VII.
Kammerjunkeren.

»Nu reiser Herman,« sagde den gamle Baronesse, »men jeg sætter strax en Mand istedet. De skal nok faae ham at see, Etatsraad, det koster otte Skilling, men saa bliver han Dem frit tilkjørt.«

Det var Kammerjunkeren, der med første Dampskib vilde indtræffe til Kjøbenhavn og i Sommermaanederne paa Baronessens Gaard fuldende et nyt musikalsk Arbeide, Stormen efter Shakspeares Drama.

Etatsraaden beklagede, at han skulde miste Herman, hvem han var bleven saa vant til, som havde saa gode Indsigter og talte saa vel om sine Reiser.

»Ja det kunde ogsaa Geert Vestphaler,« sagde Baronessen, »og troer De ikke, jeg ogsaa kan, naar jeg vil? jeg har reist flinkere end de Andre! har De hørt min Berliner-Reise? jeg var i Hamborg og vilde hjem over Lübeck; man saa skulde jeg da først see Uglspils Grav i den By Möln, og saa kom vi paa en bred Vei; hvor langt gaaer den? spurgte jeg; »til Berlin« sagde man; hvad, ere vi paa BerlinerVeien? sagde jeg; ja lad os saa kjøre til Berlin, og saa kjørte vi til Berlin og saae Soldater, og gik »unter den Linden« og fik Sand i Øinene; jeg boede lige overfor Postgaarden hos en Gjæstgiver, der var Poet, brav Mand, lidt comediegal, men det er jeg ogsaa, og saa kom vi To godt ud af det. Har Herman fortalt Dem noget Bedre end det? Jeg siger derved ikke Noget imod ham; han er næsten god nok, men den, jeg sætter istedet, han er Perlen; han har Geni, han kan, hvad Herman kan snakke om, sprætte op og sige: det er rigtigt! Der skal sørges for dem begge To. Den Ene har klattet med Malning og med Leer, nu kan han klatte med Græs og Kartofler; den Anden, som Godtfolk vilde klatte med, men som var for god til det, og nu kan blæse ad dem med Basuner, skal der kjæles for og skaffes gode Dage i Byen og paa Landet!«

Og derfor var det hende her om at gjøre, at faae sit »gode Barn« i skikkelige Hænder den Tid, han blev i Kjøbenhavn. Etatsraaden havde to ledige meublerede Værelser, disse skulde han have.

Alt var efter Kongens Død igjen i sit gamle Trit, Selskaber og Comedier i fuld Gang; men med Elisabeth skred det langsomt frem; det var i Begyndelsen af Marts Maaned; kun paa to Krykker kunde hun bevæge sig i Værelserne.

Herman kom for at sige Farvel, før han reiste til Fyen.

»Jeg seer Dem vist aldrig mere!« sagde hun, og det var kun med al sin Villies Styrke, at hun holdt Taarerne tilbage.

»Troer De da, jeg døer?« spurgte Herman.

»Nei, ikke det, men mit Hjem er i en Udkant af Verden; naar jeg nu snart er saa vel, at jeg kan taale at reise, tager jeg jo til Oland.«

»Og der kan jeg komme over,« sagde Herman; »jeg vil besøge den gode Moritz Nommesen; jeg vil bruge Badene paa Føhr, -ja, denne Sommer bliver det nu ikke, men hvo veed, den tilkommende -«

»Deres Bedstemoder er en gammel Kone,« sagde Elisabeth; vor Herre kan kalde hende, De faaer da en ny, større Virkekreds.«

»Men saa kommer Moritz til mig, og De følger med ham, De vil jo ikke ganske glemme mig!«

»Glemme Dem!« udbrød hun med Varme og Heftighed, »Dem, som har været saa uendelig god mod mig, der er saa ringe, saa ubetydelig! jeg har hørt og lært saa meget ved Deres Besøg hos os! og troer De, jeg glemmer den Aften da -;« hun standsede, og Blodet steg i hendes Kinder, Taarerne brøde frem; »da saae jeg Dem ind i Deres Hjerte, De er ædel og god!«

»Tal ikke om den Time!« sagde Herman; »min Opførsel dengang, min Tale -ja, jeg husker ikke, hvad jeg i de første Øieblikke har sagt til Dem, men jeg kan ikke staae i synderligt godt Lys, - min Opførsel siden var ikke anderledes, end at ethvert almindeligt skikkeligt Menneske vilde have baaret sig ligesaadan ad. Og nu, levvel! Tak for de smukke Sange, for de smukke Aftener! Gud velsigne Dem, kjære Elisabeth!« Han trykkede hendes Haand og vilde afsted; da kom Etatsraaden, der blev endnu talt endeel, Elisabeth fik Tid at fatte sig, Herman var i godt Humeur og fuld af Lyst og Længsel efter sin nye Virksomhed paa Landet. Saa skiltes de. - Tre Uger efter kom Dampskibet med Kammerjunkeren.

Foraaret var saa at sige ogsaa kommet. Luften var blevet mildere, eller om man vil, vi havde begyndt at faae Regn istedetfor Snee. Paa Gaden stod Vandet i Hul ved Hul, Rendestensbrædterne standsede Vandløbet, det flød over alle Bredder, og ved hver frisk Skylle truede det med at sætte Kjælderne under Vand og drukne et Par smaa Børn og svagelige Gamle. Svømmende Halm og Kaalstokke dreve som Forkyndelse af Vaaren; de slidte Fliser paa Fortougene stode med deres smaa Vandbeholdninger fyldte; Folk generede hinanden med vaade Paraplyer; »det var«, sagde man, »deiligt mildt Veir«; og i dette milde Veir kom Kammerjunkeren. Mager endnu, som da vi sidst saae ham, men næsten med en endnu større Livlighed end før og med den forunderlige Bevægelighed i hvert Ansigtstræk, der ligesom afspeilede Tankerne, stod han for Elisabeth; han huskede godt hende og hendes smukke Stemme, som ogsaa Besøgene i Præstegaarden paa Oland.

Det Liv og Lune, den Snaksomhed, der saa aandelig gjorde sig gjældende hos Kammerjunkeren, selv det Sarkastiske, behagede strax Etatsraaden, der kun indvendte, at rigtig patriotisk var Kammerjunkeren ikke, og det sagde han ham.

»Jeg elsker Naturen her,« svarede han da leende, »men jeg elsker ikke Generationen, ikke det inderlig smaalige Kjøbenhavn; og derfor boer jeg paa Christianshavn. Det er sælsomt, efter Aar og Dag at komme her tilbage, efter Aar, saa rige, at de synes en Levealder, saa bevægede, som havde man staaet udenfor Verden og set den dreie sig! Alt her hiemme er i sit gamle Trit, Alt eens, som Skyggen, der falder fra Husene; de samme Folk i det samme Trav, og i Theatret det samme »charmant!« paa gale Steder, den samme »Slaaen falsk Takt«, den samme Slags sindrige Bemærkninger. Iaftes, ved Mozarts Don Juan, fik jeg een ganske fortræffelig! det var en Hofcavaleer, som talte, Navnet gjør ikke til Sagen, Dumheden er nok! Han gjorde den Bemærkning for mig, da Kommandantens Aand kom, at det var saa unaturligt med det Spøgelse, man burde i vor Tid gjøre det mere sandsynligt; det kunde jo være en god Ven, der havde forklædt sig for at advare Don Juan. Men Musikken tyder slet ikke paa en god Ven, sagde jeg, men det troede han ikke.«

»Men træffer man ikke ogsaa Sligt i andre Lande?« spurgte Etatsraaden. »Staaer Paris virkelig saa meget høiere?«

»Aldeles ikke!« sagde Kammerjunkeren; »men det tale vi ikke om, jeg har et Horn i Siden paa Kjøbenhavn;« og han lo og spøgte over sig selv, og saaledes altid.

Elisabeth sammenlignede Kammerjunkeren med Herman, til hvem hun i Alt saae op, som mangt et Øie i Ørkenen saae op til Døberen, og den nye Gjæst fik hos hende kun en ringe Plads; dog det var kun i de første Dage; senere, da hun hørte ham spille, hørte ham udtale sig om Musik og Poesie med den Begeistring og Originalitet, som udgjorde en Deel af hans Personlighed, steg han betydeligt høiere. Hvad Hjemmets Skyggesider angik, da bleve de bestandigt uenige, men i denne deres Strid rykkede de hinanden nærmere, bleve fortroligere. Det var hendes Foredrag af de »schubertske Lieder« og de svenske og danske Folkesange, der, sagde han, gav ham Ideer til Miranda; »men, hvo synger mig dette Parti saaledes som De? Ingen vil kunne det! jeg kan let finde en kraftigere, en anderledes uddannet Stemme, end Deres, men den Menneskesjæl, den Uskyldighed, jeg her har hørt, faaer jeg ikke. Mirandas Parti skal være simpelt, som en af Rousseaus Sange, det maa eie al den Melodi, et Hjerte kan udaande; derimod Forziringer, Roulader og Kunster, hvor Menneskestemmen bliver som Toner fra Fløite og Violin, lægger jeg under Ariels og Calibans Parti; der høre de hjemme, der faae de Sandhed og Natur.«

Medens Kammerjunkeren componerede, hvilket Alle vidste, sad Elisabeth i sin lille Stue og componerede ogsaa, hvilket Ingen vidste, men det var Tankens og Ordets Composition; tidt i Ensomheden sank Sytøiet ned paa Skjødet, Bogen, hun læste i, faldt sammen, og hun vuggede sig paa sine Tanker. Det Taagebillede af en Digtning, der i Trines Huus ligesom opgik for hende, kom uvilkaarligt frem, traadte atter tilbage og stod der igjen, altid i klarere Omrids; hun maatte sætte det paa Papiret; det var en lille Novelle, og Stoffet til den ikke mindre end hiin første Barndoms-Erindring, det svømmende Stykke Marskland, som Havet havde sat paa Land. I faa Ord gav hun et Billede deraf; et sammenstyrtet Huus laa paa Øen og i Krogen derinde to smaa Børn, Dreng og Pige; de voxte op; det var Elisabeth og Elimar, det var deres Barndoms-Liv, det var deres Nød og Angst, da Floden kom og Vandet steg dem til Brystet. Levende var Alt udmalet, deres Skræk og den truende Død; men ingen Jap-Lidt-Piders kom til deres Frelse, Kæmpeskibet kom, det uhyre Spøgelse-Skib optog dem, og nu gik Farten ud paa Verdenshavet til Morland og Indien, det Phantasiens Land, Keike havde udmalet hende efter Krøniken om Jon-Præst, Landet med de hvide og røde Bjørne, Fugl Phoenix og de femten Alen høie Mennesker. Og Aar vare gaaede før de naaede derhen, Børnene vare voxede og blevne gamle Mennesker; med sølvhvidt Haar, støttende sig paa hinanden, kom de i Land til Foryngelsens Kilde, drak af dens Vande og bleve unge, som da de gik ombord paa Kæmpeskibet; Haand i Haand vandrede de ind i Præst Jons Slot, der var reist af Guld og Elfenbeen, havde Porte af Cedertræ, Vinduer af Crystal og Senge af Saphir, tækkede med Dyrsten, som fordriver al Sygdom. 20,000 Mand vaagede derinde, Alle var de Konger, Hertuger og Ærkebisper, og foran Slottet stod reist en Stolpe af Crystal, med et Speil, hvori man kunde see, hvem der vilde os ilde eller vel, og det over den hele Verden.

Ingen havde Anelse om Elisabeths Beskjæftigelse. Kammerjunkerens nye Composition talte hun om; den var en Deel af deres Samliv, og ligesom der fra hans Ansigt fremlyste hver Tanke, hver indre Bevægelse, saaledes fremlyste ogsaa fra hans Musik Sjælen og Stemningen; de vare saa forunderligt modtagelige for Alt rundt om, som Vandfladen er det for at bære Farven af de røde Morgenskyer og under en graa Himmel at inddrikke dens Blytunghed og Kulde. Det var hos ham mere en udstrakt Modtagelighed for hver Natur, end en Sammensætning af forskjellige. Af alle Bekjendtskaber hjemme var Holger den, han jevnligst kom sammen med, noget, der for Elisabeth syntes ganske uforklarligt; de To kunde jo ingen Berøringspunkter have. Jo! »Adelgunde-Themaet«, om vi saa kunde antyde det, de østerlandske Elementer, der vare Holgers Livsopgave og gave ham det rigeste Stof til Samtale, havde for den, som levede reen i Tonernes Verden, noget Tillokkende; Sommerfuglen hviler sig stundom paa det grønne Sump-Mos, slaaer med Vingerne og flyver igjen mod Solen. Timer efter hos Elisabeth hørte han med naturlig, reen Sjæl, hvad hun i Uskyldighed udtalte; han var i sin inderste Kjærne da fuldkommen from og god. Hans Hierte strømmede over af Taknemmelighed mod hver, som havde mødt ham med venligt Sind, og paa samme Tid viste han en mærkværdig Hukommelse for hver lidt Krænkelse fra tidligere Aar. Medens han som fornuftigt Menneske erkjendte Aandens Adel som den høieste, kom der dog Øieblikke, hvor »Kammerjunkeren« fik Magt over ham og han, efter Baronessens Udtryk, burde »kysse Statskalenderen.« Hos hende stod han som et Exempel for Alle, hver Yttring af ham var fortræffelig, og kom han engang med Noget, aldeles modsat hendes Anskuelse, sagde hun: »det er ikke ham, der taler, det er Mundsveir fra Andre, han giver; det er godt nok til os, hans egen gode, sunde Tale fortjene vi ikke!« Med klart Øie saae han sine egne Svagheder, og fra Studiet af sig selv begreb han Andre; men denne Dvælen ved sig selv ledede ham som oftest til at tale formeget om sit eget Jeg, gjøre sin egen Personlighed til Talens Gjenstand, hvorved Andre efterhaanden bleve friere i deres Dom, som om det var en tredie Fremmed. Elisabeth blev fortroligere, Forholdet blev dristigere end med Herman; Kammerjunkerens Liv var hende mere en opslagen Bog; han fortalte hende Erindringer fra sin bittre Ungdomstid mellem stolte Drømme, som Josephs, og Overseelser og Krænkelser, fordi han var den Fattige. Han spillede hende sine nedskrevne første Compositioner, og fortalte hende Anledningen til flere. I en saadan Samtale spurgte han, om hun aldrig følte lignende musikalske Stemninger, om Tonerne ikke ligesom qvældede frem i Sjælen der, hvor Tanken ikke havde Ord; og hun sagde da, at Ordet aldrig manglede hende, hun troede at have Udtrykket for hver Tanke, kun at denne ofte var saa henflyvende, at hun ikke kunde holde den saa længe, til den i sin Tilblivelse bragtes paa Papiret; og idet hun forklarede sig mere, var hendes Hemmelighed røbet, og tilsidst, efter stor Overtalelse, kom det Skrevne frem og Vennen fik Lov at læse det, men ingen, ingen Anden. Elisabeth var som et Blod, det var som om hun havde begaaet en Synd, triviel og barnagtig syntes hun nu, den hele Digtning var. Og Kammerjunkeren læste, forundret over det friske Sprog, de poetiske Billeder, men især over Naturskildringen, der var mere end almindelig; han følte en Digtersjæl deri, og med levende Udtalelse heraf sad han igjen hos Elisabeth, fremhævede Enkeltheder, gav disse en Betydning, hun aldrig havde tænkt paa, men som vel kunde lægges deri. Præst Jons Rige var Poesiens og Kunstens Land, hvori den Ældre fandt sin Ungdoms Styrke og Livets hele Skjønhed igjen. Kammerjunkeren blev en Commentator, som saa Mange ere blevne det. Hans Henrykkelse gav Digtningen igjen Værd hos Elisabeth; hans Opmuntring var som et Solkys paa Blomsten efter Regntid; hans store Interesse for hende blev ikke skjult, men vel dennes Aarsag, og den maatte jo være: »han er forelsket!«

Det var idetmindste den gamle Baronesses Tanke, og hun saae paa ham med et Udtryk af Inderlighed og rystede saa lidt med Hovedet:

»Mit gode Barn!« sagde hun, »gaa bare ikke og drøm Dig en Kone til; det gjorde Adam, men Konen, han fik, duede ikke. Der er Fruentimmer-Hjerter, der ere som en Postsæk,- den er fuld af forseglede Breve, men den veed ikke selv, hvad der staaer i dem.«

Imidlertid kom Baronessen oftere end før ud til Etatsraaden, talte paa sin Maade, som hun kaldte det, fornuftigt med Elisabeth, der meer og meer steg i hendes Gunst, og pludseligt en Dag i Mai, kort før Baronessens Afreise til Fyen, blev indbudt til at følge med. »For det kan Du have godt af!« sagde den gamle Kone; »der er Fred og Ro og grønne Skove, der er ogsaa en Doctor i Nærheden, og Kukkeren kan sige Dig, hvor længe Du skal leve. Vi gaae med Dampskib, det er een Dags Reise, og saa er du halweis hiemme til din Ø.«

Hun sagde det samme til Etatsraaden, der blev talt og atter talt derom; der blev skrevet til Moritz og det var afgjort. Kammerjunkeren fandt det fortræffeligt; Elisabeth smilede gjennem Taarer; det var jo Skilsmisse fra det kjøbenhavnske Hjem, men det førte til de fyenske Skove og til Hjemkomsten paa Oland. Trine tog det mest fornøieligt; »gid jeg ogsaa kunde tage med!« sagde hun; »og Hansen! Gud bevare os, jeg vilde ikke reise ham foruden! der er deiligt i Fyen, det er mit Land, skjøndt jeg er en Kjøbenhavner. Hils Madam Cathrinesen; Manden, veed jeg, er død; det stod jo i Aviserne med et lille Vers, og veed De, hvorudaf det var taget? Det var af min Bryllupsvise, som Cathrinesen selv havde gjort! Ja, reis til mit søde Fyen! Gud give, De maatte arve Baronessen! men hvorledes det end gaaer, glem mig ikke og heller ikke Hansen, det er en sjelden Mand; hans Sødskendebarn Dykkeren talte igaar om Dem og lader hilse! Herre Gud, skriv mig til, De kjender Kjælderen i Nellikegaden!«

Heimeran var forstemt; det var, sagde han, som han igjen skulde miste et af sine Børn. »Alle ere de gaaede vidt omkring! den ældste Søn har jeg i Ostindien, den Anden i Archangel, de to Yngste - vor Herre delte med mig, - dem tog han til sig; de To har jeg da nærmest!«

Og Dampskibet gik til Fyen.

Veiret var fortræffeligt, Vinden god, der blev sat Seil til; Solen var endnu ikke nede, da de naaede Svendborg, hvorfra der kun vare nogle Miil til Baronessens Gaard.

Hvad der i Fyen levende erindrer om England og begge Steder fortryller Øiet, er det friske Grønne, de levende Hegn og de smukke Trægrupper paa Marken, hvorved Landet faaer Udseende af en Have. Dette Skue henrev Elisabeth; vel var Solen nede, da de kjørte fra Svendborg hjemad, men Luften var som et Guld, Fuldmaanen stod ganske bleg i al den Herlighed; der var en Ro i den hele Natur, som om alle Skovene rundt om sov, og i Landsbyerne, man kom igjennem, hvor Klokken nylig havde ringet ved Solnedgang, saae man Grupper af sladdrende Piger; Bønderkarlene spillede Kegler, Huusmandens lille Datter kom drivende med sin Ko, den havde hele Dagen græsset ved Veien og skulde nu hjem; Markerne med Vaarsæd syntes et grønt Fløiel, Grøfterne et Fyldehorn af Blomster, og alt som de kjørte, bleve Skyerne blegere, Maanen fik en stærkere Glands, det blev mere og mere stille paa Veien, selv oppe i Byerne, og fra Engene hævede sig en blaalig Taage, som Spøgelset af den Sø, her engang havde strakt sig. I Elisabeths Hjerte blev hver Barndoms Erindring vakt. Hun nærmede sig Have-Ensomhed og den gamle Gaard derinde; dens tækkede Gavle, bevoxede med Grønt, stode skarpe mod den klare Luft; en Storkerede var øverst oppe, der sov nu Storkefamilien - det var jo over Midnat; Lysene bevægede sig inde bag Ruderne.

Elisabeth saae igjen det levende Grønne derinde, de gamle Portrætter, Commandeuren med Stjerne, Fruen med Pappegøien paa Haanden. Alt var saa kjendt, men mindre, meget mindre end hun rummede det i sin Tanke; den lange Gang, hvor Gulvet bugnede, - det gjorde det endnu, - var, syntes hun, kun halv saa lang som da hun var Barn. En smuk Stue ud til Haven ventede hende, og da hun her kom tilsengs og Maanen skinnede ind af Vinduet paa Tapetet, hvor Hjortene sprang, syntes hun næsten, at Livet paa Oland og i Kjøbenhavn var kun en Drøm, men i den var hun blevet ældre, klogere, havde fundet den usynlige Traad, der gik igjennem hendes, som gjennem hvert Menneskes Liv.