Da første Gang jeg aabnede mit Øie,
Jeg skued’ Himmelen og Danmarks Høie.
Min Vugge stod ved Hyttens snevre Muur,
Men kun jeg saae Guds herlige Natur;
En mægtig Længsel vaagned’ i mit Bryst,
Og drev mig fra min Barndoms Drømme-Kyst;
Jeg frygted’ ikke Livets barske Vinde,
Jeg saae, jeg fulgte kun min Sanggudinde.
Mit Skridt var rask, dog ei jeg frygte kunde,
Jeg stod jo i de danske Bøgelunde;
Tryg vandrede jeg frem i Herrens Navn,
Og Gud og Danmark tog mig i sin Favn.
– Ja dobbelt jeg min store Lykke skatter,
Thi Naaden kom fra Danmarks første Datter;
Dog Naade – nei, det er din bedste Lyst,
At aande Himlen i hvert Broder-Bryst.
– Klart tændes Glædesblus paa Danmarks Høie,
Men klarere de straale fra hvert Øie,
Thi Du forlader ei den danske Strand,
Din Himmel fandt Du i Dit Fædreland.
Et kjærligt Hjerte banker Dig imøde;
Fra Frændens Bryst udgaaer Din Morgenrøde,
For Dig og Ham er Fryd paa Danmarks Kyst,
Som i Din Faders og Din Moders Bryst.
– Min bedste Sang jeg vilde Dig indvie,
Men taler Hjertet dybt, maa Læben tie.
For Gud jeg kun kan tolke Ønsket ret:
»Han lønne Dig, som Du fortjener det!«
