Ellevte Scene

DE FORRIGE. MATHIAS. MONICA træder henved Bordet til Venstre. VALENTIN til Høire.

MATHIAS

(oprømt, lidt drukken).

Min Salighed! det er en Medicin, der kan gjøre de Døde levende! Præsten har Ret, at Mennesket er udødeligt! Hvor er han? og hvor er Tøsen som har sagt »Fy!« Hun skal bare nok en Gang hugge efter mig, om hun har Courage til det! (svingler hen imod Monica.)

MONICA

(afværgende).

Mathias!

MATHIAS

Ah! Svigerske. Det er Godt Du er her, saa lader vi Prædikanten og Tøsen fare, og vi tale om alvorlige Ting. Der er foregaaet en Forandring med mig, medens Du var borte; jeg har taget en Beslutning, og den staaer fast, – fast! Vi To ville være gode Venner, Du og jeg! (rækker hende Haanden.) Hvad endogsaa Retten tilstaaer mig, selv om den tilstaaer mig det Hele, jeg deler det med Dig, jeg tager Dig til min Kone!

MONICA

Er Du fra Forstanden?

MATHIAS

Fra Forstanden? Hvorfor? (træder nærmere.) Husker Du endnu hvorfra Du er kommet her i Huset? Husker Du ved Brylluppet min Broders Ansigt: »her har jeg en Tjenestepige, jeg kan spare at give Lønnen!« da gav Du mig et Blik, et Blik der sagde: med ham gad jeg heller leve! Ikke sandt?

MONICA

(i høieste Vrede.)

Elendige! der angriber det Eneste, jeg har at være stolt af for Gud og Menneskene: min Troskab! Du min Gud, at det kunde falde mig ind at ville forbedre dette Menneske, det kunde jeg kun tænke, naar jeg ikke saae ham for mine Øine, som han der staaer! – Kan jeg endnu tvivle om, hvad det er der forstyrrer mig mit Huus. Det er Synden, og Væmmeligheden som jeg har huset her! (til Mathias, koldt). Har jeg engang tvivlet paa min Ret, saa har jeg nu en Afskrift af Testamentet. (tager det frem.) Her staaer Lovens Segl paa, hvem der er Herre over dette Sted. Ikke saameget som en Skilling kan Du gjøre Fordring paa! og nu befaler jeg Dig, at Du gaaer! disse Penge giver jeg Dig, imod at Du lover, at Du aldrig i dine Levedage mere kommer her tilbage!

(kaster Pungen med Pengene til ham.)

MATHIAS

(leer.)

Ha! troer Du, jeg bryder mig om den Visk der! troer Du, at jeg lader mig snakke bort fra Huus og Gaard, om Du endogsaa tidobbelt trumfer op! mig gjør det Intet, tvertimod, det fornøier mig! Et Fruentimmer er et Fruentimmer – –

MONICA

Og en Mand – en Mand! Troer Du, at Gaarden her er uden Herre! Nei, fra i Dag er den det ikke længer. Den nye Husbond – staaer der! (peger paa Valentin.) Jeg gifter mig med ham.

MATHIAS

Med ham!

MONICA

Ja! imorgen lyses det fra Prædikestolen; ham giver jeg skriftlig Huus og Gaard! prøv paa, om Du kan forhindre det!

MATHIAS

(vild).

Det vil jeg! det skal jeg!

MONICA

Gaa kun til Øvrigheden! af den har jeg faaet at vide, hvad Du gjælder der!

MATHIAS

(slaaet).

Hvad har den sagt?

MONICA

Den har sagt mig, at Du skulde kun forsøge paa at gjøre et Skridt, – den vilde raade Dig at blive borte. –

MATHIAS

(som før.)

Saa, saa! troer Du jeg er bange! (tager sig sammen og siger med tiltagende Lidenskab.) Jeg gaaer min Vei! men Du skal see hvilken Vei jeg gaaer! Jag mig kun ud af mine Forældres Huus og sæt Du Dig ned herinde med ham der, Du skal faae at see hvorledes det vil løbe af!

Mel. af Jødinden. Halevy. »Vous voulez notre sang.«

Mærk Dig vel, det er Dig,

Der har bortsparket mig!

I Fortrydelsens Vee

Du det see!

Ja, mit Skyldbrev – al min Gjerning,

Svigerske, staae nu for den!

Du har smidt min Lykkes Tærning,

Og Samvittigheden hen!

Nu skal Du min Handling kjende,

Den paa Dig skal evig brænde!

Jag mig bort! – Vi sees igjen!

(Gaaer bort. Det bliver mere og mere mørk Aften.)