Ottende Scene

MONICA. VALENTIN

VALENTIN

(der med raske Skridt gik henimod Kirken, staaer pludseligt, ved MONICAS ængstelige, halvdæmpede Raab, som naglet fast, og nærmer sig derpaa nølende).

MONICA

(griber hans Haand og drager ham hen under Træerne, stærkt bevæget).

Kom dog hid, og skjul mig ikke Noget! Hvad der endogsaa er skeet, siig mig det, og fri mig dog fra den Angest, jeg kun skaber mig! Ikke sandt? – Du tier! Det var din Hensigt at undgaae mig? See paa mig! Du kan ikke! Jesus, er det sandt? Du var deroppe paa Græsgangen?

VALENTIN

(kjæmpende med sig selv).

Du veed det –

MONICA

(overrasket).

Altsaa, er det virkeligt saa!

VALENTIN

(slaaer Hænderne for Ansigtet).

Ja.

MONICA

(i dyb Smerte).

For den fremmede Piges Skyld! (zittrende) Tal! –

VALENTIN

(bedende).

Ikke nu!

MONICA

(lidenskabeligt).

Var Du deroppe denne Morgen! Nu, medens jeg stod ved Kirke døren og ventede Dig, (med Taarer.) og var i Angest for Dig? Du kommer for at sige mig, Ansigt til Ansigt, at Du imedens har været oppe hos hende.

VALENTIN

(levende).

Tak ikke saa, tænk ikke saa! Gud i Himlen veed, hvor gjerne jeg var blevet ved at gaae videre og videre, saalangt min Fod kunde bære mig, at jeg er kun vendt om for din Skyld, Du havde ellers kunnet holde mig for en Utaknemlig, – og naar Du seer og hører mig, vil Du forstaae, at jeg kun er en Ulykkelig!

MONICA

Jeg troer nu slet Intet mere! jeg indseer, at jeg alene er aaben og uden Falskhed. Blindt hen har jeg troet Dig! jeg havde før kunnet tænke at Himlen faldt ned, end at Du kunde være falsk og underfundig. Jeg bebreider Dig ikke, at Du ikke har Kjærlighed til mig; man raader ikke over sit Hjertes Følelse. Men at Du har kunnet handle saaledes mod mig, som Du har; igaaraftes, ligesom en Tyv liste Dig bort, med Alt hvad jeg gav Dig ud af mit Hjertes Allerhelligste, snige Dig op til hende, som Du ene har i Tanke, og lade mig staae her tilbage, skamfuld derover –; at Du har kunnet gjøre det, Valentin! Du, den, hvem jeg af Alle – (overvældet af Taarer.) Gjør mig det klart, ellers maa jeg tvivle paa Gud og Mennesker.

VALENTIN

(uden at see op).

Det har jeg vidst vilde komme! o, at jeg laae i min Grav! (træder nærmere.) Alt hvad Du der siger, det er vel saa, og dog er det anderledes! Hvorledes skal jeg forklare Dig det? Du kan ikke see ind i mit Hjerte, og som Gud selv begribe paa eengang det Hele og hvorledes det er gaaet til –! dog, for at Du skulde kunne det, er jeg kommen herhid, skjøndt mine Fødder vare som bundne; (livligere.) Her foran Kirken mødes vi, det Tegn er godt – godt –

Man Havets Dyb kan maale ud

Og alle Stjerners Veie,

Men Ingen veed, undtagen Gud,

Hvad Hjertet har i Eie.

I denne Stund han er mig nær,

Min Byrde jeg nedlægger her.

Byd mig ei tale – bed med mig!

Jeg siden Alt vil sige Dig;

Og lettere vil Du forstaae.

Kom med! – I Guds Huus først vi gaae!

(Gaaer hen imod Kirken, foran hvis Indgang han knæler; Orchesteret spiller sagte Slutningen af Sangen medens Monica siger sin følgende Replik.)