VIII.
I Lønkammeret og i Landsbykirken.

ivar altsaa i Fyen.

Hun sad igjen under de høie, nys udsprungne Bøge; den hele Skov havde dette Præg af Jomfruelighed, som gjør vort Øie saa vel, vor Tanke saa ung; Nattergalen sang, ikke Sørgesange, nei klokkeklare, hjertefulde Alvors-Qvad. Et lille Æsel var sadlet for Elisabeth, Kammerjunkeren gik ved Siden, og saaledes gjordes Toure i Haven og i Skoven. Enkelte Gange blev der kjørt, og da gik det paa de befarne Veie og gjennem Landsbyer; thi Baronessen vilde see Mennesker. De smaa Bønderdrenge, - hvidgule Haar og brune Ansigter havde de næsten Allesammen, - gave deres komiske Nik med Hovedet, som om de fik et Nakkedrag; Pigerne, store og smaa, »støbte Lys;« - det var det Baronessens Fornøielse at see paa.

»De have ikke gaaet paa Dandseskole, som Trine!« sagde hun; »det er Natur-Neining, den kunde jeg ogsaa engang, nu har jeg dovnet den bort.«

De besøgte de rige Bønder, hvor man sad i Storstuen mellem de høit opredte Senge, hvori Menneskene forsvinde i Dyner; de saae hvad der var spundet og vundet, hvad Hvergarn og Vadmel, der var gjort. Men de kom ogsaa ind paa den Fattiges Leergulv, hvor Hønen havde en Krog ved Familiesengen, hvor der under det lave Loft tidt rummedes saa meget Godt og Skikkeligt, at Flere end »vor Herre« vilde have optegnet det. Derom talte den gamle Frue paa sin Maade; ved den Syges Dør holdt hun og spurgte, hvorledes det nu gik; den bedste Viin fra hendes Kjælder var her ikke for god. Det simple Ord i Fattigmands Tak, de Øine, som saae, naar Ordene slet ikke vilde føie sig, trængte igjennem, og gjorde godt som Solskinnet og som den friske Skov.

Herman, der allerede Dagen efter Bedstemoderens Ankomst havde aflagt sit Besøg, var hver Søndag en stadig Gjæst, og det uagtet at hans Gaard laa tre Mile borte nedad mod store Belt. Han og Kammerjunkeren havde kun seet hinanden for mange Aar siden, da de Begge, forskjelligt behandlede, vare Gjæster hos Grev Frederiks Fader. De forstode snart det Dygtige hos hinanden. Naar de To talede om Kunst og Poesi, flyttede Elisabeth nærmere, men aldrig var hun da til at bringe ind i Samtalen; i Hermans Nærværelse undervurderede hun sig selv ganske, kunde kun sige et enkelt Ord. En Dag, hun følte det, ledede Kammerjunkeren Talen hen paa Digtninger af den Art, hvortil hendes Skriverier maatte henregnes, og hun syntes, at Hermans Dom blev strengere, og at han gjennemtrængende fæstede sine Øine paa hende; og dog kjendte han jo ikke hendes »eneste Feil«, som en Digter har kaldet det.

»Det er ikke nok at kunne correct nedskrive sine Tanker,« sagde Herman; »det hører til vor Tids Dannelse, men det gjælder om, hvorledes disse Tanker ere; det er ikke nok, at de gjengive en Afspeiling af det Dygtige, vi alt have; der skal sættes en ny Blomst paa Poesiens Træ, eller et svagere Blad skal styrkes og udvikles.«

»Jeg antager ogsaa,« sagde Kammerjunkeren, »at det Digterværk, hvori man under Læsningen ikke beriges med en ny Tanke, der enten ganske gives, eller før laa uklar hos os selv, er et middelmaadigt Værk. Men De synes at forlange en heel ny Digterart, at vente en vor Tids Messias i Digtningens Verden, - og kunne vi det?«

»Jeg troer, det endnu ikke er Tidens Fylde,« svarede Herman. »Der er saa meget antydet, som endnu ikke er udført; der er saa meget, der skal bringes til Sandhed først. I Romanen vil jeg ikke have Begivenheder alene, men Charakteer og Poesie; en Roman, som kun har Begivenheder, læses kun eengang; det Uventede, det Overraskende, som var den levende Nerve deri, er senere dødt; derimod hvor Menneskecharacteren træder frem med alle sine fine Lærdomme, hvor Tanken staaer levende i Ord, hvor Poesien har sine uvisnelige Grene, der vender man igjen tilbage, den Bog læses og læses atter, man gaaer forfrisket fra den, som fra en Foraars-Vandring i Skoven.«

»Men have vi ikke for endeel en saadan Forfatter i Jean Paul?« sagde Kammerjunkeren.

»Han staaer nær derved,« svarede Herman, »og vilde være en af de Interessanteste, var han ikke en af de mest trættende Forfattere, jeg kjender, han kan antyde, men bliver dog ikke selv Tidsalderens Columbus, der fører os til Kysten af en ny Digtning; Reisen hos ham er lang nok og har ogsaa sine glimrende Naturundere, men vi svæve, vi gynge; han har ingen fast Jordbund; Menneskene, vi møde, ere ikke Kjød af vort Kjød, det Sjælelige ligesom skjuler for os det Legemlige; vi føle, om jeg tør bruge dette Udtryk, Duften af Blomsten, men see ikke Blomsten selv, dette legemligt Fattelige i god Betydning, som f. Ex. Walter Scott har. Denne Digter og Jean Paul, saa forskjellige i deres Frembringelser og dog saa lige i digterisk Kraft, troer jeg, - vare de sammensmeltede og bragte til en sammentrængt Fremstilling, - vilde være en Typus for vor Tids nye Digter. Alt skal være sandt, klart og kort, omgivet med den Duft, der hviler over vore Kjæmpeviser, den Lyrik, som omstraaler Calderons Dramaer; og den kan indaandes i selv den prosaiske Fortælling; det er ikke Ordets metriske Sammenslyngninger, men Malmet i det, som klinger til Hjerter og Folkeslægter.«

Medens Herman talede, hævede Elisabeths Tanke sig til det Ideal, han pegede paa, og hun følte, hvilken Barneleg hendes Skriverier vare; Kammerjunkeren derimod fandt i disse just en ubevidst Tilnærmelse, som Herman vilde erkjende, naar han læste dem; det maatte han, derom bad Kammerjunkeren Elisabeth, og hun blev rød ved dette Forlangende og afslog det paa det mest Bestemte.

»Og det kan De tænke og sige, efterat have hørt hans Ord idag!« sagde hun. Men han kom oftere tilbage til det samme Punkt; hans Overbeviisning var ærlig, den gav hans Ord Vægt, og med Frygtsomhed og en blandet Følelse af Lyst og Ulyst tillod hun ham det, under den Betingelse, at Herman, dersom han fandt, hvad hun var forvisset om, at det var værdiløst for Verden, da aldrig maatte tale til hende derom.

Og Uger gik.

»Herman finder det fortræffeligt!« sagde Kammerjunkeren.

»Jeg troer det ikke«, sagde Elisabeth; »han talte ikke et Ord til mig derom ved sidste Besøg. De veed ikke, hvor uhyggeligt jeg følte mig! det var, som laa der et Bjerg imellem os; jeg vovede ikke at være ene med ham.«

»Og derved just er De selv Skyld i, at han ikke fik Leilighed til at takke Dem, at tale med Dem.«

»Herman har betragtet det for hvad det er, en Sygs Beskjæftigelse,« tænkte hun, og dog gjemte hun paa hvert berømmende Ord, Kammerjunkeren overrakte som Hermans; der blev seet paa det som et Metal, hun ikke vidste, om det var ægte eller uægte, og dog ikke kunde kaste bort.

En Søndag Eftermiddag, da Elisabeth sad under Rødtjørnene, kom Herman, - de vare alene.

»Tak for Deres Tillid til mig!« sagde han. »Hvad De har skrevet, er smukt og naturligt og det eier hvad de fleste Skrifter i vor Tid mangle, Religiøsitet. Jeg skulde lykønske Dem, idet jeg virkelig, som en ældre Broder holder af Dem -! De har Øie for Naturen og Mennesket, De har Hjerte og Reenhed, som Qvinden skal have den, og dog, med alle disse store Midler, idet disse frembryde i en Trang til at producere, bliver jeg bedrøvet for Dem. Ja, jeg mener Dem det saa inderlig godt! De har Mod til at træde frem for Verden, for ligesom at dele med den, hvad Gud har givet Dem; men husk, at fra det Øieblik, De gjør det, tilhører De ikke længer Dem selv; De maa være forberedt paa, at Deres bedste Følelser blive misforstaaede. De veed, at jeg altid har fremhævet det Gode i vort Fædreland, men her er Øieblikket, hvor jeg maa pege paa dets Skygge. Godmodighed er, idetmindste ikke for Øieblikket, et Særkjende paa de Danske; der er hos os et Element af Spot, der er langt mere overveiende; vi have stor Sands for det Komiske, derved eie vi en Lystspil-Literatur, men hos Mængden bliver denne Sands til en Lyst efter at finde Vrangsiderne, latterliggjøre Alt. Har De Mod og Kraft til at taale, at Taaben spotter Dem, at selv de Ædleste og Bedste kunde krænke Dem, vel, saa siger jeg ikke et Ord mere; hvad der er en guddommelig Mission hos os, vil bane sig Vei; men fremman ikke disse Stemninger hos Dem, opelsk ikke en Blomsterflor, som udsuger den gode Jordbund og forhindrer i at det trives, som maaskee var Nyttigere og Bedre!«

»O, De mener mig det ærligt og godt,« sagde Elisabeth; »Dem troer jeg paa, saa fast, saa inderligt! men tro ogsaa mig, at jeg aldrig har fundet mere deri, end den Fornøielse, jeg havde, naar jeg var alene, ved at synge en Melodi, der kom mig i Tankerne; men jeg kunde have ladet mig vildlede ved at høre en Anden, der lagde sin egen poetiske Sjæl ind i mine nedskrevne Ord. Jeg forsikrer Dem, at fra dette Øieblik af skal jeg aldrig bringe noget Lignende paa Papiret.«

»Det vilde være Uret mod mig, mod Dem selv!« sagde Herman; »dog, Deres sunde Natur vil lede Dem. Hvad jeg her sagde, var af en ældre Broders Hjerte, det være Dem en Modvægt mod den maaskee altfor store Begeistring, en Anden nedlægger for Dem! Og nu giver De mig Deres Haand paa, at De har modtaget mit Ord ligesaa velmeent, som det er givet, - at vi ere Venner!«

»Endnu mere end nogensinde!« udbrød Elisabeth med en Heftighed, en Varme, der næsten forskrækkede hende selv, og hun trykkede kun sagte den Haand, hun selv havde grebet.

Det var den fjortende August, den Dag i Almanakken, den gamle Baronesse kunde lide, som hun sagde, og havde udvalgt til sin Fødselsdag, hvor de Fattige kom om Formiddagen og fik deres Presenter, hvilket endnu var Skik, og stort Selskab indbødes til Middag. I den tidlige Morgenstund gik den gamle Baronesse til Lønkammeret, men denne Gang tog hun Madam Krone med, der ikke var lidet forundret over Indbydelsen.

»Ingen seer naar Søvnen kommer!« sagde den gamle Frue, »og endnu mindre naar Døden kommer! det er godt at have ryddet op før man lægger sig, og det vil jeg gjøre idag, og De skal hjelpe mig, Madam Krone. Derpaa har jeg tænkt siden jeg sagde Farvel til Kong Frederik; han var ingen Krigsmand, hvormeget han end holdt af Soldater, og det vil jeg heller ikke være; jeg slutter Fred, og det paa Geburtsdagen. Der sidder min Svigerfader«, og hun pegede paa det gamle Portræt, der stod opstillet paa Resten af Gaardens Træhest. »Saa vred saae han ud, og endnu værre; han er det Første, jeg kan huske fra min Barndomstid; i saadan en rød Kjole stod han med Tyrepidsken i sin Haand, den knaldede over mit Hoved, den slog mig en lang Blodvable over mit Hoved og Hals, og jeg var et lille uskyldigt Barn, der krøb paa Brostenene under Træhesten, som min stakkels Fader red paa, med Stene bundne ved Benene. Jeg kan huske, hvor fælt min Moder skreg, og han der i den røde Kjole sparkede den syge, elendige Kone, saa hun faldt henad Stenene; jeg har aldrig kunnet glemme det, jeg har hørt det skrige mange Gange igjen inde i mit Hoved, jeg har følt Pidskeslaget brænde ned over min Tinding, og at jeg ikke er blevet gal, er ikke min Skyld. Men man skal være christelige Mennesker; jeg har gjerne villet være det, men vi due ikke rigtigt, Madam Krone! Villien er ikke nok. Men nu er den Tidsregning ude, - Kong Frederik ligger i sin Grav, og jeg holder nok min sidste Geburtsdag, og saa vil jeg ikke bæres under Tag med ham der, uden at have j evnet og tilgivet!« - Hun tog Billedet, der var halvt løsnet fra den ormstukne Ramme. »Det skal varme under Fattigmands Suppekjedel«, sagde hun; »det og alt Træet der; hjelp mig, Madam Krone. Jeg vil brænde ham; og naar han saa bliver Aske med Pinebænken der, vil jeg ønske, at han ikke maa brænde andre Steder. See hvor frisk endnu den skarpe Fjæl er, der var Hesteryg; den skal ikke brændes, den vil jeg have god Brug af. Det er ikke noget Piankeri, det er en christelig Tanke!«

»Christelig og god har De altid været,« sagde Madam Krone, »og det er rigtigt og fornuftigt at faae alt dette brændt, det skulde have været gjort for lang Tid siden.«

»Han har handlet ilde mod mig og Mine, mod hvert fattigt Barn, ja mod sit eget Kjød og Blod. Hans egen Søn var god fra vor Herre, men blev qvaklet om, derfor har jeg grædt mange Taarer.- Men det har jeg siddet og fundet ud i de sidste Dage: død Mand sover ikke saa fast, der er jo Noget af ham, der hører og veed, hvad der skeer her oppe. Han, som løftede Tyrepidsken, har maattet ligge stille i sin Kiste og see fattige Dorothea kjøre ind i Gaarden med fire Heste, see sin Søn og sit Navn gaae ud og Rasmusses Datter være Baronesse. Efter mig kommer der et fremmed Navn, og saa er der Ingen mere, der kjender Slægten. Et fremmed Navn, som maaskee ikke engang er det ærlige!« - Hun standsede, og der gik et bittert Smil over hendes Mund.

»Sig dog ikke Noget mere mod Baron Herman!« udbrød Madam Krone; »alene Tanken er syndig.«

»Og dem har vi mange af!« sagde den gamle Frue; »jeg har selv sagt det til ham engang. Det skal fornøie mig, om jeg hos vor Herre maa bede ham om Forladelse for det. Men mit Datterbarn er han, og derfor bliver han ogsaa Herre her paa Gaarden, naar jeg flytter hen ved Kirken.«

»Hans Moder har grædt salte Taarer over ham, da han var spædt Barn,« sagde Madam Krone; »hans Moder var saa englereen, som Nogen paa denne Jord.«

»Ja, tænk mig ikke Andet om hende!« sagde den gamle Baronesse i stærk Heftighed; »hun var reen og retskaffen lige ind i Hjerte og Tanke! men min Mening er dog ikke bygget paa Luft og falske Ord. Englereen var hun, siger jeg, og det er hun hos Gud. Jeg har mere Skyld! Man skal altid frygte Gud og holde Landeveien! vare vi blevne paa Landeveien til Neapel, saa havde det været bedre for os Allesammen. Jeg har aldrig rigtig sagt Dem det, Madam Krone,- det er ikke fornøieligt at tale om. Jeg var i Rom med min Datter, hun blev forlovet der med Büncke Rønnow, Holsteneren. Vielsen stod tidligt om Morgenen, og saa satte vi os i Vognen strax for at tage til Neapel. Men jeg vilde ikke af Landeveien, jeg vilde over Bjergene; der vare vi midt paa Dagen, vi rede videre fort om Eftermiddagen; vi vare alle til Æsels, og Førerne løb ved Siden af; der saae vildt ud, der var ensomt, og Aften blev det, og altid fik vi større Følgeskab; det blev for stort, de havde baade Knive og Geværer; og som jeg bedst tænkte paa, hvad der vilde blive af, løb vore Førere. Der knaldede kun eet Gevær og Rønnows Tjener, der var stor og stærk, laa skudt ihjel; der var Tre om hver af os. Rønnow bandt de Hænderne paa, - det var en deilig Bryllupsdag, han havde! tilsidst maatte vi gaae Allesammen, mellem Stene og Buske; det var op og ned; en af Røverne, en ung rask Karl, hjalp min Datter, han var kjøn af sin Slags. Der var i Bjergene nogle Huller ligesom en Hestestald; der kom vi ind, og der snakkede de deres Kram; saa blev Rønnow løst, han skulde skaffe Penge til en vis Time og bringe dem til et opgivet Sted; En fik han til at følge sig, - jeg og min Datter maatte blive. De gjorde os ikke ondt, de gave os Mad og Drikke, og jeg sagde dem, hvor haardt det var og at det ikke var christeligt, sagde dem, at det var min Datters Bryllupsdag, at hun var viet imorges. »Stakkels Barn!« sagde Gavtyven, han, der havde hjulpet hende, og saa lo han med de Øine, han havde, de vare sortere endnu end Hermans; hans Tænder de skinnede saa hvide, som de, der sidde i Hermans Mund; - og saa bleve vi der i Hestestalden. Jeg fik et Hul at ligge i; - det var en god Søvnjeg havde; min Datter sørgede han for, han med de sorte Øine. Næste Aften kom allerede Løsepengene og vi bleve høfligt og vel førte ud til Vei og Sti, satte paa Æsler, og der blev os sagt, at vi skulde følge Stien, saa kom vi til Ægtemanden, - og det gjorde vi ogsaa. Den Første, vi traf paa, var Rønnow, der var tvungen af dem til at vente der, hvor han ventede paa os. Men før vi skiltes fra Kjæltringerne, kom han med de sorte Øine og de hvide Tænder, - han kyssede mit stakkels Barn, der var bleg som et Lig. Han sagde Ord, som jeg har gjemt i mit Hjerte, gjemt med det Smil, han havde, med den Person, han viste, da han stod op paa Stenen og svingede sit røde Halsklæde idet vi rede bort. - Ja saaledes gik det til! men den Historie skal De ikke lade trykke, Madam Krone, og det vil jeg ikke heller! Tag nu det øvrige Træ-Skramleri; jeg har taget hvad jeg kan, og saa gaae vi til Kjøkkenet og faae det ordendigt til at blusse op under Fattig-Kjedelen.«

Før de forlode Lønkammeret, havde Elisabeth, der nu uden Stok kunde gjøre en Vandring, forladt Gaarden og var gaaet ind i Skoven; herfra fulgte hun Stien over Engen til Kirken. Døren til Vaabenhuset stod aaben, Orgelet lød smukt til hende; det var Kammerjunkeren, vidste hun, der tidt tog Kirkedørs-Nøglen og gik derhen at spille ene for sig selv. Hun standsede ved en Grav. Det var Cathrinesens. Et af de Vers, han havde skrevet til Trines Bryllup, og som var aftrykt i Avisen ved Anmeldelsen om hans Død, stod ogsaa skrevet her som Epitaphium; - hans Vers vare unægteligt i høj Grad tagne i Brug! Fra Graven gik Elisabeth ind i Kirken, heelt op til Alteret, hvorfra Orgelspillet bedst hørtes. Det var en smuk Landsbykirke med hvidkalkede Vægge og Hvælving; til Høire i Choret var et gammelt Maleri, hvorpaa en geistligklædt Mand med et langt Skjæg stod midt imellem begge sine Koner og alle sine Børn, Sønnerne til Høire, Døttrene til Venstre, de Yngste allerforrest, eensklædte Alle og med foldede Hænder. Ligeover herfor og i Choret var det herskabelige Capel, som skiltes fra Kirken ved et Jerngitter; derinde stode Kisterne opstillede i Række, men midt paa Gulvet den prægtige Marmorsarkophag fra Italien, hvori den onde Herremand, Baronessens Svigerfader, gjemtes. Her, i levende Live, havde han sviret med sine D rikkebrødre, her i den aabne Kiste havde han sat sig og drukket de ryggesløseste Skaaler, og var under disse med Et bleven taus, - død sad han med sortblaat Ansigt. Nu var her saa fredeligt og stille, en Solstraale faldt igjennem Vinduet paa de gamle ophængte Faner og paa den hvide Marmorkiste, ved hvis Fod to udhugne Engle græd; men der kom ikke Vand af Øinene, sagde Bønderne, for det kunde der ikke komme for den Karl! De sidste Orgeltoner døde hen; Kammerjunkeren kom ned i Kirken til Elisabeth.

Oppe paa Gaarden var paa samme Tid Herman indtruffet; hans Hest var bragt i Stalden, selv gik han fra Stue til Stue, der var Ingen at finde. »Kammerjunkeren er nok ovre i Kirken,« sagde Tjeneren, og Herman gik derover; Orgelspillet hørte han ikke, men Døren i Vaabenhuset var aaben, der maatte være Nogen; idet han kom ind i Gangen, saae han Elisabeth og Kammerjunkeren i Samtale, siddende paa Knælebænken foran Alteret. De mærkede ikke ham, han fik et Indfald og vendte om igjen til Vaabenhuset, hvorfra man af en lille aaben Dør og Trappe kunde stige op paa Kirkeloftet. Hvælvingerne hævede sig her, som var det den ene Bagerovn ved Siden af den anden; Herman fandt imidlertid Vei hen til den Hvælving, der var ligeover Choret, og hvor han ved ganske sagte at tage en Fjæl bort, havde et aabent, muret Hul, hvorfra han lige over deres Hoveder kunde see ned og tale til dem. De mærkede slet Intet, - han var kommet forsigtig og stille.

Kun et Par Minuter før Herman kom, var Orgelspillet holdt op og Kammerjunkeren var traadt ned til Elisabeth. De saae paa Præstefamiliens Portrætter, og Elisabeth fandt, at især Præsten var saa levende malet, at det var, som om han vilde træde ud af Rammen og tale til dem. »Men nu ved Dagen, i klart Solskin, troer jeg ikke, det vilde forskrække mig!«

»Det kom vel an paa, hvad han spurgte Dem om?« sagde Kammerjunkeren med et Smil.

»Jeg har hørt, at man skal svare Aander kort og bestemt, saa have de ingen Magt«, sagde hun; »jeg veed desuden ikke, med hvilket Spørgsmaal just jeg skulde kunne forskrækkes!«

»Man kunde vel finde et!«

»Og dette var?« spurgte hun.

»Dersom han nu stillede sig foran os,« udbrød Kammerjunkeren, »og han spurgte Dem, -ja det kunde han gjøre, - vil Du give denne Mand, som sidder hos Dig, Din Haand, og være hans Hustrue?«

»Da vil jeg svare: vi ere ikke forlovede!« sagde Elisabeth, »og vi tænke ikke paa at blive det!«

»Men om jeg nu tænkte derpaa?« sagde Kammerjunkeren alvorlig og greb hendes Haand; det var netop i det Øieblik, Herman fra Aabningen ovenover saae ned til dem, men han hørte ikke et Ord, hørte ikke, hvad der blev sagt.

»Ja, Elisabeth! De er mig saa inderlig kjær, jeg vil ved Dem kunne blive lykkelig, uendelig lykkelig! paa dette hellige Sted vover jeg at sige Dem det: Bliv min Kone!«

Nei, Herman hørte det ikke, og dog foer han uvilkaarligt tilbage, overrasket ved den Inderlighed, hvormed Kammerjunkeren greb Elisabeths Haand, forlegen over, som Lurer maaskee at være traadt ind i en Hemmelighed; han stod et Øieblik opreist, uvis om han skulde tale eller tie, gaae eller blive; han vovede ikke at skyde Brædtet hen over Aabningen og maaskee ved Larmen deraf vække deres Opmærksomhed; - sagte vilde han liste sig bort. Hvad var der bleven sagt? i hvad Forbindelse stode deres Ord med hvad han havde seet? De talte endnu dernede, men Ordene forstod han ikke, vilde ikke høre dem, - da hans eget Navn i det samme lydeligt nævnedes af Kammerjunkeren.

»Herman! De elsker Herman?« sagde han, »svar mig derpaa!«

Og Herman hørte det; Blodet steg ham op til Hovedet, han vilde bort, men han snublede og faldt; det gik keitet med at krybe over Hvælvingerne tilbage, og da han naaede Trappen ned, blev han her et Øieblik staaende, tvivlraadig med sig selv, om han skulde gaae eller blive. I det samme hørtes Trin, Døren til Vaabenhuset blev slaaet i; det var Elisabeth, som hurtigt havde afbrudt Samtalen og, fulgt af Kammerjunkeren, forlod Kirken. Da Herman stod i Vaabenhuset, fandt han sig lukket inde; fra Kirken selv var dog maaskee endnu en Udgang, idetmindste kunde man dog slippe bort igjennem et af Vinduerne. Disse sad imidlertid meget høit. Hans Tanker vare i stor Bevægelse; han satte sig foran Alteret, hvor de To for et Øieblik siden havde siddet. »De elsker Herman!« gjentog han for sig selv; og hvad havde hun svaret derpaa? - Hvad havde foranlediget dette Udbrud? Hvilket Forhold var der mellem de To? Tankerne sænkede sig fra Panden til Hjertet; han gik et Par Skridt og blev staaende foran Gitteret ved den aabne Begravelse; den nærmeste Kiste var den mindste, der laa en vissen Blomsterkrands paa den, hvert Aar fornyedes den; det maatte være Hermans Moder, som hvilte der; Kisten ved Siden af gjemte vistnok hans Fader; han tænkte derpaa: det var første Gang, han stod her ved Capellet, disse Døde saa nær. Ingen af dem kunde han huske, han var kun lidt over et Aar gammel, da de døde. Hvad Bedstemoderen for Aaringer siden i Bitterhed udtalte om hans Fødsel, huskede han paa; i hans Tanke fremtraadte den i Silke og Fløiel klædte Røver paa Veien til Retterstedet, hans eget Speilbillede med de mørke Øine, de skinnende hvide Tænder; til denne Skikkelse stillede sig en anden, det var Elisabeths Fader, som han stod i Billardstuen og tørrede Øinene med Uldqvasten paa sin Kasket. Og nu de To, som nyligt sad her foran Alteret, og hvad her var sagt! - Alt gik i hurtig Tankeflugt gjennem Hermans Hoved og Hjerte, for hurtigt til at vi kunne lægge Ord derunder, men selv uden disse ville vi forstaae ham. Nogle Minutter havde han staaet, da blev der stukket en Nøgle i den lille Dør, som fra Capellet førte ud til Kirkegaarden; Døren gik op og den gamle Baronesse og Madam Krone traadte ind. Med Forundring saae de ham. »Herman!« sagde Bedstemoderen, »Du her!«

»Jeg fandt Ingen ovre paa Gaarden,« svarede han, «saa gik jeg her over og er bleven lukket inde; jeg ventede rigtignok ikke, at De skulde komme her, det er ikke Stedet til at bringe min Geburtsdags-Hilsen.«

»Gratuleer kun!« sagde hun; »veed Du ikke endnu, at det aldrig har været min Fødselsdag? Den blev der ikke lagt Mærke til, da jeg blev født, men denne Dato er bleven husket! da gjorde han der i Marmorkisten min Fader blodigt ondt, min Moder og mig; derfor har jeg gjort Fattigfolk godt den Dag! Men det skal Du ikke rose mig for, og jeg vil det ikke heller; jeg havde ondt i mit Hjerte imod ham, men nu har gamle Kong Frederik bedet hos vor Herre for Herremændene, som han her bad for Bønderne.«

Herman nikkede venligt deeltagende til den gamle Kone.

»Nu har jeg imorges ryddet op paa Gaarden,« vedblev hun, »og jeg har ryddet op i mit eget Hjerte; det skulde man altid gjøre! jeg kom her for at sige, at det Gamle er glemt, at nu sætter jeg ikke mine Been her, før de bære mig herhen. Ja, veed Du hvad, Herman, jeg kunde have Lyst til at ligge udenfor og ikke lade min Kiste staae til Stads som en anden Dragkiste. Giv mig Din Haand! Her sover Din Moder, hun var reen og uskyldig, som en Guds Engel! gjør hende Glæde og gjør mig Glæde ved at være god imod fattig Mand. Vi ere Alle eet Stykke, Alle gjorte af samme Klat Jord; En kom i Avispapir, en Anden i Guldpapir, men den Forgyldning skal Klatten ikke være stolt af. Der er Adel i enhver Stand, men den stikker i Tanken og ikke i Blodet, for vi ere ogsaa Alle eet Blod, hvad de saa sige; hvad der løber i Aarerne ved Hælen har før været ved Hjertet, og kan komme der igjen, saaledes er det indeni os, og saaledes er det med Menneskene udenom os. Læg det paa Hjertet! - Og nu gaae vi, mit Barn!«