Phantasiestykke i min egen Maneer
I Himlen sidde Guds Engle smaae
Rundt om det store Catheder,
De sidde alle med Vinger paa,
Og blæse saa smukt i Trompeter;
Om Aftenen lægges Trompeten bort,
Madonna hun seer det ret gjerne,
Saa spilles der lystigt – ei Laps eller Kort,
Der leges med Maane og Stjerne;
Tidt triller en Stjerne fra Himlen ud,
Sligt kaldes paa Jorden et Stjerneskud.
I Himlen er der en smuk Musik,
Og Alt har Hjerte og Stemme;
Man kjeder sig aldrig et Øieblik,
Man føler, at her er man hjemme.
Tidt flyver en lille Engle-Trop
Herned til de jordiske Dale,
Og bringer de sovende Smaabørn op
Til Gud i de himmelske Sale;
Tidt tage de ogsaa en stakkels Poet,
At han kan fortælle den Stads han har seet.
O det er en lystig, en underlig Tour,
Høit op over Ørn, over Ugle;
Dybt hænger Verden, det gamle Buur,
Med sine brogede Fugle.
Smaa-Englene synge saa peent i Chor,
Og alle Sphærerne spille;
O Himlen er saa stor, saa stor,
Man føler sig ganske lille!
Den Voxne bliver et Barn igjen.
Som Børn vi komme i Himmelen.
