© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
DE FORRIGE. PRÆSTEN
PRÆSTEN
Amen!
ALLE
(reise sig).
Herr Pastor!
PRÆSTEN
(venlig, uden Prædiketone).
Hvad er det! bliv dog siddende at spise! en geistlig Mand maa ikke skræmme Jer bort! (til Monica.) Guds Fred, Monica! Du har spurgt efter mig.
MONICA
Ja, undskyld, Herr Pastor!
PRÆSTEN
Undskylde? Jeg kommer altid gjerne et Sted, som her, hvor det er en Fornøielse at see den Orden og Gudsfrygt i Alt; jeg føler mig som en Fader mellem sine gode Børn.
MONICA
Jeg forstaaer det saa godt. Nu, et lille Glas af den styrkende Viin maa jeg jo nok hente.
(Hun gaaer ind i Huset.)
PRÆSTEN
Og det nye, stadselige Huus! det staaer der med sine Vinduer, som havde det milde Øine at see med. Smukke Billeder: St. Michael og St. Florian og øverst et Tankesprog:
Nu, det er smukt og christeligt! (Til Monica, der igjen er traadt ud.) hvor har Du det fra?
MONICA
Fra en gammel Kone! Mit Liv, Herr Pastor, ja, det kan jeg jo godt sige Dem, hører ikke til de Allerlykkeligstes. Min Vei i Verden var, som Veien i Bjergene, den kaldes god og gaaer dog trang og steil opad, tidt har jeg været ved at synke, og tænkt, det var bedre, Du aldrig var født. En Dag, jeg saaledes stod inderlig forknyt og vidste hverken ud eller ind, kom der just Folk herop fra Dalen og fortalte, at dernede var brændt et Huus af. En gammel Kone havde i otte og tredsindstyve Aar boet der paa et lille Qvistkammer; hun havde syet og henlagt sit Liigtøi, med sex smaa Voxkjerter og et Helgenbillede; møisommeligt havde hun sammensparet nogle Skillinger til en hæderlig Begravelse; og nu mens hun var i Kirke, brændte Huset med Alt derinde. Man fortalte hende det – taalmodig hørte hun det.
det var Alt hvad hun sagde, men de Ord gik ind i min Eftertanke. Den gamle Kone kunde saa fromt og gudhengiven opgive Alt hvad hun eiede og i sit fiirsindstyvende Aar endnu være ved Ungdoms Mod; skulde jeg da give tabt! der kom Glæde i mit Sind og fra den Time af fik jeg Mod og Villie. – Da nu det nye Huus stod reist, kom de Ord mig i Tanker og saa lod jeg dem sætte der som Indskrift.
PRÆSTEN
Og, idet Du nu begynder dit Liv paany er de Dig altid en smuk Mindelse om det Forbigangne.
MONICA
Om det behøver jeg ingen Mindelse! men det var det, jeg vilde tale med Dem om, Herr Pastor! ja, om den tidligere Tid. (Skjenker Vinen.) See, Alt hvad jeg her har er mit med Rette. Af min afdøde Mand er jeg indsat som Enearving, og dog har jeg en lille Betænkning derved. Min Mand var den yngste Søn, den ældre blev af Faderen jaget bort herfra Gaarden, idet han var et daarligt, reent opgivet Menneske; –
PRÆSTEN
Ja vel, Mathias, jeg husker ham, den forlorne Søn, som ikke vendte tilbage og bad om Tilgivelse.
MONICA
Gud bevare os, at han skulde komme tilbage! hans Broder har efter Faderens Død ladet ham udbetale hele hans Arvedeel og bedet ham see til at blive et bedre Menneske. Det loe han af og kastede hen i Forbandelse! Senere skal han have arbeidet i Ilsang store Smedie; man fortæller, at han der har friet til Datteren, men saa indtraf den skrækkelige Ulykke, at hele Smedien med Alt derinde brændte. Siden den Tid veed Ingen hvor Mathias er blevet af.
PRÆSTEN
Ingen her i Egnen veed det!
MONICA
Men andetsteds! – Om han endnu levede, og pludselig kom her tilbage? – Naar man har Alt i Fred og Ro, saa frygter man for Forstyrrelsens Djævel og en saadan een tænker jeg mig altid i Mathias. Det var vistnok rigtigst at jeg henvendte mig til Kredsdommeren, men det er mig saa svært at tale med ham om den Sag og derfor var det, at jeg vilde bede Dem, Herr Pastor, at de ved en Leilighed vilde tale med ham herom. Kredsdommeren veed dog bedst Besked og lever Mathias endnu, maaskee i Nød og Elendighed, saa skal det ikke komme saa nøie an paa en Nødskilling.
PRÆSTEN
Det skal jeg gjerne! (reiser sig.) Du er en brav Kone!
MONICA
Lad det være godt! jeg gjør det jo meget for min egen Skyld. Jeg maa tilstaae, det er flere Gange faldet mig ind, at maaskee en Dag min Svoger stod ved min Dør, mellem Tiggerne. (Tiggerne nærme sig for at sige Tak, hun nikker venligt til dem, at de skulle gaae.) Tak, Børn, Tak! Gud være med Jer! (De gaae.) Ja, ja, man lægger Planer for Fremtiden, og tidt tør man ikke ret tænke paa den.
PRÆSTEN
En god Christen maa være forberedt paa Alt.
(peger paa Indskriften.)
Den er altid den bedste. Han holde sin Haand over det nye Sted.
MONICA
(Præsten gaaer, Tjenestefolkene reise sig.)
PRÆSTEN