Ellevte Scene

DE FORRIGE. VALENTIN. WOLFGANG. FRANZL. CRESCENZ. MÆND og QVINDER

(Ud fra Kirken toner Choral-Sang; VALENTIN kommer derfra, fulgt af de Andre.)

VALENTIN

(forbauset, idet han seer Anna).

Du her!

FRANZL

(vil nærme sig hende).

Du, Anna! – – ak blot et Øieblik før – –

ANNA

(idet hun vil see paa hende, opdager hun Valentin; hun betragter ham med et Blik fuldt af usigelig Smerte, og drager sig hen mod Forgrunden til Høire).

FRANZL

(bliver staaende.)

Hvad er det –!

VALENTIN

Hvem har gjort hende Noget! (kaster et heftigt Blik til Monica.)

MONICA

(rolig).

Spørg hende selv! byd hende tale. Jeg har i Ord og Gjerning Intet skjult for Gud eller Mennesker. Jeg gjentager her hvert Spørgsmaal, jeg har gjort hende, og hun skal svare!

ANNA

(afværgende).

Nei, jeg beder Dig, gjør det ikke. Spørg ikke mere! lad mig gaae!

(vender sig bort med nedslaaede Øine.)

MONICA

Ja, gaae! for min Skyld spørger jeg Dig ikke meer! Gaae! men ikke som Du er kommet, i Skikkelse af Sandhed og Uskyldighed, for fra Sted til Sted at kunne drive dit onde Væsen. Hvad Rygtet har sagt om Dig, erklærer jeg her for Sandhed. At man kan tage sig iagt for Dig, Du Uhyggelige.

CRESCENZ

(sagte).

Maria, Joseph! (beder sin Rosenkrands og viger tilbage.)

FRANZL

(sagte, ængstelig).

Wolfgang! (hun trækker ham hen til sig og holder sin Haand afværgende foran ham.)

ANNA

(der et Øieblik stod som forstenet, hæver Øinene til Himlen, vender sig om for at gaae fra dem Alle, idet de vige tilbage for hende).

VALENTIN

(der stod som naglet fast udbryder i Lidenskab og griber hendes Haand).

Mel. af Vestalinden. Spontini.

Nei, Du bliver! – jeg, jeg vil det!

MONICA

Gud i Himlen! – ei Du veed det!

CHORET

Angst og Skræk betager mig!

VALENTIN

Skyldfri er hun! – Hvo tør hende krænke?

Jeg taaler det ei! – o bliv!

MONICA

Med hvad Ret!

VALENTIN

Ingen har jeg – og bør betænke,

Jeg selv er fremmed; – det er jo det!

Vel, jeg bryder hver hemmende Lænke! –

O Anna, tør jeg –

(griber hendes Haand.)

MONICA

Ved den evige Gud!

Ei Du tør!

VALENTIN

Din Magt er tilende

Med Dig, din Rigdom – gjør jeg Brud! –

Fri jeg er – og jeg følger med hende!

MONICA

(hæver sig iveiret).

Du bliver! adlyder din Madmoders Bud!

Blive skal Du – min Magt Du kjende!

VALENTIN

(ude af sig selv, seer med vildt Blik paa hende).

Din Træl er jeg?

ANNA

(har vaklende naaet Høien, kaster et brændende Blik mod Kirkens Dør, og iler afsted.)

VALENTIN

O, Anna –!

(Han vakler)

– min Gud!

(Han synker halv til Jorden, Monica staaer med Hænderne korslagte over Brystet).

MATHIAS

(der er kommet tilsyne mellem Mængden, som sky viger tilside for Anna, seer paa hende med ond Glæde).

Fundet har jeg Den, jeg kan bruge!

CHORET

(paa samme Tid).

Onde Magter kun Sligt kan udruge!

Hvilken Angst! hvilken Skræk! Du, min Gud!

Ellevte Scene

NMel. af Vestalinden. Spontini.

Mel. af Vestalinden. Spontini.