Da Sol stod op, og alle Nattens Terner
(Jeg mener Stjerner)
Med Hast igjennem Himlens Porte flyede,
En Skræder sad paa Bordet alt og syede.
Ved Siden af ham stod et simpelt Fad
Med Mad.
Dog nei! man saae Ruiner kun paa Bunden,
Den tykke Mælk var dybt i Helten svunden,
Mens Nattergalen slog i Bøgelunden.
– Med roligt Sind
Han tænkte nu saa fromt paa Ingenting.
Da nærmer, bondeklædt, sig Skjæbnens Dronning,
Og sælger ham en Krukke fyldt med Honning.
– Bag Hyldetræet sad’ de Alfefruer
Med Graad paa Kind,
Og for at frelse fløi de nu som Fluer
I Stuen ind,
Og summede en Sang for Heltens Øre,
Hvis Mening var: »Du maa ei Krukken røre.«
Men barsk af Væsen,
Han slog dem med en ulden Lap i Næsen,
Hver Gang de kom;
Selv spiste han til Krukken reent var tom.
Nu gik der, kan jeg tænke, et Qvarteer,
Maaskee lidt meer,
– Dog Tiden her gjør ikke stort til Sagen;
Da – ak, han vidste selv ei hvad,
Den arme Mand, som han paa Bordet sad
I lovligt Kald, blev ganske som et Lagen;
I Læben beed han med de gule Tænder,
Og begge Hænder
Mekanisk greb’ om de bespændte Lænder,
Thi dybt derinde
Jog med alle sine Vinde,
Tambourmajoren, tretten Niagarer,
Smaae Djævle-Skarer
Og meget Andet som jeg ei kan huske.
Han følte det at pine, save, ruske;
Da kom hans Huustroe fra det nære Kammer,
Saae al hans Jammer,
Og spurgte ømt: »hvad er Dig vederfaret?«
Men »au!« og »au!« og atter, »au!« var Svaret.
– En Stund hun hører Mandens dybe Sukke,
Nu seer hun Fadet og den tomme Krukke,
Da aner hun – men gyser endnu mere.
»En Mavesnaps kan ene ham curere!
Ak bleeg som Døden
Han sidder paa sit Bord i Morgenrøden!«
Saa taler hun, og flyver let som Skovens Hind,
I fire Spring paa Apotheket ind,
Men stum som Fisken,
En , hun staaer saa bleg ved Disken.
End gik et langt Minut,
Før Apothekets snilde Substitut
Forstod Mimikken,
Og søgte nu paa Hylden efter Drikken.
Da Vee! Hvad har ei Fanden at bestille.
Høit under Loftet hang en støvet Krokodille,
Der gav ham paa Organet for hans Snille
Et saadant Smæk,
Saa hele Substitutten fik et Knæk.
– I Hast han nu Madammen expederte,
Men ak, leverte
Slig , som man for Luftballoner laver.
Men ei for Skræder-Maver.
Og med en Fart
Hun var i Hjemmet snart,
Og rakte Manden Flasken fyldt med Drikken.
Men knap til Livs han fik den,
Før neppe selv han kunde sig forstaae;
Det var som om han havde Vinger paa.
»Ak hvad er det! ak hvad er det!«
Udbrød han. »See hvor er jeg let!
Saa flink til Beens, – jeg troer jeg svæver!«
– Men Skræderkonen bæver,
Thi som han gjør fra Bordet lette Hop,
Gaaer Vinduet op,
Og som en Luftbalon han gjennem Luften stiger.
Høit Qvinden skriger,
Men skjøndt hun reiser sig fortvivlet paa sin Taae,
Kan hun dog ei den arme Skræder naae.
– O hvilket Syn! han svæver over Byen,
Og svinder som et Stjerneskud bag Skyen. –
– – Tre lange Uger gaae med Suk og Graad.
Nymaanen seiler som en gylden Baad
Paa Himlens Ocean; med vaade Blikke
Hun skuer did – men ak! han er der ikke.
Hun havde tænkt: han kommer nok med Maanen.
Men ei han kom, – thi falder hun i Daanen.
Det gik vel siden over,
Men ikkun lidet hun om Natten sover,
Thi vaagen og i Drømme,
Hun seer sin Skræder høit paa Luftens Strømme.
– En Aften sad hun efter vante Skik
Med Taare-Blik,
Mens Tappenstregen lystigt lød i Staden;
Da høres Larm paa Gaden;
Hun seer derud – ak, stor er Folkevrimlen,
Thi høit paa Himlen
Der staaer en stor, en underlig Comet,
Hvis Mage ei de ældste Folk har seet.
Om Pest, om Krig og Hungersnød man taler,
Thi see, Cometen den har tvende Haler.
– De Lærde strømme til fra alle Kanter,
Besee den i Qvadranter,
Udregne dens excentriske Ellipser,
Men knipser
Tilsidst hinanden arrigt over Næsen,
Thi man er ueens om Cometens Væsen.
Dens Astronomer
Beskrive den i flere tykke Tomer;
I Bladene de flaae hinandens Ære,
Den hele Stad
Forglemmer Søvn og Mad,
Selv Raadet tænker paa hvordan det dog kan være.
Da pludseligt Cometen
Nær havde rammet Raadet i Planeten,
Thi den med eet faldt ned fra Himmel-Scenen,
Og laae beskedent midt i Rendestenen.
– Fra Øster og fra Vester
Løb Folket til at see de sjeldne Rester,
Selv Skræderkonen med sin vaade Kind,
Kom til og rørte i den med en Pind,
For af de brutte Dele
At faae et klart Begreb om Tingens Hele.
Men som nu Alle søge rundt omkring,
Hun støder paa et Spænde og en Ring;
Ved dette Syn hun raaber høit og græder:
»Ak! Jømeni! Cometen er min Skræder!
Det er hans Spænde! det er hans Ring!
Men af ham selv er der Ingenting!!!«
