© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
ANNA. FRANZL
ANNA
(rækker hende Haanden).
Gud hjelpe Dig!
FRANZL
(studsende).
Hvem er det! Jesus! Anna! Er det virkeligt Dig! Naa, Gud velsigne Dig! God Aften! God Aften! – Nei siig mig dog, hvor kommer Du her paa Græsgangen – alene?
ANNA
Vor Madmoder har sendt mig!
FRANZL
Vor Madmoder! – Nei, hvor det fornøier mig, at Du er kommet! jeg skal lave Dig en Ret af Fløde og Du skal faae friskt Smør – alt det Bedste jeg har. Naa, hvordan staaer det til nede paa Solhvervsgaarden? Har Du ikke noget Bud til mig fra Wolfgang. (Køernes Klokker lyde stærkt, hun vender sig om i den Retning, Lyden kommer fra.) Ja kald kun paa jeres Salt, men I kan ogsaa vente Lidt!
ANNA
Mig sender vor Madmoder, for at jeg skal blive heroppe paa Bjerget.
FRANZL
Heroppe! nei, det var deiligt! hos mig!
ANNA
Du skal komme derned!
FRANZL
Til Solhvervsgaarden!
ANNA
Og høre, at der imorgen ved Messen lyses til dit Bryllup.
FRANZL
(tvivlsom).
Lad være, det er ikke Ret, at Du vil have mig til Bedste!
ANNA
Du kan troe mig, det er sandt!
FRANZL
Jeg troer det ikke.
ANNA
Hun har selv været hos Præsten derom.
FRANZL
(lidt efter lidt overbeviist).
Nei – er det virkeligt sandt! (Flyver hende om Halsen.) Imorgen! allerede imorgen! og hun sagde »først til Kyndelmisse«. Men det er saa rimeligt, hun har selv indseet det, hun er saadan en mageløs fornuftig Kone, der er ikke hendes Lige i Verden! Du gode Gud! tilgiv mig, om jeg nogensinde har gjort hende Uret. – Ja, saa maa jeg vel strax – (vil gaae) nei, jeg maa først ordenlig vise Dig Besked.
ANNA
Det behøves ikke, jeg veed, hvad her er at gjøre!
FRANZL
Saa det veed Du! men jeg har endnu Eet og Andet at sige Dig. Du maa vide, den store Ko med den hvide Blis i Panden, Gumsel hedder hun, det er den respectableste af dem Allesammen, hende maa Du især give Agt paa, hun er ikke af de almindelige, og saa – Anna, vil Du love mig Noget?
(Helder sig op til hende.)
ANNA
Hvad skal det være?
FRANZL
At Du især giver Agt paa de to spættede Kalve, de ere saa skrækkeligt forvovne, og derhenne – der hvor Du seer Korset staae –
ANNA
Hvad betyder det Kors?
FRANZL
Der er en Sennpige styrtet ned. Klippevæggen der er ganske steil, Gud veed hvor dybt, hendes Liig er aldrig fundet. Og da der saa ikke kunde blive sat et Kors, hvor hun ligger, saa har man sat et her, at man kan læse et Fadervor for hendes Sjæl. – See til, at Ingen kommer derop!
ANNA
Jeg skal nok passe paa, ganske vist!
FRANZL
Saa, det var nu Alt. (Lægger Fingeren paa Panden.) Nei, den Sorte, Rugerl hedder hun – hun har faaet et hovent Been; jeg tager af de Blade der, giver dem et Opkog og vasker saa Benet dermed, det maa du ogsaa gjøre. Nu, nu – nu veed jeg ikke Noget mere! Jo – en Bøn jeg har til Dig, Noget, der vilde fornøie mig saameget.
ANNA
Og hvad var det! Siig mig det.
FRANZL
Jeg vilde saa gjerne, at Du skulde være i Kirken, naar der lystes for mig.
ANNA
Jeg kan ikke godt komme derned.
FRANZL
O, for den Sags Skyld! vor Madmoder kan ikke have Noget derimod; enhver Brud har Lov til at vælge til Brudepige, hvem hun vil, og jeg kan sige Dig, at Folkene ovre paa den anden Græsgang nok passe en Halvdagstid paa vor Hjord. – Troe mig, det er nu kun i saa kort Tid jeg har kjendt Dig, men Du har, fra jeg først saae Dig, stadigt været mig i Tanke. (inderligt.) Jeg kan saa godt lide Dig! og jeg forsikkrer, at jeg under Dig det af Hjertet!
ANNA
Hvilket, du gode Sjæl!
FRANZL
Brudepigen staaer jo nærmest for Tour til at blive Brud, det er saadan en gammel Tro, man har. (Pause.) Synes Du ikke om, at jeg siger det, Anna! Bliv ikke vred paa mig, naar jeg nu spørger Dig en lille Smule – er der Ingen, Du saadan – synes om?
ANNA
(hjertelig).
Nei!
FRANZL
(fortrolig).
Maaskee derovre ved – Søen? – Mig tør Du godt betroe Dig til.
ANNA
Jeg siger Dig det ærligt! ved Gud i Himlen, der er Ingen.
FRANZL
(kysser hende).
Naa, det er det Samme! for Dig alene er der nok skabt Een og ham faaer Du! – See, nu staaer Maanen op!
ANNA
Den vil lyse for Dig paa Veien.
FRANZL og ANNA
FRANZL
Farvel! – (Hun bliver tankefuld staaende.)
ANNA
Hvad fattes Dig?
FRANZL
Det er mig ordenligt saa tungt at gaae herfra, saa skrækkeligt tungt. (Man hører Køernes Klokker.) Hører Du, de kalde? Det er de to blakkede!
ANNA
Vær Du kun ganske rolig! naar Du engang en Søndag kommer herop, skal Du see, hvor godt jeg har passet dem.
FRANZL
Nu da, Gud være med Dig, lev vel!
(Gaaer ned ad Stien.)
ANNA
Gud være med Dig! (gaaer til Hytten.) Jeg vil strax hente dem deres Salt –
FRANZL
(kommer igjen frem).
Melet, dersom Du søger det, saa staaer det i Melkekamret, i Krogen til Høire! – Jeg har dog ikke glemt Noget!
ANNA
(i Døren).
Det kan jeg ikke troe! God Nat!
FRANZL
God Nat igjen! God Nat!
(Hun stiger ned, Anna gaaer ind i Sennhytten, man hører endnu Franzljuble, men altid fjernere og fjernere, saa det taber sig i Ecchoet; Maanen skjules af Skyer.)