IV.
Baronessens Salon.

Samme Eftermiddag kom Etatsraad Heimeran i Forretnings-Besøg hos den gamle Baronesse fra Fyen. I det sidste Aar var han blevet hendes Curator, eftersom den Tidligere var død.

»Banditten er her!« sagde hun; »han har vel hilset paa Dem? jeg er ret fornøiet med ham! Ganske Slave-Frø er han ikke. Nu har jeg nok snart pjanket nok i Verden, og han skal jo da, som Datterbarn, have Gaarden, og Datterbarn det er han, det kan ikke nægtes. Lidt til Folk og Fæ bør han jo kjende før han faaer Regjeringen. Vi ere nu allierede Magter, og det kan man godt være uden at elske hinanden.«

Etatsraaden fortalte, at Grev Frederik var tilsinds at sælge sin smukke lille Gaard, den hans Fader havde ladet opføre for ham der, hvor vi saae en faldefærdig Bindingsværks-Længe, hvor Elisabeth fødtes og hvor Vennerne tilbragte hendes Fødselsnat under Storm og Regnveir. Grev Frederik var efter Faderens Død flyttet ind paa Familiesædet; den lille nybyggede Gaard, saa smuk og hyggelig, stod allerede over to Aar forladt. Frederik vilde, som sagt, sælge den, og Baron Herman havde Lyst til at være Kjøber og her øve sig i Landvæsenet.

»Ja, han veed nok hvad han vil!« sagde den gamle Frue, »og De har ikke bidt ham i Øret da De gav ham det Raad; men jeg gjør det ikke fordi han vil det og De makker Historien sammenjeg har selv tænkt den ud iforveien, ellers gjorde jeg den ikke. Men det siger jeg, at Svigerdatteren skal være der før Aar og Dag; jeg vil ikke have noget Pebersvenderi! ja see, det Ord har jeg selv gjort og det er meget godt; honnet og anstændig skal en Mand være! Han faaer Gaarden, men han skal skaffe Svigerdatteren, og ingen, som ligner Grevinde Clara! hun maa heller være fra Malkebøtten end fra Statskalenderen!« og nu lo den gamle Kone med sin underligt skingrende Latter og slog med sit egne Kast Hovedet tilbage. Hun var øiensynlig i godt Humeur, Etatsraaden troede derfor at kunde fortælle denne Morgens Tildragelse, hvorledes lille Elisabeth var kommet til ham, hvilke Breve, han havde faaet, kort sagt, Begivenheden. Han begyndte derpaa, hun studsede, men denne Studsen var ikke ganske naturlig; Trine havde for faa Timer siden været her, fortalt Alt, fra først til sidst, fortalt det for Madam Krone, som havde sin Maade igjen at sige Fruen det paa; og da blev Trine kaldet Sladdermund, men fik dog Kaffe og Sukker til en heel Maaned. Nu derimod lagde den gamle Frue Fingeren paa Munden, vilde Intet høre.

»Jeg kjender ikke den Lisbeth!« sagde hun; »jeg vil ikke kjende hende, og Historier kan jeg selv lave! Har De derimod en Pleiedatter, en lille Frøken eller Jomfru, som skulde see sig lidt om mellem Mennesker, saa er hun velkommen med Dem, men det er Deres Jomfru, jeg kjender hende ikke! hun kommer som Deres! tag hende med paa Mandag, saa er her stor Pullie for alle Mønter, for Sølv og Kobber. Der kommer ogsaa Regnepenge!«

»Og hvad er jeg for en Mønt?« spurgte Heimeran leende.

»En fra Møntsamlingen!« svarede Fruen; »en af dem, man ikke har To af, og derfor maa De ikke blive borte;« og hun lo og nikkede, idet hun raabte til ham i Døren: »vær ikke for godmodig, Hr. Etatsraad! væn Dem af med det. Godmodighed er som Ligtorne; mærke Folk, man har dem, saa kan man være vis paa at blive traadt hvert Øieblik paa Benene!«

Næste Dag kom Madam Krone ud paa Christianshavn for at hilse paa Elisabeth, der ved sit kloge Ansigt og naturlige Væsen ogsaa strax indtog hende. Etatsraaden var ganske opfyldt af den forunderlige levende Maade, Elisabeth kunde fortælle paa; hun havde Aftenen forud sagt ham saa meget om Hattigerne, Fohr og Amrom, at han syntes, han havde været der; ingen Bog, ingen mundtlig Beskrivelse havde før givet ham en saa klar Forestilling. Elisabeth selv kjendte ikke sin egen Kraft; hendes Øie havde ubevidst opfattet det mest Characteristiske, og i al sin Simpelhed virkede nu det levende Ord.

Om Aftenen satte hun sig hen ved Claveret; Etatsraaden bad hende om en lille Sang; han vidste jo, hun kunde alle de Sange, Caroline engang havde sunget, og hun begyndte halv sagte med: »De klare Bølger rulled«; men efterhaanden steg Stemmen høiere, saa klangfuld, saa blød og rørende; Elisabeth tænkte paa Hjemmet, hvor hun havde sunget den, tænkte paa Elimar, der nu vist var gift og aldrig mere kom til Europa, og der gik en melodisk Dirren, en Hjerteklang ind i Melodien; den gamle Heimeran løb Taarerne ned over Kinderne, han syntes, han hørte sit eget kjære Barn, den velsignede Caroline. Og han gik hen til Elisabeth, kyssede hende, som han vilde have kysset Caroline, og sagde: »Du tager ikke saa snart fra mig! bliv dog nu i Vinter, mit kjære Barn!«

Mandag Aften skulde der jo hos Fru Baronessen være »stor Pullie«, som hun selv kaldte det; Elisabeth havde imidlertid stukket lidt underligt af i Pynten, dersom ikke hun, hvem Verden kaldte den »gale Kone«, havde tænkt lidt herpaa.

Mandag Morgen kom en stor Pakke til Elisabeth, en Morgenhilsen fra en Ubekjendt, hvori var det fineste Linned, Over- og Undertøi, og, hvad der var »endnu yndigere«, en sort Silkekjole, der passede, som om der var taget Maal til den. Det var Altsammen fra Baronessen; hun vidste nok, at Etatsraaden, ihvor practisk han iøvrigt kunde være, ikke tænkte paa sligt Nødvendigt, og at Elisabeth vel neppe talte derom.

Vognen kom noget silde, de vilde ikke blive af dem, som kom først; Trappe og Forværelse vare stærkt oplyste, Stuen, de traadte ind i, derimod bælmørk, ganske opfyldt med Fremmede.

»Vær saa god og fald ikke over en Conferentsraad eller en Student, som ogsaa kan blive Conferentsraad!« sagde Baronessen. »Vi lege Juleaften! jeg holder ikke af at have Juletræ med de Andre, og saa har jeg lavet mit iaften; jeg holder meget af at være et Par Maaneder forud, ligesom de tydske Nytaarsgaver, der ere gamle naar det er Nytaar.«

Elisabeths Hjerte bankede af Skræk ved at høre denne Stemme; hun syntes, det var som igaar, hun fornam den raabe: »Alt nedrigt kan der blive af Dig! ud af mit Huus skal Du!« De Ord, skregne ud i det hemmelighedsfulde Værelse, vare levende vakte igjen. Elisabeth holdt sig fast ved Etatsraaden.

Her vare alle Arter, om man vil, et Miniaturbill ede af Kjøbenhavn. Her sad et skikkeligt Par af Embedsklassen, hvis æsthetiske Sands begrændsedes af Adresseavisen og Corsaren, og som dog gave deres Besyv med om det Skiønne. Der stod et Medlem af en heel Deel lærde Selskaber, af dem som oprettes for at give Folk et Navn, som ellers slet intet have. Her var en ung Mand af Guds-Adel, den, hvortil Pottemagersønnen Themistokles hørte, og hos os Skræderdrengen Tordenskjold og Nybodersmandens Søn Albert Thorvaldsen. Her sad Liberale, der vilde blive Tyranner, og her Tyranner, der endnu ikke vare færdige, Folk, som bildte sig forlidt ind og Folk, som bildte sig formeget ind, kort, her var broget Selskab. Baronessen sagde meget rigtigt: »Mit Huus er som en Adresseavis, der kommer alt Skikkeligt, baade den, som søger Tjeneste og den, som giver den.« For Øieblikket sad de som sagt Alle i Mørke; enten ventede man endnu flere Gjæster eller det forestaaende Arrangement i Salen tæt ved var ikke færdigt.

»Her er vel nok En, der kan spille lidt paa Claveer for os!« sagde den gamle Frue; »En, der kan undvære at blive seet paa!«

Ingen svarede; der fulgte en Pause.

»Saa faaer jeg nok, Bedstemoder!« sagde en Herre-Stemme, der klang Elisabeth bekjendt; Blodet gik til hendes Kinder. Han sang rask og livlig den neapolitanske Tarantelle til italiensk Text.

»Bravo!« raabte den gamle Frue; »Bravo!« sagde man rundt om, da Sangen var ude, og en ny fulgte og atter en ny, italienske og spanske; der var et Liv, en Klang, der rev med sig; der blev et kort Ophold, og under dette kom endnu flere Fremmede.

»Hvad er det for en Nicodemus, der nu kommer?« spurgte Fruen.

»Det er os, Fru Baronesse!« sagde Clara, som med sin Gemal Grev Frederik traadte ind; »nei, hvor her er mørkt!«

»Ja, jeg er ondskabsfuld!« sagde Baronessen; »Ingen kan see, hvor smuk Du er, mit Barn, hvor deiligt du er klædt. Naar man kommer ud paa Natten, saa ere Lysene brændte ned. Men nu skal Madam Krone lade Solen staae op! Nu gaaer Balonen!« Hun lo høit og Fløidørene til Salen aabnedes; tre deilige, store, rigt udpyntede Juletræer stode midt i Salen; Lys af alle Farver brændte mellem Grenene, og komiske Papfigurer tittede frem fra det Grønne, hvor der var fuldt op af Guldæbler og Vindruer. Som Fodstykke for Træerne var en Rabat af de deiligste Blomster i Potter, men Potterne saae man ikke, de vare dækkede til med frisk Mos, og paa denne sad kunstige Sanct-Hans-Orme, hele Skarer af vor Herres Høns og et Par Frøer, der ved en Mekanik sprang, naar man rørte ved dem, - Alt meget fornøieligt! Men kun et Øieblik overraskedes Elisabeth ved dette Ny og Brogede; hun saae tæt foran sig - Adelgundes Kjæreste. Den fine, rigtklædte Herre stod midt i Stuen og betragtede hende med Overraskelse og Forundring; han lagde sin Haand paa Naboens Skulder, denne vendte sig om til ham og - Naboen saae hun, var ham, der havde fulgt hende til Trines Dør hin forfærdelige Aften. Det var som om hele Stuen dreiede sig, som om Lys og Farver fløde i hverandre.

De to Herrer vare Baronerne Holger og Herman.

»Hvem er den unge Pige der!« spurgte de Begge Madam Krone.

»Naa, hende kjender De ikke!« svarede Madam Krone med et Smil, hvori deres Samvittighed saae, hvad aldrig den skikkelige Kone vilde lægge deri; hendes Tanke var: »det er jo Deres Hittebarn derovre fra Fyen!« og hun vedblev: »har De glemt Deres eget Eventyr!«

Herman blev rød og saae paa Holger.

»Skal det være en Overraskelse?« hviskede Holger.

Madam Krone havde travlt med at lade hver trække Nummere til Julegevinsterne, og til hver af disse fulgte, som Fruen kaldte det, et »Nachspiel«, som var det Artigste, nemlig en Gave, hun selv udleverede, til den, hun havde bestemt den for. Grev Frederik fik et Bind Stændertidender, Clara derimod en stor Æske, hvori laae, afdelte i forskjellige Rum, Brokker af Muursteen, og paa hver var klæbet en Skrift, de sagde, hvorfra de vare; der stod Ninive, Babylon, Theben o. s. v. Clara var ganske henrykt. »Og jeg skal have alle disse Skatte!« udbrød hun. »Hvor har De dem dog fra?«

»Fra min Kostald!« svarede Fruen med det venligste Ansigt. »Navnene ere rigtige, j eg har selv skrevet dem ud af min Geographi; det er en Bogjeg har stor Gavn af!«

»Men saa er det Hele jo falsk!« raabte Clara.

»Tro bare, det er ægte,« sagde Fruen, »saa er det ægte.«

Af denne Slags var Alt, hvad der hørte til dette »Nachspiel«.

Holger og Herman erfarede snart, hvem Elisabeth var, og Herman, som den af hende selv Underrettede, kom hurtigst ind i Historien.

»Det Barn var det!« tænkte han, »det Barn, vi lovede at være Fader og Beskytter!« Der gik Alvor igjennem hans Sjæl, han følte igjen Glæde over sin Opførsel, Tak til Gud, som havde beskyttet hende og ham.

»Mod til at tale til hende har jeg ikke!«

»Da har jeg!« sagde Holger og gik rask hen til Etatsraaden, som han var inderlig glad ved at see, sagde han; den unge Dame havde vist grebet et lykkeligt Nummer, vedblev han, og spurgte, hvad hun havde faaet, om det var første Gang, hun var i Kjøbenhavn, om hun alt her havde været paa mange Baller, hvilke Stykker hun havde seet i Theatret? Kort, den sædvanlige Conversationsliste blev gjennemgaaet; Holger talte saa utvungent, at Elisabeth næsten begyndte at tvivle paa sin egen Hukommelse. Herman derimod nærmede sig ikke, før Etatsraaden tog bort; til ham sagde han et Par Ord og bøiede sig fremmed, med stor Høflighed, for Elisabeth.

Hvilken Aften! Aldrig havde Erindringen om Lønkammeret været saa levende hos hende, som ved dette første Besøg i Salon-Verdenen, denne Indtrædelse just hos den gamle Baronesse. Mødet her med de to Mænd fra hendes Livs mest angstfulde Aften bragte alle hendes Lemmer til at zittre; endelig sad hun i Vognen.

»Det var nok for meget paa engang?« sagde Etatsraaden; »men nu har Du seet den Stads!«

Elisabeth svarede ikke; der var i hendes Sjæl en Kamp, om hun skulde, om hun kunde sige ham: disse to Mænd har jeg før seet, den Ene, som nu stod saa fremmed at han ikke sagde et Ord til mig, har været min Ledsager, min Hjælper; der kom en Undseelse over hende, en uklar Forestilling om, at det ikke kunde siges, hun manglede Ord. Og hvem vare de to Mænd?

»Du er dog ikke syg, mit kjære Barn?« spurgte Etatsraaden.

»O nei, kun træt, meget træt!« hvidskede hun.

»Ja, Du kjendte nu Ingen, uden Madam Krone, men nu skal jeg sige Dig de Mærkeligste!« Og den gamle Mand fortalte om dem Alle, kun ikke om Herman, sagde ikke hvem han var, det troede han, havde været tydeligt nok at see, han var vel ogsaa blevet kaldet Dattersønnen. Og medens han fortalte og de kjørte, skyllede Regnen ned. Det var en Aften netop som da Herman fulgte Elisabeth, da hun gik ulykkelig og vildsom i den store By. Hun tænkte derpaa. Og Regnen pidskede paa Ruderne og Lygterne brændte ynkeligt, men midt i det Mørke, i Blæst og Rusk sang Vægteren: »Det var ved Midnats Tide, en Frelser os blev født!«