Syvende Scene

MONICA

(seer efter ham).

Du troer, at Du hos mig kan skade ham ved at tale Ondt om ham. Du maatte heller have rost ham for at han kunde stilles i slet Lys. Hvad skal jeg gjøre. I Guds Navn gaae derind, for ikke at vække Opmærksomhed hos Folk. NTil Lykke veed Præsten endnu ikke min NBestemmelse, at han skulde lyse for os! Til Lykke! siger jeg. (eftertænkende.) Hvor underligt det dog stemmer sammen. Saaledes som han blev tilmode igaar – og skyndte sig afsted – uden Ord! Skulde jeg troe –! »Paa Græsgangen!« Sligt et ondt Ord er som en lille Splint i Fingeren, strax fornemmer man den neppe, men lidt efter lidt begynder den at virke! – Jeg veed, det er Usandhed og dog kan jeg ikke lade være at tænke derpaa. (Hun gaaer henimod Kirken og seer i det samme Valentin, der dødbleg og med forstyrret Væsen kommer ned fra Bjerget.) Jesus! der kommer han jo, dødbleg! han seer mig ikke, eller vil han undgaae mig! til Kirken gaaer han – Valentin!