Anden Scene

MATHIAS. PRÆSTEN

PRÆSTEN

Hvem vil tale med mig?

MATHIAS

(ydmyg).

Kjender Hr. Pastoren mig ikke meer! Deres gamle Skriftebarn. Mathias!

PRÆSTEN

(overrasket).

Det er Dig! jeg kjender Dig knap igjen. Naa, det glæder mig, at Du kaldte paa mig!

MATHIAS

Virkelig!

PRÆSTEN

Ja, Den, hvis Levnet staaer skrevet saaledes i Ansigtet, som det staaer i dit, Den kalder mig ikke, uden der ogsaa staaer skrevet Noget om Bod og Bedring!

MATHIAS

(der seer vist paa ham, siger i ydmyg Tone).

Ganske rigtig, høiærværdige Herre! Jeg stod just og saae ud ad Vinduet og eftertænkte Eet og Andet. Jeg gjorde et Løfte ved min syndige Sjæl, – og saa skulde just I komme. I kunde frie mig fra det Løfte, om I vilde!

PRÆSTEN

Hjertensgjerne vil jeg!

MATHIAS

(som før).

Virkelig! (Bryder ud i Latter.) Saa maa I spille et Slag Kort med mig, for jeg har soret på, at den Første, her kom forbi, skulde holde for.

PRÆSTEN

(maaler ham med et Blik, siger da rolig for sig selv).

Jeg vilde gaae til en Syg – jeg finder her En endnu sygere; han har Fortrinet. (Lægger sin Hat og Paraply.)

MATHIAS

(der har ryddet Bordet op og taget Kortene sammen, vender sig og seer forundret at Præsten bliver). I bliver!

PRÆSTEN

(rolig).

Naturligviis.

MATHIAS

(kjæk).

Jeg kan tænke, I vil holde en Prædiken for mig!

PRÆSTEN

En Prædiken! for Dig? Gud bevar os! (mildt.) Vi ville jo spille Kort. (Sætter sig ved høire Ende af Bordet.)

MATHIAS

(med Kortene i Haanden, betragter ham).

I sætter Jer hos mig! – – – Hr. Pastor! saa sandt jeg lever, I har øvet mangen god Gjerning, der ikke var det Halve værd, som denne. Alle Andre skubbe sig bort, selv mine egne Lige! jeg har tidt lagt Mærke til, at som Pungen tømmes, saa rykke de paa Bænken hen til Den, der har lidt mere i Lommen, og naar den sidste Skilling er væk, saa sidder man, som Hanen paa Kirkespiret, muttersene. Det holder Mennesket ikke ud. Sult og Tørst kan man overvinde, men ikke dette!

PRÆSTEN

Og hvis er Skylden?

MATHIAS

(giver Kort).

Hvis Skylden er? Det er det, at jeg er en Stodder! den største Kjeltring, naar han kun har Penge, ham gjør de Stads af! O, det forbandede at eie Noget! Men Taalmodighed! de have forudsagt os det, de Folk, der vide det bedre end I; der vil komme en stor Straf over den hele Menneskeslægt og da vil alt det gamle Kram blive rystet i hinanden, saa at det faaer en Ende med den Galskab om Mit og Dit og alle disse gamle Kjærlinge-Krøniker.

PRÆSTEN

Hvorfor bliver Du saa hidsig? Vi ville jo spille. Jeg tager mine Kort. (Griber efter Kortene.)

MATHIAS

Stop! de der ere mine, disse ere jeres!

PRÆSTEN

(langsomt).

Virkelig!

MATHIAS

(som slaaet).

Hvorfor seer I saadan paa mig?

PRÆSTEN

Jeg undrer mig –! hvor kan Du tale om Mit og Dit. Jeg tænkte, at vi i Spillet her kunde begynde den nye Verdensorden: kaste bort den gamle Galskab, at lade Tilfældet give Een det, han skal have, rolig at see til, at man haver daarlige Kort, naar Naboen har alle de gode! – Hvem vil bryde sig om den Kunst at spille godt, selv holde lidt imod den keitede Medspiller. Væk med Eftertanke! væk med den Fornøielse at forstaae at spille! Vi nappes jo som Børnene om at faae de fleste Kort. Og saa – saa – ja, hvad er saa Enden paa dette nye Spil? – Det veed jeg rigtignok ikke, men Du kan vel sige mig det eller spørge din nye Apostel, jeg forstaaer mig kun paa – de gamle Kjærlinge-Krøniker.

MATHIAS

(som opmærksom har hørt paa ham, tørt).

I maa ikke holde mig for et saadant Dumhoved, at jeg ikke skulde nok forstaae den nymodens Maade at prædike paa. – I stikler til min Skjæbne –

PRÆSTEN

(afbryder ham).

Gud bevare mig fra at stikle til den Skjæbne, som det kortsynede Menneske bereder sig selv, den lader sig ikke stille sammen med den, der kommer fra Guds Haand! – Lad os spille!

MATHIAS

(alvorlig).

Havde jeg fra Begyndelsen faaet det saaledes ved min egen Skyld, saa skete mig min Ret! men de have narret mig i Spillet! skjændigt narret mig af med de gode Kort, jeg havde paa Haanden, og naar saa Ens hele Liv kun er de usleste Kort, skulde man da ikke tilsidst fristes til at kaste hele Spillet fra sig.

PRÆSTEN

(rolig, med Smiil).

Og sige til Den, der giver: Giv endnu engang! –

MATHIAS

(efter en Pause, leende).

Ha! Jeg veed godt, at Spillet er ude med dette Liv! Jeg hører ikke til de Kortsynede, der sætter Gevinsten hen paa Regning.

PRÆSTEN

Ikke heller Tabet? – Pas paa, at Du ikke forregner Dig!

MATHIAS

Nei, det gjør jeg ikke! jeg har længe nok tænkt efter og spurgt mig for, og det har jeg faaet ud deraf, hvorledes man kunde være lykkelig –! er jeg det ikke ganske, saa er det jeres Skyld! See kun paa mig! I sætte os fra Smaa de Tanker i Hovedet, det Hiernespind om Ret og Uret, Pligt og Synd, saa at om man endogsaa er nok saa sulten, vil ikke den bedste Bid smage, naar jeres Kjøkken har forgiftet den med dette: »Det er Uret!« – Hvor man kunde have Glæde af sin Natur og sine Lyster, der kline I strax paa det Ord: Synd, og ængster os med Straf! I gjør det værre end det er! det deroppe! – Børnesnak! herinde sidder det Hele: Tanken, den er Straffen! og Spiren, Ormen i Hjertet, den har I sat ind; og Den, som kan drive den ud, han har overvunden den, han nyder sin Lykke, som Nogen! jeg er paa Veie til det! – ud med den sidste Rodstump af jeres Gifturt, og jeg har vundet Spillet! (Staaer op.)

PRÆSTEN

Det har Du! Forsøg at luge ud den sidste Rodstump, den er det eneste Udødelige i Dig, den er din Deel af Gud i Mennesket! – Klem kun sammen Kløften, som den river i den syndefulde Sjæl, – mindre vil Kløften synes, men dybere gaaer den. Du vil ud over den, men Du svimler! – Du vil udenom, den standser Dig! Du skyder den fra Dig, – altid fra Dig – lige indtil din Dødstime, – da kan Du ikke længer! Betragt ham, der til sin sidste Stund gjorde det som Du! see ham ind i hans bristende Øine, for hvilke Afgrunden gaber med alle Erindringer, med alle Anelser om det Tilkommende! see kun ind i dem eet eneste kort Øieblik, til de briste, og da – – lee af den Børnesnak! – Betragt dine Lykkelige, men i alle deres Øieblikke, ogsaa i dem, hvor den indsovede Samvittighed drømmer sine Drømme – (nærmer sig og siger med sagte Stemme.) det stikker, det brænder! Dommens Øine seer paa Dig, selv fra det Uskyldigste i Verden, fra Blomsten i Græsset, fra Blikket i et Barns Øine! –

MATHIAS

(der uvilkaarlig har i stor Spænding lyttet, farer sammen ved de sidste Ord).

Ha!

PRÆSTEN

(overrasket, betragter ham).

Hvad var det! – (Ophold.) Skal vi spille videre! – – Jeg har kastet til Dig mine sidste Kort. Stik, om Du kan.

(Gaaer langsomt bort.)