ANNA. MATHIAS
MATHIAS
(der imidlertid er traadt speidende ind, nærmer sig langsomt).
Er jeg uden Nytte gaaet efter hende, lige herop! Nei, der er hun! – He! – Du faaer Selskab!
(forskrækket, idet hun seer ham).
Ham!
(Hun sætter sig paa den yderste Kant af Ildstedet, uden at see paa ham.)
MATHIAS
(nærmer sig, betragter hende).
Naa, intet »Fy«, til Velkomst! Rækker jeg Dig Haanden, Du slaaer ikke efter mig, med Kniven! – Er man nu mere spagfærdig? Du Knipske! Ikke sandt? Har jeg ikke lovet Dig, at jeg skulde see til Dig, naar Du – blev mere tam! Ikke! (Han nærmer sig, Anna undviger). Vær ikke bange! jeg gaaer ikke og bærer Nag bagefter! det vilde blive for besværligt; hvad skeet er, det er glemt – saadan er jeg! – Gjør lidt Plads, det er koldt!
ANNA
Rør mig ikke! (staaer op.)
MATHIAS
(nærmere).
Hvorfor ikke?
ANNA
(tager hurtig en Brand fra Ildstedet, tænder Lampen, det bliver ganske lyst i Hytten; hun seer stift paa Mathias med Alvor og Fasthed).
MATHIAS
(rolig).
Med Forlov! (Han tager Branden, tænder sin Pibe og kaster saa den brændende Spaan paa Ildstedet, seer Anna frækt ind i Øinene, hun vender ham Ryggen, han sætter sig paa den høire Kant af Ildstedet.)
MATHIAS
(koldblodig, idet han ryger sin Pibe).
Jeg skulde troe, at saa Meget har Du dog ikke faaet forud for mig! hun har for Alles Øine jaget Dig bort, mig jog hun afsted i Stilhed, det var lidt nettere det, om man saa vil! om Dig vil hun sige Folk, hvad de ikke før have vidst eller tænkt om Dig, men om mig vil hun – he! (leer.) Du havde Lyst til Fyren, jeg havde Lyst til Gaarden – hun har snappet fra os, hvad vi hver vilde have! jeg gad altsaa nok vide, hvad Du har forud for mig! (griber efter hendes Haand.) He!
ANNA
Siig mig, hvad vil Du her?
MATHIAS
Siig Du mig, hvad Du vil her? Er det for at blive? Veed Du ikke, at Sennhytten her hører til Solhvervsgaarden. Venter Du paa, at her skal komme En op at jage Dig bort.
ANNA
Nei, nei, jeg gaaer! (Vil gaae.)
MATHIAS
Veed Du Veien?
ANNA
Ja!
MATHIAS
(idet han roligt ryger sin Pibe).
Gaa ikke ned i Dalen, da maa Du forbi Kroen, og der gaaer det lystigt til; i Formiddags een Tillysning, i Eftermiddag en anden, som for din Skyld blev sat nogle Timer længere ud.
ANNA
(vakler, sætter sig paa Ildstedet med begge Arme slyngede om sine Knæ).
MATHIAS
(betragtende hende med et skarpt Blik, træder nærmere og siger i stærk Lidenskab).
Hvem der saaledes kunde fare lige ind i hendes Lystighed dernede og spørge hende, om hun troer, at hun alene har forpagtet al Livets Glæde og Lykke, mens et andet Menneskes Barn hele sit Liv maa sukke i Sorg og Elendighed og spørge sig selv: Hvorfor?
ANNA
(stirrende hen for sig, i dyb Smerte).
Hvorfor?
MATHIAS
(med tiltagende Lidenskab).
Og naar det saa engang veed det og troer, hvad det er kommet til Verden for, idet at det har fundet saameget dog som en Brødskorpe, den tør kalde sin egen, fundet Noget, den holder fast paa, elsker, gjerne giver sit elendige Liv hen for –
(i stor Bevægelse).
Saa – saa!
MATHIAS
Saa rive de den ud af Haanden paa En og man sparkes bort!
ANNA
(hæver sig halvt iveiret, nikker med Hovedet, medens Øinene ere fæstede paa Jorden).
Ja!
MATHIAS
Jeg gad raabe hende dernede Ord ind i Øret, saa at hun midt i sin Jubel maatte fornemme, hvorledes en saadan Menneskesjæl er tilmode, der som en søndertraadt Orm hverken mægter at leve eller døe!
ANNA
(i Lidenskab).
Ja!
MATHIAS
(hurtig).
Ja! Du vilde det ogsaa? Saa kom! vi have een Vei! (Han griber hendes Haand, Anna gyser tilbage.) Hvad vil Du ellers? Igjen ud i Verden? krybe frem under det Læs Had og Ondskab, som de stable mere og mere til, indtil Du qvæles under det. Nei! (med flammende Tale.) Du skal see, hvorledes Du vil blive anderledes tilmode, naar Du gjengjelder dem! Øie mod Øie! Tand mod Tand! Gjengjeldelse! De ville ikke lade os komme op til dem saa skal de ned til os, at de kunne see, at de ere Skabninger som vi! (i høieste Extase.) At see dem, der have bragt os i Ulykke, og i deres tilkaprede Lykke gjøre sig til deraf, see dem fortvivle og høre dem hyle i Gruset, det er en Kildren! – Den, som eengang har følt den, løber det som Ild gjennem Kroppen, naar han tænker derpaa. Og den skal Du ogsaa lære at kjende!
ANNA
(der vigende tilbage, halv siddende paa Hjørnet af Ildstedet, neppe Herre over sine Følelser, er ved de sidste Ord ligesom greben af en Tanke, som hun søger at skjule for Mathias, samler al sin Kraft og siger med fast, næsten krampagtig, tonløs Stemme).
Hvad – hvad – skulle vi gjøre?
MATHIAS
Hvad vi skulle gjøre? Hør mig! Din Valentin havde dog kun Tanker for Gaarden, og for at faae den, har han saa let og snart ladet sig besnakke, den Glæde ville vi dog fordærve ham, før det bliver os for seent. (sagte.) Mærker Du, Luften er tung! – det er Tordenluft – i et Øieblik kan det slaae ned – forstaaer Du? Et Lyn – (endnu mere sagte.) Du veed bedre end jeg Besked der i Gaarden, jeg skaffer tilveie hvad der behøves, det er den mørke Nat – før vi see os om – – (han rager i Ildstedets Gløder saa at de blusse stærkt.) Solhvervsgaarden, seer Du, gaaer op som – –
ANNA
(med skrækkelig Stemme, idet hun har grebet en Brand og belyser ham).
Ilsang-Smedie!
MATHIAS
(bæver tilbage og vil vende Hovedet bort).
Ha!
ANNA
(styrter henimod ham, ude af sig selv).
See paa mig! kjender Du mig?
MATHIAS
Barnet! Balthasars Barn!
ANNA
Ja, Balthasars Barn! Almægtige Gud! Du har aabnet mine Øine! jeg kjender Dig ved Flammen her! paa Dig saae han og sagde: »han der har gjort det, jeg er uskyldig!« siig Nei, om Du kan!
MATHIAS
(som vanvittig).
»Fra Blikket i et Barns Øine«! det sagde Præsten. Vee! hvem holder mig? Slip!
ANNA
Nei, Du maa med mig for Guds, for Menneskenes Dom, maa vidne og bekjende!
MATHIAS
(river sig løs, i vild Heftighed).
Nei, nei! jeg gjør det ikke! og hvad mægter Du? Jeg har afbrændt Ilsang-Smedie, ha! ha! det er Sandhed! – grib mig, og jeg slynger Dig i Afgrunden, kald Vidner – og jeg leer Dig op i Ansigtet.
ANNA
Gud! min Gud!
MATHIAS
Ja, kald ham herned! han kommer ikke! forfølg mig, indhent mig, om Du kan! (Gaaer baglænds rask henimod den aabne Afgrund.)
ANNA
(gysende).
Der! – (overvældet af sin menneskelige Natur løber hun efter ham, han vil undvige, hun raaber:) Afgrunden! – ha! (hun skriger høit, idet Mathias med Ryggen støder imod det gamle Kors, der styrter ned med ham.)
CRESCENZ
(der ved Scenens sidste Halvdeel er kommet tilsyne og i høieste Spænding har hørt til, iler hen i Forgrunden til Høire og falder paa Knæ).
Hellige Guds Moder! (Pause.)
ANNA
(seer tilbage).
Retfærdige Gud! (gyser.) Hvorfor skjælver jeg, hvad ængster mig endnu? (i fuld Lyksalighed.) Fader, Du er uskyldig! Hellig er din eensomme Grav! Nu veed jeg igjen Vei i Verden! jeg er ikke hjemløs! Hvad behøver jeg Vidner! Herre, Gud! Du veed det, og jeg veed det, hvad behøver Verden da at vide det! (Hun staaer med foldede Hænder og glædestraalende Ansigt.)
CRESCENZ
Jo, den maa vide det! og den skal vide det! Undre Dig ikke, det er mig! – jeg begynder at begribe det Hele! og jeg er den Første, som paa Knæ beder Dig om Forladelse! forlad mig, hvad Ondt jeg har gjort Dig i min – (slaaer sig selv for Panden.) Men jeg skal gjøre det Godt igjen! Jeg gaaer derned og kalder hele Gaarden, hele Landsbyen sammen, jeg gaaer over til dem paa Solgaarden ved Søen, fra By til By, og fortæller det Hele! Gesvindt tænd mig en Spaan at jeg kan lyse mig ned – hvad er det! – hvad lysner – hvem kommer? – Valentin!
VALENTIN
(viser sig i Døren, bærende en Træfakkel, som Crescenz tager ham af Haanden; han seer sig omkring).
Anna! – (Han bliver staaende.)
ANNA
(der uden at have hørt paa Crescenz’s Ord stod i heftig Graad, farer sammen ved at høre sit Navn – seer Valentin og flyver i hans Arme).
Valentin! – (Hun synker til hans Bryst.) BEGGE (jublende).
Tæppet falder hurtigt.