FEMTE CAPITEL
(Et meget moralsk Stykke hvori en gammel Ræv spiller Hoved-Rollen. - Blaataarn lader sig høre som Declamator. Elexir des Teufels begynder at spøge).

Med raske Skridt nærmede jeg mig Volden. I de store Træ-Grene hang glimrende listappe, der dansede i Vinden for mig, som Slangerne for Anselmus*. - Den sneebedækte Vold syntes mig en stereotyp Udgave af Alperne; havde der nu kun været nogle Drenge der giede ned paa deres Slæder, saa havde jeg havt et levende Malerie paa Cimbrernes Nedfart.

Fordybet i disse Tanker gik jeg nogle Skridt, og da jeg nu slog Øjnene i Veiret, opdagede jeg to sære Puslinger sidde paa Huk deroppe. I Frastand syntes de mig Doubletter af: »klein Zakes.«Jeg nærmede mig ganske sagte og saae nu, det var to Decendenter af Reineke Foss, som havde forvildet sig ind til Byen. - Den ene Ræv var gammel, og det forekom mig som han holdt en Bog i Haanden, jeg lyttede og hørte ganske tydeligt den Gamle sige:

»Ja min Søn, om neppe een Time begynder det nye Aar; det er paa Tiden, du forlader mig og forsøger din Lykke i Verden. Glem nu ikke hvad du har læst i mange gode jesuitiske Skrifter, og tag ogsaa engang imellem din cicero de officiis og Campes Theophron frem, det kan aldrig skade; selv jeg, som er gammel, læser Morgen og Aften, som du veed, baade i den og i Knigge. Følg mit Faderlige Raad, og du skal see det vil gaae dig vel og du skal blive den bedste Ræv i Landet. Blandt Menneskene var det en Tid Skik, at naar unge Mænd skulde drage ud i Verden, førte først Fædrene dem ind i Laceretter og i Hospitaler, for der levende at vise dem hvor hen den utæmmede Lidenskab kunde føre; jeg har fulgt denne priselige Skik, og derfor vovet mig med dig saa nær ind paa det store Menneske-Buur, for at vise dig hvad du skal undflye. - Søg Bakkerne og de store Skove, der er din Tumleplads! og see her« - i det samme rakte han ham med Poten et lille Kobberstykke - »der har du Antichristens Portræt, denne Voltaire, * Guldpotten, i Hofmanns Phantasiestykker. han har gjort os megen Fortræd, men nu brænder han ogsaa derfor i det røde Flamme-Hav. O min Søn, der er endnu saa meget, jeg vilde sige dig, før vi skilles ad, men Tiden er kort, hør mig derfor uden at afbryde mig. Maaskee udgiver jeg engang mine faderlige Raad til min Søn, som et ringe Tillæg til de franske jesuiter Skrifter, da skal du faae et Pragt-Exemplar med mit Portrait. - Quanquam jam Michaelis fili, annum jam - - - dog det er ganske Ciceros Ord og du veed om mig, non ut interpretes, sed ut solemus, e fontibus eorum, judicio, arbitrioque nostro, quantum quoque modo videbitur hauriemus, det behager mig altsaa at tale dansk.«

Jeg tog ihast min Tegnebog op af Lommen for at nedskrive Hovedpunkterne af den Gamles Læreregler.

»Min Søn,« begyndte den Gamle, »fremfor Alt maa Du lægge dig efter at kunne vise en uhyre Beskedenhed; det er et Slags ædelt Kryberie, som Verden holder meget af Forfængelighed er Hoved-Farven i det store Livs Malerie, men de Fleste forstaae at skjule den med en Slags Klogskabs Fernis, der giver det Hele en egen Glands. Der aander Ingen, uden han jo har sin Portion Forfængelighed; selv den, der mest krybende slaaer Øiet ned og synes den personificerede Beskedenhed, er forfængelig, ja, i det han dadler Andre, bruser Forfængeligheden igjennem hans egne Aarer, og det lille beskedne Hjerte siger, »jeg takker dig Gud, at jeg ikke er som andre Mennesker; jeg er dog en ganske anden Karl, er ikke saa uhyre forfængelig som disse.« En anden vigtig Lære, jeg vil give dig, er angaaende de Selskaber, du muligen kan komme i. Bryd dig aldrig om de brogede Fugle, der flagre dig over Hovedet; smukke Fjedre, men smaae Hjerner bygge i de høie Reder. løvrigt maa Du i det selskabelige Liv søge at studere din Omgivning. Hos de fleste Damer er det bedst at lade Munden løbe, recensere Alt, Digtere og Skuespillere, snakke om Alt, og kan Du i din Tale faae puttet nogle Artigheder ind, saa fanger Du let baade Gaas og Gjæsling. I Selskab med Mænd er det derimod mere sikkert at være ganske taus, kun engang imellem at komme med saadan et lille Kraft-Udtryk, det giver strax Mine af at være en Tænker. O min Søn, du har Anlæg, store Anlæg, glem aldrig mine Lærdomme og jeg vil faae Glæde af dig. Begynder Du at faae nogen Indflydelse i Dyreriget, saa husk paa, at Orthodoxie er det første Skridt til religiøs Overtro og hvor denne slipper ind i en Stad, er en god Grund lagt for Jesuiterne, til atter at indføre Middelalderens Barbarie. - Ja,« vedblev den gamle Ræv i Begeistring, »lyksalig det Land, hvor Orthodoxie frodigt kan udbrede sine Grene og afværge det klare Sol-Lys der aldrig kan være godt, da det faaer Smaakrattet til at løbe os op over Hovedet med deres Tænkefrihed; kæmp for den gode Sag, frygt ingen lettres provinciales, der voxer ikke hver Dag en Pascal op, der kan støde dig af Pinden. Ora et labora, det er: hæng med Hovedet og pas dit Snit, da vil det gaae dig vel og du skal leve fedt og godt i Landet.« -

Ulykkeligviis paakom der mig i dette Øieblik en stærk Nysen; forskrækket styrtede den gamle Ræv ned i Voldgraven, den unge Ræv derimod tog Flugten og forsvandt ved Stormgaden. Jeg stod et Øieblik taus og stirrede efter dem, men da jeg nu intet videre mærkede, fortsatte jeg min Vandring til Amager.

Allerede tittede det store Bryggerhuus frem ved Hiørnet, allerede hørte jeg Bølgernes Pladsken mod Bropælene blande sig med Skildvagtens Snorken. - Blaataarn laa foran mig; i Tankerne saae jeg der det snevre lille Kammer, hvori en Datter af Danmarks største Konge, uskyldig hensmægtede i 23 lange Aar. Væggene vare sorte af Røg, og Lysningen faldt kun ind igjennem det lille Lofts Vindue, som den barske Slutter aabnede, naar Røgen truede med at dræbe den arme Fange. Uvilkaarligt vendte jeg Øinene hen imod Druknehuset; tusinde Spøgelsehistorier promenerede i mit Hoved, men pludselig gjorde de holdt, i det jeg hørte en kraftfuld Stemme declamere Hamlets berømte Monolog:

Det var Blaataarn, der her i Midnatstimen declamerede een af de mange Monologer, det engang i en barbarisk Tidsalder havde lært af en, der indespærret, Kunstbroder. Jeg følte mig ganske underligt stemt midt i denne levende Omgivelse. Alt fik en høiere Betydning, jeg selv forekom mig ikke at være en stakkels studiosus philologiæ &philosophiæ, der en Vinteraften travede paa sine egne Been til Amager, nei, da jeg saae den lange Bro foran mig, forekom jeg mig selv at have største Lighed med Xerxes ved Hellespont. Begge droge vi jo ud paa Erobringer, han, for at give Historieskriverne Stof, jeg for at finde noget til mit første literaire Arbeide. Med en broget Hær, samlet fra alle Verdens Hjørner, gik han over Hellespont; en ikke mindre broget Hær af phantastiske Ideer førte jeg, indesluttet i mit Hoved, over Langebroe. Han udgjød Blod jeg Blæk, - Forskjellen kan jo nok passere.

Allerede var jeg nogle Skridt inde paa Broen, da det falder mig ind, at her var just Leiligheden til at tænke smukke Ting.

Hvad maatte der ikke kunne tænkes og føles paa Grændse-Skjællet af det gamle og det nye Aar, ved at staae midt imellem Kjøbenhavn og Amager?

Aaret er dog en af de rigeste Førster paa denne Jord, men kun i forbigaaende lære vi at kjende ham; hele 365 Dage bruger han til at bringe sit Fløtte-Gods igjennem Livet ind i den store Evighed, og naar disse ere forbi, seer man kun Sporene han efterlod paa den store Landevei, og den lille Streg Tiden ridser paa sin Tavle, forat vise, nu gik der atter et Aar over Jorden.

Det nye holder strax sit Indtog efter det gamle, og hvo kan undre sig over, at det bruger saa mange Dage at bringe sit Fløtte-Gods igjennem Livet, naar man kun ret betragter det store Tog. - Utallige Vugger og Liigkister, Brudeskarer og væbnede Hære, seer man i det store Følge. Jeg vil nu slet ikke tale om de mange Læs vandede Skrifter og andre menneskelige Daarligheder det fører med sig.

En halv Time maatte jeg altsaa endnu vente her, før jeg kunde betræde Broens Midte, men hvormed skulde jeg imidlertid fordrive Tiden? Jeg grundede en Smule, da begyndte det ganske underligt at røre sig i min Lomme. Ja det er ikke saa godt at gaae ved Midnat med en Hoffmanns Elixiere des Teufels i Lommen; det undrede mig derfor slet ikke, at denne begyndte at spøge. Jeg trak Exemplaret frem, Vinden tog fat i Bladene, og jeg hørte det ganske tydeligt smaasnakke. Læse ved Maaneskinnet gik ikke an, den bedste Maade at tilbringe den halve Time paa, var altsaa, at høre hvad den kunde fortælle.