V.
Herman og Elisabeth.

Vi have ikke seet eller hørt noget til Herman, fra han ved Grev Frederiks Giftermaal med Clara forlod Kjøbenhavn, til vi med Elisabeth nu, mange Aar efter, mødte ham hos Holger. Der laae ni Aar imellem, ni Aar, tilbragte i fremmede Lande, hvor Naturen, Kunsten og Verdenslivet havde været hans Opdragere, og det maa indrømmes, at i hvor høit man end sætter Skolelærdom og al Kundskab, tilegnet ved Flid og Besvær, saa giver dog Livet selv noget Mere; i dette var han ikke omdannet, men udviklet, havde vundet Klarhed med sig selv og med Verden. Ved at see fremmede Lande var han igjen kommet til at vurdere sit eget Fædreland, at erkjende dets Lysheder og at blive Patriot, uden at synde mod Andres Rettigheder. Vi ville snart i Etatsraad Heimerans Stue fornye det gamle Bekjendtskab.

Fra Trines Dør var han hin Aften ikke vendt tilbage til Holger og Adelgunde, men til Hotellet, hvor han boede. Elisabeths Forskrækkelse, Forladthed og uskyldige Tro paa Gud og Verden beskjæftigede hans Tanke. »Det arme Barn! hvorledes var hun bleven modtaget i Kjælderen? Hvorledes var det senere gaaet hende?« Dagen efter gik han gjennem Gaden, halv tilsinds at stige ned til Skomagerens, men han gjorde det dog ikke; imidlertid, hans Interesse var vakt, og den blev det endnu stærkere efter Mødet i Bedstemoderens Salon, efter der at han havde erfaret, at hun var hans og Vennernes Hittebarn. Der, i den store Kreds havde det været ham umuligt at tale til hende, men tale vilde han, og næste Formiddag kom han derfor ud til Etatsraaden; det var i Forretnings-Sag, og fra denne gik han, i halvspøgende Tone, over til sit Eventyr i Fyen, sin Deel i den »lille Elisabeth.« Mødet hos Holger berørtes ikke.

»Jeg veed af Madam Krone,« sagde han, »at det er ganske paa en romanagtig Maade, den unge Pige er kommet her til Byen; jeg er bange for at hun er temmelig overspændt; det har hun ikke fra vor gode Moritz Nommesen, hvem De da kjender bedre, end jeg; han er en god, sund Natur.«

»Og det er hun ogsaa,« svarede Etatsraaden; »det er reent af Uskyldighed og det bedste Hjerte, at hun har gjort dette underlige Løb ud i Verden.« Og den gamle Mand talte saa varmt og godt om hende, og sagde ogsaa hvilken smuk Stemme hun havde og hvilken forunderligt begavet Pige hun var.

Og Herman blev der til Middag, han blev der til Aften; i al den Tid talte Elisabeth ikke meget; men hun tog naturlig og glad imod ham, trykkede hans Haand, saae paa ham med kloge, ærlige Øine, der lyste af Taknemlighed og Tillid. Med levende Opmærksomhed, der flere Gange jog Blodet til hendes Ansigt, hørte hun ham fortælle, og han fortalte meget; Etatsraaden vidste jo saa lidt om hans hele Leven ude, hørte saa gjerne om den og fremmede Lande, og af disse var det især Italien og England, som opfyldte Herman; med Begeistring fortalte han om Rom og London, Byerne for alle Byer, som han kaldte dem, saa forskjellige, og dog i Modsætningen saa lige. Rom var Natten, den store herlige Nat, rig og opløftende for Tanken og Phantasien; London var Dagen, den travle virksomme Dag, der river med sig til Liv og Virken; men det var Rom, som Herman først havde seet, det var der, han havde levet længst og gjennemgaaet sin aandelige Udvikling. Vi ville kun høre hvad han fortæller derfra, Aftenens Samtale kunde ellers blive en heel Bog; Verdens-Byen Rom havde paa ham, som paa de fleste Fremmede, strax gjort det mægtige Indtryk af Storhed og Hyggelighed, saa at han var som voxet fast.

»Der er en unævnelig Magt i denne Luft, i denne Jordbund,« sagde han; »gid jeg kunde oprulle Rom for Dem, oprulle den med dens Palladser, Kirker og Ruiner, give Dem en Idee om Samlivet med de dygtige Kunstnere; deres Friskhed og Genialitet virkede sundt ind paa mig, det brogede Folkeliv opfyldte mig og gav mig Beskjæftigelse. I Danmark havde jeg som ung Student et Talent til at opfatte det Grelle, Opholdet i Italien forædlede denne Evne til en Opfatten af det Characteristiske; mit sjælelige Øie blev skærpet for det Poetiske og Maleriske i Hverdagslivet, jeg bildte mig virkelig selv tilsidst ind at jeg var en anden Pinelli.«

»Og dog opgav De at blive Maler,« sagde Etatsraaden.

»Ja, allerede efter det første Aar; jeg lagde Penselen og tog Modeleerstokken. Jeg var kommet til at erkjende, at Skulptur stod et Trin endnu høiere end Malerkunst. Billedhuggeren er mere end Maleren nødt til, at begrændse sin Idee, simplificere sin Tanke og at komme Naturen, der dog er vort Ideal, saa nær som muligt. Jeg studerede saa længe Antikkerne i Rom og Bronzerne i Neapel, at jeg kom til den Bevidsthed, at jeg ikke havde Geni til at give noget Lignende; det er for den Unge en bitter Erkjendelse, men denne Bitterhed giver Sundhed. Det er ogsaa Noget i Verden at begribe det Skjønne, at kunne forstaae det. I det tredie Aar, jeg var i Rom, stod jeg netop saa langt fremme i Dommen over mig selv.«

Under Alt, hvad Herman fortalte, var Ingen en mere levende Tilhører, end Elisabeth; men taus hørte hun; først da der taltes om Livet i Bjergene, kom hun med eet Spørgsmaal, det sædvanlige, den Fremmede fra Norden gjør, Spørgsmaalet om Røvere, og just ved dette, eller var det ved at høre de første Ord af den unge Pige? - gik en let Rødme over Hermans Ansigt; han gjentog Ordet Røvere, - det var som om han studsede, - men fortalte derpaa, at han egentlig kun havde seet een eneste Røver, og det var, da denne førtes til Retterstedet.

»Han var ikke ung, men endnu smuk og kraftfuld; han havde, hed det, i mange Aar, til forskjellige Tider, huseret i Sabinerbjergene; man sagde, at mangen Løsesum var gaaet til ham for fangne Ladys. Jeg saae ham kjøre til Retterstedet, bagbunden sad han paa Kærren, trukken af to hvide Oxer, det var som til en Fest, han førtes; smilende og stolt sad han, pyntet i sorte Fløiels Klæder, Sølvknapper i Trøien, Nellike i Knaphullet, flaggrende Silkebaand fra Hatten. Ja, Alt er malerisk i dette Land!« Og Herman taug et kort Øieblik, han udtalte ikke den Tanke, som dengang ved Synet af Røveren rystede ham, den Tanke, som vaagnede ved at see denne Mand; havde vi hørt, hvad Bedstemoderen engang hvidskede ham i Øret, da han besøgte hende i Fyen, da Elisabeth, som spædt Barn, sov i Kammeret tæt ved, vi vilde have forstaaet ham.

»Det var en rar Aften!« sagde Heimeran, da henimod Midnat Herman var gaaet bort. »Jeg kunde sidde og høre paa ham endnu meget længere; gid han snart vilde komme igjen!«

»Hvor Verden blev stor!« sagde Elisabeth, og hendes Øine straalede; hun havde ikke flere Ord derfor; som et rigt, uendeligt Landskab i en ny Natur laa Hermans Fortælling for hende, den Aand, som havde ordnet og belyste dette, fyldte hende med Beundring; hjemme paa Halligerne havde hun hørt Skotlænderen fortælle om sine Bjerge, om Abbotsford og Walter Scott, og ogsaa da var hendes Tanke bleven opfyldt med Billeder; de walterscottske Romaner vare endnu mere voxede sammen med Virkeligheden, hvori hun levede, men Knox havde dog ikke talt som Baron Herman, der var ligesaa ædel og god, som han var klog og begavet. Hun huskede paa hvert mildt Ord, han havde sagt den Aften, han deeltagende og retskaffen fulgte hende i Regn og Rusk. Tusinde Tanker gik gjennem hendes Hoved, længe sad hun paa Sengekanten i sit lille Kammer, før hun kunde komme til Hvile, og om hun ikke sagde som Heimeran: »gid han snart vilde komme igjen!« hun mente det.

Og Herman kom igjen, var en stadig Gjæst og: »det var smukt af ham!« sagde Etatsraaden, »for vi kunne dog ikke more ham! ja, Din Sang holder han af, har jeg mærket. Du synger ogsaa smukkere og smukkere! det er som om jeg hørte Caroline igjen; og hende har han ogsaa kjendt, hun holdt meget af ham og var bedrøvet paa sin Maade da han gik derud i Verden.«

Og snart var det for Elisabeth, som om hun selv havde været paa alle de Steder, Herman fortalte om; hun saae dem i Phantasien og mente da, at Danmark, Kjøbenhavn, Alt her hjemme, maatte forekomme ham fattigt og lille.

»Tro ikke det!« svarede da Herman; »ved at reise i fremmede Lande, see hvad Verden kalder det Største og Bedste, kommer man ud af falske Illusioner om noget aldeles Fuldkomment; man faaer Øinene ret op, og det er just ude at Kjærligheden til vort Fædreland bliver stærkere; man føler, at man har Rod i Jordbunden hjemme, man lærer at skatte hvad man selv har. Jeg veed ikke Noget, der mere samler i sig et Billed af Italien, end en siciliansk Klosterhave; det er en egen sybaritisk Følelse paa en ret hed Dag at strække sig der i den skyggefulde aabne Søilegang, hvor Væggene ere malede med konstneriske, fromme Billeder, at see derfra ind under Palmerne og mellem de høie poppelagtige Cypresser, høre Vandstraalen pladske i Marmorkummerne; man troer sig sat ind i Eventyrenes Verden. Og just her var det, at der i min Erindring opgik en Natur-Skjønhed, Danmark har fremfor noget andet Land, og som bliver en ligesaa betegnende og deilig Vignet for vore »grønne Øer,« som en siciliansk Klosterhave er det for Italien; - det er vor Bøgeskov! Hvor er der en Klosterhal, som frembyder større Kjølighed end denne, i sin udstrakte Storhed, med sine nedhængende, duftende Grene? Yppigere er desuden ikke det Grønne i Syden; husk vore høie, mægtige Bøge, hvor tusinde smaa Skud skyde frem helt op ad Stammen, som kunde Barken ikke fastholde den Straale af Løv, som trænger sig mod Toppen og der vælder ud i et levende Blad-Tag; husk det friske Græstæppe nedenunder med Skovmærker, Anemoner og Violer, som hist og her enkelte Solstraaler belyse! Den Vellyst, det maa være for Svanen at dykke ned i det friske klare Hav, har jeg ret følt ved ligesom at dykke mig ind i den danske Bøgeskov; den er en Naturpragt, der i sin Slags kan maale sig med hvad Syden eier; selv dens forgængelige Skjønhed, dens Løvfald og Vintertid ere kun nye Aabenbaringer! husk Dem Skoven med Rimfrost, de uendelige Farvenuancer, den frembyder, den Pragt i Sollyset, hvert Træ, hver Green fremviser!«

»Ja! Ja!« gjentog Elisabeth, og omfattede med al sin Tanke den danske Bøgeskov, som hun i sin Erindring gjemte den.

»Og foruden Skoven eie vi Havet,« vedblev Herman; »om ikke det silkeagtige, gjennemsigtige Middelhav, saa dog det levende Vand, det evigtvexlende Hav. Da jeg første Gang seilede op ad Themsen, denne Verdenshandelens store Landevei, var hvert Øie fra Skibet, hvor jeg stod, overvældet ved Synet af disse Hærskarer af Fartøier; man begreb, at England var Havets Dronning; i hundredeviis, som Svaner i Flokke, dreve for fulde Seil Fiskerbaadene; nu kom Fartøi paa Fartøi, man blev træt af at tælle, Dampskib fulgte Dampskib; Alle omkring mig stode forbavsede, henryktejeg alene forbavsedes ikke, jeg havde seet noget Lignende i Danmark, seet det enkelte Gange i Sundet ved Helsingør, vist det eneste Sted, hvor, momentviis, et lignende Syn frembyder sig, naar en Dag en russisk Flaade gaaer forbi Kronborg og Kjøbmandsskibe i hundredeviis flyve for fulde Seil.«

»Hvor det gjør godt at høre!« sagde Heimeran, inderlig glad. »Ja vort lille Land er et velsignet Land! man veed det ikke selv! Der har nu ogsaa Elisabeth fortalt mig om Oland og Amrom, om disse Øer under det Slesvigske, og var det ikke, som om jeg hørte om Lande i andre Verdens-Dele? thi hun fortæller ogsaa godt.«

Og Herman saae usigeligt mildt paa Elisabeth, der blev rød ved den Værd, man tillagde hendes Fortælling.

»Der er vildt og nøgent i den Kant,« vedblev Heimeran; »og det er der ogsaa paa de jydske Heder, dem har jeg da seet.«

»Jeg endnu ikke,« sagde Herman; »men en begeistret Skotlænder har sagt mig, at de ere som skaarne ud af hans Fædreland; paa de jydske Heder havde han gjenfundet sit Hjems Alvor og Ensomhed; de vaade Taager, der i Blæsten joge hen over de mørkebrune Lynghøider, gjengave ganske det skotske Billede. Han viste mig mellem Bladene i en Bog to blomstrende Lynggrene, den ene var fra Ben-Lomond i Skotland, røde Robins Land, den anden fra Viborg i Jylland, og de blomstrende Lynggrene vare ikke at skjelne fra hinanden, de saae ud som vare de skudte op fra samme Rod. Den Lighed, der laa i Blomsterne, laa ogsaa i deres Jordbund.«

Ved at nævne Skotland og røde Robins Land kom Elisabeth til sin Yndlings-Digter, og om ham vare de i deres Kjærlighed Alle enige; men da hun, fordi Walter Scott aldrig lægger Scenen hen i vore Dage, yttrede, at disse ikke havde Poesi, paastod Herman det Modsatte.

»Det vilde ellers,« sagde han, »see sørgeligt ud for de kommende Digtere. Vor Tidsalders Begivenheder anseer jeg endogsaa for en af de rigeste Guldgruber for Poesien. Har ikke selv det lille Danmark, hvor Alting synes at gaae i sin rolige Hverdagsgang, en heel Række Begivenheder til digterisk Behandling? Her er Spaniernes Ophold i Danmark 1808; tænk det hele sydlige Liv, der her træder op i vor danske Natur; her er katholsk Gudstjeneste paa aaben Mark ved en Kæmpegrav, spanske Dandse imellem Hasselbuske og Pile, Natteqvarteer under Rustvogne og Kanoner i de smaa Kjøbstedgader, Marscher og Flugt. Gaae vi tilbage til 1801, da have vi Slaget paa Rheden, de brændende Skibe, vore Kanonbaade og Helten fra Abukir og Trafalgar, Men De vil ikke tilbage, De vil nærmere vor Tid end 1801 og 1808; nu vel da, i de allersidste Dage have vi Thorvaldsens Ankomst, den nationale Jubel, den hele Folkefest.«

Det var saadanne Samtaler, saadanne Timer, der udgøde deres Solvarme over hvert slumrende Frø i Elisabeths Sjæl. Af en lignende Virksomhed vare Besøgene i Theatret, og disse udstrakte sig til to Gange ugentlig, saa ofte havde den gamle Baronesse Loge, og i denne havde hun givet Elisabeth en Plads, for, som Baronessen udtrykkede sig, at hun, ligesom Kræmmerdrengen, kunde faae nok af Svedskerne, naar Skuffen stod aaben hver Dag. Mangen Kikkert, mangt et smilende Ansigt var i Mellemacten vendt mod Logen, og snart var bemærket den nye unge Pige, der nu var optaget i »Daarekisten,« som En og Anden kaldte Baronessens Loge; og dog var der tidt mere Viisdom derinde end i de fleste andre Loger, og det uagtet Geographibogen i den sidste Tid aldrig kom der, da Madam Krone var kjed af at slæbe den store Bog med sig, »som de jo kunde udenad!« Elisabeth saae med en Andagt, en Hengivelse hver Forestilling, og først i Hjemmet hos Etatsraaden og hos Herman udtalte hun sig derover, og hendes Dom var frisk og naturlig. Kjøbenhavn var en herlig By, den største og eneste store, hun kjendte. »Her er saa uendeligt meget for Tanken!« sagde hun; »man bliver klogere, lærer hurtigt mere end paa det stille Oland; men der var dog ogsaa godt; der var anderledes! alle Mennesker kjendte hinanden, man tænkte mere paa -« hun standsede, som om hun blev forlegen ved at udtale sin Tanke, men begyndte igjen med et eget blødt Udtryk, som om det skulde formilde Ordene; »man tænkte der mere paa vor Herre! jeg troer, Menneskene her i Kjøbenhavn ere vist i Hjertet ligesaa gudsfrygtige, som de derovre, men de faae ikke her Tid at øve det, for al den Tummel og Travlhed. Jeg savner -ja jeg veed ikke,- men jeg var saa vant dertil, - hver Middag hjemme læstes tilbords, Gud kom der mere ind i Ord og Tale; her hører jeg ham kun nævne om Søndagen i Kirken.«

Herman var Vidne til hendes Lyksalighed ved at faae de første Breve hjemme fra; hun lo og gærd, talte om Hjemkomsten, som den alt var den Dag imorgen; der var saa meget, hun havde at sige dem Allesammen! Men Hjemkomstdagen var endnu langt borte, hun skulde først see Skoven springe ud, havde Heimeran sagt. Det var umuligt andet end at holde af hende; hun vandt dem ogsaa Alle, selv Clara ydede hende Opmærksomhed, indbød hende i sin glimrende Cirkel, hvor hun ved Claras Opmuntring og »elskværdige Commando,« bragtes til at synge et Par af sine smaa Sange. Alle vare henrykte, kun ikke Herman, han blev stille og alvorlig, som var han utilfreds.