Anden Scene

RUMMEL

(farer op).

Er Posten der!

GRAAH

Nej, det er fra Posten. Selv kunde den ikke komme. Om Forladelse! det var den eneste Maade at faae Dem vækket paa.

RUMMEL

(lægger sig ned igjen).

Jeg sover!

GRAAH

Herre!

RUMMEL

Er Klokken saa mange?

GRAAH

Nei, den er to!

RUMMEL

Saa lad mig sove, Fæhoved!

GRAAH

Hvad sagde De? seer De hvem jeg er! –

RUMMEL

(farer op).

Hvem er De Herre! Jeg har ingen Penge hos mig, ingen Kostbarheder! Hvor er De brudt ind? Hvad vil de røve?

GRAAH

De skal ikke blive bange! jeg er jo en skikkelig Reisende. Jeg ligger her!

RUMMEL

De gaaer isøvne, Herre!

GRAAH

Jeg betaler her for at sove, og derfor skal De lade mig sove!

RUMMEL

Men Gud bevare os! det er jo Dem, som vækker mig! sov! gaae paa Deres Værelse og sov!

GRAAH

Jeg er paa mit Værelse.

RUMMEL

Nej, De er paa mit! De kan jo see, at jeg er tilsengs.

GRAAH

Men her ere to Senge, den ene er givet mig, hele Huset er jo besat, og saa har man lagt mig herind; jeg vilde have et roligt Værelse. Jo!

RUMMEL

Jeg skal op Klokken tre, for saa kommer Diligencen med min Kone fra Fyen. Skal jeg have sovet, saa maa jeg sove nu. Lad mig i Ro!

GRAAH

Ja lad bare mig i Ro! (trækker sine Støvler af). Det er en Postgaard at tage ind i! – Ja, jeg maa lægge mig! jeg haaber da, at han holder op med at musicere. I Seng, min Dreng! (gaaer bag Gardinet, som han lader falde ned for sig. Rummel snorker). – – Nej, det er virkelig ikke til at holde ud med det Menneske. Herre! Herre!

RUMMEL

(farer op).

Hvad! hvad! hvad er det! – Kan De ikke lade mig sove?

GRAAH

Det er Dem, som ikke kan lade mig sove!

RUMMEL

Jeg har ikke seet paa Dem. Jeg har ligget og vendt Ansigtet imod Væggen.

GRAAH

Men De snorker!

RUMMEL

Hvad gjør jeg?

GRAAH

De snorker! snor-or-or!

RUMMEL

Snorker jeg?!

GRAAH

Det er som et heelt Tordenveir.

RUMMEL

Det var stærkt!

GRAAH

Det er det ogsaa.

(man seer Rummel og Graah i Skjorteærmer med Kalot paa Hovedet, de sidde oprejste i Sengene).

RUMMEL

Nu vel, ja, jeg snorker! det er min Natur. Det morer mig. – Man skulde troe, at De var Een ligesom min Kone, for hun kan heller ikke lade mig have den uskyldige Fornøielse.

GRAAH

Har De en Kone?! Er hun kjøn?

RUMMEL

Hun er ligesom De, hun kan ikke taale, at jeg snorker. Hun vækker mig hver evige Nat.

GRAAH

Men det har hun Grund til. Hun kunde lade sig skille ved Dem for det.

RUMMEL

Ja, gid hun vilde!

GRAAH

Hvad siger De?

RUMMEL

Herre! er De gift?

GRAAH

Jeg! – nej! –

RUMMEL

Saa er De et lykkeligt Menneske! – De er Ungkarl!

GRAAH

Nej, det er jeg heller ikke.

RUMMEL

Saa er De Enkemand. Ja, det er nu det allerlykkeligste.

GRAAH

Enkemand. Nej, det er jeg heller ikke.

RUMMEL

Ja een af Delene maa De da være! enten Ungkarl, gift eller Enkemand. Der er jo kun de tre Afdelinger i den menneskelige Tilværelse!

GRAAH

Jeg skal sige Dem! – ja jeg skulde egentlig ikke sige Dem det, men da vi ere Stuekammerater, og De har et godt Ansigt – jeg har været Ungkarl, jeg har været gift – men Enkemand er jeg ikke! tvertimod, det er min Kone, som er Enke!

RUMMEL

Enke! og De er levende!

GRAAH

Jeg er ikke levende!

RUMMEL

Hvad! er De død? Lad være at spøge med Sligt midt om Natten. Der er visse Ting, som – –

GRAAH

Min Kone troer mig for længe siden død, og den Tro er god for hende, og god for mig. Det var saadan en Opfindelse.

Mel. Slutnings-Thema af »la Sonnambula«.

Da jeg døde fra min Kone,

Verden fik en anden Tone,

Jeg kom op paa Fredens Throne,

Ja, jeg kom i Paradiis.

RUMMEL

De har prøvet, De har døiet,

Følt at være sammenføiet –

GRAAH

Døden hjalp mig, og fornøiet

Jubler jeg ved mit Forliis.

BEGGE TO

Fra sin Halvdeel vel befriet,

Det er Held i Lotteriet.

Fryd og Fred og Glæde viet,

Jubler man paa Fuglens Viis!

RUMMEL

Ak ja! det maa være en stor Fornøielse, De maa fortælle mig, hvordan De blev af med deres Kone! Ak, hvad vilde min Kone sige til saadant noget! Hvorledes bar De Dem ad? Det maa De fortælle mig.

GRAAH

Med Fornøielse! men De skal heller ikke bringe det videre. Jeg er her paa Gjennemrejse! jeg gaaer igjen ud af Landet. Jeg skal fortælle Dem det Hele imorgen, nu er det nok Tid at sove.

RUMMEL

Allerede! nu kunne vi jo tale. Naar jeg først engang rigtig er vaagen, saa kan jeg ikke falde isøvn igjen.

GRAAH

O, det gaaer nok! De skal tælle: een, to, saaledes til hundred og ikke tænke, saa sover De; men De maa ikke snorke! nu vil jeg sove, derfor er jeg kommet.

(lægger sig ned.)

RUMMEL

(tager sit Uhr).

Den er kun halv tre. Jeg kan ikke falde isøvn. God Nat Nabo!

GRAAH

God Nat!

RUMMEL

Nabo! – De kunde gjerne fortælle mig Deres Historie, jeg var istand til at lære noget af den. Det er just den Slags, som interesserer mig, for, som jeg sagde Dem, jeg er gift!

GRAAH

Er Konen ung?

RUMMEL

Nej! hun er 52, men saa seer De, at hun kan leve længe endnu. Vi boe i Odense; jeg er Urtekræmmer. Min Kone er en X-antippe!

GRAAH

Det hedder Xantippe!

RUMMEL

Ja, jeg udtaler det nu altid X-antippe, og det er jo Talebrugen, der bestemmer det.

GRAAH

De er nu paa Hjemrejsen?

RUMMEL

Nei, jeg ligger i Kjøbenhavn. Jeg skal nødvendigviis personlig arrangere nogle Penge-Sager, min Kone har herovre; men det er svært, og det begriber nu et Fruentimmer ikke! hun er saa heftig paa det! Døer hun ikke i Gallop, saa døer hun aldrig. Igaar fik jeg et Brev fra hende. Hun skriver: »ja, naar jeg sender Dig, saa kan jeg selv gaae bagefter. Jeg kommer imorgen med Diligencen fra Fyen, være saa Du i Roeskilde for at tage imod mig og hav Vognen bestilt, at vi kunne strax kjøre til Slangerup og tale med Hr. Mortensen. For Pengene vil jeg have!« – Det skrev hun.

GRAAH

Hun er Rasmus, kan jeg høre!

RUMMEL

Ja, hun veed, hvor Skabet skal staae. Det vil gaae mig gjennem Beenpiberne, naar jeg hører Posthornet. Hun er her snart! hu, Klokken tre! nu kan jeg ikke sove, jeg bliver saa munter. Fortæl mig Deres Historie, før De falder isøvn, De kan jo siden sove saa længe De vil, og jeg skal afsted til Slangerup.

GRAAH

Historien er lang, den er meget lang!

RUMMEL

Men i kort Udtog.

GRAAH

Mit Liv er en heel Roman; en meget bedre, end de Romaner der digtes! Der kunde gjøres Noget af mig, baade Comedie og Tragedie, og der blev dog nok til Romanen. Min Barndom var en heel Idyl! De veed hvad Idyl er? Jeg havde Englehoved med Krølnakke! guul Krølnakke! tænk Dem.

RUMMEL

De har forandret Dem.

GRAAH

Jeg var et mærkeligt opvakt Barn. Min Moder græd tidt, for »kloge Børn pleie at døe tidlig.« Jeg havde et overordentligt Talent til at gjøre Sejl-Baade af Aviis-Papir, – ogsaa af Skrivpapir! – De seilede i Rendestenen ind under Brættet. Min Fader var en fornuftig Mand, een af de Fædre, der, før han sætter sin Søn til Brød-Studium, seer efter, hvad Anlæg Sønnen har. Jeg skulde altsaa være Skibsbygger.

RUMMEL

(snorker).

GRAAH

Hvad! De snorker jo! De hører ikke efter. Heida! jeg skulde være Skibsbygger!

RUMMEL

Jeg hører hvert evige Ord; jeg lukker bare Øinene, for saa hører jeg bedre.

GRAAH

Jeg blev comfirmeret, jeg kom til Kjøbenhavn – nu begynder Romanen, men jeg giver Dem kun Pointet; – Det vilde ikke gaae med Skibsbyggeriet; jeg var tilsidst nær ved at komme – som man siger – bag paa Skafterne; men en kjøn Karl var jeg! – En Morgenstund tog jeg Avisen; der stod i den, at en ung Dame af Dannelse, og med en Formue, der kunde sætte Een i en god Levevej, søgte sig en Livsledsager af et godt Udvortes og af en reen Characteer. Der kom over 300 Billetter til Enken. Hun var en Spekhøker-Enke! – Og mellem de 300 Søgende var jeg den, hun valgte sig. Smag havde hun, det kan jeg ikke nægte hende.

RUMMEL

Spekhøker-Enke i Kjøbenhavn siger De?

GRAAH

Ja! – Jeg giftede hende, gjorde hende fra Madam Pedersen til Fru – – ; ja jeg navngiver mig ikke!

RUMMEL

Madam Pedersen heed hun? – Hør det interesserer mig!

GRAAH

Det var et frygteligt Fruentimmer, et urimeligt Fruentimmer. Deres X-antippe er bestemt et fromt Lam mod min Xantippe. Hun pinede, hun sparede, hun var jaloux! hver Dag blev hun værre. 365 Dage, den ene værre end den anden! hvad faaer De ud af saadant et Aar? og jeg blev i to Aar! Læg det sammen.

RUMMEL

Jeg kjender det!

GRAAH

En Dag, – det var en Søndag – da glemte hun saa ganske Qvindens Værd, mit, Mandens Værd, – hun, – tænk Dem! hun gav mig lige i Ansigtet den Kop varme Kaffe, hun sad med; jeg tog Flødepotten – det var et skrækkeligt Øieblik.

RUMMEL

Jeg seer det.

GRAAH

Da fik jeg en Tanke. Jeg tog en heel Klædning af mine egne, fra det Udvendige lige til det Allerindvendigste, kom det i en Byldt, gik ud ved Kallebodstrand, lagde Tøiet, Stykke for Stykke, – der var baade Sokker og Støvler, – man fandt det; – jeg var »druknet!« men imidlertid sejlede jeg med Amerikaneren; Skibs-Kokken var min Ven.

RUMMEL

Graah! Rasmus Graah.

GRAAH

Hvad! De veed mit Navn?

RUMMEL

Det stod jo paa Skjorten, det stod paa Sokkerne. Jo, Tøiet blev fundet og De selv med. Vi fandt Cadaveret. De var ganske ukjendelig. Veed De, hvem der blev deres Efterfølger hos Enken?

GRAAH

De kjender Amalia? Hun er gift igjen?

RUMMEL

Kjøbenhavn er ombyttet med Odense, Spekhøker-Kielderen med en Urtebod. – Jeg er gift med hende.

GRAAH

Hvad! er De min Kones Mand?

RUMMEL

Jo, vi ere temmelig nær i Familie med hinanden.

GRAAH

(griber efter sit Tøi og vil ud).

God Morgen!

RUMMEL

(holder paa ham).

Hvor vil De hen?

GRAAH

Jeg har glemt noget!

RUMMEL

Hvor?

GRAAH

I – Hamborg!

RUMMEL

De slipper ikke bort! De bliver her til hun kommer.

GRAAH

Jeg har ikke noget at tale med deres Kone!

RUMMEL

Hun var Deres Kone før hun var min! De har første Prioritet.

GRAAH

Hun er Deres!

RUMMEL

Nej, Hun er Deres!

GRAAH

Jeg kjender Lovene: en Kone maa ikke have to Mænd! De er Eiendomsbesidderen, De beholder hvad De har.

RUMMEL

Det er noget Snak! De er jo ikke død, jeg kan ikke beholde hende, jeg vil ikke beholde hende!

GRAAH

(svinger sin Natsæk).

Herre, vil De slaaes!

RUMMEL

Jeg holder mig til Loven! og De kommer ikke ud, – for Kræfter har jeg, skal jeg sige dem.

(tager Nøglen til sig.)

GRAAH

Havde jeg Pistoler, havde jeg kun en lille Sabel, De skulde slaaes med mig!

RUMMEL

Hr. Graah.

GRAAH

Mel. af den Stumme. »Nu vel da, Dig til Trods.«

Ha, De vil tvinge mig! jeg syder, bruser, – Herre!

Kom, duelleer! bring Vaaben hid! vær Mand!

Jeg kjæmper for mit Liv! – jeg gaaer fra dette Land,

Jeg døer for anden Gang! jeg gjør hvad der er værre!

De er min Kones Mand og det De bliver, Herre!

RUMMEL

Mel. »Min Søn, om Du vil i Verden frem.«

Lidt Vand i Blodet! Bliv ej saa heed

Og vred!

Koldsindigheden er min Magi!

GRAAH

Saa ti!

RUMMEL

Man Alt maa betragte fra Hoved til Hale;

Lad os som fornuftige Mennesker tale.

Een gaaer til Konen,

Een vinder Thronen

Som fri!

GRAAH

Jeg faaer en Idee, en Tanke! der ligger et Spil Kort; lad Skjæbnen afgjøre, hvem der skal bukke under. Jeg spiller med Dem om Deres Kone!

RUMMEL

Deres vil De sige.

GRAAH

Vi spille.

RUMMEL

Lad gaae!

GRAAH

Ecarté!

RUMMEL

Ja, det kjender jeg ikke! jeg kan ikke saadanne Herskabs-Spil.

GRAAH

Skulle vi da spille Hanrej?

RUMMEL

Ja nok! »Hanrej« og »Rakker tilbage«.

GRAAH

Det sidste kjender jeg ikke.

RUMMEL

Det spille vi i Fyen.

GRAAH

Lad os faae bare Hanrej.

RUMMEL

Vel, bare Hanrej.

(De sætte sig.)

GRAAH

Jeg blander. De tager af. Og Trumf.

RUMMEL

(tager et Kort ud).

Kløverknægt er Trumf.

(De spille).

Mel. »Hr. Peder kasted Runer.«

Jeg spiller ud. – Spa’er fem! kan den De stikke? –

Ej brav! – En ti! – men denne ta’er De ikke!

GRAAH

Kløer ni! men jeg har Tien! –

Og nok en Gang en Kløer.

RUMMEL

Jeg stak! – Jeg bliver i ’en.

GRAAH

Jeg holde kan Couleur.

RUMMEL

Det var godt!

GRAAH

Denne kan De ikke.

RUMMEL

Jo min Fa’er! See om De kan stikke.

GRAAH

Den var slem.

BEGGE TO

Een af os maa tabe eller vinde,

Een af os – Gud frie mig fra min Qvinde!

O, ja, ja!

RUMMEL

Nu Hjerter!

GRAAH

Nok en Hjerter gaaer paa Vandring,

Og saa igjen en Hjerter til Forandring.

RUMMEL

Nu kniber det!

GRAAH

De stikke!

RUMMEL

Vel! Ruder! Ruder! Spaer!

GRAAH

Men denne lille ikke?

RUMMEL

Av! det Kort jeg ta’er!

GRAAH

Tien! Knægten! Damen! Kongen! Esset!

Trumf! og Trumf! jo, jo, jeg har Dem presset.

Kan De den!

BEGGE TO

Trumf i Trumf! see der er Knægten, Damen,

Es tilsidst. Nu kan jeg sige Amen.

GRAAH

De har tabt.

RUMMEL

Jeg har tabt.

BEGGE TO

Det kan jeg kalde at have Lykke!

RUMMEL

Gratuleer mig!

GRAAH

Dem! Hvortil!

RUMMEL

Har jeg ikke tabt!

GRAAH

Jo vist har De tabt.

RUMMEL

Naa!

GRAAH

Naa!

RUMMEL

Ja jeg siger naa! har De ikke vundet?

GRAAH

Jo!

RUMMEL

Saa hører jo Amalia Dem til.

GRAAH

Mig! Er De dum? Det var jo Dem, som tabte i Spillet! jeg vandt, og saa er Fordelen paa min Side. Amalia hører Dem til.

RUMMEL

Men hav dog Tanker i Hovedet! naar man, for Exempel, spiller om en Mark, saa faaer den Marken, som vinder!

GRAAH

Det er jo noget Andet! men naar man spiller om at blive fri for sin Kone, saa er den fri, som vinder. Det kan jo et Barn forstaae.

RUMMEL

Kan De ikke forstaae mit Exempel med en Mark? De har vundet Amalia, jeg har tabt hende.

GRAAH

Menneske! De gjør mig rasende.

RUMMEL

Min Herre! viid, De staaer paa Danmarks Grund.

»Min Herre! viid, De staaer paa Danmarks Grund,

De kjender knap vor Skik i disse Dale!«

GRAAH

Et Alvors Ord jeg taler denne Stund!

Og Herre, Herre! mærk De vel min Tale! –

(Man hører Posthornet. – De standse begge.)

Mel. Nach Sevilla!

BEGGE TO

:|: Der er Posten! :|:

Hu, hvor skurrer Hornets Tone!

Hilledød, der er min Kone! –

O, det er en rædsom Time!

Jeg er færdig at besvime; –

Det gaaer mig i Sjæl og Krop –

Naa, hvor hun vil skrige op! –

GRAAH

(griber sin Natsæk og sit Tøi).

Han kan blive.

RUMMEL

De skal blive.

GRAAH

Jeg maa ud, for jeg er daarlig!

Det er ganske uvilkaarlig – –

RUMMEL

Intet mig fra Døren skræmmer!

GRAAH

Vær honet Hr. Urtekræmmer! –

BEGGE TO

Op af Trappen kommer Een!

Det gaaer mig i Marv og Been.