IX.
Skilsmisse og Sammenkomst.

I den store Sal paa Gaarden fik Bønderfolkene deres Presenter, Uldent og Linned, Madvarer og Legetøi, og: »Baronessen talte rigtig op med os,« sagde de. Ved Frokostbordet sad Herman ganske ene; Kammerjunkeren havde undskyldt sig, han componerede; og Elisabeth lod sig see, rakte Herman Haanden, men der var en Uro hos hende, hun havde et Arrangement at gjøre, sagde hun, - og Herman sad igjen ene. Han gik i Haven og pludseligt stod Kammerjunkeren for ham, saa fri, saa livlig og hjertelig; det var slet ikke, som om Noget nys havde stærkt bevæget ham; han talte om sin Musik, sin nyeste Composition, hvor rask den gik fremad.

»Jeg ligger her som i en rolig Havn,« sagde han, »kan rulle mig i mig selv uden at forstyrres udenfra. Det har været frugtbringende Maaneder for mig, men min Natur er ikke for en saa vedvarende Fred; i de sidste Dage har jeg af og til følt Uro og Reiselyst, idag har jeg et saadant Anfald. Der er noget af Trækfuglenes Natur i mig, denne Drift, som uforklarlig driver dem afsted fra den hyggelige Rede, driver dem afsted paa den smukkeste Dag. Jeg troer, jeg flyver før jeg selv veed det.«

»Jeg har i en tidligere Tid kjendt det samme,« svarede Herman; »det ligger i Ungdomssindet og det har De, som en stærk begavet poetisk Natur, bevaret længere end jeg; det er en Drift, der maa være, som hos Bien, for at flyve ud og samle til Honning.«

Medens de saaledes, i Samtale om Stemninger og Tilstande, der dog slet ikke berørte denne Morgens Begivenhed i Kirken, vandrede om i Haven, rullede den ene Vogn efter den anden med Gjæster ind i den gamle Gaard. De syntes ikke at bemærke det; Tjeneren kom og lod dem vide, hvor seent det var.

Ved Middagsbordet fik Herman Plads ved en gammel Bekjendt, der var lykkelig ved at sidde hos en Mand, som havde seet saameget af Verden.

»Det danner, det belærer!« sagde han; »hvor har jeg ikke ønsket mig i Deres Sted? for jeg veed hvad det er, at reise; jeg har besøgt det meste af Tydskland, været i Hamburg, Hannover, Frankfurt, rundtom, men hvad er det mod Dem?« Det var Justitsraaden fra Odense, ham, vi maaskee huske fra gamle Dage; han var blevet et synligt Stykke ældre, de graae Haar laa tyndt hen over Panden, hans Ledsagerske paa Livets Reise havde forladt ham, han var Enkemand.

Elisabeth sad paa den modsatte Side; ikke en eneste Gang saae hun hen til Herman, derimod forekom det ham, som om hun flere Gange med et tankefuldt, vemodigt Blik, betragtede Kammerjunkeren, -ja, endogsaa, at der eengang trængte Taarer frem i hendes Øine, som hun igjen tvang tilbage.

»Og han kan troe, at hun elsker mig!« tænkte Herman; »han kan glemme, hvilken Forskjel der er i hendes og min Alder, hun sexten, jeg fire og tredive, altsaa det Dobbelte, ja mere end det Dobbelte! hun, dette Barn, som jeg har baaret paa mine Arme, trykket til mit Hjerte! - Men er han ikke ogsaa den Ældre? ja, af min Alder, eller over den! han maa være det, - men det staaer ikke i hans Ansigt, ikke i hans Sjæl, den er ung, som hendes! Sjælen er dog Rod og Blomst paa vort Livstræ!« Tankefuld sænkede han sine Øine, og da han atter saae op, var det paa Elisabeth, der saa jomfruelig smuk sad over for ham; ja, Mennesket er skabt i Guds Billed, følte han; hendes afprægede sig i hans Tanke for at følge ham til Hjemmet, og som Solstraalerne, der samles i Brændeglasset, at virke med stærkere Kræfter.

Samme Aften, da Selskabet var brudt op, havde Kammerjunkeren en lang Samtale med den gamle Baronesse, og det var i Anledning af denne, at Madam Krone næste Dag fik et lille Foredrag, som vil bringe os et Skridt videre i disse Begivenheder; det var et Foredrag over »Ægteskab.«

»Man skal ikke lege vor Herre,« sagde Baronessen, »ikke parre Mennesker sammen. Det duer ikke, Madam Krone, og jeg har aldrig gjort det.«

»Ja, jeg ikke heller,« svarede Madam Krone; »jeg veed slet ikke, hvorfor De siger det til mig.«

»Fordi jeg siger det til mig selv!« sagde Baronessen; »jeg har læst i en gammel Bog, eller jeg har selv udtænkt det, det husker jeg ikke, men det er det samme, thi trykkes skal det ikke: ethvert Menneske er saadan en halv Kugle, som triller om i Verden og vil have den rigtige, halve Deel, som hører til den, for at blive heel.«

»Ja, hvad kan det hjelpe,« sagde Madam Krone.

»Saa trille de bedre!« sagde Baronessen; »der kommer en Halvdeel og der kommer en anden Halvdeel; de smække strax sammen, men de passe ikke, de trille daarligt; tidt falde de fra hinanden, og det er da ikke det Værste. Saaledes troede jeg og om mit »gode Barn« og den lille Elisabeth, at det var to Halve til en rigtig Heel; jeg har ikke smækket dem sammen og vilde ikke lege vor Herre, men jeg lagde dem i Banen og tænkte: nu kan de løbe. For det er slemt, Madam Krone, naar den ene Halvdel triller om i Grønland og den anden i Frankrig, - de finde ikke hinanden! Jeg har tænkt mit, men jeg har tænkt galt, de ville ikke løbe sammen; han har faaet Fart med Et, han triller til Paris, - nu kan hun trille til Oland, jeg gjør ingen Kunster!«

Dagen var bestemt til Kammerjunkerens Afreise; han vilde bort, han maatte bort.

»Jeg er ikke det Selv-Menneske, at jeg skulde holde paa ham,« sagde den gamle Baronesse; »han hører Verden til, han er en Viin, der skal hældes i Guldskaal og ikke staae her i Spølkummen. Han skal reise, det vil jeg selv have!« og Vandet kom den gamle Kone i Øinene.

Det var, som om den Uro, der drev ham fra Gaarden, ogsaa havde grebet Elisabeth; hun var jo fuldkommen rask, der var næsten gaaet et Aar, siden hun forlod sit Hjem paa Oland; hvor rig havde ikke den Tid været? et heelt nyt Menneske følte hun sig at være blevet; Barndomstiden, syntes hun, laa langt, langt tilbage; hun var løftet høit til Tanke og Alvor, og Alt under Solskin og Glæde; milde Øine havde seet til hende, Alle vare kjærligt traadte hende imøde; men nu i de tre sidste Dage var det anderledes, det var, som hun havde krænket et Menneske, der var hende inderlig god, og hvem hun følte for, som for en kjær Broder, ikke mindre - men heller ikke mere.

Det var den sidste Aften, Kammerjunkeren var paa Gaarden; der var et Liv, en Bevægelighed hos ham, det var, som om han alt med een Fod stod midt inde i Pariserlivet. Marseillaisen klang igjen fra Claveret, det infernalske Thema af »Robert«, og »Berangers Sange«, kraftigstaf disse:
»Reine du monde, ô France, ô ma patrie!«

Den gamle Baronesse var ligesaa livlig; men da Klokken slog ti, den sædvanlige Sengetid, eller rettere, Tiden, da man selv om Sommeren brød op, fik hendes leende Ansigt et alvorligt Udtryk, Vandet stod hende i Øinene.

»Farvel, mit gode Barn! vær skikkelig og dygtig, som altid! jeg staaer ikke op med Solen imorgen tidlig; jeg siger mit Farvel engang for alle!« Hun tog ham om Kinden. »Lad mig rigtigt see Ansigtet! see, nu har jeg det og skal huske det, hvor jeg kommer hen. Gud velsigne Dig, mit gode, skikkelige Barn! Gaa, gaa! Farvel!«

Og Kammerjunkeren maatte skynde sig med at komme bort; han fik trykket Elisabeths Haand, men Intet sagt, den gamle Frue vinkede mod Døren; hans Øine laae et Secund nølende, vemodige, inderlige paa Elisabeth, han saae til Baronessen, nikkede og var ude af Stuen.

Da Elisabeth kom paa sit Værelse, satte hun sig strax til Skriverbordet; hun kunde ikke andet, hun maatte udtale sig for Vennen, Broderen, sige ham et kjærligt, hjerteligt Levvel. Med en Uskyldighed, en Inderlighed sagde hun ham, hvor bedrøvet hun var, bad ham tilgive sig, bad ham være hende god, som en Broder kan være det. En Elsker vilde imellem disse Linier have læst Haab og Lykke, men han havde jo rigtignok læst feil. En lille Pung af trefarvet Silke var alt for en Uge siden færdig og bestemt for Kammerjunkeren, naar de skiltes, men i den Hurtighed, Afreisen var bleven bestemt, havde Elisabeth glemt denne lille Erindring; den blev taget frem, Brevet blev lagt deri, og hun gik tilsengs, for betids imorgen at staae op og sige ham endnu engang. »Lev vel!« Der vilde ingen Søvn komme i hendes Øine, Timerne gik under store Søer af vemodige Tanker; i Dagningen blundede hun lidt, men foer op afsøvne, thi der kjørte ind i Gaarden en Vogn; det var den, som skulde bringe Kammerjunkeren til Assens, hvorfra han med Dampskib samme Dag vilde naae til Kiel. Elisabeth foer ud af Sengen og klædte sig i Hast paa; sit Brev tog hun igjen frem; hun maatte læse det endnu engang, - da i det samme Vognen kjørte ud af Gaarden; Kammerjunkeren havde alt været færdig ved dens Komme, og ikke ladet vente paa sig. Elisabeth sprang til Vinduet, stak Brevet hurtigt ned i Pungen. Kammerjunkeren kjørte ud lige under hende, hun kunde have kastet begge Dele ned i Skjødet paa ham; hun tænkte det, men vaklede i sine Tanker, og saa var han alt et Stykke ude. Han vendte sig og saae op til Vinduet. »Farvel! Farvel!« raabte hun med bevæget Stemme; han svarede og svingede med Hatten, men Brev og Pung holdt hun fast i sin Haand; Vognen dreiede om Ladebygningen, ud af den forreste Port. Elisabeth saae mod Skyerne, de farvedes røde af den opgaaende Sol.

Otte Dage efter skulde Elisabeth til sit Hjem, til Halligerne; Moritz vilde da paa en bestemt Dag ved Dampskibets Ankomst afhente hende i Flensborg; derhen maatte hun fra Fyen gaae alene med Dampskibet. Hermans Gaard skulde hun ikke faae at see; et Besøg der havde ofte været bestemt medens at Kammerjunkeren endnu var her, men det blev altid udsat; nu var det, som sagt, ganske opgivet; men ikke af Madam Krone, der syntes saa godt om Eiendommen, og vilde, at Elisabeth skulde see sit Fødested. Ja nu saae der jo ganske anderledes ud! istedetfor den faldefærdige Gaard, de dyndede, begroede Voldgrave, var der nu et lille Paradis, det yndigste Landsted, saa smukt beliggende, med Udsigt til Beltet og Langeland. »Det var Synd om Elisabeth ikke kom derhen,« meente hun, og tre Dage før Afreisen blev det da ved Madam Krones diplomatiske Talent sat igjennem, at Elisabeth skulde komme der, - hun og Madam Krone; Baronessen vilde imidlertid, som hun sagde, være fri for dem begge To, og fornøie sig hjemme.

Der var et Par Miil at kjøre, men Egnen var meget smuk, især efter at man havde forladt Hovedlandeveien; man kom da i en bakket Skovegn, der paa de fleste Punkter havde noget parkmæssigt; Veien førte forbi Skraaninger, hvor man saae ind gjennem Toppene af gamle, høie Bøge, ned i store Mølledamme; Vandmøllen laa saa dybt, at Røgen, der blaalig steg fra Skorstenen, havde en lang Strækning at løfte sig forbi den høitliggende, mørke Skovgrund bag ved. Smukke Græsplainer strakte sig op ad Bakker omgivne af Skov, og hvor der tæt ved Veien stod et gammelt Piletræ, saa knuddret og revnet, at man skulde troe, det maatte falde, bar dette i sin sprukne Bul og knortede Top et heelt Vildnis af Hindbærbuske og Skovblomster, voxede op fra Frø, som Vinden eller Fuglene havde baaret herhen.

»Det er uendelig deiligt!« udbrød Elisabeth, »og her er en Fred, en Velsignelse over Alt!« Hendes Øine lyste derved, og i det samme Øieblik sank vemodige Tanker gjennem hendes Hjerte. »Her gik min stakkels Moder, syg og forladt,« tænkte hun; »her paa en Kirkegaard, jeg ikke selv veed, har de begravet hende; Ingen kjender hendes Grav.«

Madam Krone fandt ogsaa Egnen velsignet deilig, »det havde hun altid fundet den,« sagde hun; »vare vi bare igjennem Posen!«

Hvad Madam Krone kaldte Posen, var en lang Gyde med levende Hegn, det prægtigste, der var at finde i hele Fyen. De vilde Rosenhækker, hvis grønne Blade udbredte en Æbleduft, hang saa frodigt frem med tornede Grene, saa at disse sloge Hestene mod Boven; høie Skræpper løftede deres Kæmpeblade, Hylden bugnede af Frugt, og Haslerne vare som oversaaede med fem- og syv-kløvsede Nødder, medens Convolvoli, eller som Bonden kalder dem, »Kravlop,« kappedes med Humleranken om at faae Magten.

Veien gjorde en Bøining og der laa et lille, venligt Landsted, hvis Hjørner begrændsedes af to Taarne; et gammelt, prægtigt Lindetræ, det samme, de søfarne unge Venner saae i den forfaldne Gaard, var Prydelse foran Indgangen.

Med glædestraalende Ansigt kom Herman sine Gjæster imøde, der var ingen Overraskelse ved dette kjære Besøg. »Endelig, endelig!« raabte han, »det var deiligt, og det skylder jeg Madam Krone!«

»Ganske og aldeles mig!« svarede hun. Og de førtes ind i de pompejansk malede Stuer; her var nydeligt, hyggeligt. Frokostbordet dækkedes i det runde Hjørnekammer, hvorfra man saae ud over Eng og Skov. Det var netop Stedet, hvor Elisabeth var født; der lød nu hendes Skaal til Velkomst. Man talte sig næsten fast til Bordet, - det var, som de der glemte, at Huus og Have ogsaa maatte sees; Timerne fløi hen. Det var næsten mod Solnedgang, da Madam Krone huskede paa »Tingstedet,« den Rest af et Oldtids-Minde, der laa tæt bag Meieriet, et Navn, den nærliggende Bygning endnu førte.

»Min bedste Udsigt!« raabte Herman, »den videste af dem alle! der er ogsaa en forunderlig Hastværk i den Dag i Dag, hvor er Tiden blevet af?« Og han bød Madam Krone Armen, - hun var træt -og de fulgte en Sti under Elle- og Hassel-Buske, der hang fulde af Nødder; en naturlig Vold hævede sig tilhøire; det syntes umuligt, at Hestene her kunde gaae foran Ploven, Skraaningen var for stærk, og dog havde de gaaet her, det viste den modne Hvede, som nu bølgede her over Plov-Furen. Snart stode de foran Tingstedet, der frembød en Mængde store Stene, opstillede i en aflang Kreds; Slaaenbuske og Brombærranker dannede her et lille Krat; en Skare Krager fløi skrigende bort herfra, ud over Landskabet, som i mindre Høider og Dale sænkede sig med Kornmarker og Enge, omsluttede af Skove.

»Møllebækken dernede,« sagde Herman, »har engang været en mægtig Aa, der har baaret Vikings-Skibe her høit op i Landet; man seer tydeligt hele Aaleiet. Her oppe sad de gamle Kæmper og holdt Raad, hver paa en af disse Stene, og Høvdingen sad paa den største; de stærke Mænd ere Alle borte, Alle glemte, deres Navne og selv deres Tid; ogsaa han, som ligger deroppe, vist en Konge, kjender nu Ingen Navnet paa,« - og Herman pegede paa en Steenhob høit bag ved dem, hvor den naturlige Vold pludselig brød af. Tre store Stene med en mægtig Overligger laae der, den syntes at svæve i Luften.

»Derfra har vi en endnu større Udsigt,« sagde han, »et heelt Rund-Malerie.« De stege derop og »store Belt,« med enkelte Seilere, den sjællandske Kyst og Langeland udbredte sig foran. Madam Krone vilde ikke kravle saa høit, hun satte sig ved Nøddebuskene. Elisabeth stod paa den overliggende Steen, der var bred nok til at Herman kunde stige op ved Siden af; Solen sendte sine sidste Straaler og Vinden luftede saa frisk; de stode i Luft og Sol paa Stenen, som Elimar og Elisabeth engang havde staaet i det stigende Hav; hvor vare de Tanker, som her fik Liv? - Der staaer i Skriften, at »Ild- og Hvirvelvinde ere Herrens Tjenere;« ogsaa den varme Solstraale og de milde Vinde melde hans Bud; de bære mangt et Ord, der er for helligt til at klinge for Mængdens Øre, Ord, der indeslutte en Poesi, som den, Petrarca nedlagde i sine Sonnetter, som den, hver ung erotisk Digter troer at give i sine første Sange. Herman og Elisabeth havde sat sig paa den overliggende Steen; der fandt Madam Krone dem, da de, uden at høre hende, bleve siddende og hun kom til.

»Men De lade mig sidde dernede!« sagde hun, »høre slet ikke, komme ikke heller! er her da saa deiligt?«

»Uendelig deiligt!« raabte Herman med et Udtryk af Henrykkelse; »her er til at dandse ved!« og han svingede Madam Krone rundt, der baade lo og saae forundret ud over den Lystighed. Han førte hende hen til Elisabeth, som havde reist sig; hendes Kinder brændte blussende røde, - det var, som om der stode Taarer i hendes blaae Øine.

Hvad var skeet? - ja, to Dage senere var det ikke længere en Hemmelighed, - de vare Brud og Brudgom.

»Jeg har sagt, og det er min Mening,« sagde Bedstemoderen, »heller fra Malkebøtten end fra Statscalenderen, og Elisabeth hører mere til den Første end til den Sidste, hun er »Fattigmands Barn,« og det er jeg ogsaa, vi have een Slags Stamtræ! Christeligt Menneske vil hun altid blive, og hun kan lære de unge Baroner, naar de komme, at de selv ere i Slægt med Fattigmand; jeg skal ogsaa give en god Huske-Seddel. »Bedstemoders Brudegave« kunne I kalde den, det er et Stykke fra mit Liv og Levnet, det er Blomsten paa mit Stamtræ, som skal give god Lærdom.«

Og hvad var »Bedstemoders Brudegave?« Den blev bragt paa Bryllupsdagen, den Dag, vi hurtigt flyve til, sidst i September, netop Aarsdagen, da Vennerne sad i den faldefærdige Gaard, der nu var et hyggeligt, deiligt Hjem, Aarsdagen, da Vennerne hørte det spæde Barn græde og Herman trykkede det til sit Hjerte, det Barn, som nu var hans Brud, hans Hustru.

Portrætmaleren vælger det bedste Moment til at tage Billedet af den, han vil fremstille, vi vælge det lykkeligste: »Bryllupsdagen.« Elisabeth staaer for os. En hvid atlaskes Kjole uden Forziringer omslutter hende, det brune, skinnende Haar ligger i en naturlig Fletning; hun er noget bleg, men Øinene lyse, Sjælen straaler fra dette Aasyn, og man seer, hun er kun sexten Aar! Fattigmands Barn, i Legems-Skjønhed adelbaaren, i Aand og Optræden en Datter af Aandens Adel, der er den høieste, staaer her for os. Endnu kun saa kort en Levealder og dog en Historie for mange Blade, endnu kun et stille Liv, men i et afrundet Heelt, endnu kun en Hverdagshistorie, men som af den poetiske Sjæl paa sin bedste Solskinsdag blev seet med alle sine Blomster. Hun huskede Moritz's Ord om den røde Traad, der gik gjennem Tougværket, smaat og stort, for at antyde, det var Kronens Eiendom, og den usynlige Traad, der gik gjennem hvert Menneskes Liv i smaat og stort, og viste os, at vi ere Guds Eiendom. Hun saae den i de Aar, hun havde levet, hun saae, hvor nødvendig, hvor velsignelsesrig, hver tung Omskiftelses-Dag havde været hende; hun forstod, at i det ensomme Liv paa Oland, mellem Natur og Bibel, var en rigere Sæd nedlagt i hendes Sjæl, end der i den velhavende Gaard, hos den gamle, underlige Baronesse, vilde have været Mulighed for; selv Mødet med Enkefruen maatte saa være; Kjøretouren med Adelgunde førte lidt over Sumpgrund, men Sumpen havde sine Lillier, i Støvtraadene laa den usynlige himmelske Traad. Med Taknemmelighed og Forvisning hævede sig Elisabeths Hjerte til Gud; og vort vil det ogsaa, naar vi, som hun, hver søger i vort Livs Historie den usynlige Traad.

Midt paa Bordet stod Bedstemoders Brudegave skjult i et lille Skrin, der ikke maatte aabnes før hendes Død; Ingen maatte før see, hvad hun kaldte Blomsten paa sit Stamtræ, eller Huskeseddel for den kommende Slægt. Af stort Omfang kunde det Givne ikke være. »Det er min Skat,« sagde hun, »og den love I mig at gjøre Brug af i Familien paa den fjortende August!« Var det Guld og Kostbarheder, der skulde uddeles? Var det et Smykke, Elisabeth skulde bære?

»I skulle nok høre Bestemmelsen!« sagde den gamle Kone og kastede med Hovedet.

Og Gjæsterne samledes om Bryllupsbordet; der var Moritz, Hedevig og Præsten, som havde holdt Vielsen; ellers var der Ingen, det ønskede Herman og Elisabeth, det vilde Bedstemoderen, og vi kunne sige, Madam Krone med.

Fuldmaanen var Fakkelbærer, da tidligt paa Aftenen de lykkelige To kjørte til deres Hjem, Elisabeths Fødested. Veien kunde have været hundrede Mile, de havde ikke følt det, ikke tænkt derpaa. Det lille Skrin stod paa Elisabeths Skjød,- hvad gjemte det?

Vi ville ile til Tidspunktet, det kunde aabnes, Bedstemoderens Dødsdag; men den er ikke endnu. Fuldmaanen, som lyser Brudeparret hjem, skinner ind i Kammeret til den gamle underlige Kone, der foran sin Seng bøier Knæ og beder sin Bøn til vor Herre.