Fjerde Scene

ANNA

(træder ind, dødbleg, hendes lange Haar har løst sig, og den ene Fletning falder løst ned over Skuldrene, en afbrækket Stav, som der endnu sidder grønne Blade paa har hun til Støtte; hun er i forstyrret, drømmende Tilstand).

Gaaer det endnu længer? Nei, her hører det op! Den, der vil høiere, maa have Vinger. (Hun løfter begge Hænder i Veiret, Stokken falder til Jorden; hun ryster.) Her er det ude! (Hun sætter sig sønderknust paa Kanten af Ildstedet og holder Haanden for Øinene; Pause.) Nu seer jeg først hvor jeg er! der, der er Vinduet, hvor han kaldte paa mig, hvor jeg lænede mig til Karmen og pressede Haanden for min Mund, at han ikke skulde høre mig aande.

Mel.: the last rose.

»Sidste Gang jeg Dig anraaber! hør mig i vor Afskeds Nat!

Giv et Tegn, om selv kun dette, at jeg er Dig en Forhadt.

Anna! Anna!« – O, hvor bad han! – ei jeg turde høre ham.

Thi jeg maatte ham jo frelse fra min Skjændsel og min Skam!

Jeg paa Ilsang-Smedie tænkte, og i Smerte holdt jeg ud;

Han gik bort, jeg stod i Taarer – inderligt jeg bad til Gud,

I Medlidenheden for ham – nei, nu først jeg Navnet veed!

Al for tung – ei til at bære, er al min Elendighed!

(Musik ledsager melodramatisk det Efterfølgende.)

Jeg vidste det ikke selv! Nu veed jeg det! – Hvad de kaldte min Stolthed, min Styrke, det er borte! – jeg gad gaae til Verdens Grændse, kun at han ikke maatte følge efter og ikke, endnu engang, tilraabe mig »Anna, Anna!« – – og da igjen er det, som om min Fod var bundet, jeg seer efter ham, mit Hjerte længes, som man siger, det kan længes i Hjemvee! – (med tiltagende Taarer.) Altid har jeg staaet saa alene! saalangt min Erindring gaaer, har, fra min Moder døde, ingen kjærlig Haand klappet min Kind, ingen Moder taget mig paa sit Skjød, ingen Arm lagt sig om min Skulder, ved intet Hjerte har jeg grædt ud! O, det Øieblik i Dag, da jeg stod forhaanet, forjaget, afskyet af dem Alle og han alene strakte sin Haand ud til mig og holdt mig fast – Herre, min Gud! tilgiv om det var syndigt, det var mig da, som om Du holdt mig og drog mig ind i Himlen. – Han slap og jeg faldt fra en anden Verden igjen til Jorden. Og dog var det godt, – der – – foran Kirkedøren! – jeg tænkte derpaa! – Skulde han lide under min Ulykke? Nei, det er godt, som det er! (lægger Haanden paa Hjertet.) For altid er det godt! og jeg vil længere bort, længere, saa langt jeg mægter! Vidste jeg kun en Vei, hvor jeg ikke med min Forbandelse kom ind mellem Menneskene – det kan jeg ikke mere! – vidste jeg en Vei, som – – (hun seer søgende omkring sig og bliver staaende stirrende i Afgrunden.) Ha! nu veed jeg hvad der, som i en Drøm, har drevet mig herop! – der er min Vei! (peger derud.) Jeg veed ingen anden! Gud vil være mig mere barmhjertig end Menneskene! – Og naar her ved Korset et fromt Hjerte læser et Fadervor for hende, som styrtede ned, saa læses det ogsaa for min arme Sjæl! et Skridt og – (stirrende mod Jorden.) ulykkelige Fader, hvis Sorgens Skygge var det Eneste, der her paa Jorden troligt fulgte mig Forældreløse, i Himlen finder jeg Dig jo ikke, derfor – (vender sig mod Afgrunden; alle Bjergene straale pludseligt i Solgløden, Anna farer tilbage.) Ha! Himlen brænder i Ild, som den Gang – og han staaer for mig med bristende Blik, vil tale og kan ikke – og om han kunde det og han sagde: »Jeg er uskyldig, Barn! berøv os ikke Gjensynet i Himlen!« (falder paa Knæ.) Tilgiv mig Gud! Tilgivelse! Tilskik hvad Du vil – jeg vil bære det! – (Hun gaaer hen imod Ildstedet, lægger Brændet tilrette og gjør Ild paa. Det bliver mørkt, og Bjerge og Luft staae tilsidst i sort Nat.)