Tiende Scene

MONICA

(seer efter hende).

Det havde været bedre at hun aldrig var traadt over min Tærskel. Gud tilgive mig, om jeg gjør hende Uret! jeg har ikke Noget, jeg kan lægge hende til Last; men fra den Time, hun kom her, synes Fred og Ro at være borte fra dette Huus. Crescenz har i Solhvervsgaarden staaet som et gammelt Træ, der hørte med til Stedet, og Ingen faldt det ind at lægge Haand paa det om det endogsaa ikke mere var til Nytte.

VALENTIN

(der hele Tiden stod som ubevægelig, bryder ud i usædvanlig Heftighed).

Du skulde heller have beholdt hende, end at Du nu gjør mig Bebreidelser!

MONICA

(krænket).

Valentin! Valentin! Hvordan taler Du til mig. Er Du ogsaa forandret mod mig! – din Kjærlighed, din Troskab –!

VALENTIN

(griber hendes Haand.)

Byd mig at gaae i Ilden for Dig! og Du skal see, at jeg med Glæde gjør det.

MONICA

(inderligt).

Jeg troer Dig! jeg veed det jo; – Du kan ikke taale at see Nogen lide Uret! og hun har fornærmet mig og hende. Tænk ikke mere derpaa! sligt kan jo indtræffe. Et Ord tager det andet og den fremmede Pige har ikke vidst at omgaaes den Gamle; Pigen er NderhosNstolt. –

VALENTIN

Havde Du ubemærket kunnet høre hende, som jeg hørte det;

Du vilde erkjende, at hun kan være ydmyg – –

MONICA

Det er muligt! Lad nu det være! jeg har noget Vigtigt at tale med Dig om. (nærmer sig fortrolig.) Idet jeg saaledes ganske ene kjørte paa Veien, tog jeg mere end een Beslutning. Hør Valentin! jeg indseer, at det saaledes ikke kan blive ved altid. Jeg gjør hvad en retskaffen Kone kan gjøre, men der hører en Mand til at styre en Gaard.

VALENTIN

(glad overrasket).

Du vil gifte Dig!

MONICA

Vor Herre har ladet mig prøve Ægteskabets bittreste Dage, maaskee forunder han mig nu de gode og bedre. – Der er Ingen, jeg behøver at spørge. Alt tilhører mig!

VALENTIN

Det har Øvrigheden sagt Dig.

MONICA

Ja, klart og tydeligt! – Min afdøde Mand, har, uden at jeg vidste det, skriftligt der, med Vidners Underskrift nedlagt sin Bestemmelse. Alt er mit! – Jeg har ladet tage en Afskrift deraf! (tager op af Lommen et Papir og en fyldt Læderpung.) Mathias tilkommer der ikke en Skilling mere! og bliver han for paatrængende, saa skal han tage sig iagt, at ikke Øvrigheden blander sig i Sagen, det har Kredsdommeren sagt mig. See, det var den Steen, nu er den fra Hjertet! – Men hør, imens jeg underveis blev enig med mig selv om, at jeg igjen vilde gifte mig, og ret bad vor Herre om, at han vilde lyse op i min Tanke, da faldt mig Eet ind og det var om Mathias! jeg tænkte som saa, med Ens Samvittighed er det dog en egen Ting, det er let at føie til, men svært at tage fra. Da staaer Hesten pludselig stille lige udenfor en Smedie. Der siges mig, at Smeden her er tilsinds at sælge Stedet og opgive sin Dont. Jeg har gjort ham et Tilbud, og dersom Mathias kun nogenlunde vil tee sig, saa kjøber jeg Smedien til ham, at han der kan tage fat igjen og ikke behøve at drive om uden Hjem! Hvad siger Du til det? Jeg troer – der kommer han –