, var gaaet ind og vilde vente.

»Ham! - det gjør ikke noget!« sagde han til Adelgunde, der syntes at ville vende om. »Han er en af mine intimeste Venner; han er ingen Kjøbenhavner, han er en halv Udlænding.«

Foruden Theen blev givet Befaling, ogsaa at bringe Champagne. Døren aabnedes i det samme og en smuk Mand paa maaskee lidt over de tredive Aar, med et ganske italiensk Ansigt, tog leende imod Baronen, thi Adelgundes Ledsager eller om man vil, Forlovede, var ikke ringere end Baron.

Vennen begyndte med en Undskyldning over at være trængt ind, men standsede ... »Damer!« udbrød han, »jeg beder Dig tusinde Gange om Forladelse!«

»Bryd Du Dig ikke om Noget, min Ven!« svarede Baronen; »jeg skal strax præsentere Eder for hverandre. Du skal kjende min nydelige lille Baronesse. Og her er hendes yngre Søster og trofaste Veninde; - præsenteer Du hende!« sagde han til Adelgunde.

Den fremmede, smukke Mand lo, viste de deiligste hvide Tænder og saae med et gjennemtrængende Blik paa Elisabeth, som blev endnu mere forlegen.

»Det er min Ven, Baronen af Montefiascone, est, est, est! og flere Lande,« sagde Baronen. »Han er, som De seer, mine Damer, et overmaade smukt Menneske, og jeg kan tilføie, en stor Kjender af det Skjønne. Og nu skulle vi have Thee og saa er Du morsom, Du lille Trold!« sagde han til Adelgunde og svingede hende rundt.

Adelgunde lo, kastede sig i en Gyngestol og var i samme Nu oppe igjen, hun skulde jo være Huusmoder og skjænke Thee. Under alt dette stod Elisabeth endnu og famlede med sit store Shavl; hun vidste ikke, om hun skulde gaae eller blive.

»De er dog ikke bange for mig?« sagde den Fremmede og saae med de mørke, levende Øine saa stivt og underligt paa hende, at hun slog sine ned; hendes Hjerte følte en Angst, som om dette Menneske vilde gjøre hende noget Ondt.

»Det er jo et yndigt lille Ansigt!« sagde han og tog hendes Haand; uvilkaarligt skreg hun høit og løb hen mod Døren.

Adelgunde saae vred til hende. »Vær dog intet Barn! man skulde troe, Du ikke havde været mellem Mennesker før. Saaledes er nu Kjøbenhavn, Barn!«

»O Gud, jeg er jo ogsaa et Barn!« udbrød Elisabeth; »lad mig komme hjem!« og hun saae med et saa inderligt bedende Udtryk paa Baronen, den af dem alle Tre, hun i dette Øieblik følte mest Tillid til.

»O, Din lille Nar!« sagde han; »Du er jo hjemme, Du er jo hos Din Veninde!« og han lo og nikkede til Adelgunde.

Den Fremmede saae igjen med sit forunderlige Blik paa Elisabeth, der var dødbleg og traadte heelt op til Døren.

»Er det Deres Alvor, at De vil bort?« spurgte han. »De bør have Deres Villie! - men alene kan De ikke gaae, tillad at jeg følger Dem!«

»Nei, nei!« raabte Elisabeth, rev Døren op og løb gjennem Værelset, ned af Trappen, og da hun der ikke vidste Besked, lige ind i et Sandhul, hvor hun faldt i det bløde Sand.

»Hun løber ikke,« sagde Adelgunde; »hun veed ingen Vei, hun er lige fra Landet.«

Den Fremmede, som var bleven tilbage, saae paa Adelgunde, sprang derpaa ud i Forværelset, kastede sin Kappe om sig, tog sin Hat, Alt i stor Hurtighed, og var i Gadedøren ligesaa tidligt som Elisabeth, der ved at komme ind i Sandhullet var blevet sinket nogle Secunder.

»O, lad mig gaae!« bad hun; »gjør mig Intet! jeg er saa angst!«

»Men, mit kjære Barn!« sagde den Fremmede, »jeg vil ikke gjøre Dem noget Ondt! jeg vil hjelpe Dem, jeg vil følge Dem, -jeg har jo ikke sagt et Ord, der kunde forskrække Dem. De veed ingen Vei, De er fra Landet, sagde Deres Veninde deroppe.«

Elisabeth taug og gik raskere, hun vidste ikke selv hvorhen. Den Fremmede fulgte med ved Siden.

»Jeg forsikkrer Dem, at De kan have Tillid til mig!« sagde han igjen, »og er De ganske uskyldig kommet i daarligt Selskab, som jeg troer, saa skal jeg hjelpe Dem og føre Dem hvorhen De vil. Har jeg vist mig lidt for fortrolig, saa vil De indsee eller komme til at indsee, at jeg kan undskyldes og at det fra min Side var ganske naturligt. Giv mig Deres Arm, sig mig, hvorhen jeg skal følge Dem!«

Der laa noget saa godt og ærligt i Stemmen, at et naturligt, uskyldigt Barn, som Elisabeth, maatte troe derpaa; dog tog hun ikke imod hans Arm, men sagde med zittrende Stemme: »vær ikke vred paa mig! jeg veed slet ingen Ting; jeg er ganske fremmed herovre i denne store By. O, hvor de hjemme vilde være bedrøvede for mig, om de vidste, hvorledes jeg har det!«

Og den Fremmede spurgte igjen med Hjertelighed og Deeltagelse, og han fik da at vide, at hun var kommet til Byen for at søge Kongen, at hun Ingen kjendte, at Enkefruen havde ladet hende boe hos sig, og at hun der havde lært at kjende Adelgunde, som havde taget hende med paa Comedie, at de der vare komne i en Vogn, som hun troede vilde kjøre dem hjem, men som derimod havde bragt dem derhen, hvor de nu kom fra.

»Men, mit kjære Barn,« sagde han, »den Enkefrue og den Adelgunde ere aldeles ikke noget godt Selskab. Det er syndigt, at føre Dem derhen! - Men hvad skal jeg gjøre for Dem? Kjender De da slet ingen andre Mennesker?«

»Nei,« sagde Elisabeth, »Ingen uden en Etatsraad ude paa Christianshavn, og ham har jeg aldrig seet og han er ikke hjemme.«

»Ja, saa er det ligesaa godt som slet ikke at kjende ham,« sagde den Fremmede; »hvad skulle vi gjøre? Vi kunne ikke gaae her paa Gaden, det regner jo afskyeligt!«

»Enkefruen er saa god mod mig!« sagde Elisabeth; »det er en skikkelig Kone.«

»Nei, nei!« sagde den Fremmede, »det er hun bestemt ikke, det forstaaer De Dem ikke paa, og det er meget godt! - vidste jeg kun en skikkelig Person, - men jeg er selv saa godt som ganske fremmed; - hvor boer da den Enkefrue? vi maae jo derhen! - og dog, jeg kan ikke bære det over mit Hjerte!«

»Bare jeg havde talt med Trine!« sagde Elisabeth; »hun er god og ærlig -«

»Hvem er Trine?« spurgte han.

»Det er en Skomagerkone, som jeg kjendte da jeg var et lille Barn; hun holdt saa meget af mig; hun boer tæt ved Enkefruens, men jeg har ikke talt med hende her i Byen, ikke engang seet hende.«

»Lad os gaae til Trine!« sagde de Fremmede raskt og med et Udtryk af Humor. »Jeg troer, Skomagerkonen er sikkrere end Enkefruen.«

»Ja, ja, jeg takker Dem!« udbrød Elisabeth; »o, hvor jeg er angst! hvad skal der blive af? dersom det nu ikke er Trine, ikke hende, jeg troer! O, Gud hjelpe mig!«

»Jeg følger Dem til Døren, De gaaer derind, og er det feil, saa kom strax tilbage; jeg lover Dem, at jeg skal vente et Qvarteer; kommer De ikke til den Tid, da haaber jeg, De er i gode Hænder! Men veed De Veien, vi skulle gaae?«

»Jeg troer, at jeg veed den, naar jeg først er ved Theatret,« sagde Elisabeth.

Han førte hende derhen, men hun gjenkjendte ikke strax Bygningen, saa mørk, saa ensom laa den nu; istedetfor den Lysmasse, som før straalede ud herfra, skinnede nu kun et mat Skjær fra et Tagvindue, hvor Brandvagten vaagede. Den store Bygning, som for faa Timer siden var det mest levende Sted, hvor Musikken brusede, hvor store Tanker og Ideer rørte sig, var nu tom og spøgelseagtig, et afsjælet Legeme. Elisabeth saae sig rundt om, og ved at see Colonnerne paa Caffehuset her tæt ved, erindrede hun sig Sidegaden, hun skulde nedad for at komme derhen, hvor Trine boede. Her var Lotteriskildtet hendes Leder; hun pegede paa Kjælderen, hvor der var Lys, og sagde paa en inderlig rørende Maade: »Vor Herre velsigne Dem for al Deres Godhed imod mig!«

»Jeg venter et Qvarteer,« sagde han og trykkede hende nogle Penge i Haanden. Hun saae endnu engang paa ham med et Udtryk af Velsignelse og Tak, og foer saa ned ad Trappen i Kjælderen.

Den Fremmede gik langsomt hen til Gadehjørnet, stod stille, gik nogle Skridt frem og tilbage, saae til Kjældertrappen, gik igjen og stod stille; der kom ingen Elisabeth.

»Jeg er ordentligt paa Eventyr!« sagde han til sig selv. »Dette er imidlertid saa uskyldigt, som det kan være. Men hvad gjør jeg, om hun kommer tilbage, om jeg skal være hendes Ridder igjen? det er en ganske egen Situation!«

Og han stod stadigt stille ved Gadehjørnet og fik en Hilsen af Nattevægteren.