III.
Skomagerens Kjælder.

Naar man tænker paa Trines Sætning: »det er Skinnet, man seer paa! det er Skinnet, Madam!« og husker, hvor strengt hendes Hansen ogsaa tænker i denne Henseende, saa kan man forestille sig, hvilken Overraskelse det var for de to skikkelige Mennesker at see, seent paa Aftenen, en ung Pige med langt Schavl over Skuldrene, »Stirnkette« paa Panden og Haaret vaadt og i Uorden, træde ind af Døren, og i Forvirring og Bevægelse spørge efter Trine fra Fyen, hvor jo Trine ikke havde været i syv Aar.

»Hvem er hun, hvad vil hun?« spurgte Hansen, der sad i sin Kattuns Arbeidstrøie ved Aftensbordet og nu reiste sig halv op; men Elisabeth svarede ham ikke, saae ikke paa ham, hun havde kun Øine for Trine, der renlig og net klædt sad paa den anden Stol.

»Trine! ja det er jo Dig!« raabte Elisabeth. »Kjender Du ikke ogsaa mig, den lille Elisabeth ovre hos Baronessen? Du holdt saa meget af mig, fortalte Historier og sang Viser. Du gav mig en Bog og skrev i den: »til min lille Elisabeth!««

»Ih, du min Gud!« raabte Trine, »hvem er hun dog? Hansen, hvem er det Fruentimmer?«

»Hvad vil hun?« spurgte Hansen. »Hvad er paa Færde?«

»O Trine, jag mig ikke bort!« sagde Elisabeth saa bedende bedrøvet, og rakte begge Hænderne henimod hende; »det er jo Dig, jeg troer det; jeg var jo rigtignok saa lille; Du førte mig hen til Cathrinesen, der gav Du mig Sangbogen, som Du skrev i.«

»Herre min Jesus!« raabte Trine; »er det lille Elisabeth? men hvor kommer Du her og - -« hun vilde have sagt - »seer saaledes ud?« men hun sagde det ikke, hun saae op og ned af hende, paa »Stirnketten,« det lange Schavl og Fødderne, der vare dyndvaade fra Gaden.

»Lad mig blive hos Dig til Etatsraaden kommer hjem!« sagde Elisabeth, »lad mig ikke komme til Enkefruen! jeg er saa bange nu for alle Mennesker, men ikke for Dig; Du var saa god imod mig, jeg husker det, som jeg længe, længe ikke har husket det!«

»Er det virkelig Dig, Elisabeth?« sagde Trine i en Tone, der havde ligesaa megen Tvivl som Tiltro. »Jeg kan ikke ret kjende Dig, og dog troer jeg, det er Dig. Du er saa stor! Du er saa -!« hun standsede i sine Ord og saae tvivlsomt, men med et Udtryk af Deeltagelse.

»Lad mig tale!« sagde Hansen. »Det er en underlig Tid, Jomfruen kommer her paa. Min Kone tænker som jeg og jeg tænker som min Kone; vil De saa sige os i en Hast, hvad der er paa Færde og hvad De vil os?«

»Jeg kommer hjemme fra Præstegaarden,« sagde Elisabeth; »der var et Menneskes Liv, troede vi, det gjaldt om; jeg skulde gaae til Kongen og saa -,« hun standsede.

»Ak, Herre Gud! jeg troer paa hende!« sagde Trine; »det Ansigt kan ikke lyve; jeg troer, i hvor underligt hun seer ud og hvor underligt hun kommer. Sæt Dig, Du stakkels Barn! fortæl os!«

Og Elisabeth fortalte og blev spurgt, og hun svarede og forklarede igjen.

Efterretningen om Elimar, om de gamle Bedsteforældres store Sorg, og endelig hendes Beslutning, selv at gaae til Byen, bevægede Trine dybt.

»Men er det sandt, hvad Du siger?« sagde Hansen; »Trine, er det ikke en Historie, som hun giver os?«

»Nei, nei!« sagde Trine og faldt Elisabeth om Halsen, »det er sandt hvert Ord, hun siger, det stakkels Barn! Det er ligesom i »Alferne«, jeg saa hende som lille Barn og nu kommer hun igjen som voxent Menneske! Men staaer endnu Cavaleren derude? det er over et Qvarteer siden Du kom. - Hansen, kig dog ud, for han har dog vist sig meget honnet, skjøndt han vist er en umoralsk Person.«

Der var gaaet mere end tre Qvarteer. Ingen var at see derude.

Elisabeth maatte beskrive, hvem Fruen var og hvor hun boede.

»Ih, du min Gud, det er hende!« raabte Trine; »det er en Plattenslagerske! hun lever af at skrive Tiggerbreve og faae Folk til at tage Lotterinummere paa broderede Puder. Jomfruen kjender jeg ogsaa. Ih, Du arme Barn! hvor er Du kommet i Hænder? Saa var Cavaleren da den honnetteste! maaskee de ogsaa have forledt ham, og jeg tager det i mig igjen, hvad jeg sagde, at han var en umoralsk Person; man kan aldrig troe paa Skinnet!«

For bedre i den lille Huusholdning at komme ud af det, var Trine igjen gaaet til Theatret, var Choristinde; nu var Standen, sagde hun, høist respectabel, for Alle der vare de honnetteste Folks Børn. De, som synge i Chor, maae hjelpe til i Balletterne; Trine havde denne Aften været Bondekone i »Festen i Albano«, var efter Omklædningen nylig kommet hjem, og sad med sin Mand ved deres tarvelige Aftensbord; endnu senere vilde Elisabeth have fundet dem oppe, thi Hansen læste hver Aften et Stykke høit af en Historiebog, som Pontoppidans Atlas, Kjøbenhavns Beskrivelse, eller gammel dansk Magasin; thi Hansen var, som Trine sagde, dannet over sin Stand. Men denne Aften blev nu ikke læst, der var saa meget at spørge om, saa meget at høre, at Klokken blev tolv før man tænkte paa at faae en Seng lavet paa Stole for Elisabeth.

»Sov Du nu i Guds Navn!« sagde Trine; »det havde jeg rigtignok ikke tænkt paa imorges da jeg stod op, at Du skulde komme her til Natten og jeg høre saadanne Historier. Vor Herre seer dog til os Allesammen naar vi ret ere i Nød!« og hun kyssede Elisabeth og kyssede Hansen. »Han er en god Mand, en dannet mand, mere end Nogen troer, og Du skal komme til at holde af ham, som jeg gjør det!«

Næste Morgen vaagnede Elisabeth ved Hammerslagene paa det udblødte Læder, som Hansen gjorde mygt. I Værkstedet var alt saa net opstillet, Pudsefløite, Syle, Læste og Hysken. Bøgerne stode paa Hylden lige for Glaskuglen, Kanarifuglen skreg og Kaffekoppen dampede. Nu skulde Elisabeth gaae til Enkefruen, hente sin Smule Tøi og tage Afsked der.

»Ih, Du min Skaber! skammer De Dem ikke?« sagde Fruen; »at være borte en heel Nat! hvor har De været? De har jo ført Dem forfærdeligt op, som jeg hører af Jomfruen; ja her kan De ikke blive! Ikke een Time indenfor min Dør, Æren er mig det vigtigste! hvad vilde min salig Mand dømme, saae han op?«

Elisabeth sagde hende, at hun kom for at forlade Huset, og takke for hendes Godhed, og vilde kun hente sit Tøi og sine Penge.

»Det har jeg for mit gode Hjerte!« sagde Fruen, »Utaknemlighed, den er man vis! -ja, tag sit Tøi, tag hvad hendes er, men jeg vil have hvad mit er! hid med Schavlet!« Elisabeth havde det sammenlagt paa Armen. »Hvor har det været? det har faaet Kjælderlugt! -De skal faae Deres, men jeg vil have Mit; fem Rigsdaler ligge her, det er det mindste, jeg kan have for Føde og Ophold fire Døgn, og for Alt, hvad jeg har gjort, - vær saa god! Hver faaer Sit! her er Deres Tøi! Adelgunde har fortalt mig Alt, at De løb bort med den fremmede Herre. De begynder tidligt paa daarlige Veie, Utaknemlige!« Og saa græd Enkefruen, kastede Kaaben om sig og betydede Elisabeth at hun skulde gaae, thi her var ikke Tid og ikke Sted for hende at være; men Fruen kaldte dog lille Sanne ind, for at hun skulde høre og tage Exempel, hvorledes det gik slette Personer.

Og Sanne tørrede sig med de skidne Hænder, saa at hun blev sortere endnu og saae ud, som om hun havde spillet det hæderlige Spil »sorte Peer,« hvor man, ved at tabe Spillet, sværtes i Ansigtet med en Korketold.

Og saa kom Elisabeth hen til Trine, der hele Formiddagen maatte paa Syngeskolen og paa Theaterprøve; men hun tog Skoene med, der skulde kantes; Normas Præstinde i Irminsuls hellige Skov glemte ikke Fri-Skomager Hansen i Nellikegaden. Denne Aften var der ingen Comedie, og Hansen læste høit i dansk Magasin, læste om Mester Brockmann, Kong Christian den Andens Secretair, der i sin Ungdom havde studeret i Tydskland og blev der Magister, eller, som han kaldtes, Mester.

»Deraf seer man«, sagde Hansen, som altid holdt et belærende Foredrag over hvad han læste, »at »Mester« egentlig betyder Magister, og at jeg altsaa som Skomagermester er Skomager-Magister,« han fremhævede nu, hvorledes der just af hans Haandværk var fremgaaet mærkelige Personer, og han nævnede den jerusalemske Skomager og Pasquino i Rom og Mester-Sangeren Hans Sachs; og ved denne Tale sad der et eget Smil om Hansens Mund, det kunde være en Spøgen med sine egne Ord, men ogsaa en fornøiet Selvtilfredshed; hvad det nu var eller ikke, gemytligt og godt var der i den lille Stue og det var altid »lærerigt« at høre, som Trine sagde. Og hendes Øine skinnede, idet hun saae paa sin dygtige Mand, som kun hun kjendte som han var, og ogsaa Elisabeth hørte til med Andagt. Men nu bankede det paa Døren. Det var Hansens Sødskendebarn, Dykkeren, der kom, en tro Ven, som altid saae til dem, naar han var i Byen; selv havde han opfundet sin Maskine, og tale kunde han om sit Værksted, det dybe, uendelige Hav. Naa, det gav Standsning i Læsningen, men saa taltes der desto mere. Samtalen gled over paa Dykkerens Dont og Gevinst, og Elisabeth hørte endnu ivrigere end paa Historien om Mester Brockmann, om Pasquino og Hans Sachs; i Skomagerens fattige Stue lagdes denne Aften et nyt Aandens Frøkorn i hendes Sjæl. »Og godt var det, at Sødskendebarnet kom«, sagde Trine; af ham fik de at vide, at Hr. Heimeran var kommet hjem denne Aften. Elisabeth kunde altsaa strax imorgen søge hans Raad og Hjelp; men dette Vigtige næsten glemtes ved at høre Manden fortælle om sin Dont saa jevnt og ligefrem, som Hansen talte om at spænde Spanderemmen over Knæet og bruge den rispede Traad. I Flod og Ebbe havde Elisabeth seet Havet, det havde jo engang nærmet sig hendes Mund til Dødskys, hun kjendte det i dets Kamp og Ro, men aldrig som Sødskendebarn fortalte derom, og hun syntes, det var anderledes dristigt at stige ned favnedybt, og med Døden hængende over sit Hoved at vandre om paa Bunden i fri Virksomhed, end at seile hen over det. Endnu efterat Dykkeren var borte og Alle tilsengs, var det for Elisabeth, som om hun endnu hørte ham fortælle; hun fulgte hans Ord, glemte sin egen Skjæbne, Besøget, hun imorgen skulde gjøre hos Heimeran, selv Elimar gled ud af Tanken.

Det var Phantasien, som i sin uendelige Kraft første Gang ved forandret Sted, ved Contrasten i Omgivelsen, begyndte at løfte sig. Hvor underligt var der dog paa Havets Dyb! hvor underligt, der i Dynd og Mudder til Halsen at staae som Dykkeren, øvende sin Dont, udsat for at hænge fast nede i Skibets Jernkroge, eller klemmes ind mellem dets Kobber og Planker.

»Der i Dyndet staaer jeg,« havde han sagt, »og store Vandsnogeja man kan ogsaa kalde dem Aal, krybe omkring mig; Fiskene ere saa uhyre nysgjerrige, Flynderne løbe lige paa, Torskene komme i hele Hobe og slutte sig i en Kreds rundt om og gloe; gjør jeg saa bare en lille Bevægelse, saa ere de i et Svip borte, men komme strax igjen og staae i Stime og gloe. Værst ere Krabberne; de store Krabber sætte sig til Modværge, ja ville endogsaa binde an med mig; de see ud som Ædderkopper og ere saa store, som en Tallerken; de kradse og skrabe, og de fede Vandsnoge slikke sig imellem. Selv seer jeg nok ud for dem som en underlig Krabbe; et Harnisk har jeg over Hovedet, hvorfra gaae to Læderslanger, og ind i disse pumpe de ideligt ovenfra Baaden Luft ned til mig; den kommer i Strømninger over Ansigtet; rundt om min Hals bobler da i Et væk Vandet, det vil opad, det vil stige; pumpede de ikke, saa var jeg snart færdig; men derpaa har jeg tænkt, jeg skyder Blylodderne af mine Been, de, som holde mig, og jeg kommer op med Pilens Fart.«

Det var, som havde Elisabeth hørt en af Walter Scotts Romaner; det maatte jo kunde nedskrives, blive en heel Historie til at trykke, en Historie fra Havet; og hun huskede paa de sjunkne Stæder ved Sylt og Amrom, de svømmende Øer, dem hun som lille Pige, da hun i Hr. Petters Vogn kjørte sovende ud paa Eventyr, havde seet drevne op paa Kromandens Strand; hun huskede de mange Sagn, Keike havde fortalt, og Eliman Historie om Kjæmpeskibet; et underligt stort Havbillede fyldte hendes Tanker; det var, hende ubevidst, hendes første Digtning. Her i Skomagerens lille Værksted, i en kjøbenhavnsk Kjælder, rullede en ubegrændset Digtning op; hun sammensatte af hvad hun havde seet og af hvad hun havde hørt, det var som en deilig Drøm, en heel Novelle, hun følte, men ikke havde Ord for, ligesom hun heller ikke havde Tanke om, at denne Følelse kan klares, styrkes og blive et stort, herligt Billed. Det var i Dagningen før Elisabeth sov.

Etatsraad Heimeran havde netop Aftenen forud læst Brevet fra Moritz og var nu i Morgenen ifærd med at skrive Breve, for at komme paa Spor efter Elisabeth og faae nøiere Besked om Elimar Levsen, - da Trine og Elisabeth kom. Den gamle Mand tog med synlig Deeltagelse og Glæde imod dem. Det inderlige, godmodige Sind lyste frem af Ansigt og Ord; og da han nu hørte, at det var oplyst, at den Fangne ikke var Elimar, kom det gamle Smil i alle Træk; det havde altsaa sin Rigtighed med det Brev, der senere var kommet til Kommandoren og hvorom Moritz havde meldt. Alt var lykkeligt og godt.

»Og det er den lille Lisbeth!« sagde han. »Naa, saa har jeg Dig hos mig og jeg kan idag skrive og trøste dem hjemme. Du har gjort dem svært forskrækkede! men en god Pige er Du, en velsignet Pige, og Lykken har været bedre end Forstanden.«

Trine gav Etatsraaden den hele Historie i kort Uddrag, og det var snart afgjort, at Elisabeth skulde blive hos ham, til der fandtes Leilighed hjem til Halligerne; lidt skulde hun dog see af Byen, nu hun var her.

»Ja, tag imod det!« sagde Trine. »Jeg beholdt Dig gjerne, men her er dog bedre end at sidde hos os i Kjælderen, og tænk, hvor meget af Dagen jeg er paa Theatret!«

Og Etatsraaden læste op af Moritz's Brev hvad der stod om Elimars Skrivelse, at han skulde giftes med en rig Enke i Amerika; og Taarerne løb Elisabeth ned ad Kinderne, hun hulkede stærkt.

»Det er alene over at høre hjemme fra!« sagde Trine.

Elisabeth fik et smukt lille Kammer ud til Gaarden, hvor der voxte Træer, og over Nabohuset løftede sig »vor Frelsers« høie Taarn med sit forgyldte Gelænder om Vindeltrappen udenpaa, op til Billedstøtten af Frelseren, som seer hen over By og Hav.

Altsaa var Elisabeth nu i Havn.