X.
Lidt om dem Alle. - Bedstemoders Brudegave.

Fra det stille, lykkelige Hjem ville vi igjen flyve ud, flyve vidt omkring, for trætte at komme tilbage, og da endnu bedre nyde Hvilen, omfatte med Tanken det hele Billede, der nedlagdes i disse Blade; vi ville see til alle gamle Bekjendte, see, hvorledes de have det. Der ere gaaede fire Aar siden Hermans og Elisabeths Bryllup.

Enkefruen er kommet i Tugthuset, der sidder hun godt, og vænnes til »Politi-Luft.«

Adelgunde -ja det gaaer forunderligt til i denne Verden! men det er nu ikke anderledes - hun er gift med Holger, det har hun forstaaet at bringe istand! han er Postmester i en Provindsby og hun er Postmesterske; og det var den Knap Skyld i, den ulykkelige Knap, som gik af, ellers havde Holger maaskee siddet med Clara ved sin Side. Clara, som nu lever i Kunsten og den store Verden, har sin Loge i Kjøbenhavns italienske Opera, sværmer for Italienerne, bringer dem regelmæssigt Krandse, kalder frem og er lykkelig, - den høie Verden er det, det halve Kjøbenhavn er det; ligesaa begeistret er hun for det Ydre af Thorvaldsens Museum, og det uagtet hun ikke er malet paa Muren.

Frederik er traadt ud af Stænderne; ogsaa ved Statens Skib er han blevet kjed af sin Ungdoms Lyst, Styrmands-Kunsten.

Lille Sanne er bleven confirmeret allerede for tre Aar siden og har to Gange været forlovet; Kjæresten nu er ved Dampvaskeriet, og det maa glæde os for lille Sanne, hun kan blive reen endnu!

Liremanden, Elisabeths Fader,-ja, hun veed endnu ikke noget om ham, og han heller ikke om hende, saaledes har han grupperet sin Historie, at man kommer reent af Sporet,- han er imidlertid i Kjøbenhavn, og gift - med lille Sannes Søster; hendes første Mand døde, denne har faaet hans Embede, ikke med at bære Bladet om, men med det Vigtigere: at være Ansvarendes! selv bebuder han et nyt Blad med Familie-Hemmeligheder og Træsnit, det vil faae Abonnenter! Men vi gaae langt fra disse til det friske, aabne Hav, til de stille Halliger, ogsaa der have vi Bekjendte. Alt paa Oland var, som dengang, Elisabeth reiste bort, selv Piltitz laa paa samme Stol og saae paa Billedet af Stammoderen Ose, hvis Øine Elimar havde prikket i, Elimar, der var i Velstand ved Enken. Jap-Lidt-Piders havde friet til Keike, men de vare ikke blevne enige. Alt var som før, kun Stikkelsbærbusken ved Præstegaarden var visnet, Foraaret rullede ikke mere dens fine, grønne Blade ud, og Havet havde skaaret et stort Stykke bort af den gamle Kirkegaard.

Men i Fyen bragte alle Aarets Tider Rigdom og Lykke; i Fyen paa den lille Gaard byggede og boede Herman og Elisabeth, med hvert Aar endnu lykkeligere, om det var muligt; hvad hun havde drømt den Nat, Kong Frederiks Liig førtes til Roeskilde, kom tilbage i hendes Tanke; hun erindrede sig nu, at det var Herman, som indtog Elimars Plads, da hun i Drømme læste sin Fremtids Bog. Hun troede derpaa, syntes, at hendes Lykke i Virkeligheden var en fortsat Drøm. Der var en Velsignelse i og om det lille Hjem, ret som om gode Alfer, - Sagnet fortæller jo Sligt - nærede hver en Rod. Frugttræerne bugnede i deres Fylde, Kornet havde de tungeste Vipper, og foran i Canalen skød frem ElisabethsYndlingsblomst, den hvide Aakande, Nordens Lothusplante; den laa som en stor svømmende Busk midt paa Vandet, et heelt Blomster-Eventyr. I det Hjørne af Huset, hvor Elisabeth var født, gjemtes i det prægtige Rococco-Skab det uaabnede Skrin med Bedstemoders Brudegave; en Dag gjemte Elisabeth der nogle skrevne Blade; paa dem stod Bedstemoders Historie, indtil de unge Folks Bryllupsdag, et tro, smukt Billede af den gamle Baronesse; man kunde ogsaa kalde det en Novelle, og virkelig, i den var løst Digterens Opgave, at aabne Øiet for det Poetiske i Hverdagslivet om os, pege hen paa den usynlige Traad, der i ethvert Menneskes Liv tyder paa, at vi ere Guds Eiendom, lade os see det Eiendommelige i Hjemmets Natur og i Menneskene der, og finde Præget af Gud, selv hvor dette skjules under Narreklædning eller Pjalter.

Herman hævede truende Fingeren og smilede: »Du har endnu ikke slaaet Digteren ihjel i Dig!« sagde han.

»Aanden kan man ikke ihjelslaae!« sagde hun spøgende. »Dette være imidlertid en Forklaring til Bedstemoders Brudegave, hvad saa denne er. Det erindrer om hende.«

»Og om mit kjære Hittebarn!« sagde Herman og trykkede Elisabeth til sit Hjerte; »om hende og Dig! De to Baronesser!«

Og vi besøge den Ældre, den underlige gamle Kone.

Ovre paa den store Gaard residerede hun endnu, Bedstemoderen, og Madam Krone ogsaa. Det var i Rosentiden, den store Rosenplet inde i Gaarden, hvor før Træhesten havde staaet, var i sin rigeste Flor. Paa Marken udenfor stod den røde Kløver saa tæt og duftende med sine Blomster, som vilde de ogsaa være Roser. Luften var varm, Skyerne saa smukke, de kunde afmales Allesammen, saa ganske vare de, hvad de skulde være; Bierne fløi summende om, og Pileqvistene bøiede sig under Skarer af Graaspurve; der var et Røre, et Liv og under dette nærmede sig, ikke den hvidgule Beenrad med Leen, som han staaer malet paa Kirkens Muur, nei, Fornyelsens Engel, hvis Vingeslag bringer fra det ubekjendte Land en Luftning, i hvis forfriskende Bad vort jordiske Legeme føler et Gys. I to Dage havde den gamle Baronesse skrantet, nu havde hun igjen sin sædvanlige Livlighed, og denne forøgedes endnu mere, da hun idag, kort før Middagsbordet, fik et Brev fra sit gode Barn, Kammerjunkeren, et Brev, der sagde hende, at han ikke skulde døe som Pebersvend; en fortræffelig Pige var hans Brud, en Skotlænderinde, Søster til Knox, som vi erindre fra Besøget i Præstegaarden paa Oland; hans nye Opera Stormen, efter Shakspears Drama, var bragt paa Scenen i London og havde gjort furore.

»Hurra for England og Skotland!« raabte den gamle Baronesse. »Den Skaal ville vi drikke, Madam Krone!«

Og hun fyldte Glasset og tømte det; hendes Øine bleve saa store, saa klare. »Hurra for England og Skotland!« gjentog hun; det var Lampen, der blussede op; hun smilede, sad stille, som tænkte hun ret inderlig glad paa noget; da lukkede hendes Øine sig halvt, hun aabnede dem igjen.

»Det er mærkeligt, hvor jeg er træt!« sagde hun; »Søvnen kommer lige med Et over mig; -jeg er dog ikke stærk, selv til at bære en Glæde;-jeg vil sidde lidt tilbage i Lænestolen.«

Og hun sad der og syntes at sove, men kun et Par Minutter, og underlig heftig slog hun Øinene op: »Hvor er Herman? hvor er Elisabeth?« sagde hun. »Jeg faaer dem ikke mere at see, jeg døer! Lad mig ikke ligge i Capellet, men udenfor det, der er en kjøn Udsigt. Jeg vil ikke see paa den, men det kan de, som komme derhen, og saa har de dog nogen Fornøielse af det. Jeg har givet min Brudegave, men jeg vilde have sagt et Par Ord med den; nu kan de lukke Skrinet op. Hvad troer Du, der ligger deri? Der ligger kun en Træskee, men den er skaaren af en Fjæl i Træhesten, som min Fader red paa, det var den fjortende August; den Dag skal de altid tage den frem til den unge Stamherre, naar han kommer; de skal lægge den for ham og fortælle ham, hvorfra den er, lade den sige ham, at Fattigmands-Barn - det er vi Alle - for vor Herre!«

Hun nikkede, - der stod et Smil om hendes Mund, og den gamle Baronesse var død.

Udenfor skinnede den varme Sol, Skyerne var saa smukke og Roserne blomstrede; der fløi en hvid Sommerfugl opad, som vilde Tilfældet ogsaa prædike Udødelighed, den, der lyste fra den gamle Kones Aasyn og lyser i hver Tro endes Hjerte.

Ende paa tredie og sidste Deel.