Tredie Scene

CRESCENZ

(kigende ind ad Sidedøren til Venstre).

Jo, jeg er rigtig heroppe! jeg havde aldrig troet, at jeg gamle Menneske skulde mere komme herop. Der er Noget, som driver mig afsted! det er ligesom der var et Uhrværk inden i mig, der drev. Fra den Time, jeg erfarede, at jeg kunde blive jaget bort fra Gaarden, er der kommet i mig en Uro, og en Angest! der er jo heller ikke en Dag nu uden at der skeer noget Nyt og Slemt, og derfor har jeg ingen Ro paa mig. Ved Nattetid, synes jeg det knittrer, ligesom om der var Ildløs, og jeg løber omkring og seer efter, indtil jeg seer, at der er Ingenting; neppe lægger jeg mig igjen, saa hører jeg det, som om der blev raabt om Hjelp! om Dagen, midt imellem Mennesker, falder det mig ind, der er gjort noget Ondt ved Creaturerne og jeg skynder mig langveis, ud til dem. Og da vor Madmoder i Dag jog hende bort – hende – Gud fri os! da Nbares det mig for, at hun af Hevn nok vil gjøre noget – noget Skrækkeligt! dernede kunde jeg ikke spore dertil og saa, uden at jeg ret tænkte ved det, bar mine gamle Been mig herop! – (seer sig om.) Her er heller ikke Noget! Creaturerne udenfor gik roligt og græssede; jeg kunde intet Galt mærke. Sennhytten her staaer jo ogsaa, hvor den altid stod! jeg er en gammel Nar! nu kan jeg see at komme ned igjen. (Vil gaae, men bliver staaende.) Det er sandt. Derinde, hvor NForingen ligger, har jeg endnu ikke seet efter. (Gaaer ind i Kammeret. Pause).