VI.
Kong Frederik den Sjette.

Ogsaa October og November vare gaaede med Selskaber og Comedier, og Julen vilde komme med alle sine Glæder; da pludseligt svøbtes Alt i Sorg. Det hed, at Kong Frederik den Sjette var syg, dog laa han ikke tilsengs, og hver Morgen gav han endnu i fuld Uniform Parolen; men de sidste to Gange havde han seet ud som en Død, hans ranke Skikkelse var bøiet, med synlig Anstrengelse havde han støttet sig til Bordet. Tidligt den 3die December 1839 gik som en Løbeild gjennem Byen det Budskab: Kongen er død! Alle Stadens Porte bleve efter gammel Brug lukkede medens Tropperne toges i Ed; fra Slottets Altan paa Amalienborg udraabtes: »Frederik den Sjette er død! leve Christian den Ottende!« og alle Byens Kirkeklokker ringede.

En lang Regjerings Tid var afsluttet, en heel Generation var opvoxet med den. Der havde mellem Folk og Konge været noget Patriarkalsk, med Pietet saae Mængden op til hans Handlinger. Det var en stor Begivenhed for Danmark; der var Vemod over Folket, Alle, selv Tyendet, klædte sig i Sorg, Patriotismen udtalte sig i Sange og Sørgeflor. Frederik den Sjette, selv fremmed for Poesi, havde i sit Liv poetiske Momenter for Digteren; det var i sin Virken for den fortrykte danske Bonde, Kongens ærlige, gode Sind især fremlyste; det klang i alle Sørgesange, det klang fra Hjertet hos den danske Bonde, der bad om at turde bære sin Velgjørers Liig de fire lange Mile fra Kjøbenhavn til Roeskilde Domkirke. Det var denne Kongens Kjærlighed til Bonden, hans ædle Menneskelighed, der berørte de dybeste Strænge hos den gamle Baronesse; forunderligt rystet sad den gamle Kone; ved hvert Skridt fremad for Bonden var hendes Hjerte voxet fastere til Kong Frederik. Hans Büste stillede hun paa sit Bord, satte de smukkeste Blomster rundt omkring den; med Øinene heftede paa den, med Hænderne i Skjødet, fandt Herman hende.

»Der er død en brav Mand idag!« sagde hun. »Nu er den Tidsregning ude, jeg hørte til. De gaae Allesammen bort, den Sidste kommer ogsaa!« - og hun sad stille, bedrøvet.

Herman talte om Kongens sidste Timer, om hvad man vidste, han havde sagt da Dødskulden isnede ham: »Det er koldt! man maa tænke paa Brænde til den Fattige!«

»Ja, fattig Mand tænkte han paa,« sagde den gamle Frue; »han forstod den haarde Tid, selv havde han prøvet de haarde Dage, prøvet dem som Barn og som voxen Mand. Du veed vel nok noget derom, Herman, men Du veed det ikke som jeg. Faderen fik de Sol og Maane til at staae stille for i Hovedet, Moderen førtes fangen ud af Landet; stakkels Mathilde! hun kjendte ikke Landets Skik, hun var saa ung og saa ene! En deilig Brud fik Kong Frederik! jeg husker Indtoget, det var i September; otte deilige hvide Hingster vare der for den forgyldte Stadsvogn; jeg saae det! hvor skinnede dog hans blaae Øine! nu ere de lukkede; hvor mild og deilig var ikke Maria Sophia Frederika! nu sidder hun i Enkesorg paa sit Slot. Et og Andet kan vel siges om ham i hans Kiste; han lod os miste Norge, han vilde have sin egen Villie, troede, at den fornemste Mand i Landet ogsaa var den kyndigste! Men jeg skriver ikke hans Historie! jeg holder mig til hans Hjerte, holder mig til, hvad Landet maa velsigne ham for: han tænkte paa fattig Mand, han var brav mod Bonden. Jeg har levet med, jeg husker de onde Dage, da ærlig Mand kom i Hundehullet, Skikkeligheden red paa Træhesten og uskyldigt Barn fik Slag af Herremandens Pidsk!« - Den gamle Kone standsede, bed Læberne sammen, Blodet skinnede i hendes Kinder. »Nu er den Tidsregning ude! Bonden har det som et skikkeligt Menneske, sidder ved Herremandens Side og taler et Ord med derude i Roeskilde. Jeg har seet de gode Dage jeg vil glemme de onde og tilgive de onde! Herman, jeg skal dog give Dig noget, der husker Dig paa den Dag idag, og paa hvad jeg har sagt Dig. Du faaer Lystgaarden, Grev Frederik vil sælge; Bonde troer jeg ikke, Du har lært at være, men det er der Andre, der forstaae, og saa kan Du see paa dem; men lad bare selv være at klatte med Jorden, før Du forstaaer det. Den ringe Mand kan lære Dig meget, og saa veed Du det, naar jeg reiser efter Kong Frederik!«

I Kjøbenhavn var Dødsstille, al Musik forstummet, Sørgeflor hang fra Instrumenter og Faner. Folk strømmede til Amalienborg for at see Kong Frederik den Sjette paa »lit de parade«, som det endnu kaldtes fra gamle Tider, da man pyntede Sproget med fremmede Ord; Kongen paa »Liig-Parade,« oversatte Almuen det. Der var da gaaet ti Dage efter hans Død. Folk af alle Stænder kom, for endnu engang at see den Afdøde, om Formiddagen de forskjellige Afdelinger af Civile og Militære, om Eftermiddagen den blandede Mængde, og da var der en skrækkelig Trængsel og »Træden ned.« For at holde Orden blev Gaden besat med Husarer og Politi. Den gamle Baronesse vilde ogsaa endnu engang see Kong Frederik, men Madam Krone, der frygtede for at det vilde ryste den gamle Kone, ivrede paa det mest Bestemte derimod.

»Det er jo ikke Kongen mere, som der ligger,« sagde hun, »det er snarere som en Dukke! de have jo balsameret ham, sminket ham hvid og klædt ham ud! husk hans levende, velsignede Ansigt, det er bedre. De faaer ikke Lov for mig at see ham!«

»Vel, mit Barn!« sagde den gamle Kone, »saa lader jeg være og vi skjændes ikke. Huusfred er god! sagde Manden, da han bankede sin Kone.«

Men det skulde blive anderledes end Madam Krone og Fruen vilde.

De spiste til Middag hos Etatsraad Heimeran; der blev talt om de mange smukke Vers over den afdøde Konge. Det ingemannske Digt:
»Paa sin Liigseng ligger Kong Frederik hvid, Fra Vuggen hans Puder var haarde«
der er affattet til Melodien af »Dronning Dagmars Vise,« lod sig synge, Elisabeth sang det; det var første Gang, den gamle Baronesse hørte hende synge, aldrig havde hun skjøttet om det; hvert Ord blev udtalt tydeligt og foredraget med en Simpelhed, en Inderlighed, Stemmen var saa blød og rørende. Taarerne kom den gamle Baronesse i Øinene, hun kyssede Elisabeth, bad hende synge den igjen, og forlangte saa, hun skulde følge hjem med, faae en smuk Present, drikke Thee og saa synge den nok engang.

De sad snart alle Tre i Vognen; det var mørk Aften, netop paa den Tid, Dørene bleve lukkede til Riddersalen, hvor Kongen laa; Folk kom i Skarer derfra.

»Skulle vi ikke kjøre om af Gaden hjem?« sagde Madam Krone; »Faklerne ere vist ikke slukkede endnu, saa faaer Elisabeth den Illumination at see.«

Og Kudsken fik Ordre at gjøre den lille Omvei; men neppe var han gjennem en stor Menneske-Skare kommet ind i Gaden og vilde rask forbi Vognrækken, der endnu holdt, før en Politibetjent tilraabte ham: »i Række!« Riddersalen var endnu ikke lukket, en stor Mængde ventede at komme ind. »Vil han holde sig i Række!« raabte Politiet.

Kudsken begyndte at forklare, at han skulde videre med sit Herskab.

»Ingen Snak!« sagde Politiet; det forstod ikke hvad han sagde, og saa: »ingen Snak!« han maatte i Række.

»Hvad er det?« spurgte de hinanden i Vognen, og denne satte sig langsomt i Bevægelse, holdt stille, kjørte igjen, holdt og kjørte; det var ikke Kudsken muligt at slippe bort; hver Gang, han vilde ud af Række, kom der en Betjent eller en Husar, der truede og skreg; endelig holdt de i Colonnaden og Karetdøren blev lukket op.

»Skynd Dem!« blev der sagt, »det er meget over Tiden og der er flere Vogne.«

»Vi skal aldeles ikke derop,« sagde Madam Krone, som sad Døren nærmest.

»De ere vist ikke kjørte herud, naar De ikke vilde derop!« sagde Betjenten; »skynd Dem gesvindt!« og han trak hende i Haanden.

»Gesvindt! gesvindt!« sagde den gamle Frue, stødte Madam Krone i Siden, og denne maatte ud; Baronessen og Elisabeth fulgte efter, den Ene holdt ved den Anden i Trængselen.

»Nu faaer jeg dog min Villie!« sagde den gamle Baronesse, »og De har ført os an, Madam Krone!«

»Jeg, som seer saadanne ud!« sagde Madam Krone; »min rædsomste gamle Hat har jeg paa! og nu i alt det Lys deroppe!«

Men der var ingen Tid at rette paa Hatten; de Bageste trængte fremad, vende om var ikke muligt. Trappen, Væggen og Loftet var betrukket med sort Klæde, hist og her hang en mat, hvid Lampe, hvis svage Skin netop strakte til at vise mod den sorte Grund hver enkelt borgerlig Militær, her stod, ubevægelig opstillet, et Billed som fra en laterna magica. Luften var ved den store Menneskemasse qvalm at aande; det var trættende for den gamle Baronesse at stige, Madam Krone understøttede hende paa det bedste; Elisabeth fulgte, forunderlig grebet ved Synet af denne Dødens Gang, denne Taushed og Stilhed. Fod for Fod skred man fremad gjennem en Række Værelser, alle sortbeklædte, Vægge, Loft og Gulv. Officierer, Pager, sørgeklædte Laquaier med brogede Axelbaand, stode som Støtter opstillede. Den langsomme Marsch, de eensartede Værelser og Forventningen gjorde Veien dobbelt lang. Ingen sagde et Ord, Elisabeth følte en forunderlig nerveus Mathed, det var som om Gulvet bevægede sig under hende. Endelig traadte de ind i Riddersalen. Sexten høie Sølvlyseborde med Lys stode derinde; Rigets og Provindsernes Vaaben skinnede fra de sortbetrukne Vægge; Drabanter stode med Hellebarder langs med disse, og midt paa Gulvet Kong Frederiks ældste Hofmænd i deres bedste Dragt; og under den svævende Tronhimmel af sort Fløiel og hvidt Silke, laa i sin Kronings-Dragt Kong Frederik den Sjette*.

Der gik en Zittren gjennem Elisabeth; det var Kongen, hos hvem * Ogsaa Christian den Ottende blev jordet i den Klædning, han havde baaret ved Kroningen. hun vilde have søgt Naade for Elimar, det var Herskeren; her laa hans Scepter og Krone, her rundt om alle hans rige, kostelige Smykker - Kongens - den Dødes.

Et stort Sørgetempel var Riddersalen, den samme, hvor vi for fjorten Aar siden vare paa Hofbal, hvor Clara dandsede med Holger og hvor Dagen efter Feiekonens Kost gik hen over en Knap, hvis Falden til Jorden havde store Følger.

Elisabeth følte en Mathed, en Svimmel, og var hun ikke fra Sørgesalen pludselig traadt ud paa den luftige Gang, saa var hun segnet om; hendes Fødder vaklede, og da i det samme den gamle Baronesse, for at støtte sig, greb mod hendes Skulder, faldt hun et Par Trin, men kom strax op igjen; den gamle Kone derimod laa besvimet; man bragte hende ind i Portner-Stuen, hvor hun snart kom til sig selv, og da hun var i Vognen og Smilet igjen kom hende om Munden, skjændte Madam Krone.

»Jeg tænkte det nok!« sagde hun; »Fru Baronessen skulde aldrig have været her!«

»Jeg fik min Villie, og saa er man altid glad!« sagde hun, men hendes Kinder brændte som af Feber. »Jeg skal have mig et godt Kinderpulver naar jeg kommer hjem, det er mit Apothek og min Doctor!«

Næste Morgen, da Elisabeth stod op, følte hun en Stramhed i sit Knæ; det smertede noget, men hun tænkte ikke paa at forholde sig rolig; Grevinde Clara vilde denne Formiddag føre hende i Thorvaldsens Attelier, hun skulde see den store Kunstner selv og tale med ham.

Elisabeth gik til Grevinden, og de kjørte til Charlottenborg, Thorvaldsens Bolig. Den venlige gamle Kunstner tog hjerteligt imod dem, førte dem selv omkring, og naar den naadige Grevinde udtalte sig lidt for exalteret, saa han kunde blive ærgerlig derover, saae han sig strax i Humeur igjen paa hendes smukke Ansigt, hendes talende Øine, thi smuk var hun endnu. Alt maatte sees, Attelieret, Stuen med Broncerne og Malerierne.

»Ja, det Allerhelligste maa jeg ogsaa see!« sagde Clara; »Deres Sovekammer!«

»Der staae kun mine gamle Støvler og Tøfler,« sagde Thorvaldsen.

»Ogsaa de ville engang faae Plads paa vort Museum!« sagde hun, og hun kunde sige vort, thi hun havde sin gode Deel deri.

»Saa kommer der vel til at boe en Skoflikker i Kjælderen!« sagde Thorvaldsen, og der gik et Kjedsommeligheds Udtryk over hans Ansigt.

Clara maatte igjen til Attelieret, see igjen hver Statue, hvert Basrelief. »Og hvor gaae disse Døre hen?« spurgte hun og pegede paa to derinde.

»Ud til botanisk Have. Der kan man ogsaa gaae ud af,« tilføiede han uvilkaarlig, thi han var træt; han aabnede Døren; det havde om Natten været stærk Taage, nu var det Frost og klart Solskin, alle Buske og Træer vare som crystalliserede af Rimfrosten, det saae ganske feeagtigt ud.

Elisabeth, der med høitidelig Følelse stille havde seet alle Kunstværkerne, udraabte her overrasket: »hvor deiligt, min Gud!«

Thorvaldsen vendte sig med et Smil til hende, og saae hendes besjælede Ansigt; han havde ikke tidligere ret lagt Mærke til hende.

»Det er et smukt Syn,« sagde han.

»Men der er for megen Rimfrost paa hver Green,« sagde Clara; »lidt tyndere og det havde været mere malerisk.«

»Det er dog ganske godt gjort af vor Herre at være!« sagde Thorvaldsen med ironiskt Smil. Nu skulde man see Drivhusene, saa igjen ind i Attelieret og Værelserne. Elisabeth sad igjen i Vognen, men hun følte en Træthed i alle Lemmer; Knæet smertede, og da hun kom hjem til Christianshavn, maatte hun overanstrænget lægge sig; næste Dag forordnede Lægen Igler og Omslag, hun skulde holde Sengen.

Og det blev i Dage, det blev i Uger; den gamle Baronesse tog sig det nær, som var hun Skyld deri, sendte daglig Bud og Presenter, italienske Druer, Silkeforklæder, Bøger; Herman bragte udsøgte Værker, Etatsraaden var som en god Fader, og Trine kom med hundrede Nyheder fra Byen og Theatret. Mange Timer var hun vel ganske ene med sig selv, men i disse følte hun det Deilige i at være ret ene, at træde ind i sit Hjertes Inderste, hvor alle Erindringer sidde og tale som gamle Melodier, at see det Uvisse rulle op i vexlende Skikkelser, at være ganske sig selv.

»Jeg samler mig saa godt,« sagde hun, »det er en heel Hvile for Aand og Legeme.«

Det var hende en kjær Beskjæftigelse at bringe paa Papiret alle de kjøbenhavnske Indtryk, sin Opfattelse af alt dette Nye, sine Bemærkninger, men Ingen saae det, Ingen anede det; hun holdt endnu Sengen, da til Kong Frederiks Begravelse alle Kirkeklokkerne klang over hele Landet; hun hørte dem fra de nærmeste Kirker, vidste, at nu drog Sørgetoget gjennem de illuminerede Gader, hvor Militæret stod opstillet, hun hørte Skuddene fra Volden, saae at det lysnede i Luften for hendes Vindue ved Kanon-Salven. Hun var saa godt som ene i Huset, Alle vare ude at see Sørgetoget; hendes Tanker fulgte med, som de engang havde fulgt Elimar, da hun ogsaa laa tilsengs og han fra Føhr med Søfolkene drog bort til Holland. Erindringen om Elimar fortrængte Tanken om Kong Frederik; der kom Taarer i hendes Øine, hun bøiede Hovedet, sov og drømte, som man imellem kan drømme, at man synes, ikke endnu at være falden i Søvn, at man seer Alt omkring sig i Soveværelset; hun saae det, saae Luften lyse ved hvert Skud, hørte Sørgeklokkerne ringe; ved Sengen sad Elimar, og det forekom hende slet ikke uventet eller forunderligt; de talte som i gamle Dage og læste sammen i en Bog deres hele Fremtid. »Husk nu godt paa det naar Du vaagner!« sagde han, og da var det ikke længer Elimar, men en ganske Anden, hvem Elisabeth, i det hun foer op af Søvnen, slet ikke kunde erindre sig, og heller ikke hvad hun i Drømme havde læst, - det var som udvisket, og dog havde det været saa klart, saa naturligt. Men det vidste hun om Morgenen, at noget Mærkeligt havde hun drømt den Nat, Kong Frederiks Liig kjørtes til Roeskilde Domkirke.

Op ad Dagen kom Trine, som med Theatrets Syngende havde været med derude i Kirken og seet Alt.

»Bønderne var det Bedste!« sagde hun; »ja Bønderne i deres lange Kofter med Sølvknapper, de bare Kisten ind af den midterste Kirkedør; og Orgelet spillede og alle Klokkerne klang og Kong Christian den Ottende, kulsort klædt, og Bispen i Bispekaaben og med Krumstav gik dem imøde; det var høitideligt at see; men her i Kjøbenhavn iaftes, det holdt jeg ikke af; der gik det i en Fart, i en Gallop, de Forreste rede for stærkt og de Andre maatte følge efter; Liigvognen foer saa at Kisten dandsede ved det. De stakkels gamle Mennesker, Commandeurer og Etatsraader, maatte løbe! det fandt jeg ikke passende; der skal være Syn ved en Ting, Skinnet er dog ogsaa noget! en af de gamle Mænd var ved at segne, og man har sagt mig, at han ved Vesterport maatte sætte sig op bag paa Liigvognen, og nu skal han være død; nu ligger han ligesom Kong Frederik. Der blev sunget saa smukt fra Volden, det var et «Farvel!« og ved Frihedsstøtten sang Bønderne, og saa kom Krigsfolk og Kanoner, der fulgte med fra Jernporten; langsomt kjørte de, jeg var længe bag efter, og det var ikke rart nær ved Byen! der gik vilde Skarer og sang og raabte Hurra! de kastede Snebolde og Fakkelstumper efter os. Ved hver Kro holdt Krigsfolkene med Liigvognen, de kjørte op for Døren og gik ind at drikke; det saae ikke godt ud, men det var en kold Nat for de stakkels Mennesker. Faklerne skinnede saa røde! hvor jeg kom forbi dem stod en heel Skare Bønder om Liigvognen og sang en Psalme, og fra alle Landsbyerne ringede Klokkerne og fra hvert Bondehuus skinnede et Lys i Vinduet ud over Mark og Vei, der var hvid af Snee. Baron Herman saae jeg ogsaa; jeg saae ham i Kirken, og han kjendte mig, og da det Hele var forbi og vi gik, hilsede han mig; det gjør han altid, han er en net og høflig Herre! nu faaer han sig en lille Gaard, har Baronessen sagt og endnu iaar skal han giftes.«

Med hvem vidste Trine ikke, men det vidste da ikke heller Herman.