Femte Scene

MATHIAS

(spottende).

Naa, Gamle! har Du allerede seet Dig om en anden Plads?

CRESCENZ

O ja! inde paa Kirkegaarden. Du veed ogsaa, hvorledes jeg har staaet i Solhvervsgaarden! – Nu! – Jeg har ikke Mod til mere at komme imellem Folk, jeg skammer mig ved at sige at jeg er jaget bort, jeg, en gammel, tro Person, der kan gjøre Fordring paa at blive i Gaarden.

MATHIAS

Ja, ligesom ogsaa jeg kan det!

CRESCENZ

Ja, jeg vil sige, jeg mener, at jeg ved min Troskab og Tjeneste nu i saa mange Aar, fortjente at have Fordring. – Men den Tid kommer nok – –

MATHIAS

Hvor hun vil komme til at tænke derpaa.

CRESCENZ

Hvor hun vil fortryde det.

MATHIAS

(rask.)

Men det vil være for seent.

CRESCENZ

Hvor hun vil være ødelagt!

MATHIAS

Hun og Gaarden! (seer gjennemtrængende paa hende.)

CRESCENZ

(forskrækket.)

Gaarden! Nei! den vil beskyttes af den gode Gud og af den gamle Crescenz, om hun endogsaa ikke er i den. Jeg tager ikke nogen anden Tjeneste. Klokkerens Kone er mit Søskendebarn og hende tager jeg til, at jeg altid kan være den i Nærheden. (sætter sig paa Fodstykket af Bænken.) Paa det Sted, der er jeg voxet op og blevet gammel; – jeg Nkommer mig selv for som en Hund, om endogsaa hans Herre sparker ham, han gjøer dog naar Nogen sniger sig til Huset!

MATHIAS

(vender sig bort).

Heller ikke den Rette! hun er for dum for Helvede.

CRESCENZ

En Smule lettere er det dog blevet mig, siden jeg fik snakket lidt med den gamle Margrethe. Hvad jeg der har faaet at vide, det er mig den første Trøst. (Ntydende paa Gaarden) Nu vil hun vel nok faae Øinene op og tro hvad Folk fortælle, begribe hvorfor jeg blev bidt af og stødt ud, hun vil komme til at kjende sin Afgud.

MATHIAS

(nærmer sig.)

Hvad er det?

CRESCENZ

O, ikke noget! Kirketjenesten begynder.

MATHIAS

Konen fra Gaarden er endnu ikke kommet.

CRESCENZ

Troer Du at Præsten venter paa hende.

MATHIAS

Det er jo for hendes Skyld.

CRESCENZ

(bliver staaende.)

For hendes Skyld!

MATHIAS

Der skal jo lyses fra Prædikestolen for hende og Valentin.

CRESCENZ

(med al sin gamle Livlighed, farer imod ham).

Hvem siger det?

MATHIAS

Hun selv, hun har sagt det til mig!

CRESCENZ

Med Valentin! – Konen paa Solhvervsgaarden? Og nu hvad jeg hørte af Margrethe, der havde seet det selv, da hun i Aftes var oppe paa Græsgangen og samle Urter. Nei, nu kan jeg ikke tie stille! (Kirkeklokken ringer.) Jesus! – Nu er det Tid! – Nei, det maa først hele Verden vide. Valentin var i Aftes sildigt oppe paa Græsgangen. Pigen, som kom løbende hertil, er han gaaet efter, jo – en rar Historie! og nu vil Madmoder lade lyse for ham og sig. Skal man tie til det! – Ja, det er jo en lille Smule Gjengjeldelse – det under jeg hende, saa sandt jeg er en god – Maria! Joseph! jeg forsømmer jo Messen.

(Tripper rask ind i Kirken, foran Døren neier hun.)

MATHIAS

Jeg har dog ikke forgjæves rystet det gamle Æbletræ, der faldt dog et lille sødt Æble. Saa, min Nfornemme Svigerske, din tro Valentin lader Dig Nsidde over allerede under NTillysning. Det er en beesk Mixtur, men Du skal have den ind. Jeg vil her – der er hun allerede.