Tyveknægten
I Vuggen ligger det spæde Noer,
Det sover saa trygt og stille;
Moderen læser et ,
En Engel hun seer i den Lille.
Ømt hun kysser hans runde Kind
Og glemmer hver jordisk Smerte,
Drømmer saa sødt i Fremtid ind;
Saa drømmer hver Moder-Hjerte.
Men Ravnen kommer med al sin Slægt,
Og synger bag Ruden sin Vise:
»Din Engel bliver en Tyveknægt,
Og vi skal Engelen spise!«
