Moderen med Barnet
Hist hvor Veien slaaer en Bugt,
Ligger der et Huus saa smukt;
Væggene lidt skjæve staae,
Ruderne ere ganske smaae;
Døren synker halv i Knæ,
Hunden gøer, det lille Kræ,
Under Taget Svaler qvid’re,
Solen synker – og saa vid’re.
I den røde Aftensol
Sidder Moder i sin Stol,
Kinden luer dobbelt rød,
Barnet har hun paa sit Skjød;
Drengen er saa frisk og sund,
Æblekinden rød og rund,
See, hvor hun i Spøg ham banker
Paa de søde Pusselanker.
Katten staaer og krummer Ryg,
Men forstyrres af en Myg,
Barsk han den med Poten slaaer,
Og igjen som Hofmand staaer.
Moder klapper Barnets Kind,
See hvor sødt det sover ind,
Drømmer om de Engle smukke
I sin lille pene Vugge.
