Tiende Scene

ANNA

(skrider modfalden forbi Kirken, og siger idet hun kommer ved Gjerdet).

Kunde jeg see ind gjennem de tætte Mure og see om han var derinde, eller om han er borte, som han truede – (seer Monica) Ha! (fatter sig.) Du har ladet mig kalde her ned, hvad skal jeg?

MONICA

(der har Møie med at fatte sig).A

Jeg har ladet Dig kalde!

ANNA

Ja, i den tidlige Morgen! Ellers var jeg vist ikke kommet her! (sagte.) Det var mig at gaae herned, som skulde jeg ind i et brændende Huus. (Gyser, men fatter sig.) Har jeg misforstaaet – eller Du ikke vil mig Noget, saa gaaer jeg igjen.

MONICA

Du havde ikke ventet mig her! Derfor er Du forvirret. Du er kommet for at træffe ham! har I aftalt det med hinanden?

ANNA

(seer med from Uskyldighed og Forundring paa hende).

MONICA

Saa hellig anstiller Du Dig! har han ikke været oppe hos Dig. Vil Du negte det?

ANNA

Nei!

MONICA

(med tiltagende Kraft).

Og Du! hvad har han ikke sagt Dig! at han elsker Dig, Dig alene.

ANNA

(slaaer Øinene ned).

MONICA

Og Du, – hvad har Du svaret ham? Nu! Tier Du? Kan Du ikke sige mig det?

ANNA

(ryster med Hovedet).

MONICA

Jeg troer, at Du kun kan tale med de unge Karle, det er der sagt. Der er altid nogen Sandhed i Rygtet, men jeg vilde ikke troe det, nu skeer mig min Ret, nu det er for seent, da skeet er skeet.

ANNA

Skeet! – for Guds Skyld! – – Hvad er skeet?

MONICA

Hvad der er skeet, spørger Du? (drager hende hen under Træerne til Venstre.) Jeg vil sige Dig det! – Lykke og Velsignelse syntes at hvile over denne Gaard, indtil Du kom her; da blev det – anderledes. Hvad er der skeet, spørger Du? Valentin var den meest trofaste Sjæl, saa lykkelig og sorgløs som et Barn, men nu er han bragt til, at det kun er ved Forsynets Naade, at han ikke har endt sit Liv, som de to Andre, der daaredes af Dig! Hvad har jeg gjort Dig, at Du bringer ind i mit Huus den Ulykke, som følger med Dig, og som Du bragte over den Gamle ved Søen. – Du kan endnu spørge: hvad har jeg gjort.

ANNA

(har i stor Bevægelse hørt paa hende og træder mere fattet og roligt frem):

Hvad har jeg gjort?

MONICA

(griber hendes Haand og siger med sammenpresset, smertefuld Stemme).

Vel, jeg vil da sige Dig, hvad man ellers kun med bankende Hjerte siger sin bedste Veninde: jeg elsker Valentin høiere end Alt! Ofte har jeg spurgt mig selv hvortil jeg var i denne Verden. Til at slide og slæbe, det syntes mig for Lidt! da med Eet er det blevet mig klart, Tanken blev fra Gnist til Flamme, til Solen selv, saa varm og saa lys, og jeg blev glad ved Livet, jeg vidste jo hvorfor Gud havde givet mig det og i Stilhed takkede jeg ham tusinde Gange. – Jeg kan ikke anderledes end have ham kjær og han maa være mig god igjen! (heftig.) Du maa slippe ham! hvorfor just ham! Det eneste Hjerte, jeg har bedet Gud forunde mig.

ANNA

(vrider Hænderne).

Og hvad forlanger Du af mig? Og hvad vil Du, at jeg skal gjøre!

MONICA

Det maa Du selv vide. Du veed jo hvad Du har gjort, for at drage ham til Dig!

ANNA

(vender Hovedet bort).

MONICA

(trænger mere ind paa hende).

Nei, nei, jeg slipper Dig ikke før Du taler, før Du lover mig, at Du vil lade ham fare! jeg vil give Dig mine Perler, mine Smykker! de ere meget værd! af hele mit Hjerte beder og anraaber jeg Dig.

ANNA

(rystet).

Saa sandt Gud hjelpe mig, jeg forstaaer ikke hvad Du vil, veed ikke hvad det er, Du forlanger af mig! Jeg vil jo gjerne, naar det kan gjøre Eder lykkelig, gaae bort til Verdens Ende.

MONICA

Og Valentin følge efter Dig saa langt Du ved dine hemmelige Kunster mægter det, saalangt og saalænge indtil han veed og forstaaer hvem Du er.

ANNA

(hurtig).

Han veed min Hemmelighed! jeg har betroet ham den!

MONICA

(stirrende paa hende).

Du har –

ANNA

Jeg har sagt ham den, for at han skal slippe mig, thi jeg kan ikke blive hans og jeg vil det ikke!

MONICA

Du elsker ham ikke! Du vil ikke tilhøre ham.

ANNA

Nei! aldrig!

MONICA

Og hvad Du der siger og som giver mig Livet igjen – det tør jeg troe!

ANNA

(med Overbeviisning).

Ja!

MONICA

(hurtig).

Sværg mig det til! (fra Kirken lyder Messesangen, en lille Klokke ringer, Monica hæver sin Bønnebog paa hvis Bind er et lille Kors af Sølv.) Hører Du det hellige Tegn fra Kirken! Kan Du sværge paa det?

ANNA

Jeg kan!

MONICA

At Du ingen Usandhed her har sagt mig!

ANNA

(rolig, med Blikket opad).

Jeg sværger derpaa!

MONICA

At Du ikke har lokket Valentin til Dig! ikke forlanger ham – ikke elsker ham!

ANNA

Ikke forlokket ham! – ikke forlanger ham! – ikke – (farer pludselig sammen, presser Læberne fast, den til Ed løftede Haand synker, og hun slaaer Hænderne for sit Ansigt.) Herre, min Gud! hvad er det!

MONICA

Ikke elsker ham – sværg det!

ANNA

(ude af sig selv).

Jeg kan ikke! (hun er nær ved at segne om.)

MONICA

Fangede jeg Dig!

ANNA

(med bævende Stemme).

Selv har jeg – ikke vidst det – før i dette Øieblik.

MONICA

(i største Heftighed).

Løgnerske! i dette Øieblik staaer Du til Skamme for mig. Min Gud, min Gud! hvilken Skabning maa ikke denne være! har hun ikke der staaet for mig, som var hun Ærligheden selv, saa at jeg Ni min bedste Rettighed følte mig beskjæmmet lige over for hende, og nu jeg med Magt trænger ind i hendes inderste Væsen, saa kan hun ikke, i det hellige Navn, gjennemføre det, og Alt var kun Løgn og Bedrag. – Viig bort fra mig! thi jeg gruer for Dig! gjør jeg Dig Uret, som Du forud beskyldte mig for, saa siig det endnu engang. Nu! – hæv kun frit dine Øine op! der kommer Den, Du har gjort det med, forsvar Dig for ham og for dem Alle.