MATHIAS

(springer op).

For Satan, hvor jeg kjeder mig! i fem Dage har jeg nu spiist og drukket, uden at have den Fornøielse at see en Anden have det bedre, saa at jeg kunde ønske at han maatte qvæles i det! kommer ikke Svigerske snart hjem, saa holder jeg det ikke ud i denne Rede. Fy for Satan med det Landvæsen! de Nfore sig for at kunne bestille Noget, og de bestille Noget for igjen at kunne fores! Fy for – ha! med denne solide Kost! den bliver mig vammel! aldrig krydres den med at Tarmene forud har skreget En i Livet. – Og saa – naar de komme hjem fra deres Arbeide – de ville ikke have med mig at gjøre! der sætte de, ligesom tilfældig, Maden til mig, som var jeg en tandløs Hund, de gave af Naade og Barmhjertighed! – der lyser dem ud af Fjeset mod mig et: »Fy!« (knyttende Haanden.) Djævel! at Ingen af dem siger det. Det har den fine Satan, min Svigerske udtænkt, for at jeg skulde blive leed og kjed af Huset, ligesom Drankeren bliver det af Brændevinen, naar de helde den i al hans Mad. De ere igjen paa Marken Allesammen undtagen den nye Pige, som jeg ikke veed hvorfor jeg har et ondt Øie til. – Endnu er det kun Middagstid! Hvad skal jeg tage mig for? – Jeg troer, at jeg ti Gange har følt Lyst til at gaae ud i Stalden og gjøre Qvæget Fortræd, vidste jeg kun, at det ikke tilhørte mig. – Det er en egen Kildren at vide, at man har Noget. Du havde Ret, gamle Ilsang Smed, da Du forklarede det for mig NPrakker, der vovede at frie til din Datter! (leer.) Tog jeg Dig ikke paa dit ømme Sted? (forskrækket, sagte.) Tys! hvad var det? – Snak! hvad kommer det mig ved? Hele Verden veed jo at røde Balthasar har gjort det. (Heftig.) Satan! jeg vil ikke kjede mig! her er Kort. (Trækker et Spil op af Buxelommen.) Ha, ha, skal jeg sidde og spille med mig selv? (træder til Vinduet til Venstre.) Her staaer jeg ved Vinduet, den Første, som gaaer forbi, skal ind og spille med mig! det er Nsoret! NEh! der kommer allerede noget – Sort dernede. Er det NFugleskræmmeren ved Ærte-Ageren? nei, det kommer nærmere! – – nu kjender jeg ham! det er den gamle Pastor! ypperligt! ham kan jeg bruge! ham har jeg længe havt et Par Ord at sige. (læner sig ud af Vinduet, bedende.) Hr. Pastor! kjære Hr. Pastor! Et Øieblik kun, dersom De har Tid! jeg beder saa inderligt! (han vender sig med et ondskabsfuldt grinende Ansigt, der øieblikkelig gaaer over til stor Ydmyghed idet den Geistlige træder ind.)