Soldaten
Med dæmpede Hvirvler Trommerne gaae,
– Ak, skal vi da aldrig til Stedet naae,
At han kan faae Ro i sin Kiste?
– Jeg troer mit Hjerte vil briste!
Jeg havde i Verden en eneste Ven,
Ham er det man bringer til Døden hen,
Med klingende Spil gjennem Gaden,
Og jeg er med i Paraden!
For sidste Gang skuer han nu Guds Sol,
– Der sidder han alt paa Dødens Stol;
De binde ham fast til Pælen,
– Forbarm Dig Gud over Sjælen!
Paa eengang sigte de alle ni.
De otte skyde jo reent forbi;
De rysted’ paa Haanden af Smerte,
– Kun jeg traf midt i hans Hjerte!
