Indledning

1. Romanens plads

Blandt H.C. Andersens seks romaner henover 35 år står De to Baronesser fra 1848 isoleret. Improvisatoren, O.T. og Kun en Spillemand korn i 1835, 36 og 37, At være eller ikke være i 1857 og den lille Lykke-Peer i 1870. Bogens plads i det overordnede forløb er let at påpege: Gennembrudsromanen og dens to efterfølgere præges og tynges i stigende grad af den sociale og psykologiske byrde, den fattige Odensedreng bar med sig, den sidste endda med H.C. Andersens eneste sørgelige, ja komplet desillusionerede romanslutning. I 1848 var sejren vundet, ihvertfald socialt. Kongelig gunst er forudsætningen for romanens 2. Del, rene triumftog ligger bagude, overlegenhed i god forstand præger den brogede og ofte muntre bog. Religiøst-filosofiske indslag - der også i stigende grad melder sig i højst forskelligartede eventyr og historier - peger imidlertid frem mod den problemrige, omend kunstnerisk mindre overbevisende sidste store roman om videnskab, Gud og udødelighed, At være eller ikke være, indtil Lykke-Peer kommer som et kort, harmoniserende og muntert tilbageblik, hvis hovedperson ganske vist dør ung, men under bifaldet efter sin succes som digter, komponist og hovedperson i en opera om periodens og ikke mindst H.C. Andersens oprindelige mønsterskikkelse, Aladdin. Hvad der kunne siges og blev sagt om Aladdin og romantikken i den litterære debat, der netop satte ind efter 1870, er ikke vort emne.

Ret nøjagtigt midt i sin digters produktive år og i hans romanrække står altså De to Baronesser - med indlevelse i meget forskellige danske og slesvigske egne og meget forskellige danske og slesvigske mennesker - som en moden, befriende og livligt afvekslende bog - med sin titel på første og næstsidste blad.

2. Romanens tilblivelse

De to Baronesser var længere undervejs end H.C. Andersens andre romaner, nemlig ret præcis fem år fra de første antydninger af »Spillemandens Datter« i breve til venner sommeren 1843 og til udgivelsen i julehandelen 1848. Der skete da også adskilligt andet i samme femår. Versdramaet Ahasverus på 158 sider var allerede i arbejde, spærrede lidt for romanen og udkom et år før den; de fem tungtvejende hæfter Nye Eventyr ser lyset i samme tidsrum, og oversættelsen af disse og andre værker krævede også opmærksomhed; til kontrakten om udgivelse af Gesammelte Schriften 1847 knyttede sig endda forpligtelsen til at levere en selvbiografi, forløberen for Mit Livs Eventyr. Ikke at tale om, at digterens to »triumfrejser« fandt sted i 1845-46 og 1847, henholdsvis næsten et år på kontinentet og flere måneder i Storbritannien.

Bogens vækst kan som sædvanlig følges ret nøje i dagbøger og breve, første gang til B.S. Ingemann 5.8.1843: »En ny Roman dukker ogsaa op i min Tanke.« Gennembruddet knytter sig til det nedenfor omtalte besøg på Føhr 1844. Til hertuginde Louise Sophie af Augustenborg skriver Andersen 23.11.1844, at holsteneren Moritz blev døbt under besøget dér om sommeren, kort efter besøget på Føhr, og nu er på vej fra Flensborg til Dagebøl, og i Almanakken hedder det 9.10.44: »Besøgt Louise [Collin g. Lind], begyndt paa Romanen«, som også nævnes tre gange i resten af året, men derefter først 1846. Allerede 13.11.44 kan han læse højt af værket for en ven.

Særlig arbejdsro finder Andersen dog ikke mindst på herregårdene, især Glorup ved Nyborg, og det er under et par af sine 24 besøg dér over 30 år, han fremmer romanen og 22.5.48 finder dens navn: »i Dag en rigtig Dag at faae Roman i,« hedder det i Dagbogen, alt imens indkvarterede soldater eksercerer på vejen udenfor. En uge efter hedder det i et brev til Henriette Wulff: »Romanen har nu faaet Tittel, den er ikke pikant, ikke lovende, men ret overveiet, aldeles betegnende og det er dog det vigtigste, hvad siger De om: »De to Baronesser.«« Den titel var den kloge veninde ganske vist grundigt utilfreds med - kan det have været, fordi den trods den gamle baronesses afsluttende lighedsbetragtning tilsyneladende fremhæver de to pigers sociale stigning? Fra tid til anden læser digteren stadig højt af manuskriptet, således for Christian VIII under hans sidste sygdom og vidtløftigt under et besøg hos Ingemann i Sorø, hvorom det i Dagbogen 26.6.48 simpelthen hedder: »Endt Romanen.«

At der også for en forfatter er en del at tænke på undervejs fra det færdige manuskript til den trykte bog, deri far man et glimrende indblik af et brev til Edvard Collin fra 18.9.48. Og i det foreliggende tilfælde blev sagen ikke just forenklet af samtidige oversættelser til engelsk og tysk, hvorom se nedenfor s. 246ff.

3. Romanens tider

Romanens tidsramme er klar: Elisabeths 16 år fra fødsel til ægteskabet med baron Herman - plus et sidste sammenfattende kapitel fire år efter. I dette kapitel dør den gamle baronesse Dorothea, og »hendes« handling begynder i bogens tilbagegribende andet kapitel, da hun er tre år gammel. Man kan overveje, hvor vigtigt det kan være at sætte årstal på romanens forløb og hovedpersoner; ønsker man det, er udgangspunktet så sent som Frederik Vis død 3. december 1839. Det er nemlig den eneste præcise »historiske begivenhed« ved siden af Thorvaldsens hjemkomst året før (se n.t. s. 187) - tilmed det store tidsskel også i baronesse Dorotheas og bogens overordnede tankegange trods den sene plads i forløbet. Og da der, indrømmet, kan være en smule usikkerhed, som ikke skal drøftes i enkeltheder her, er det kærkomment at finde en udtalelse af Andersen om, at handlingen foregår »Alles in unserer Zeit bis auf 1844« (se note).

I året efter kongens død overvejer baron Herman afstanden i alder til Elisabeth: 34 og (næsten) 16 år. Da Herman vel er født om foråret og bliver gift med Elisabeth på hendes fødselsdag i september 1840, må han være fra 1806 og hun fra 1824. Den gamle baronesses skæbnesvangre rejse med datteren og svigersønnen BünckeRönnow kan herefter sættes til 1805 og de unge ægtefællers død til 1807; de omtales praktisk talt kun s. 21, så har moren (og som man tror: faren) gjort sin pligt og kan gå samme vej som de nedennævnte brødre.

Men hvor gammel er baronesse Dorothea? Hun behøver jo ikke at være ældgammel for at have en datter, der bliver gift i 1805. Dog, forud herfor fik hun »endeel Sønner, men alle, naar de naaede til en vis Alder, døde de« (s. 20), og først efter mange års ægteskab kommer den eneste datter. Siden dør også ægtemanden. Tydeligvis har de uelegant aflivede drengebørn - en smitsom sygdom havde været nok så plausibel, men børnedødeligheden var forfærdelig - kun den Livsopgave at samle baronessens tanker om den eneste datter og siden om det eneste, problematiske barnebarn Herman. Med den selvskabte afstand til ham og siden til plejebarnet Elisabeth markeres hendes ensomhed - foruden at hun skubbes bagud til en tid, da overgreb mod de stavnsbundne bønder var mere almindelige end efter Struensees reformer. Sætter vi hendes levetid til c. 1760-1844, passer det med, at den treåriges forfærdelige oplevelse finder sted »for en firesindstyve Aar tilbage« (s. 17). Tallet 80 erstatter manuskriptets 60, og forfatteren når at rette fejlen på tysk og dansk, mens den engelske udgave har »About sixty years ago...«, hvilket er regnet fra Elisabeths fødsel.

Fem år efter romanens begyndelse har Frederik og Clara været gift et år, et spring på fire år nævnes udtrykkeligt og praktisk med samme håndfasthed som andre spring i forløbet, og Moritz er forlovet, men han mister Caroline, adopterer sammen med sin søster Hedevig den femårige Elisabeth, og bliver præst på Halligerne. Så vidt 1. Del, 1824-29.

2. Del er ligeløbende i Elisabeths liv fra 5 til 15 år på Halligerne, 1829-39.

3. Del - efter ni år, i hvilke Herman har været på rejser - omhandler, hvordan Elisabeth efter sin forsinkede konfirmation kommer til København som 15-årig i oktober 1839 og blandt meget andet oplever, om lige netop ikke en audiens hos Frederik VI, så dog begivenhederne omkring hans død. Resten foregår så i året 1840 - undtagen det nævnte slutkapitel, fire år efter, på tidstypisk vis med »Lidt om dem Alle«, herunder om den gamle baronesses brudegave med perspektiv til hendes første erindring - og hendes rolige død.

»Romanens tider« har en kuriøs lille udløber op i udgivelsesåret 1848: fodnoten s. 192. Denne efterskrift og især afsnittet om bogens modtagelse har flere hentydninger til dette; nogle få data om det vigtige år er derfor samlet i en note s. 289. Men ikke for intet er bogen færdigskrevet i dette år. Andersen skriver i et brev til sin intime ven og beundrer arvestorhertug Carl Alexander af Weimar om den alvorsfulde tid, hvor man har brug for at holde fast i den usynlige tråd gennem menneskers og verdens liv; han håber, at Gud vil »holde sin Haand over det kjære Tyskland, hvor jeg har saa mange, jeg holder af!« Tidens skyer og hvirvelvinde har kastet skygger i romanen, men han håber, at ikke et politisk vindstød vil ryste bladene. Problemet blev med nødvendighed større i krigsog efterkrigstidens forløb.

4. Romanens steder

Det liv og den bevægelighed, for nu ikke at sige den underholdningsværdi, der præger De to Baronesser, skyldes bl.a. begivenhedernes vekslen og den livlige sprogføring, der ret iøjnefaldende udvider det gammeldags forfatterindskud i vi-form til fortroligt at omfatte læseren. Men en af grundene er den levende skildring af de tre deles helt forskellige skuepladser.

1. Del: Odensedrengen stak jo af til hovedstaden som fjortenårig og bevarede ikke noget nært forhold til fødebyen trods visitter hos bekendte med meget ujævne mellemrum; byen spiller heller ingen rolle i romanen, modsat O. T. Det er derfor ferier, visitter og udflugter i kredsen af fynske godsejere, der vedligeholder og udvider de oprindelige indtryk under ialt 50 ophold på Fyn (se note). Dér er også vore to baronesser født og den ældre bofast.

Det er ikke, fordi herregårdene far navn og adresse i bogen. De søfarende studenter får bestik af Svindinge kirketårn, men derefter føres man til den forfaldne gård, som Frederiks far senere sætter i stand til ham, og hvor siden Herman og Elisabeth skal bo, til Frederiks fars 300-årige gods og til baronessens nøjere skildrede gods. Man må tænke på, at der især på Sydøstfyn ligger en flok herregårde med få kilometers afstand og alle besøgt af H.C. Andersen: Lykkesholm, Ørbæklunde, Glorup, Hesselagergård, Broholm, Egeskov ... Herman siges at have faet sit gods tre mil fra baronessens, nær Storebælt; det er en anselig afstand i det miljø! uanset godsejernes adgang til kørsel med hestevogn.

Udenfor Fyn foregår kap. 7 og 8: om det for baron Holger skæbnesvangre hofbal og om Moritz' forlovede Caroline Heimerans liv og sørgelige død. Vennernes ankomst til hovedstaden på en sur og snavset novemberdag står stærkt realistisk mellem Fyns natur og hofballet - som landet skal også dets mennesker ses fra mange sider.

2. Del. Umiddelbart overraskende er det derimod at finde romanens 2. Del henlagt til Vesterhavsøerne, øjensynlig støttet på både selvsyn og læsning, hvorom udførligt s. 265ff. Nyhedsværdien heraf for mange læsere kan måles ved to detailler. Den ene i romanen selv: et helt dagvognsselskab, der ikke ved, hvor Halligerne ligger, eller tror, navnet er en misforståelse af Heligoland/Helgoland (s. 147). Den anden i en avisanmeldelse af En Historie fra Klitterne fra 1860, der far tiltrækningskraft »derved, at dens Skueplads er henlagt til de vilde og øde Egne i Jylland«; og »disse lidet kjendte Egnes Natur og Befolkning« er dog kongerigske.

H.C. Andersen gør da også virkelig noget ud af disse fjerne øers vejr, natur og befolkning: med en indledende skildring af det vidunderlige grønne marskland og dets folkedragter og sidenhen med genrebilleder, støttet på selvsyn, og folkeminder, støttet på læsning og vistnok nu og da på mundtlig tradition. Naturens trussel, der på så mange måder hviler over øhavet, melder sig, da Elimar og Elisabeth er pinagtigt nær ved at forsvinde i højvandet nær den største ø Amrum.

Øen Føhr nævnes kun kort - første gang som badested, nærmere s. 115ff. Men til den knytter sig en af den knap 40-årige digters største oplevelser og dermed impulser til at bringe den påtænkte roman på sporet: Christian VIIIs dronning Caroline Amalie indbød ham i august 1844 til besøg under kongeparrets ferie på Føhr, hvor han opholdt sig fra 28.8. til 9.9. samtidig med flere højfornemme personer. Man gjorde udflugter bl.a. til romanens Oland, kongen talte om digterens berømmelse i Tyskland osv. Både før og efter besøget viste kongeparret interesse for Andersen, men denne ferie blev noget særligt, fordi man markerede 25-årsdagen for den fjortenårige drengs rejse til København 5. september 1819.

I nedenstående afsnit 9 findes H.C. Andersens righoldige dagbogsoptegnelser fra en enkelt dag på Oland og en oplysende samtale derom samt datidige og nutidige saglige oplysninger om den lille hallig.

3. Del. Mere nærliggende er det at befinde sig i København i det meste af bogens sidste del - kun de to nævnte kapitler i 1. Del foregreb dette. Elisabeth sætter alt ind på at opsøge kong Frederik VI for at gå i forbøn for Elimar, og efter mange vanskeligheder afløst af milde sjællandske efterårsindtryk buser hun lige ind i den efterårsdystre fæstningsby København på en af årets to kaotiske flyttedage - man mindes H.C. Andersens ankomst under antisernitiske tumulter. Og med Elisabeth, den vordende unge baronesse, oplever vi nu yderst forskellige hjem og miljøer: enkefruens bordel, den gode gamle bekendt Trine Hansens hæderlige håndværkerhjem, meget Andersensk med Det kgl. Teater i kulissen, etatsråd Heimerans bolig på Christianshavn, baronessens salon, et par glimt af Thorvaldsen, lige til pigens livsvigtige ærinder på Rådhuset og på Amalienborg, dette ikke blot på en audiensdag, men også, storstilet, med kongen på »Liig-Parade«, netop i den sal, hvor hofballet foregik. - Endelig afrundes værket på 1. Dels fynske lokaliteter med den gamle baronesse som midtpunkt. Og alt falder på plads: Herman og Elisabeth far gården, netop det sted, hvor han og vennerne havde søgt ly, da hun blev født, og de går ind i hverdagens virkelighed.

5. Romanens mennesker

Er romanens steder altså ret klart fordelt på de tre dele, så er dens mennesker ikke så ligetil at få fat på; man kan blot tænke på den kuriositet, at personerne i den karakterfulde lille scene på romanens første side overhovedet aldrig siden nævnes - til flere kritikeres berettigede forundring, men langtfra bogens eneste digression. Den har som andre romaner bi-, hoved- og endda titelpersoner, behandlet med ulige grundighed; men nogle af dem går ind i og ud af handlingen på ikke helt overskuelig måde.

Fantasier over, hvad man kan vente sig ud fra romanens titel, vil næppe række til at gætte på, at de to adelsdamer med mindst 60 års mellemrum er enebørn, den ene af en undertrykt hovbonde og hans kone, den anden af en døende norsk Stella og en omstrejfende liremand, der kuriøst dukker op i 11:7 (se note); og romanens overordnede konstruktion kan man jo uden overdrivelse kalde speciel. Men at den ene stakkels pige bliver romanens markanteste figur og den anden i forløbet den mest nærværende, bliver klart efterhånden - ligesom de begivenheder, der bestemmer den ældres forhold til den yngre.

Baronesse Dorotheas livsløb og karakter gør hende efter de flestes mening til H.C. Andersens mest ejendommelige romanfigur. Man peger på nogen inspiration fra den hovedrige excentriske enkefru Catharina Bügel f. Adzer, i hvis nærmeste kreds H.C. Andersen blev inddraget i 1835, omend kun for fire år, og på degnedatteren og herregårdsfruen Edel Marie Sehested, men stærkere indtryk gør Hans Ellekildes henvisning til et ganske vist ukorrekt sagn om fru Mette Banners til Frederiksgave: »for aldrig at glemme sin Herkomst havde hun indtil sin Dødsdag sin Malkebøtte, sin Malkestol og sine Træsko staaende paa sit Natbord« (se note).

Dorotheas udvikling og uligevægt er ikke blot bestemt af hendes traume om træhest og pisk eller af, at hun for en tid tvinges i ægteskab med den rå herremands rå søn, men også af, at hun ikke kan udholde plejebarnet Elisabeth efter dennes opdagelse af det hemmelighedsfulde kammer med træhesten - og heller ikke sit eneste barnebarn Herman, fordi han er resultat af en italiensk røvers voldtægt og først som voksen far forklaret denne skygge over sit liv (11:6), altimens ikke blot læseren, men endogså baronessens gedigne og uundværlige faktotum Madam Krone må vente til det næstsidste for at forstå det hele; antydningen allerede s. 10 har man vel læst hen over, men unægtelig gives undervejs flere vink med en vognstang. Temaet findes allerede i Improvisatoren og i Christian Winthers versfortælling I et romersk Ostene fra 1843.

Til gengæld afsløres tid efter anden baronessens sindelag overfor de mindre privilegerede: Hvert år en bazaragtig godgørenhed og flot skovfest for egnens fattige (I:9) - ugelangt syarbejde, da hun (lidt overraskende) opdager, hvor småt mange har det med linned (I:6) - stadig støtte til »sit gode barn« Kammerjunkeren efter hans skæbnesvangre uheld - og til sidst køb af baron Vilhelms lystgård som bolig for barnebarnet Herman, markeret som et minde om grænsen mellem gammel og ny tid (s. 190). Endelig gør den gamle kone - som hun ofte benævnes - op med sit uudslettelige barndomsminde og efterlader en håndgribelig stump deraf til den unge baronesse Elisabeth, markeret med det budskab, at fattigmands barn er vi alle - for Vor Herre.

Hvis Elisabeth som nyfødt kunne have haft en mening om verden, ville hun have været skræmt af sine udsigter - moderen død, faderen omkringfarende og underlødig. Og det ejendommelige ved hendes personlighed er, at hun, næsten så længe vi følger hende, stadig er et skræmt barn, samtidig med at hun ubevidst eller bevidst tager tilværelsen i besiddelse. Som femårig må hun finde ud af... hvad det nu er ... og går til det lukkede kammer med afgørende følger for hendes hele liv (I:9), og en lignende drift bringer hende på vildveje undervejs til Oland (II:1-2), hvorunder naturindtryk bliver til et frø, der siden sætter blomst på hendes livstræ (s. 95). Siden suger hun til sig af, hvad hun hører om alt andet end dagligdags emner, især af »Præstens Keike«: folkeminder, folketro, Grønland (11:3-4), og hun er indadvendt og virker næsten dvask, men er i den fynske degnekones øjne foruroligende vågen for sin alder. Det store indsnit sker, da hun for at redde den formodede forbryder, barnekæresten Elimar, med hvem hun har været i livsfare på havet, kaster sig ud i, hvad man næsten kan kalde en fantasirejse til hovedstaden, lige før hans uskyld bliver kendt - men hans karakter gjorde jo ikke på forhånd tanken om et affektmord umulig. Elimar - og forsåvidt også den virkelige forbryder Jes Jappen -bliver på dette falske grundlag en væsentlig person i helheden. I København oplever Elisabeth de forskelligste miljøer, af gode grunde alle ukendte og uforståelige, med nye rystelser, nye impulser og nye krav; de fører frem til valget for hele hendes fremtid. Fantasirejsen er blevet en dannelsesrejse også af en anden grund: Undervejs har meldt sig hendes musikalske og siden hendes litterære anlæg, der dog tilsyneladende skrinlægges. Der fandtes i 1848 knap nok navngivne danske forfatterinder; men adskillige spirer og blomster i hendes barnlige udviklingsproces visner unægtelig - ingen ved, hvad Elisabeth kunne have faet ud af århundredets anden halvdel! eller hvad hendes digter egentlig mente om kvinder som skribenter (se note).

Mogens Brøndsted har fint analyseret nogle Andersenske kunstnerfigurer og deres anfægtelser. Elisabeth, i hvis opvækst havet gang på gang og på godt og ondt far plads i væsendige indtryk og oplevelser, betegner han som en havfrue, »en stump ubevidst natur, der gradvis skal integreres i den menneskelige verden«, »eventyrfantasien, der skal finde sin plads i bevidsthedens dagslys«. Sindets dyb og havets dyb skaber hendes væsentligste impulser (se note). Man kan være enig med Brøndsted i, at den 16-20-årige er et blegt skønmaleri ved siden af den 70-80-årige, men sammenhængen i hendes forløb er dog den fasteste linie i bogen, beslægtet med den nedenfor omtalte »usynlige tråd«.

Det er ovenfor nævnt, at Andersen skaber luft omkring Dorotheas forhold til hendes eneste barnebarn Herman ved at afskaffe hendes smådrenge, datter og svigersøn samt ægtefælle. Håndfast går han også frem for at skabe Elisabeth et hjem: Moritz' søster er enke, og hendes firårige søn er nært knyttet til hans prægtige kæreste Caroline Heimeran, men de to dør af den samme tyfus (I:8). Hun var ellers et godt bekendtskab! Men nu kan de to søskende -hver med en varig smerte i sindet, men også med næring til tanker om død og udødelighed - skabe et hjem på Oland for sig og Elisabeth uden risiko for egne børn, der kunne sprede opmærksomheden. Det kunne iøvrigt også Caroline som præstekone på de fjerne øer have gjort med sin muntre, robuste og i datidens øjne noget for raske facon, der havde forbilleder i forfatterens kreds (se n.t. s. 56); men den tone beholder den gamle baronesse for sig som en side af sit sammensatte væsen, alt imens Carolines far, etatsråden på Christianshavn, gemmes til sin senere rolle som en i få, men vigtige dage forsinket støtte for Elisabeth, der lykkeligvis har husket ham i et kritisk øjeblik (s. 133).

En karakteristisk, omend konsekvent navnløs person dukker op i I:4, II:5 og III:7ff. - Kammerjunkeren, alle tre gange bredt skildret, men »vi ville lade ham beholde dette Navn« (s. 119). Den fattige, oversete pianist brækker en hånd ved et kørselsuheld, men netop derfor tager baronessen sig af ham og giver ham sin fulde fortrolighed, og han bliver til en verdensvant og åndfuld komponist, som på sin side far betydning for Elisabeths udvikling, indtil hun afslår hans frieri. Det interessante ved ham er, er Andersen kan skubbe sin tidlige og trods al succes aldrig glemte underlegenhedsfølelse over i denne biperson - sammen med selvoptagetheden, snobberiet, tandpinen osv. - en af grundene til, at De to Baronesser kan læses uden det tryk, som læseren af de tre 30er-romaner underkastes. Kammerjunkeren glemmer dog - ganske som sin digter - aldrig sit fædrelands skyggesider (s. 208) og er alt i alt et ærligt, men også humoristisk selvportræt. I tilgift far man bl.a. en læseværdig drøftelse af romangenrens rette natur mellem Kammerjunkeren og Herman - der i sin tid var skyld i hans lemlæstelse og nu vinder Elisabeth. Dog, i slutkapitlet opnår også Kammerjunkeren, hvad hans digter aldrig nåede.

De tre deles forskellige skueplads medfører nødvendigt et anseligt antal højst forskellige bipersoner, som bidrager meget til bogens liv og på godt og ondt: dens uro. Uanset i hvilket omfang man har kunnet pege på modeller også for visse af disse mennesker, bærer de ligesom de skiftende steder og miljøer præg af selvoplevelse og indlevelse og kan nu og da sættes læseren for øje med få ord, som degneparret Cathrinesen i baronessens mund: en æbleskive med ben under - et sandt pindeværk! (s. 69). Flere af dem dukker op med lange mellemrum uden streng nødvendighed, men altid underholdende.

Opsamlingskapitlet placerer dem efter »fortjeneste«, således Holger og Frederik og den engang af alle tre adelsmænd omsværmede Clara Schleysner i logisk fortsættelse henholdsvis af »Adelgunde-Themaet« (»om vi saa kunde antyde det«, s. 201), af arrogance og af overfladisk affektation. Kammerjunkeren har undervejs ajourført dem (s. 121f.). De tre adskiller sig fra den tredie unge adelsmand Hermans bane og livsindhold; og også blandt de klart personificerede mennesker i andre samfundslag i hovedstaden og ved Vesterhavet er lødige og mindre lødige egenskaber fordelt. Tilsidst far også den rare, snavsede Sanne en kæreste, der giver hende mulighed for at blive ren.

6. Romanens helhed

»I Romanen vil jeg ikke have Begivenheder alene, men Charakteer og Poesie; en Roman, som kun har Begivenheder, læses kun eengang; det Uventede, det Overraskende, som var den levende Nerve deri, er senere dødt; derimod hvor Menneskecharacteren træder frem med alle sine fine Lærdomme, hvor Tanken staaer levende i Ord, hvor Poesien har sine uvisnelige Grene, der vender man igjen tilbage, den Bog læses og læses atter, man gaaer forfrisket fra den, som fra en Foraars-Vandring i Skoven.« (s. 206).

Det kan ikke være tilfældigt, at H.C. Andersen nær romanens slutning giver plads for en litterær drøftelse i Elisabeths selskab mellem en musiker og en billedkunstner, Kammerjunkeren og Herman, og lader Herman udtale sig om Walter Scott og Jean Paul (se note), to af Andersens tidlige yndlinge, af hvem Jean Paul gled i baggrunden. Og det kan ikke være forkert at lade en af Hermans udtalelser stå som udtryk for digterens mening. Hvilke forbehold man end måtte tage overfor et og andet i De to Baronesser, så tåler bogen dog at blive læst med denne målestok.

Men hvad er det for tanker, der under begivenheder, karakterer og en udbredt realistisk holdning ønskes formidlet?

Baronesse Dorotheas sidste ord blev nævnt s. 239, budskabet om, at vi alle er fattigmandsbørn for Gud, og det samme sagde hun mere håndgribeligt s. 215: at enhver er en klat jord, uanset om indpakningen er avispapir eller guldpapir. Morten Borup kan derfor konkludere, at dette er »en sandt demokratisk Bog«, og: »Ved denne Grundtanke bliver da »De to Baronesser« trods alt som sine Forgængere Romanen om H.C. Andersen.«

Højere sigter dog nogle linier om Elisabeths henlagte biografi af Dorothea (s. 220): »man kunde ogsaa kalde det en Novelle, og virkelig, i den var løst Digterens Opgave, at aabne Øiet for det Poetiske i Hverdagslivet om os, pege hen paa den usynlige Traad, der i ethvert Menneskes Liv tyder paa, at vi ere Guds Eiendom« etc. I denne religiøse tankegang er ordene »den usynlige Traad« en gentagelse fra Moritz' konfirmationstale (s. 125), som Elisabeth mindes ved sit bryllup (s. 218), en variation af Goethes omtale af den røde tråd, der går gennem den engelske flådes tovværk for at vise, at det er kronens ejendom. Og enhver af os drages mod Gud, når vi som Elisabeth søger den usynlige tråd i vor egen livshistorie - hvormed hun skaber en tråd gennem romanen.

To momenter eller elementer i tilværelsen hjælper mennesket ad denne vej, klart sagt og gentaget af Hedevig og Moritz: Natur og Bibel. Hver morgen genser man det skabte nogenlunde i Skabelsens rækkefølge: luft og vand, planter og dyr, mennesker: »Moses Bibel var Guds store Natur« (s. 80). De to momenter gør de to søskende også til bærepiller i Elisabeths opdragelse ved siden af læsning, musik og alle praktiske færdigheder (s. 114). Naturen og Bibelen var de to bøger, der altid lå opslagne, og Moritz' forkyndelse peger også på sammenhængen - fra strå til klit til sammenstyrtning. Denne lever også i Elisabeths sind, da hun møder det milde sjællandske efterår: »der var noget Kirkeligt i Skoven og Solen skinnede som et Guds Ord, en Guds Prædiken derind« (s. 145) - det kunne omtrent have stået i Klokken.

I det omfang, personerne lever i og reflekterer over disse høje emner, udtrykker de en harmoni, der må svare til H.C. Andersens rationalistisk grundede, udogmatiske gudstro på denne tid: troen på den gode Fader-Gud, på forsyn og udødelighed, men uden kirkegang og uden forhold til biskop J.P. Mynsters forkyndelse, til grundtvigianismen eller til den vordende Indre Mission. Den tro førte han videre til den problematik, der i nuanceret diskussion kommer til orde i At være eller ikke være.

Og overhovedet repræsenterer De to Baronesser en ligevægt - som nærmere udredet af Johan de Mylius: Samfundsklasserne deler værdierne og det modsatte, altimens vejen går fra en gammel tid under afvikling til en uvis nær fremtid. Indlevelse i virkeligheden, som Elisabeths, er noget positivt, dannelsesprocessen og realismen er forenet med troen. Naturen er menneskets og Guds, både goethesk humanisme og kristendom. Johan de Mylius konkluderer: »Ikke mindst herved fremtræder romanen som et skoleeksempel på dansk tænkning og litteratur i den såkaldte guldalder.« Og som bemærket i indledningen tegner romanerne under ét en gyldig linie i tidens litteratur, ganske uanset, at forfatteren skrev denne bog sideløbende med det glemte versdrama Ahasverus og med en række, om ordet da har mening: udødelige Nye Eventyr.

7. Romanens tekstforhold og oversættelser

Som omtalt i Mogens Brøndsteds udgaver i denne serie omfatter den Collinske Samling i Det kgl. Bibliotek forarbejder og trykmanuskript til H.C. Andersens første tre romaner. Til De to Baronesser rummer denne samling derimod kun (Collin 29, 4° nr. 7): (1) 50 sammenhæftede sider med indlæg og overklæbninger med en sammenhængende og bearbejdet, men ikke endelig version af 1. Del indtil midt i kap. 9; overskriften, De to Baronesser, er overstreget, og forfatteren har med blyant skrevet: Bedstemoders Brudegave - bevaret i sidste kapiteloverskrift, men lige så ensidigt som det allerførste titelforslag: Spillemandens Datter. Kapitlerne har nummer uden titel. Manuskriptet er punktvis benyttet her.

(2) 3 blade med udkast til 2. Del til lidt ind i kap. 2.

(3) l blad med en halv snes linier og: Ende paa Anden Deel.

Bogen udkom 25.11.1848 med årstal 1849; den er beskrevet s. 6. Som honorar var 150 rigsdaler på tale, men sangerinden og veninden Jenny Lind sagde til forfatteren, at »her maa Alt forlanges i overdreven Stiil«. Det endelige beløb er udg. ukendt.

31.12.1853 udkom bogen som Samlede Skrifter IV 1854 og 19.9.1866 separat med betegnelsen 2. Oplag, pris 1 rdl. 24 sk. De tre udgaver er sat successivt efter hinanden, den sikre vej til en upålidelig tekst, og 1866 søger at følge 1854 linie for linie. I 1866 udkom iøvrigt også Billedbog uden Billeder i 5. udgave og Improvisatoren i 3. oplag; et delhonorar herfor få dage efter otte måneders rejse gennem Vesteuropa til Marokko var en meget behagelig ting.

Efter H.C. Andersens død udkom det fjerde tryk, Samlede Skrifter 2. udg. V, 1877, og siden da, sidst i 1970, endnu en halv snes udgaver, oftest som led i Andersen-udgaver, i serier eller i kolportage udenfor boghandelen, ikke at tale om en føljeton i det daværende kommunistiske dagblad Land og Folk 1955. Bogen blev aldrig illustreret i Danmark; men som bind VII i Tetsuro Suzukis imponerende tibinds japanske oversættelse af Andersens romaner og rejsebøger fra 1986-87 med tidligere eller nye efterskrifter og noter af danske forskere og ditto illustrationer af danske kunstnere har den tegninger af Des Asmussen. I øvrigt findes i og efter forfatterens levetid oversættelser til flere andre sprog.

Den vigtigste udgave er DSLs: Romaner og Rejseskildringer bind IV 1943 ved Morten Borup, der ligesom udgiverne af de tidligere romaner lægger Samlede Skrifter 1. udg. til grund, se nedenfor.

Den foreliggende udgave er sat direkte efter førstetrykket, og både spatieret fraktur og antikva til latinske, franske og engelske ord er her gengivet med kursiv. Udgaven gengiver de fleste af forlæggets inkonsekvenser, som er så talrige, at arbejdet kan tænkes at skyldes to sættere. Kommateringen er meget tilfældig, men her rettes kun utvivlsomme fejl. Navne som Commandoren og den stakkels Claus skrives periodevis med K (men Commandøren rettes til -doren), og Madam Levsen bliver undertiden overrraskende til Madame. Navne på -s som Petters får ikke altid 's i genitiv. Nummesen er reguleret til Nommesen. - Ord af typen gjerne får undertiden gammeldags -i-. At d/D i ordet de/dem/deres ikke altid går efter reglen, skyldes forf.s håndskrift og er naturligvis reguleret. Tilbage udover den traditionelle erklæring om, at »indlysende trykfejl er stiltiende rettet«, bliver herefter kun følgende steder, med 1. udgaves form efter kilen:

45,4

Ledpæle < Ledepæle

69,17

Cichorie < Chicorie

81,6 fn.

for Milen < for Mile

83,12 fn.

tjente til < tjente

90,5 fn.

rokokko < rokkoko

92, l fn.

Ofenbrei < Ofendrei

96,10

Næseborene < Næseboerne, 2. udg. Næseborne

100,12 fn.

Whittington < Whitington

116,11

walterscottske < walterskottske

177,9 fn.

Reichardt < Reichard

123

overskriften: » « tilføjet

157,2

Edinburghs < Edinburgs

167,18

skulle < skulde

170,9

det < der

196,9

Snebolde < Snebolte

216,8

Arrangement < Arangement

226,17 fn.

Rococco < Roccoco

2. udgaves og dermed Morten Borups udgave har mange afvigelser fra 1. udg., samtidig med at mange åbenlyse fejl blindt gentages og må rettes af Borup. Det drejer sig naturligt nok oftest om variationer i stavning og tegnsætning, og i et par tilfælde om fordanskning af fremmedord; men henimod tyve gange overspringes et eller flere ord og altid med forringelse som resultat; en del tilfælde er »begravelser«, dvs. tab af ord, der står mellem et med kort afstand gentaget ord, jf. om tekstfastsættelse Improvisatoren s. 311f. og det i 1990 udkomne bind VII af DSLs eventyrudgave s. 51ff. Nogle eksempler med kursivering af de tabte ord:

(21) en ikke ubetydelig aarlig Sum; (85) uagtet jeg var saa lille at jeg blev løftet (2. udg.: op) paa Armen; (113) Paa den Dag rystes Barnet af Ærmet, siger Talemaaden; paa den Dag begynder Seiladsen paa Livets aabne Sø; (118) Nattens Uveir paa Heden vilde jeg give, og for Syngestemmen til Hexene vilde jeg underlægge en monoton Sang.

Direkte fejl indkommer, når flertal bliver til ental i denne sætning: (213) Hvælvingerne/Hvælvingen hævede sig her, som var det den ene Bagerovn ved Siden af den anden - hvorimod en venlig medlæser formodentlig står bag ændringen: (82) en eller anden i Næringsdrift siddende Borger > en eller anden næringsdrivende Borger (...).

Oversættelser er normalt ikke emne for efterskrifterne til Danske Klassikere. I dette tilfælde må det dog omtales, at De to Baronesser udkom på engelsk og tysk, henholdsvis et par måneder før (28.9.) og samtidig med den danske original. Forud for Bernerkonventionen om 50 års forfatterrettigheder (1886, i Danmark først tiltrådt 1903) kunne selv den redeligste forlæggerkontrakt ikke hindre hurtige piratoversættelser efter en bogs udgivelse på originalsproget, selvfølgelig til skade for forfatter og forlægger. En god snes Andersen-eventyr er af samme grund førstetrykt i England eller USA, et enkelt i Tyskland. - Det siger sig selv, at denne tredobbelte udgivelse har sat talløse spor i dagbøger og breve - om tidsfrister, manuskripter, oversættere - men at disse ikke skal forfølges her ligesålidt som nyere oversættelser til samme eller andre sprog.

I England var Richard Bentley den selvskrevne forlægger for The Two Baronesses, idet Andersen havde stået i venskabelig og forretningsmæssig forbindelse med ham før. Kontrakten blev sluttet under Andersens ophold i London 1847, og honoraret var 200 £ incl. honoraret til oversætteren; det var Charles Beckwith Lohmeyer, der havde levet i København i mange år og i en periode givet digteren noget engelskundervisning. Men hans navn står ikke i bogen, idet Bentley tilsigtede og i nogen grad skabte en illusion af, at den danske digter selv havde affattet den engelske version! Andersen skriver, at han retter i det danske manuskript for at tilpasse det til engelske læsere - og blev til gengæld i anmeldelser beskyldt for at have tænkt rigeligt på disse også i den danske bog. De mange henvisninger til Walter Scott og hans romanfigurer skyldes dog Andersens stærke bevidsthed om Scotts betydning for ham selv og for denne roman; bemærk ikke mindst, at Kammerjunkerens genopdukken i handlingen uden nødvendighed knyttes netop til en Scott-begejstret skotte, endda med familienavn efter Skotlands reformator John Knox, se s. 251 og n.t. s. 116.

Bentley beklagede iøvrigt, at bogens tre dele var så meget mindre end Improvisatoren - forholdet er som 3 til 4 - at den ville virke oppustet selv i to bind; den kom da i to nydelige lysegrønne kartonnager og ganske rigtigt med nydelig luftig typografi; men de originale del- og kapitelnumre overholdtes. En udførlig - lidt provokeret - dedikation gjaldt Bentley selv.

Også i Tyskland var forlæggeren selvskreven trods interesse fra flere sider: den betydelige danskfødte Leipzig-forlægger Carl Berendt Lorck, som fra 1847 var i gang med forfatterens Gesammelte Werke, indledt med Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung. Manuskriptet blev afskrevet af en Severin From, om hvem se note, og oversætteren var den ofte benyttede, men her unævnte Heinrich Zeise. Udgavens meget små bind gør vold på romanens klare tredeling, idet den far een kapitelnummerering 1-27 og firdeles i bd. 32-35. Forfatteren var ikke glad for det, men bidrog med forslag til delingen.

Helt besynderlig - dog ukommenteret i tyske anmeldelser - er titlen Die zwei Baronessen, eftersom man på dette sprog modsat dansk skelner mellem baronens datter, Baronesse, og hans hustru, Baronin! Andersen havde gentagne gange skrevet om »Die zwei Baroninnen« i en tysk korrespondance og beklagede sig med rette til Lorck, dog først 31.12.1848, uden endnu at have set bogen. Det hører iøvrigt med til historien, at den tyske udgave kunne være kommet først, men at Andersen 18.8. og videre 30.8.1848 skriver til Lorck: »Saaledes som Forholdene nu er, indseer De nok at jeg ikke kan give een af mine nyeste Bøger først ud i Tyskland« - et af mange triste tidens tegn i Andersens og hans nations liv. Til gengæld lod han Bentley meddele den tyske aftale til publikum.

En sammenligning mellem den danske udgave og det første bind af den engelske (dvs. til II:4), fortsat med resten af den tyske, har resulteret i c. 2 x 50 notater; men de er ikke særlig interessante. Begge oversættelser må kaldes gode. En vending, et ord, en fodnote kan forsvinde eller føjes til, sted- og personnavne kan misforstås eller tilpasses, men det er småting. Vort noteapparat omtaler dog nogle enkeltheder, enten som typeeksempler eller fordi man aner en bevidst ændring af tonen. Nogle gange har begge oversættelser en sætning, som mangler på dansk; de må skyldes Andersen, men er så strøget på dansk, se især bemærkningen i n.t. s. 189: at det kongelige purpur dækker enhver menneskelig svaghed!

I eet væsendigt tilfælde har Andersen rettet på en alvorlig fejl i tidsangivelsen (se ovf. s. 234) og nået at rette på dansk og tysk, men ikke på engelsk. Mærkeligt er det, at han samtidig ønsker tilføjet en sætning med det meget specielle dialektord øire, som ingen oversætter kunne tænkes at kende (se s. 18).

8. Romanens modtagelse

Dette afsnit er anlagt bredere end i Klassikerseriens tidligere H.C. Andersen-udgaver. Det skyldes tre ting: Bogens udgivelse først i England, derpå i Tyskland og Danmark samtidig, gør det naturligt at tage hensyn til anmeldelser fra disse lande. Væsentlige betragtninger over forfatteren og hans tid fremkommer især i Fædrelandet og i Nordischer Telegraph. Og fremfor alt: En førende yngre samtidig som M.A. Goldschmidt skrev en anmeldelse på tyve ganske vist små sider i sit tidsskrift Nord og Syd; dette bidrag nævnes s. 253 og optrykkes s. 256-65.

Af de private kommentarer til den ny roman, deriblandt en kort og fyndig tak fra »faderen« Jonas Collin, har næppe nogen glædet forfatteren mere end J.L. Heibergs. Andersen havde og havde haft skiftende relationer til denne centrale kulturpersonlighed og til hans ægtefælle, den store og indflydelsesrige skuespillerinde - et helt kapitel for sig. Men denne gang modtog Heiberg nyheden med et brev og et middagsselskab, hvor han med et udtryk fra Hermans udtalelse om den sande digtning betegnede bogen som »den Roman, man gaar forfrisket fra, som fra en Foraarsvandring i Skoven«. Andersens takkebrev ledsagedes af Improvisatoren; han må have vidst, at Heiberg ikke ejede denne bogs eneste udgave.

Carsten Hauch takkede med et smukt brev og fremhæver 2. Del, fordi »en forhen ubekjendt Natur afsløres for os«, og fordi man kun forstår heltindens, Elisabeths, hele karakterudvikling ved at kende hendes baggrund. Derimod tager Hauch anstød af Carolines sprog, som modsiger den »Elskværdighed, som Digteren forudsætter«; og det generer hans plastiske anskuelse af helheden at se Elisabeth med krykke.

Digtervennen B.S. Ingemann havde kort forinden undret sig over, at Andersen i denne urolige tid kunne arbejde med en roman, men så dog frem til den. Bogen havde ofte været nævnt kort i den væsendige korrespondance mellem de to digtere (se note). Da den endelig kom, skrev fru Lucie Ingemann først. Hun fandt karaktererne godt gennemførte, Elisabeth meget væsentligere end ventet. Carolines udtryk »min Fyr« etc. måtte forudsætte »et meget fortryllende Smil«, på tryk går det ikke godt. Hun fremhæver den gamle baronesse som hovedperson og finder det smukt, at Andersen har lånt fra fru Bügels karakter (se s. 238), men med blik for kernen gennem den knudrede skal.

Ingemanns eget brev støtter sig til hustruens; han besværer sig lidt over, at både Elisabeth og Kammerjunkeren modtager deres vigtigste impulser fra udlandet, modsat mishandlingen i fædrelandet; men han knytter dertil en virkelig mindeværdig kommentar (kursiveret her): »Der er desværre mere Sandhed deri, hvad Mishandlingen angaar end jeg skjøtter om at vedkendes; en bitter Følelse deraf er den sorte Traad i Deres eget Livs Tougværk.«

Charles Dickens, som Andersen havde besøgt året før, svarer først i et brev i juni 1849: »The two Baronesses arrived here safely. Charming Baronesses they were, and I take them to my bosom with all honour, love, and gallantry.« Det siger jo ikke meget.

De engelske anmeldelser kan gøres hurtigt af, fordi de i referater og lange citater er let tilgængelige i Elias Bredsdorffs store bog H.C. Andersen og England fra 1954. Bredsdorff registrerer hele ti inden nytår 1849, for man var på pletten, når en ny roman af forfatteren til Improvisatoren og selvbiografien lå på bordet. De fleste omtaler er positive indtil det lovprisende, men selvfølgelig er tonarterne forskellige, også i troen på, at en dansker virkelig skriver så godt engelsk! Flere hæfter sig ved, at bogen mere skildrer dansk levevis end begivenheder og overordnet spænding. En finder det trivielt, at kærlighed synes at være livets eneste indhold, en anden, at alle Andersens romaner er efterklange af Improvisatoren med et mæcenklient-forhold. Der er enighed om de poetiske beskrivelser og gode mennesketyper, bedst vel af jævne mennesker, men en tager anstød af Hermans »røverhistorie«, og bl.a. The Times, der her for første gang anmelder Andersen, siger, at flere personer, de være sig nok så virkelighedstro, er usmagelige: Muligvis er man mindre bornert i Danmark, men bøger for et stort publikum bør være omhyggeligt renset for alt anstødeligt. Det er også The Times, der hæfter sig ved, at denne forfatter er en »class writer«, der især føler for to personer: det oversete talent og det lidt sære barn, der begge bringes til udfoldelse. Dette med anstødeligheden er vel den holdning, vi kalder victoriansk, og som havde katastrofale følger for nogle af tidens engelske, delvis stadig optrykte eventyroversættelser.

Også de københavnske aviser - som unægtelig havde store sager at tale om i 1848-49 - var selvfølgelig på pletten; anmeldernes signaturer kan vi desværre ikke opløse. Først korn det ugentlige tillæg til Flyveposten i bogmåneden december: Literaturbladet 2.12.1848, med godt en spalte på forsiden: Man kan blive stødt eller skuffet af bøger som af mennesker og derpå skifte mening - således med bogens mange, men gode karakterer og situationer. Især i 2. Del finder Andersen instinktmæssigt det maleriske og poetiske, og han har ret til at bruge Hermans udtalelse om romaner; men et mere beregnet anlæg har bogen ikke. Anmelderen fremhæver de to titelpersoner, dog generer den gamle baronesses lovlig mange replikker og data med henblik på det engelske publikum, således når hun nær bogens slutning råber Hurra for England og Skotland. »Vi for vor Part have endnu næppe nogen Grund til at istemme dette Hurra« - hvor ordet »endnu« sigter til de øjeblikkelige politiske forhold, dvs. følelsen af utilstrækkelig politisk støtte fra England.

Berlingske Tidende 4.12.1848 har godt en halv tæt spalte: Gruppering og skitsering af situationer og karakterer viser ringe refleksion, begivenhederne følger snarere efter hinanden end ud af hverandre, hængt op, som de er, på »den usynlige tråd«. Men der er raske penselstrøg, frisk og muntert liv især i 2. Del. Karaktererne er ikke udførlige, men levende, især hvis de har et komisk element som Caroline og Dorothea. Elisabeth kunne man have ønsket klarere tegnet, og Kammerjunkeren er unægtelig »en gammel Bekjendt«. Fortællemåden minder ofte stærkt om eventyrene. Der er lovlig mange tilfældige bemærkninger og fodnoter med engelske læsere for øje. - Så vidt så godt - man føler, at anmelderen ville have været lykkelig ved at kende ordet »impressionistisk«.

Kjøbenhavnsposten 27.12.1848 spenderede kun en snes lange spaltelinier på nyheden, sign. X-. Han finder her alle forfatterens fuldkommenheder og alle hans svagheder: gode karakterer side om side med betydningsløse personer (deriblandt »den ubegribelige Kammerjunker«); »en ikke uheldig »Gruppering«, for at bruge hans eget Udtryk«; men også et forbistret effektjageri. Tredelingen forstår X- besynderligt nok ikke, da der ikke er nogen afstand mellem de tre dele.

Det nationalliberale Fædrelandet melder sig først 20.1.1849, men da til gengæld med forsidens tre spalter plus en spalte på side 2, iøvrigt, helt usædvanligt for tiden, med antikvaskrift. Anmeldelsen i snævrere forstand fylder kun den sidste trediedel af den lange tekst, men artiklen fortjener som nævnt at resumeres:

H.C. Andersens følsomme appel til læseren peger på en barnlighed, som fremkalder spot, fordi vi danskere ikke er gemytlige, ikke åbenhjertige, ikke viser vore følelser - »Vi ere et kun lidet godmodigt Folk«. Følsomhed fremkalder derfor latter eller ringeagt; men Andersen - »han forstaaer at elske« som evangelisten Johannes, der sagde: Børn, elsker hverandre! I vore dage er verden et så kompliceret maskineri, at det gode hoved sejrer over det gode hjerte, men hos Sankt Peter møder vi alle som mennesker, uden titler. »Andersen er for simpel [dvs. enkel], for naiv for sin Tid, og forsaavidt har han Skyld, som han ikke noksom forstaaer sin Tids konstige Maskineri.«

»Troen er ikke længer den drivende Kraft i Historien, det er Friheds- og Lighedsideerne.« De flestes tro er en lærd og selvbevidst søndagstro, men Andersens tro er uskyldig som lærkens eller blomstens.

Men i hvilken gådefuld modstrid hermed står ikke hans anskuelse af verdslig fornemhed! også i denne bog, men især i Mit Livs Eventyr! - anmelderen henviser til kapitlet fra Føhr og til Kammerjunkeren - åbenbart forfatterens ideal(!) - hvis fattigdom gør ham ulykkelig; men hvorfor trænger han sig ind hos disse adelige? Altsammen imens Andersen spotter over fornemheden i det ene eventyr efter det andet, og gennem den gamle baronesse.

»Skulde vi udtale os bestemtere om »de to Baronesser«, vide vi ikke bedre at charakterisere den, end ved de Ord, hvormed en tyrkisk Pacha charakteriserede den europæiske Verden, da en engelsk Reisende gjennem sin Tolk spurgte ham om hans Mening om Europa og navnlig om England. Han svarede: »Det er en stor Verden. Husch, husch! Alt gaaer der med Damp!«« Således også denne bog: den muntre Caroline, der pludselig er borte - den vilde Elimår, der pludselig er rejst til Amerika - Trine og skolelærerens, som vi gerne havde hørt mere om. Episoder fremfor sammenhæng.

Videre hedder det: »Den omtalte Uro og Hastighed turde ikke blot være en Følge af den stærkt bevægede Tid, hvori Romanen vel er skreven, men dybere være begrundet i den Heftighed og Uro, hvormed den hele aandelige Udvikling stormer frem i vor Tid«, påvirket af vore hurtige bevægelser i rummet. Bibelen siger, at 100 år er som én dag for Herren, men Andersen er smittet af, at én dag er som 100 år for nutiden.

Kammerjunkeren og Dorothea er undtagelser. De holder sammen mod verden og repræsenterer de to holdninger til fornemhed, som Andersen på gådefuld vis vil forene. Baronessen er iøvrigt ved at springe ud af rammerne som et hollandsk portræt eller et komisk genrebillede.

Dette er ingen kritik eller blot en anmeldelse, slutter anmelderen, der signerer sig som 9.11., thi dertil trænger bogen ikke. Forfatteren er for kendt, og en kritik ville kræve en udvikling af bogens indhold med dets mange skønheder, der vil glæde den poetiske læser.

Endnu en udførlig kritik af De to Baronesser fremkom som nævnt i M.A. Goldschmidts tidsskrift Nord og Syd 1849. Tidligere satirer og parodier i Goldschmidts Corsaren var et tilbagelagt stadium, og de to digtere omfattede hinanden med både kritik og anerkendelse. Her adskiller Goldschmidt klart Andersens kunstneriske egenskaber fra hans mindre beundringsværdige menneskelige og peger flere gange på Andersens ligefrem Aladdin-agtige evne til at finde poesi hvorsomhelst. Derfor er og bliver eventyret hans domæne, mens de samme egenskaber indskrænker hans talent for drama og roman. Denne går typisk for langt ud i enkeltheder, herunder for mange med henblik på udenlandske læsere. Om Andersen dog ville bruge sit geni på sit særlige område!

En tysk anmeldelse er nært knyttet til Danmark, nemlig E.O.s i Nordischer Telegraph nr. 13, 29.12.1848, mere end to meget tættrykte sider lidt over A4-format. Det var nemlig Carl B. Lorck i Leipzig, der havde igangsat dette ugeskrift samme efterår for at markere sammenhængen mellem alle germansk-sprogede nationer uanset de øjeblikkelige begivenheder. Det fornemme og rigt afvekslende tidsskrift levede dog kun godt to år, fordi den tyske opinion tog afstand fra det som dansksindet.

E.O. følger stort set romanen, med lange citater. Indledningen er aktuel: Hidtil skrev Andersen for et publikum, der var »vormärzlich«, tilhørte tiden før Martsrevolutionen i Frankrig, og forestillede sig, at revolutioner højst indtræffer i naturen; men nu er enhver påvirket af, at en uorden er afløst af en anden uorden. Tiden medfører, at hvor man før skrev om begivenheder mindre end om karakterer, så er det nu karaktererne, der fremkalder begivenhederne; men da de ikke kan styre dem, jager »die Ereignisse« vildt og uharmonisk afsted efter hinanden, så man taber den røde tråd, der er nødvendig for en forsynstro. Og her citeres netop Herman og hans syn på romaner.

E.O. studser noget ved den allerførste korte scene, der ikke føres videre nogetsteds. Han priser den gamle baronesse, der holder stand overfor den ensrettende og udglattende »kultur« (og hele hendes barndomsoplevelse aftrykkes). Han fremhæver forfatterens evne til at lade personer fremtræde karakteristisk og til at give personer og situationer i få strøg. Derimod kritiseres Kammerjunkeren, der så at sige forudsættes bekendt, men smutter mellem fingrene. Det bedste i bogen er Carolines skikkelse.

Videre tales om Elisabeth og hendes udvikling. 2. Del er den bedste, bl.a. fordi den viser, at naturen påvirker menneskets karakter. Herman derimod har samme fejl som alle andre romanhelte siden Goethes »Wilhelm Meister«: at han har alverdens gode egenskaber, men ikke handler og taler. Men hvor skulle man heller i vor tid finde et ideal til at skabe romanhelte af?

Og E.O. slutter med at glæde sig over H.C. Andersens fremskridt fra subjektivitet til alsidighed.

Endnu skal omtales Blätter für literarische Unterhaltung, et firsidet dagblad(!) fra F.A. Brockhaus i Leipzig. 21.8.1849 spenderer det tre tætte spalter på bogen, deraf over halvdelen med gengivelse af hele hofbalscenen som eksempel på Andersens præcise beskrivelser. Der fortsættes med den store tyske eventyrudgave og med to andre nordiske publikationer. Også her er indledningen interessant: Der er våbenstilstand (for anden gang under Treårskrigen), begge parter er vrede over den, men lad os tale om gammelt venskab og gammel vekselvirkning - som naboer, der strides om et hegn og dog kan sludre hen over det.

Vi kender alle - hedder det derefter - Andersens forskellige sider og ved, at hans romaner er maskerede selvbiografier, og også denne er selvspejling af erfaringer og anskuelser. Den er ikke et organisk leddelt og bearbejdet kunstværk, som selv underholdningslitteratur nu og da kan være. 1. Del er bedst: livlig exposition, gode karakterer, med et pust af Scott uden ydre lighed; men den organiske formning indefra svigter efterhånden, så bogen bliver en nordisk havfrue, foroven med et forførende menneskeansigt, forneden glitrende, men dog en skuffende fiskekrop og fiskehale. Dette er dog ingen fordømmelse, for vi kristne germanere lægger nu engang mest vægt på indholdets ånd, og derfor læses bogen med glæde.

150 års litteraturhistorie og -kritik, herunder mange bemærkninger om, at denne roman er forfatterens bedste, skal ikke følges her, blot ønsker udg. med tak at nævne sin gæld til mange af de pågældende forfattere. Derimod skal som en højst usædvanlig sløjfe på samtidens reception nævnes en 100 sider lang novelle i en af tidens litterære almanakker, Gedenke mein!, årgang 20, Wien 1851. Bogen er omtalt uden præcise oplysninger i et brev fra H.C. Andersen til Aug. Bournonville, men det er den østrigskfødte Andersen-forsker Lotte Eskelund, der har fundet frem til den. Novellens forfatterinde er Martha von der Höhe, men dette pseudonyms virkelige navn angives dog med det samme: Clara von Massow, begge navne ellers ukendte. Novellens titel er imidlertid nærværende nok for De to Baronesser's læsere: Der Ansiedler auf den Halligen, hvad der imidlertid kun er indholdet af den historie, hvorom novellen iøvrigt danner ramme. Det ejendommelige er, at rammens hovedperson, der også optræder i Halligen-historien, er en Hans Christian, hvis fulde navn ikke behøver at oplyses, og bag den særdeles sentimentale historie ligger et reelt kendskab til digterens liv og personlighed og nogle af hans værker, enkelte gange med egendige, navngivne citater; dette gælder bl.a. en lang fodnote om Halligerne med Das Marchen meines Lebens ohne Dichtung som kilde. Så digteren og hans venner havde lov at påstå, at han i Tyskland var »gruelig berømt«.

9. Tillæg A-C

A: M.A. Goldschmidts anmeldelse. Nord og Syd, 1. Qvartal 1849, s. 72-92.

Tal i [ ] angiver sideskift i originalen eller sidehenvisninger til nærværende udgave. Der henvises ikke fra Efterskriften til anmeldelsen, bortset fra s. 253, derimod findes Noter s. 291.

Vi ville gjerne være retfærdige mod H.C. Andersen; men først maae vi gjøre en Afregning med ham betræffende Retfærdigheden. En Undersøgelse af et poetisk Værk, Paaviisning af dets skjønne Sider, en paa Grunde støttet Daddel over dets Feil bør aabenbart være Forfatter og Publikum lige velkommen. Andersen synes (som maaskee ikke faa Andre) ikke ganske at være af denne Mening; saasnart Kritiken bliver meer end en complimenterende Annonce, anseer han den for et Onde, for en af de slemme Ting, der ved Syndefaldet ere komne ind i Verden, for en Skjærsild, en Spidsrodsløben, Digteren maa gjennemgaae, hvergang han har et Værk færdigt, for et Offer, der maa bringes Misundelsen eller det per[73]sonlige Uvenskab. Saa ofte der er Leilighed, og selv naar Leiligheden ikke er ganske passende, udtaler han en saadan Følelse; man mærker, at Billedet af Kritikeren staaer og forstyrrer ham under Arbeidet, ligesom Djævlen gjorde ved Luther, og naar han engang om mange Aar er død, skal det ikke undre os, om man viser reisende Engelskmænd det Sted, hvor Andersen slog Kritikens Dæmon Blækhuset i Hovedet.

Denne sensible Stemning træder ogsaa frem i »De to Baronesser«, navnlig 3die B. Pg. 115 [ovf. s. 208], hvor Componisten (Kammerjunkeren) taler til den unge Dame, der vil være Forfatterinde: »De veed, at jeg altid har fremhævet det Gode i vort Fædreland, men her er Øieblikket, hvor jeg maa pege paa dets Skygge. Godmodighed er, idetmindste ikke for Øieblikket, et Særkjende paa de Danske; der er hos os et Element af Spot, der er langt mere overveiende; vi have stor Sands for det Komiske, derved eie vi en Lystspil-Literatur, men hos Mængden bliver denne Sands til en Lyst efter at finde Vrangsiderne, latterliggjøre Alt. Har De Mod og Kraft til at taale, at Taaben spotter Dem, at selv de Ædleste og Bedste kunne krænke Dem, vel, saa siger jeg ikke et Ord mere« o. s. v. Dersom vi havde været tilstede ved Samtalen, vilde vi have sagt: Hr. Kammerjunkeren kan have Ret fra sit Standpunkt, han taler maaskee af Erfaring; men [74] man kan ogsaa see Sagen anderledes. I Literaturen og Kritiken er »Godmodighed« den Dyd, man meest bør blues ved.

Naar De træder op som Forfatter, Frøken Elisabeth, maa De kun være forberedt paa een Ting: De ophører at være Kvinde, nemlig for Publikum og Literaturen. Al den Artighed, man viser det smukke Kiøn, det Galanteri, hvorfor De er Gjenstand i Selskabet, forsvinder, naar Talen er om Deres Værk, det vil sige, blandt fornuftige Folk. Disse spørge blot, om Værket er godt og skiønt, og det Gode og Skjønne er Intetkjøn. Hvis man finder Noget at dadle, saa beroer det paa Dem, om De har meest Interesse for Deres Person og Selvfornøielse eller for Poesien og Sandheden. Men selv naar De leverer noget Herligt og Beundringsværdigt, naar De feirer en stor Triumph, saa er det nu engang Verdens Løb, at den ikke altid bliver ublandet, at Nogle forbittre Dem den med hiint »Element af Spot«, som Kammerjunkeren omtaler. Saa maa De tænke paa de romerske Feltherrer, om hvis Triumphvogn Soldaterne havde Lov til at synge Spotteviser. Aldrig fandtes i Rom den Feltherre, der for Viserne glemte Seiren og Triumphen og sprang ned af Vognen for at klage over Spotterne.

Dette Sidste, synes det, vilde Andersen gjøre; hvis et heelt Folk jublede om ham og en Eneste pe[75]gede Fingre, vilde hans Glæde være spildt. Hvorledes skal det da blive, naar Triumphen ikke kan tilkjendes ham, naar der ved Siden af Fortjenester ere Feil, naar selv den Velvilligste har Betænkeligheder? Vi forudskikke dette Spørgsmaal og disse Bemærkninger for at stille Andersen og os selv paa det rette Standpunkt og mulig bevirke, at han tager Sagen som Digter og desaarsag anhører, hvad Sandt det mulig kan lykkes os at sige.

Dersom vi skulde udhæve Andersens Fortjenester, saa vilde vi begynde med hans Lykke. Lykken er ikke noget saa Tilfældigt som de, der savne den, gjerne ville bringe Folk til at troe; en Mand, der saae Diana stige ned og kysse Endymion, sagde maaskee: Havde jeg lagt mig til at sove der, saa var det blevet mig! Nei, man maa i sit Sind eller sin Tilværelse have en Electricitet, der tiltrækker Lykken; de, der sige, at de komme sovende til den, tager enten feil af dem selv eller af Lykken. Andersens Lykke vandrede i de rolige Tider til Tydskland og skaffede ham et Publikum lige ned til det adriatiske Hav. Men da Revolutionerne kom i Luften, sporede den det med Lykkens geniale Instinct, gik over Havet til England og beredte ham en rolig og comfortabel Plads ved gamle Englands Camin, saa at man allerede deraf kunde have beregnet, at Chartisternes Opstand ikke [76] vilde lykkes. Vil man vedblive at paastaae, at dette dog ikke er nogen Fortjeneste fra Andersens Side, saa spørge vi, om da Andersen ligesom Skræddersvenden i »En Spurv i Tranedands« er forsynet med Dronning Gunilds Armbaand, saa at Alle, der læse hans Værker, blive undergivne Trylleriet og finde Skjønheder, hvor der ingen er?

I selve hans Værker maae vi derfor søge Sporene af hiin Electricitet, og vi finde den i det Naturlige, Friske og Umiddelbare, i den lette, spillende Phantasi, der ikke kvæler sig selv og os med dæmoniske Skræmmebilleder og Spøgelser, men glad og barnlig leger med Tilværelsen. Det er en eiendommelig Evne, hvormed Andersen gaaer igiennem Verden: han synes at bære en Aladdins Ring og behøver blot at røre ved en Muur, ved en Gulerod, en Strikkepind, saa springer der en Aand ud. Han finder Poesien der, hvor Andre netop vogte sig for at søge den, i Gjenstande, som man anseer for uskjønne, i Kjelderen, hvor Grantræet ligger mellem Rotter og Muus, i Skarnbøtten, hvor Tjenestepigen har kastet et Par gamle Flipper o. s. v. Man seer ofte paa Gaden en Dreng ligge og rode i Rendestenen, efter et Markstykke, som en Herre har tabt, efter en Guldring, som en Dame har ladet falde ud af Vinduet; Andersen kan gribe i Rendestenen, hvor Ingen har tabt Noget, og drager [77] til de Omstaaendes Forundring et gyldent Smykke frem og uden at gjøre Fingrene smudsige. Han er et Barn, der uden at blive ældre har lært endeel af voxne Menneskers Lærdom (men ikke Meget), seet endeel og blevet tiltrukket af Verdens brogede Billeder, og som Barnet taler med sin Dukke og lader den svare, opfører han et Marionettheater, hvor Alt, hvad han har seet og læst, Levende og Livløst taler med, Sol, Maane og alle fem Verdensdele, Konger, Nøddeknækkere, Prindsesser og Springgaase, og en vidunderlig Forstandighed gaaer igiennem den barnlige Snak, og undertiden overraskes man af en fiin Vittighed, en satirisk Snært, som man ikke havde tiltroet det uskyldige Barn.

Vi dvæle ved denne Retning, fordi det er heri, at han har frembragt det Skjønneste, nemlig: Eventyret eller Fablen. Fablen skiller sig maaskee blot fra Eventyret ved den rolige Form, hvori den fastholder et enkelt Phantasibillede og udmaler det som Allegori paa Menneskelivet. Blandt disse Fabler udhæve vi »den grimme Elling«, der maaskee af underordnede, i alt Fald upoetiske Hensyn ikke nyder den store Paaskjønnelse, der formeendig tilkommer den. Blandt Eventyrene: »Sneedronningen« og »Skyggen«, i hvilket sidste Barnet paa den omtalte Maade er meget satirisk.

Selve de Evner, der have frembragt alle hine [78] poetiske Værker, ere imidlertid til Hinder for Frembringelser i andre Retninger, der fordre en roligere og adstadigere Gang, uden forsaavidt det lykkes Digteren at stille sig over sig selv og beherske Kræfter, af hvilke han er vant til at lade sig beherske. Man har ofte nok gjort Hr. Andersen opmærksom herpaa, skjøndt hidtil forgjæves, og Aarsagen maa vel tildeels søges i hiin Misstemning mellem ham og Kritiken. Vi nægte ikke Andersen en vis Anerkjendelse i Fortællingen og Romanen, ja endog i Dramaet. I sidstnævnte Digtart overskrider han vel sjelden Middelmaadigheden, uden naar hans Stemninger kunne slutte sig engt til Musiken, eller naar Phantasi, Lune og Lyrik kunne komme til at maneuvrere af Hjertenslyst; men ofte ile de da saa vældig frem, at den dramatiske Composition sprænges. Lægger man imidlertid Mærke til de heldigste Steder f Ex. i »Den Usynlige paa Sprogø«, »Lykkens Blomst«, »Maurerpigen«, saa aner man, at Andersen kunde levere noget usædvanlig Godt, deels i Farcen, deels i Eventyr-Comedien, hvis han var istand til at skaffe det originale Indhold en passende Form. Man »rinder« vistnok ikke Formen ved at søge efter den, Tanken maa selv skabe den, dog er det aabenbart, at Villie, Studium og Anstrængelse her kan gjøre Meget; man behøver ikke at lade sine Følelser og Tanker, alt som de undfanges, gaae ud i Verden, den omhyggelige, [79] selvbevidste Digter holder dem tilbage, fostrer dem med sit Hjerteblod, til de blive saa voxne og stærke, at paa deres Vei Alt bøier sig for dem, den stridige Form, hvori de skulle hylle sig, og den ganske Verden, der hiker dem. Det er vel af Hensyn hertil, at en tydsk Kritiker, der for et Aars Tid siden ganske kort anmeldte Andersens Værker (i »Grenzboten«) kaldte ham, »ikke en stor Digter, men en sand Digter«, hvormed ikke saa meget antydes, at hans Repertoire ikke er stort, som at han savner hiin Begeistringens Ro til at bringe sine Evner i Harmoni. Men dette beroer som sagt ikke ene paa den umiddelbare poetiske Begavelse, Characteren og den alvorlige Villie kan gjøre Meget, og det er saaledes endnu ikke for silde for Andersen. Vi have den Overbeviisning, at denne Digter endnu ikke har naaet sit Høidepunkt; thi han er mærkværdig ung, og sine skiønneste og modneste Værker vil han, det haabe og vente vi, fremtidig skrive.

Romanen, der ved sin fortællende Form er mere beslægtet med Eventyret, lokker ogsaa Digteren umærkelig over i Yndlingsmaneren, og da den tilsyneladende fremstiller noget Virkeligt og Sandt (men dog ikkun det poetisk Sande, det Sandsynlige), frister den ogsaa en anden af hans Tilbøieligheder, nemlig Tendensen efter, som en Bi at hente Virkeligheden hjem og stryge [80] den af sig uden at have optaget den organisk i sin Bevidsthed. Derved have hans Romaner tillige faaet Noget ved sig, der minde om Levnets- og Reisebeskrivelse, og om end saadanne Enkeltheder hver for sig kunne være skjønne, skader det dog Compositionen; thi endog det skjønneste Kvindehoved paa en Herculesfigur vil vanzire Statuen. Man kunde formeentlig paavise disse Eiendommeligheder og Afvigelser i hans foregaaende Romaner, i »Improvisatoren« o. s. v., men især fremtræde de med deres separatistiske Tendenser i det sidste Værk, »De to Baronesser«, som han har udgivet under Navn af Roman.

Anlægget er simpelt, men forraader dog strax nogen Tvivlraadighed og Overfyldning af Stof. En Baad seiler under Kysten af Langeland, og et Selskab, deriblandt en fornem Dame og hendes Datter, sidder paa Stranden og samtaler om dens vilde Fart. Hele dette Selskab forsvinder af Fortællingen, Damerne blive glemte, eller Digteren har senere ikke kunnet skaffe dem Plads. Hiin Baad seiler dem altsaa agterud og kommer til Fyen med sine Passagerer, to fornemme Studenter, en simplere Student og en Baron; de søge Ly mod Uveiret i Ruinerne af et gammelt Slot, og i et af dettes forfaldne Værelser fødes paa samme Tid af en stakkels omvandrende Musikanterkone et Pigebarn, som det lystige Selskab opdager og paa[81]tager sig at staae Fadder til. Dette Barn kommer i Huset hos den gamle Baronesse, og Fortællingen om disse Personers Skjæbne og deres gjensidige Forhold udgjør Romanen. Der er ingen forviklet Intrigue, ingen nerverystende Spænding deri, Fortællingen skrider frem som et Characteermaleri; men Digteren er uheldigviis gaaet et Skridt videre i Simpelheden og har ikke indlagt nogen Tanke, der i Værket fuldender sit Kredsløb, saa at det ikke ender, uagtet det ophører. Det faaer derved et Udseende, som om det beskrev virkelige Personer, som om Tiden vilde sige: Hine to Baronesser, dem, I nok kjende.

Man fristes til at troe, at den ene af »Baronesserne«, Musikantens Datter Elisabeth, ei blot er en virkelig Person, men at man til Slutningen vil erfare, at hun er en berømt Forfatterinde. En Række af de Forhold, hvori vi see hende, gaae ud paa at vise, hvorledes hendes Talent udvikler sig eller, som Andersen siger, Aandens Frøkorn nedlægges i hendes Jordbund; hun begynder ogsaa at digte, men i Slutningen af Bogen holder hun efter Kammerjunkerens Raad op, gifter sig kort efter med Baronen, og det Hele er forbi. Etsteds er der en interessant Episode: Elisabeth er i Huset hos nogle gamle Folk, der troe paa Troldom og Spøgeri, og for at forskrække dem spiller Barnet Comedie og agerer Søvngængerske. [82] Man venter naturligviis, at dette staaer i organisk Forbindelse med hele Fortællingen, at der senere i Elisabeths Characteer skal vise sig Spor heraf, Snildhed, Forstillelse; men hun bliver et sandt Mønster paa Uskyld og Oprigtighed og, som sagt, godt gift. I det virkelige Liv er Saadant muligt. Følgerne af en uheldig Opdragelse kunne forsvinde, især naar Barnet kommer i et godt Institut; men Romanen udhæver ikke slige Scener for at lade dem forsvinde saa sporløst som Selskabet paa Langeland. Hvortil tjene overhovedet alle »Spirerne«, som vi see nedlægges i hendes Aand og Characteer, naar vi ikke skulle see Frugterne, ikke hende selv ved Hjælp af de erhvervede Egenskaber tilkjæmpe sig den Lykke, der tilkommer hende? Det er at forudsætte den Anskuelse hos Læsere og Læserinder, at den blotte Modtagen af Indtryk er en Fortjeneste og Ægteskabet med en Baron i og for sig Løn og Lyksalighed - en Anskuelse, som Bogen forresten gaaer ud paa at bekjæmpe. I mange andre Romaner er Ægteskabet ogsaa Slutningen; men saa er Kjærligheden ogsaa Hovedtanken, hvorimod Elisabeth efter at have havt en Barndomsinclination for Elimar og en lille Tilbøielighed for Kammerjunkeren ægter Hermann. Det er just ikke noget Fornuftgiftermaal, men synderlig stærk fremtræder Kjærligheden ikke. Digteren har ikke lagt Mærke til, [83] at han egenlig har anlagt Elisabeth ukvindelig; thi hun skal ved Characteer og Dygtighed erhverve sig en Position i Livet, hvilket ikke er Kvindens Opgave, og Værkets Feil i denne Henseende ligger i, at hun ikke bliver consequent i sin Ukvindelighed, at hendes Tilværelse ikke føres videre som Forfatterinde eller desl. Det vilde have været en meget lønnende, men tillige meget besværlig Opgave, hvis ellers Elisabeth ikke skulde være bleven en kvindelig Udgave af »Improvisatoren« eller af »Mit Livs Eventyr«.

Det gaaer paa noget lignende Maade med den gamle Baronesse, man opfatter hende uvilkaarlig som et vellykket, daguerreotypisk-nøiagtigt Studium efter Naturen. Og det er visselig en stor Fortjeneste for en Digter, at hans Personer ere naturlige, dog maa det opnaaes paa en særegen Maade. Hans Sind og Tanke skal være sund og hans poetiske Skabninger have Livets Sandhed; men han tager ikke et levende Væsen og hugger Plads til det i Maleriet. Meget af, hvad der fortælles om den gamle Baronesse - der som ganske lille Barn saae sin Fader ride paa Træhesten og sin Moder mishandlet af Herremanden, og aldrig forvandt Indtrykket heraf og blev en Særling - vilde have stort Værd som characteristiske Anecdoter om en bekjendt Person, f. Ex. at hun testamenterer den spæde Stamherre en Træskee, skaaren [84] af Træhesten; men er det poetisk sandt og skjønt, og opnaaer Digteren, hvad han vil? Har det været hans Hensigt at skrive en Slags socialistisk Roman, ivre imod barbariske Samfundsforhold ved at fremstille deres sørgelige Følger i denne Baronesses Historie og Sindstilstand? Nei, thi »Træhesten« er forsvunden, og Læseren, der ikke fuldkommen kunde begribe Digterens Indignation vilde lade ham gaae ene i Kampen og see paa ham som paa en Don Qvixote. Hans Hensigt har snarere været at vise, hvorledes Hjertet og Fortjenesten gjør sig gjældende overfor Adelskab og Standsfordomme, saa at de høie Baroner maae gjøre de borgerlige Piger til Baronesser. Men dette hvorledes savnes. Vi see ikke den indre Nødvendighed, det Skjæbnens Maskineri, der har gjort Huusmandsdatteren til Baronesse. Herom erfare vi aldeles Intet: det er skeet, vi maae tage det som noget Virkeligt, og vi tage derfor ogsaa den gamle Baronesses Bizarreri som noget Virkeligt og nødes til at vende den for Romanen gjældende Sætning om og sige: Se non ben trovato è vero (: Er det ikke godt opfundet, saa er det dog vistnok sandt).

Denne Virkelighed - eller hvad der efter Omstændighederne kun vilde have Værd som Virkelighed - hæver overalt sit Hoved uden at bøie sig for Værkets æsthetiske Fordringer. Caroline Heimeran, Etats [85] raadsdatteren, der taler saa plat som den simpleste Tjenestepige og er godmodig, kjærlig, huuslig trods den bedste Tjenestepige, er visselig en høist original og vel skildret Personlighed, hvis hun virkelig har levet; thi sandt maa, hvis det skal have Værd, det Hele være, f. E. hendes Dødsscene: »Jeg døer ogsaa«, siger hun med sagte Stemme, »men vær ikke bedrøvet! Jeg har før troet, at det var saa forskrækkeligt, men nu synes jeg det slet ikke; selv at Du bliver tilbage, bærer jeg saa godt; jeg synes, det er kun at jeg skal sige Dig god Nat! Vi sees imorgen, - saa skal jeg nok gjøre Kommers med Dig, nu kan jeg ikke! god Nat!« Og saa døer hun. - I Romanen gjør hun ingen anden Tjeneste end paa den anførte Maade til Læserens store Overraskelse døe fra sin Forlovede, Præsten Moritz, som derved bliver sørgmodig. Hans Sørgmodighed kunde være opnaaet uden en saa sær Forlovet, og den sære, men forresten sunde og stærke Person kunde have levet længere og gjort mere Nytte i æsthetisk Henseende. En smitsom Feber har Magt i det virkelige Liv, men ikke i Romanen uden med Æsthetikens Tilladelse.

Værket vrimler af slige Genrebilleder, der behandlede for sig og enestaaende vilde være fortræffelige, saaledes det hollandske Stillebensstykke, den gamle Degn Cathrinesen med Kone; den humoristiske Skizze Musikanten, der »grupperer« alle Begivenheder saaledes, [86] at Sandheden ikke kan gjenkjende dem; den eventyrlig-komiske Historie om Skaden Klaus, der lever sammen med Katten Piltitz og kan sige: »Klaus gik paa Loftet med Piltitz«, indtil Piltitz engang i ondt Lune virkelig gaaer paa Loftet med Klaus og æder ham; endelig Beskrivelsen af Halligerne, de smaa, sandede, taagede Øer i Vesterhavet, et Landskabsmaleri, som vi troe at kunne kalde mesterligt. Vi anerkjende det med Glæde; men disse skjønne Billeder hænge saa at sige uden paa Romanen. Det er ved alle disse Scener, at Elisabeth modtager »de aandelige Vækkelsesmidler« og »Spirerne«, det bliver udtrykkelig anført, og da vi, som oftere bemærket, ikke see Frugterne, blive Spirerne og hvad dertil hører idetmindste ufrugtbare for Værket som Heelhed.

Nogle af Episoderne ere dog af forskjellige Grunde ikke ganske heldige. Det er f. Ex. en bekjendt og andetsteds omhyggelig skildret Begivenhed, som gjentages om Elimar og Elisabeth, der ude paa Stranden blive overraskede af Floden; den italienske Bandit, der bortfører den nygifte Dame og giver hende tilbage igjen, har Christian Winther behandlet i »Osteriet«; endvidere Fortællingen om Oese, der findes langt smukkere i frisiske Folkesagn. Ved andre Leiligheder tager Andersen med sin daguerreotypiske Iagttagelsesevne for Meget med, en heel Deel Pjat, [87] f. Ex. Mad. Levsens abekatteagtige Moderkjærlighed, Dagvognen m.m. Størstedelen af det fine Selskab pjatter, og den simplere Portion har ogsaa nogen Tilbøielighed dertil. Pjat kan undertiden gjøre god Virkning som Modsætning, men tør ikke bruges saa tidt, at Digteren bliver mistænkt for selv at have en Rem af Huden.

Mellem alle disse brogede Billeder titter Eventyret frem som en Nisse. Andersen vil, ligesom det hedder i Folkefortællingen, flytte bort fra den Uro, Nissen foraarsager, og ind i Romanens Ro; men underveis stikker Nissen Hovedet op af Kjernebøtten og siger: Vi flytte. - Kragerne gratulere »kra! kra!« (1ste B. Pag. 86) [ovf. s. 55]. Hofjunkerens Frieri, der gaaer overstyr paa Hofballet, fordi han taber sin Seleknap, er holdt i en Tone, der lader formode, at det egenlig var Knappen, som skulde fortælle Feiekonen Historien; Knappen og Feiekonen ere allerede paa Vei til bagefter at anstille deres Betragtninger, men Andersen har i Øieblikket travlt og gaaer videre. Paa Flyttedagen faaer han utvivlsomt Lyst til en gammel Hat, der ligger paa Gaden; han er overbeviist om, at den kan fortælle interessante Memoirer, men han skal følge Elisabeth, der er ubekjendt med Kjøbenhavns Gader, og nøies formodenlig med, i Forbigaaende at træffe Aftale med Hatten om et senere Møde.

[88] Endelig fremtræder ogsaa den virkeligste Virkelighed. Frederik den Sjette ligger på lit de parade, og det beskrives paa den sædvanlige barnlig-udmalende Maade; Thorvaldsen paraderer ogsaa. Det staaer ikke i videre Forbindelse med Værket; ved Kjørselen ud til Amalienborg bliver den gamle Baronesse forkjølet, men kommer sig igjen. Den eneste Grund til at tage det med, maa være, at det var noget Oplevet. Det Samme gjelder om »Reichardts Melodier til Gothes Digte« og om de »schubertske Lieder«, som Elisabeth synger; disse bestemt betegnede Sange i Forening med Kammerjunkeren, der er berømt i Paris som Componist, rykke hende endnu nærmere fra Romanens poetiske Tilværelse til Tærskelen af det virkelige Liv, altsaa Romanen over til Biographien. Det næste Skridt er, at en bekjendt Mand under sit eget Navn skulde optræde i Fortællingen, undervise Heltinden eller endog frie til hende, saa var Forvirringen fuldstændig. At Elisabeth for sin Aandsudviklings Skyld læser Walter Scott, og at »Midlothians Hjerte« udøver en afgjørende Virkning paa hendes Tilværelse, hører ogsaa herhid; men tildeels er det vel gjort for de engelske Læseres Skyld.

Det er overhovedet et Uheld, at Bogen er skreven med den bestemte Tanke for Øie, at den først skulde [89] overgives til det engelske Publikum; thi Andersen har i sin Godmodighed troet at burde komme dette imøde med adskillige ethnographiske Notitser og med bredere Skildringer af danske Forhold, end danske eller blot æsthetiske Læsere behøve, ligesom han ogsaa siger Engelskmænd, Skotter, Irlændere endeel Forbindtligheder. Og ved denne Leilighed maae vi gjøre Andersen stærke Bebreidelser, hvis det er af Frygt for at saare sine engelske Læsere, at han har undladt at nævne 1807, da han omtaler Danmarks Udviklingshistorie og nævner 1801 og 1808. (3die B. P. 77) [ovf. s. 187 m. note].

En saadan Mængde af Formaal lader sig ikke opnaae, og alle de Elementer, der fremtræde med Fordringer, lade sig ikke tilfredsstille uden en stor Uro, og under hele Læsningen har man en Følelse, som om den ene af Digterens Tanker jager den anden og han selv haster afsted for ikke at glemme nogen. Vi tilstaae, at denne Følelse var den fremherskende hos os, og at vi først nu efter flere Ugers Mellemrum have været istand til at lade de enkelte Skjønheder vederfares Ret og paany gjennemlæse dem uden Hensyn til Værkets Heelhed.

Vi troe derfor at kunne sige, at Værket i høi Grad mangler Stiil, i den Forstand, hvori man f. Ex. siger, at et Taarn er bygget i en vis Stiil: Bygningen hæver sig, gennemstrømmet af een Tanke, [90] som en Enhed, mod Skyerne. Det Samme gjælder om Romanens Stiil, i en anden Forstand, om Maaden, hvorpaa Begivenhederne ere fortalte og Samtalerne holdte. Som Exempel herpaa anføre vi 2den Bog Pag. 35 [ovf. s. 98]. Kirkegaardene paa den lille Ø ere Sandpletter, hvor »ikke en Blomst fandtes, et Par Buxbombuske vare de eneste Væxter«, og Gravstenene vare halv overtrukne med en fugtig Grønhed. I Anledning af Elisabeths foran berørte Frelse fra Vesterhavets Flod er den gamle Pige Keike glad og vil feire Begivenheden om Søndagen: »Nu skal vi ogsaa ud i Eftermiddag at fornøie os! sagde Keike og lovede Elisabeth at gaae med hende baade til den nye og den gamle Kirkegaard.« Det er rørende, og der behøves ikke et Ord mere for at vise, hvor tarvelige Festdagsglæderne ere paa Halligerne; men Andersen kan ikke holde Maade og tilføier med smertefuld Ironi: »Det var meget fornøieligt!« Og som om det endnu ikke var nok, og Læseren ikke blot skulde have den smukke Tanke ind med Skeer, men med Brækjern, hedder det strax efter, Pag. 37: »I Præstegaarden sagde Keike, da de kom hjem, at de havde ret fornøiet sig, de havde været paa begge Kirkegaardene.«

Man kunde udskrive en stor Deel af Bogen for at vise, hvorledes denne besynderlige Digter ikke kan [91] lade en Characteer eller Situation fremstille sig selv og have Tillid til Læsernes Følelse, men uafladelig præsenterer Alt og derved ofte skader mere, end han gavner. Vi tage iflæng: (3die B. Pag. 4) [ovf. s. 147]: Manden, der citerer Shakespeare og kun siger: no, no. Det Comiske deri tilintetgjør Andersen ved at tilføie: »for han kunde citere.« Og han har dog selv prøvet, hvorledes han i Dramaet maa lade en Person tale alvorlig eller comisk uden selv at kunne gaae ved Siden af og sige: »for han er nu alvorlig« (eller comisk).

Dersom man nu vil sammenfatte, hvad her er sagt om »De to Baronesser«, saa vil man bemærke, at det ikke er Mangel paa Liv og Bevægelighed, ikke Tørhed og Kjedsommelighed, man kan forekaste Digteren. Andersens Feil er ikke Fattigdom, men Mangel paa Skjønsomhed til at benytte sin Rigdom. Dersom vi turde give ham et Raad, skulde det være det samme som det, vi vilde give en rig Mand, der fyldte sine Sale med Meubler, for at Gjæsterne kunde befinde sig vel hos ham og tillige see hans Formuenhed: Vær sparsommelig, flyt Halvdelen af Meublerne ind i andre Værelser og opstil Resten med mere Smag. Og Smag kan man erhverve sig ved at see, ved at læse, ved at tænke. Vi vilde finde det upassende at give en Forfatter, der er ældre end vi i Literaturen og en berømt Mand, gode Raad; men vor In[92]teresse for Andersen og for selve hans Berømmelse faaer undskylde os. Han har, hvad saa mange Andre mangle, Geniets overordenlige Ungdom; for ham er det, som allerede sagt, ikke for silde, skjøndt maaskee paa høie Tid; thi om end saadanne Naturer undgaae at ældes, saa riskere de dog i Tidens Løb at døe og bringe endeel af det betroede Pund ubrugt tilbage.

B: Oland i H.C. Andersens Dagbøger 1844.

[425] Løverdag 31 August. - Mødt paa Promenaden [på Føhr] Hertuginden [Louise Augusta af Augustenborg] og Prindsesserne, hun indbød mig at spadsere med dem, saa at jeg ingen Vesitter fik gjort, bad mig igjen, dog komme til Augustenborg. - Klokken 12 tog jeg ombord paa Dampskibet Kiel, indbudt af Dronningen [Caroline Amalie], vi seilede til Oland, een af de største Haliger, jeg kom i den sidste Baad og vi havde omtrent 1/2 Miil at roe, vi naaede Øen, hvor jeg båres i Land af Matroserne, netop da Kongen vendte om, jeg løb og sprang over Canalerne, kom Ganske varm til Kon[426]gen, der standsede og bad mig ikke blot see Kirkegaarden men og gaae ind i Husene, der skulde nok komme Baad. - Jeg løb til den Ende af Øen hvor Havet ved sidste Stormflod havde revet hele Stykker bort, her var en lav Skrænt, forraadne Liigkister stak frem, rundt om Menneskeknokler, Hovedpande Been, Alt hvad, som gaaer løst, samles og begraves dybere inde i Landet, til Havet igjen naaer derhen og rive dem med, det er meest Søemænd; de kan saaledes jordes og dog blive Havets Bytte; de fleste vare Enker, her vare smukke Piger imellem; de gifte sig meest med Jyder, der komme ned for at tærske, de blive saaledes danske Koner. - Hele Øen seer ud, som en engelsk Park, der er kun een Slags Græs, den som taaler Havvandet; jeg løb til Kirken her var en lille Æreport af Blomster, altsaa udenfor Guds Huus, for det Bedste paa Øen ventede deres Konge. Derinde hang et Kobberstik af Kongen; -jeg gik ind i eet af Husene, her saae vi det eneste Mandfolk; Stuen var med Fliser, som en Kakkelovn, her stode mange Bøger paa en Hylde for Vinteren; i Forstuen hang en Trætavle med tydsk Indskrivt Tillid til Gud. Vi drak Faaremælk og vandrede saa afsted, Husene, rødgrønne dannede snevre mørke Gader, de sluttede sig tæt til hinanden. - Her have de siddet i Stormfloden, paa Tag og Lofter til en Baad vovede sig over med Brød til dem; Hele Øen stod under stærke Bølger; uden for de yderste Øer paa Sandrevlerne ere Bjælkestilladser, som et Taarn reist, øverst hænger en Kurv med Brød og Brændeviin for de Strandede. - Jeg gav Koner og Piger Haanden, [427] de takkede for Æren, een spurgte mig ud hvem Hertuginden var, de fortalte deres Præst havde sagt dem noget lignende. Roede derpaa tilskibet [...]. [428].

[429] Tirsdag 3 Sept.: [...] I Aften stod Maanen op saa omhyllet med Taage og Skyer, saa rød, saa Uveirsagtigt, Fyret øinedes neden for; Bølgerne sloge høit mod Land og Vandet sprøitede som Champagne, som sprudlende Haier, Kongen talte til mig om hvor smukt det havde seet ud ved Taffelet just. -

Onsdag 4 Sep. Besøgt Hofdamerne, fik hos [Hofdame] Frøken [Juliane Marie von] Krog[h] Biernatzki, Schriften [se n.t. s. 91], spadseret med Landfogeden [L.H. von Dorrien] og hørt om Halligerne, hvert Huus er bygget paa et Verft, paa Oland er Køer, paa de andre Faaer. Vandet rundt om har ingen Fisk, det er smudsigt guult; Vandet kan sprøite op mod Vinduerne, de sidde roligt inde og spinde; der tales frisisk, beslægtet med engelsk. - Sengen er som et Skab og indvendig [430] med flættede Matter. - Skibe kan tidt drives lige hen til et saadant Huus, hvor Lyset skinner ud, det seer ud, som det svømmede paa Vandet; paa enkelte Steder findes Qviksand; Kommandor kaldes den som fører herfra Skibe til Grønland, Holland, & - rundt om findes Hvalfiske Tænder, de see ud som store Ledpæle, grøn forvittrede, betragter man dem nærmere seer man dem flade paa den ene Side, indvendig hensmuldre de; her ved Haverne i Wiek findes flere, ude ved een Mark er et heelt Hegn. Konerne bære røde Fess under Tørklædet, de ugifte Piger deres bare, flettede Haar. - Vandet i Dag plumret, det var Ebbe, meget salt, man klæder sig af, mens Karlen til Hest med store Støvler paa trækker Badehuset ud i Vandet, stiger Floden for stærk, kommer han igjen og haler lidt op; man drages op paa Sandet og bliver under Touren færdig med at klæde sig paa. - [...] Besøgt [Pastor L.C.D.] Westengaard; Husene her ganske hollandske, med et buet Vindue i Døren, det kan aabnes man har det paa Billeder med hollandske Qvinder i; Stuen med Glace[re]de Vægge, grøn malede Vinduer og mange Skabe i Væggene; paa Kakkelovnen et løst Mæssing Gjemme til at stille Kaffekjædelen under og til at pynte. - Bal i Salonen; om Aftenen fortalt Kongen Billedbog [uden Billeder], Keiserens nye Klæder, den uartige Dreng; Angr[e]b[e]t.

Torsdag 5 Sept: Takket Gud for de 25 Aar!

C:Oland i Trap: Slesvig, 1864 og nutidige oplysninger.

»Oland (Gstb.s Kort Øland] er den nordligste af de til Pelvorm hørende Halliger, 3/4 M. fra Dagebøl og lidt længere fra Før, Størrelse 164 Tdr. Land (ved Aarhundredets Begyndelse 280 Tdr.); hører under Landskabet Pelvorm; uagtet den i sine 17 nu paa eet Værft beliggende Huse kun har 57 Indvaanere, danner den dog en egen Commune (den mindste i Danmark og Slesvig) samt et eget Sogn. Præsten er tillige Skolelærer; han kaldes umiddelbart af Kongen. Kaldets Indtægter efter 10 Aars Gjennemsnit 300 Rbd.

Oland nævnes allerede i Valdemar II.'s Jordebog som Ø, »Åland.« Ogsaa denne formindskes ved Søens daglige Bryden paa Halligkanten, og har lidt meget i Vandfloderne 1634, 1717 og 1825; sidstnævnte Aar gik af 36 Boliger 33 tilgrunde. Den ældste Kirke skal være gaaet under i Mandrenkelsen 1362; en anden, af Træ, blev nedbrudt 1709, og en ny opbygget; efterat denne havde lidt meget ved en Vandflod 1821, blev den paany bygget 1824, og holdt sig temmelig godt i Oversvømmelsen 1825. Den er straatakt, har en Klokke (den eneste paa Halligerne; ved de andre 3 Kirker sammenkaldes Menigheden ved et Flag); i Kirken findes flere Gjenstande fra den ældre Kirke, saasom en gammel Døbefont, Prædikestolen, flere Helgenbilleder.«

De to arealangivelser svarer til 91 og 155 hektar; 3/4 mil er 5,6 km. En mandrenkelse er en oversvømmelse (menneskedrukning). Et værft eller varft er en kunstig forhøjning på 4-5 m, hvorpå husene opføres i marskegne uden eller med usikre diger.

Oland måler idag 117 hektar og har c. 40 indbyggere, boende i 16 huse på et stort varft, tæt samlet om en branddam; varftets højde er forøget i nyere tid, men et stormflodsmærke fra 1976 findes dog c. en meter oppe ad kirkedøren. St. Petri kirke har klokkestabel (se n.t. s. 150), bemalet bjælkeloft fra 19. årh., døbefont og et krucifix fra c. 1200, et skrinalter med fine træskærerarbejder fra midten af 16. årh. og en skibsmodel fra 1733.

Oland er forbundet med den større hallig Langenæs og med Dagebøl med diger beregnet for tipvogne. Se n.t. s. 79.

I en serie Ad sydslesvigske veje, Tur 22: Vadehavets øer og halliger, Flensborg u.å., har Franz Wingender givet en indføring i emnet. Udg. takker hr. Wingender for yderligere oplysninger forud for en halvdagstur i september 1996 med omvisning på halligerne Oland og Gröde - en udflugt, der blev et væsentligt plus i glæden over arbejdet med De to Baronesser.

10. Litteraturhenvisninger

De vigtigste indgange til H.C.Andersens værker og den enorme litteratur derom er:

Birger Frank Nielsen: ff.C. Andersen Bibliografi. Digterens danske Værker 1822-1875. 1942. 1270 numre, hertil samtidige anmeldelser.

Aage Jørgensen: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968. En bibliografi. Aarhus 1970. 2266 numre.

sa.: H.C.Andersen-litteraturen 1969-1994. En bibliografi. Odense 1995. 1944 numre + tilføjelser til foregående.

De uforkortede litteraturhenvisninger i efterskrift og noter tilsigter ingen alsidighed og er ikke gentaget her. Derimod må det forekomme praktisk at nævne enkelte tider som introduktion til videre læsning. Forfatternavnet er forkortet overalt.

Som standardbiografi, oversat til mange sprog, må idag regnes Elias Bredsdorff: HCA. Mennesket og digteren, 1979. Rent kronologisk, men ikke af den grund »ulæselig«, er Johan de Mylius: HCA, liv og værk. En tidstavle 1805-1875, 1993. Johan de Mylius har også sammenstillet kendte og mindre kendte (komplette eller kun citerede) værker og breve af A. i fire emnekredse med forbindende tekst: »Hr. Digter Andersen«. Liv, digtning, meninger, 1995.

For at bane vejen til de massive nedennævnte brev- og dagbogsudgaver har Niels Birger Wamberg redigeret udvalg, delt i kapitler efter emner: Deres broderligt hengivne - . Et udvalg af breve fra HCA, 1975, og, med et berømt lille dagbogscitat: »Jeg er mæt af Dage - iaften«. HCAs Dagbøger, 1986.

De hidtil nævnte bøger er ikke citeret i efterskrift eller noter. Det er de følgende, alle med forkortelser. I mange tilfælde kunne tilsvarende oplysninger være fundet i andre af de anførte værker, ikke mindst i kraft af de grundige noter og registre, der er knyttet til Ev., brevudgaverne (undtagen B&B/BtA) og ikke mindst til MLE. Til Dagbøgerne er der to store registerbind, men ingen kommentar iøvrigt. Det siger sig selv, at henvisning til en tekst eller en kommentar alene normalt vil være styrket af opslag i tilsvarende kommentarer eller tekst. - Alle nedennævnte korrespondenter findes i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg.

Aiana: Anderseniana. Udg. af HCA-Samfundet i Odense, senere af HCAs Hus. [1. Rk.] I-XIII, 1933-46. 2. Rk. I-VI, hvert bind normalt med 4 årgange, 1950-69. 3. rk. I-IV, 1970-86, ligeledes; derefter kun med årgangsnummer. - Årbogen indeholder udgaver og afhandlinger, fra 1961 hyppigt litteraturoversigter.

Almanakker: se Dagbøger.

BEC: HCAs Brevveksling med Edvard og Henriette Collin. Udg. af C. Behrend og H. Topsøe-Jensen. I-VI. DSL 1933-37. 825 breve.

BHH: HCAs Brevveksling med Henriette Hanck 1830-1846. Ved Svend Larsen. I-II 1946. (= Aiana IX-XIII).

BHW: HCA og Henriette Wulff. En Brevveksling. Ved H. Topsøe-Jensen. I-III, Odense 1959-60. 441 breve. Supplement i Aiana 2 V 1962 28-55.

BJC: HCAs Brevveksling med Jonas Collin den Ældre og andre Medlemmer af det Collinske Hus. Udg. af H. Topsøe-Jensen under Medvirken af Kaj Bom og Knud Bøgh. I-III, DSL 1945-48. 395 breve.

BLorck: HCAs breve til Carl B,. Lorck. Ved H. Topsøe-Jensen. Med en illustrationshistorisk efterskrift af Erik Dal. Odense 1969. (= Fynske Studier VIII). 115 breve.

BtA: Breve til Hans Christian Andersen. Udg. af C. St. A. Bille og Nicolaj Bøgh. 1877. - B&B: Breve fra Hans Christian Andersen. Udg. af samme. I-II 1878. - Hertil: Person- og Værkregister til ... Breve til og fra HCA 1877-78. Udg. paa Grundlag af en Seddelregistrant efterladt af H. Topsøe-Jensen. DSL 1978. De to udgaver rummer henholdsvis 328 alfabetisk og 479 kronologisk ordnede breve, der kun delvis er forældede af nyere udgaver; men naturligvis har redaktørerne måttet vælge og redigere ved en så hurtig udgivelse.

Dagb(øger): H.C Andersens Dagbøger 1825-1875.I-X og registerbind XI-XII. Udg. under ledelse af Kåre Olsen og H. Topsøe-Jensen, af Tue Gad, Kirsten Weber og Helga Vang Lauridsen. DSL 1969-77. - I optrykket 1995-96 indgår: H.C.Andersens Almanakker 1833-1873. Udg. af Helga Vang Lauridsen og Kirsten Weber. DSL 1990. - Indtil 1860 var dagbøgerne næsten kun rejsedagbøger; de kortfattede almanaknotater er derfor væsendige.

Ev(entyr): H.C.Andersens Eventyr. Kritisk udg. efter de originale eventyrhæfter af Erik Dal. Kommentar ved Erik Dal, Erling Nielsen og Flemming Hovmann. DSL 1963-90.

MLE: HCA: Mit Livs Eventyr. Revideret Tekstudg. ved H. Topsøe-Jensen. Med Noter af H.G. Olrik og Udgiveren. I-II. 1951. - Omfatter udg. 1855, der byggede på Das Märchen meines Lebens ohne Dichtung 1848, på dansk først 1942, samt Fortsættelse 1855-57, v. Jonas Collin d.y, trykt 1877 til Samlede Skrifter, 2. udg. bd. I, her efter manuskriptet.

ODS: Ordbog over det danske Sprog. I-XXVIII, DSL 1918-56, og fotogr. optryk. Hertil: Supplement, hidtil I-II, DSL 1992-94.