ANNA

(kommer med raske Skridt ad Stien op fra Dybden; hun er glad bevæget, hendes Øine lyse, hendes ellers indesluttede Væsen er frit og aabent).

O, nu er jeg heroppe! – der er Sennhytten og Korset paa Klipperanden. Her er Stedet! o, hvor jeg føler mig vel! – Det kalde de en besværlig Vei at gaae herop, jeg kunde have blevet ved at gaae lige op i Himlen. Nei, dernede, der er besværligt, der var det altid for mig, som sank jeg i Jorden, men herop gik det som om op fra Graven!

Franzl! Hov! (gaaer hen imod Hytten.) Der er slet Ingen derinde! Hun er ude! har endnu ikke drevet Hjorden sammen. (Gaaer hentil Græsbænken.) Saa venter jeg her til hun kommer! længe kan det ikke vare! de ringe i Dalen allerede til Aftensang. – Hvor kan det falde mig ind! saa høit heroppe kan man ikke høre Klokkerne ringe! det er kun mig, det klinger for Ørene som hørte jeg det synge og ringe til Messe; hele Luften heroppe er saa opfyldt deraf, som om det var en Kirke. (Sætter sig og folder Hænderne.) Gud! du kjære Gud i Himlen, det var paa rette Tid, Du lod mig komme herop, nærmere Dig! dernede var og blev jeg saa fortrykt! (barnlig.) Allesammen, bragte de hver Byrden over mig, selv den Bedste af dem, hvor skulde jeg kunde holde det ud! – Skyde det bort fra mig, sige, hvem jeg er, – vælte Alt hen paa min stakkels Fader, sige, at jeg er en Datter af ham, hvem Gud og Mennesker – Nei, det kommer ikke over min Tunge! Nei, nei! – Lad dem heller sige om mig, hvad de ville, det er mig en Trøst, at jeg veed, de gjør mig Uret! høre det Sande – det var til at døe over!

(Efter et Ophold.)

Her er saa godt! Her er jeg alene med Dig, Du, som veed Alt, og ikke, som Menneskene, tilregner Barnet Faderens Skyld! – Her slaaer jeg rolig mine Øine op, jeg seer jo ikke ind i andre end i dine!

(Bag Scenen Sang paa en from Folkemelodi. Køernes Klokker lyde herhen. Franzl kommer, fra Venstre, syngende.)