© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Fynboen H.C. Andersen skrev den første københavnerroman - hvis man da vil gå med til at betragte Fodreise som en roman.
København er bogens emne, en lystvandring midt om natten forbi de kendte bygninger, ud på Christianshavn og det flade Amager. En velkendt og skikkelig virkelighed, der nytårsnat forvandler sig til en vild litterær fantasi. Byen bliver levende, fortæller historier. Selv om det er fantasi det meste af, hvad der sker i bogen, får man alligevel et indtryk af det liv, der udfolder sig i byen, af historie og nutid Og fremtiden spiller også med ind: den ny verdens, Amerikas, børn kommer til byen i flyvemaskine.
Men også på en anden måde er Fodreise en københavnerroman: det er den første bog, der ud i yderste konsekvens er skrevet for et lille smagsbevidst københavnsk publikum, en inside-historie myldrende fuld af hentydninger til aktuelle teaterbegivenheder, til inderkredsens (Heibergs) tidsskrift, til tidens læsning og samtalestof. Fodreise er københavneri for alle pengene, en bog, der - med et kierkegaardsk udtryk - er skrevet med »sympathetisk Blæk«. Den usynlige skrift tydes kun af de indviede. Og de læste den. To oplag blev det til på samme år, og en halv snes år senere endnu en udgave, inden bogen opsugedes i de Samlede Skrifter.
Men aktualiteten i bogen har haft sin pris. I dag kan den for den uindviede være en besværlig og irriterende bog at læse. Og den lægger op til en realkommentering ud over alle grænser, en kommentar, der - det er nu engang vilkårene ved denne bog - er nær ved at gå hen at blive et formål i sig selv.
Alligevel er det en spændende bog: et oplæg til hele forfatterskabet, et inventarium af motiver, der senere blev udformet på anden vis; et vidnesbyrd om den unge stræbsomme Andersens blanding af servilitet og frækhed; og ikke mindst et fyrværkeri af gale indfald og litterære morsomheder.
Man kan gøre to ting med Fodreise. Fordybe sig i den som tidsdokument eller samle al sin kraft om at lade citater, allusioner og titler strømme hen over én som et sprogligt vandfald og lade fantasien, ironien, det æstetiske og det tematiske virke med al sin oprindelige friskhed og fandenivoldskhed. Begge fremgangsmåder giver anledning til overraskende opdagelser. Så det bliver ikke et enten-eller, men et både-og. Lad os derfor se dem begge an og se, hvor de fører os hen.
Hvis man skal kalde Fodreise H.C. Andersens debut, så er det med det forbehold, at det ikke er hans først udgivne skrift Men det er hans debut i den forstand, at det er med dette arbejde, han egentlig introducerer sig selv på den litterære scene og vækker opmærksomhed.
Det var i så henseende en særdeles velovervejet debut. Omstændighederne omkring den taler imod den populære forestilling om den naive digter, der fra starten af blot skrev ud fra sin umiddelbare inspiration. Fodreise er et stykke udspekuleret litteraturpolitik og indbragte Andersen det ønskede resultat.
Med sin Fodreise ønskede Andersen at få det blå stempel af tidens førende danske smagsdommer, teaterdigteren, kritikeren og filosoffen Johan Ludvig Heiberg, der havde slået sit navn grundigt fast med sine lette syngespil (vaudeviller) efter fransk forbillede og med sit litterære tidsskrift Kjøbenhavns flyvende Post. Gennem sin kritik af den romantiske skoles hovedskikkelse, Adam Oehlenschläger, havde Johan Ludvig Heiberg markeret sig som anfører for en ny gruppe digtere, der uden egentlig at bryde med romantikkens grundanskuelser dog ikke kunne stille sig tilfreds med dens umiddelbare lyrisme, men krævede større bevidsthed om formen, genren. At blive akcepteret af Heiberg var det samme som at blive regnet for en af de moderne digtere.
Heibergs krav til litteraturen gennemspilles i ungdommeligt overmod i Fodreise, der ækvilibristisk leger med formens muligheder.
Andersen fik en række kapitler af sin Fodreise trykt i Heibergs tidsskrift, inden bogudgaven kom på markedet Dermed havde han sikret sig opmærksomhed og købere til sin bog. Det første, der blev offentliggjort i tidsskriftet, var det nuværende 12. kapitel, »Dykker- Klokken«, der med tilføjelsen »Et Eventyr paa Havets Bund« stod at læse i tidsskriftets nr. 98, 1827. Her var det ikke underskrevet med digterens navn, men med signaturen h-- (HCA), hvortil der spøgefuldt hentydes i bogudgavens 12. kapitel i den indsatte fodnote.
Kapitlerne 1-3, 7 og et brudstykke af kapitel 10 stod at læse i tidsskriftet i 1828 i nr. 90-95, nu under digterens fulde navn og med oplysning om den kommende bogs titel.
Til titlen og digterens navn knyttedes i tidsskriftet følgende kommentar: »Dette humoristiske Skrift af en ung Digter, der allerede ved adskillige lyriske Smaastykker har vidst at gjøre sig værdig til Publicums Deeltagelse, vil udkomme i Slutningen af næste Maaned. Subscriptionsplaner vil om faa Dage blive udstædte«.
En bedre entré på det litterære parnas kunne ingen ønske sig. I mange henseender, bl.a. socialt set, var H.C. Andersen en outsider i tidens kulturelle miljø, men historien bag offentliggørelsen af hans debutskrift viser, at han var i stand til at lægge en god strategi for at nå sit mål: at fremstå som en af inderkredsen.
Denne strategi går endda langt videre, hvilket først en realkommentering af Fodreise afdækker. Andersen har med velberåd hu sørget for at indflette en række hentydninger til emner, der har været omtalt i Flyveposten, ofte således, at kun Heiberg og måske nogle få andre af den snævreste kreds omkring ham ville bemærke det. Over for Heiberg havde Andersen dermed markeret sig som en ivrig læser af tidsskriftet og lagt op til en indforståethed, der byggede på, at Flyveposten var organet for tidens debat, det naturlige emne for enhver diskussion.
At opnå den heibergske akcept betød også for Andersen, at han måtte rette sig efter hans anvisning til strygning ved skriftets udgivelse i bogform. I 7. kapitel havde Andersen i anledning af Amagerport ladet tankerne gå til de forbrydere, der førtes ud til henrettelse:
Lad det være den største Forbryder, han er dog et Menneske som jeg; ogsaa han har været uskyldig! Hvem veed, hvor mange haarde Kampe han kjæmpede, før han gjorde det første Skridt til sin Ulykke; lidt efter lidt gled han dybere. - Pludselig bliver ingen en Forbryder; det ere Lidenskaber, Opdragelse og en forunderlig Sammenkjædning af Omstændigheder, som danne vort Livsmalerie...
Denne betragtning, der lyder ganske akceptabel for et nutidsmenneske, faldt ikke i god jord hos Heiberg. Den gik igennem i Flyveposten, men Heiberg har åbenbart rådet Andersen til at stryge den i bogudgaven. I Maanedsskrift for Literatur anmeldte Heiberg bogudgaven og omtalte der strygningen med tilfredshed Det var efter hans mening »nogle hverken nye, eller tilstrækkelig grundede, eller til Skriftets Grundtone passende Reflexioner over Forbrydelsernes Tilregnelighed«.
Uden at vide det havde Andersen taget en diskussion op, som Heiberg mente at have manet i jorden for længst. I 1824 rasede i Danmark en strid om viljens frihed, fremkaldt af et nærmest rationalistisk skrift af lægen F.G. Howitz. Her trådte Heiberg op sammen med en række andre yngre penneførere for den filosofiske idealisme (delvis på romantisk grund), der hermed blev knæsat som periodens officielle doktrin.
Andersens forsyndelse mod tidens filosofiske lære er ikke nogen perifer tilfældighed Selv om han bøjede af over for Heiberg, markerer den lille uoverensstemmelse dels, hvor Andersen har sine rødder, dels, hvilke nye tendenser i tiden, navnlig fra 1830rne og fremefter, Andersen er med til at bringe frem.
Selv om HC. Andersens litterære debut ligger efter romantikkens blomstring i Danmark (ca. 1800-1820), medbringer han forudsætninger, der går bagom romantikken og tilbage til slutningen af det 18. århundrede. Disse forudsætninger kan dels spores tilbage til barndommens påvirkning fra faderen, friskomageren i Odense, fra hvem Andersen nok har arvet sin ganske udogmatiske religiøsitet; dels kan den spores tilbage til hans skolegang. Andersens lærere var ikke præget af romantikkens, men snarere af det forudgående århundredes ånd Når dette kan have haft større betydning for Andersen end for hans jævnaldrende digterkolleger, der næppe havde faet en meget anderledes undervisning i skolen, hænger det sammen med, at Andersen først på et senere tidspunkt end de andre - og dermed på et ud viklingstrin, hvor han var mere intellektuelt vågen og modtagelig modtog højere undervisning.
Et blandt flere vidnesbyrd om skolepåvirkningen og dennes rod tilbage i det 18. århundrede finder man i Fodreises 2. kapitel, hvor Andersen henviser til den tyske oplysningsforfatter Sintenis og vel at mærke til et skrift af ham, som Andersens dansklærer F. Høegh-Guldberg havde oversat og bearbejdet. Den nyudklækkede student Andersen kvitterer her for en bog, som man kan gå ud fra, at han har faet af sin dansklærer efter eksamen og med formaning om at lægge sig den på sinde. Sintenis-citatet giver et vink om en påvirkningskilde for visse sider af Andersens tænkemåde.
Også de mange citater af og hentydninger til klassiske forfattere peger tilbage på skolegangen og viser Andersen som den lærenemme discipel, der har fået en solid portion klassisk ballast med sig - selv om det da også skal understreges, at Andersen viser sin uafhængighed og modernitet ved at udnytte de klassiske allusioner ironisk-satirisk.
Trods det massive omsving i den litterære/kulturelle tænkemåde, som romantikken umiddelbart efter århundredskiftet medførte, var den almindelige borgerkultur fortsat stærkt præget af tænkemåder fra sidste halvdel af det 18. århundrede. Den borgerkultur, som Andersen på sin vej fremad og opad i samfundet måtte søge at tilpasse sig, var en videreførelse og konsolidering af en førromantisk periodes ideer og vaner. Romantikken optoges efterhånden i denne borgerkultur og dannede det livsmønster, der går under betegnelsen »dansk guldalder«: en harmonisøgende dannelseskultur, der lagde vægt på at forene moralitet, moderat kristendom og æstetik. Andersen kom udefra til denne kultur og måtte tilegne sig den. Socialt kom Andersen fra samfundets bund i modsætning til flertallet af samtidige danske digtere, der var børn af embedsborgerskabet. For at blive akcepteret måtte Andersen på det nærmeste »have papir« på sin dannelse, og det fik han dels gennem sin meget forsinkede skolegang med afsluttende studentereksamen og propædeutisk eksamen ved universitetet, dels gennem sit debutskrift med dets demonstrative opvisning af litterære kundskaber.
Bortset fra tilfældig undervisning i fattigskolen fik H.C. Andersen først systematisk undervisning fra sig 17. år. I 1819, 14 år gammel, havde han på egen hånd begivet sig ud på den lange rejse fra Odense til København, hvor han håbede at gøre sin lykke ved teatret, men i stedet nogen tid senere af velmenende mæcener blev sendt i skole, først i Slagelse, senere i Helsingør. Student blev Andersen 23 år gammel i 1828. I den sidste tid op til examen artium var Andersen blevet overflyttet til København, hvor han gik til manuduktion hos en teologisk student, Ludvig Chr. Muller, der boede i bydelen Christianshavn uden for det egentlige København, der dengang lå skærmet af volde og bag porte, der lastes af om natten. Disse vandringer ud på Christianshavn er det, der har givet Andersen inspiration til hans debut, en rejse til fods, men især i fantasien, ud gennem stadens port, over Christianshavn og ud på det flade Amager, hvor fantasien ret kunne slippes løs.
Det fortæller egentlig en del om Andersens forhold til den dannelse, som han var nødt til at tilegne sig for at kunne begå sig som menneske og som forfatter. På den trange og undertiden trivielle dannelsesvej, som han daglig måtte betræde, var fantasien ved hånden som udvej. Her ligger der et oprør gemt, et oprør mod den fornuftige borgerlighed, som han var omgivet af Fantasien mobiliseres som våben mod snusfornuften og borgerkulturen. Nok har Andersen tilegnet sig sin tids dannelseskultur, hvad han var nødt til, men han spiller bold med den i fantasien. Fodreise er en demonstration af, hvor vidt han er kommet i lærdom og dannelse, men bogen er samtidig en klar markering af digterens oprør. Han ironiserer over alverden, sig selv ikke undtaget, men især over den borgerlige livsform og kultur. Og det kan han gøre med kunstnerens ret.
Denne kunstnerens ret til at betræde andre veje end borgerskabets er et islæt af romantisk tænkemåde. Men selv om Fodreises forfatter giver opvisning i fantasiens suveræne leg med virkeligheden, ender han dog altid nede på jorden igen. Fantasiens vilde flugt afsluttes så godt som hver gang med et fald Virkeligheden var ikke sådan at komme om ved, selv ikke i fantasien. I denne dialektik mellem virkelighed og fantasi er kendetegnet for den efterromantiske periode at finde, det tidsrum, hvor Andersen træder frem for offentligheden.
Spændingen mellem fantasi og virkelighed havde tiden ikke nogen løsning på, men kunne kun omgås den i ironien. To år før Fodreise udkom, havde Heinrich Heine i 1827 udgivet sin Buch der Lieder, hvis kærlighedsdigte skulle blive skelsættende for årtiers lyrik i Tyskland og de skandinaviske lande. Her er hele romantikkens register: drømme og længsler, naturfølelse, dødsdrift og inderlighed, fremstillet enkelt og indforstået og alligevel med en klar formel overlegenhed Og så midt i det hele: en knivskarp bevidsthed om, at virkeligheden ser anderledes ud end drømmen, at fantasien har sin pris. De sarte drømme sønderrives af skærende ironi, digteren spotter den stemning, som han netop med så stor indlevelse og intensitet har bygget op.
Den bratte, snart tragiske, snart komiske opvågnen fra drøm til virkelighed, splittelsen, søndertrædelsen af følelsen, dobbeltgængermotivet, de bløde stemninger og de hårde dissonanser, og først og sidst den elegante, bevidste formbeherskelse, det er hovedkarakteristika ved Buch der Lieder. Men det er også karakteristika ved Fodreise, H.C. Andersens næsten samtidige ungdomsværk.
Der er i Andersens bog for megen opvisning af »litterær vittighed« til, at den kunne få samme almengyldighed som Heines digte. Fodreise er et pulterkammer afløse associationer og litterært og teatermæssigt vraggods. Men dens grundtone er tæt beslægtet med Heines Buch der Lieder. Den er et moderne værk, barn af en tid, der stadig havde romantikken i blodet, men splittedes i konfrontationen med en påtrængende virkelighed.
Problemet lå allerede gemt i den tidlige romantik. I tysk romantik finder man ironien side om side med den bløde, drømmende længsel efter total sammensmelten med naturen, verden, universet. Friedrich Schlegel ophøjede ironien til formprincip, det grænseløses mulighed for at manifestere sig i det begrænsede. Hvor ironien hos Schlegel var en bevidst strategi til at give et endeligt udtryk for uendeligheden, åbnede denne bevidsthed om den manglende kongruens mellem det endelige og det uendelige samtidig for en desperation, en splittelse, i visse tilfælde endda for en direkte nihilisme. 1804 udkom anonymt i Tyskland Die Nachtwachen des Bonaventura (tidligere tillagt både Schelling og Jean Paul, men formodes nu at være skrevet af en ellers inferiør forfatter ved navn Wetzel), et skrift, der i stærke fantasibilleder pegede på det altopslugende »Nichts«, intetheden, som tilværelsens grundtema.
Om H.C. Andersen har kendt dette skrift, vides ikke. Der er træk i Fodreise, der minder om Die Nachtwachen des Bonaventura, ikke mindst den stadige mindelse om døden.
Det er påfaldende, at dødstemaet spiller så stor en rolle i et ungdomsskrift, men fænomenet er ikke ukendt i anden litteratur og kan forklares psykologisk.
Allerede i tredie kapitel slås dødstemaet an. Anledningen er, at vandreren hører vægteren istemme sit vers, og fra forestillingen om søvn glider tanken videre til døden, dog ikke nihilistisk anskuet. Det er ikke den drømmeløse død, men en tilstand, hvor drømmen viser sig for menneskets »levende Aand«. Tidens ringdans illustreres i årstidernes vekslen, og med tanken om vinteren er vandreren atter fremme ved døden: året lægges i kisten og begraves under sneens lagen.
I 7. kapitel genoptages temaet i forbindelse med betragtningerne over Amagerport, der kaldes »Livets og Dødens Port«, og kapitlet slutter: »i et Nu at sættes ind i en Tilstand, intet jordisk Væsen har skildret os, det er sjælerystende«.
Ved afskeden med Jerusalems skomager - slutningen af kapitel 10 - foregribes den store scene i kapitel 13, mødet med »Dødens Extra-Post«, og i 11. kapitel møder vandreren en poetisk deklamator, en genganger for Andersen selv, som det spøgefuldt antydes, en druknet, der fortæller sit eventyr fra havets bund Det, han er druknet i, er imidlertid ikke havet, men dårlig litteratur og det æstetiske publikums tåbeligheder. Den druknede finder sin plads på »Dødens Extra-Post«, hvor vandreren selv også får tilbud om at stige ind (kapitel 10), men han betakker sig: »»Ak nei - - min Reise er ikke færdig«, svarede jeg, og gjorde atter et dybt Buk for Døden«.
Mødet med døden selv i det 13. kapitel er en blanding af litterær spøg og personlig alvor. Mødet giver endnu engang anledning til en litterær revue, men anslår også et tema, der sideløbende med dødstemaet væves ind i hele fodrejsen: den uskyldige barndom, hvis stemning Andersen selv sentimentalt havde fanget ind i sit første offentliggjorte digt, »Det døende Barn«, her ført videre i digtet »Græd ei Moder«. Døden er rejsens endemål, et interessant litterært bekendtskab, et eksperiment for læserens skyld, eller man kunne sige: for sensationens skyld, men samtidig er der med »Dødens Extra-Post« en passager, der er et billede på det, som vittigheden har undertrykt, måske dræbt i ham selv: barnet, umiddelbarheden, uskylden. Den litterære spøg er en skal, der omslutter Fodreises psykologiske kerne: identitetsproblemet.
Gengangere, dobbeltgængere og søvngængere er der en del af i Fodreise, altsammen udtryk for det gennemgående identitetsproblem. Humor og satire spiller i denne bog bold med alting, men nedenunder rører skyggerne sig: det ubevidstes regioner er et problemfelt, som Fodreise bestandig kommer til at røre ved, men lige så hurtigt slipper igen. En motiwerden, som både eventyr og romaner senere skulle uddybe, slås an her.
Mest seriøst udfoldes denne temaverden i Fodreises 4. kapitel, der er det kapitel, der viser størst slægtskab med Die Nachtwachen des Bonaventura. Kapitlet er opbygget som en dialog mellem vandreren og søvngængeren, hvis sande tilstand vandreren gennem det meste af scenen slet ikke ved besked med Vandrerens part af dialogen er i begyndelsen vittig, spottende, men tvinges af den andens alvorlige og mørke tale ind i et mere pågående forsvar for et lyst livssyn. Søvngængeren derimod dykker ned i sjælesygen, som han kalder den, i de ubevidste tilskyndelsers verden, følelsernes, angstens verden. Fremmedhedsfølelse, identitetsopløsning er hans grunderfaringer, og i en besættende skildring beretter han om den angstfulde, tilintetgørende konfrontation med hans eget jeg.
Paradoksalt kaster søvngængeren sig ind i en argumentation om den ondes eksistens og om kræfterne fra den overnaturlige verden: hans slutargument er - som det uafviselige vidnesbyrd - »Søvngjængerens underfulde Vandring paa selv de farligste Steder«. En søvngænger, der argumenterer for sit livssyn med søvngængeriet som afgørende argument: her rokkes der ved fornuftens grundpiller, først for læseren og siden for vandreren/fortælleren, da denne opdager, at han har talt med en søvngænger: »Jeg følte mig med eet draget ind i det Overnaturliges Labyrint«. Mødet med søvngængeren er et møde med kræfter, han ellers ikke vil kendes ved Det er det svimlende dyb i menneskepsyken, der her i et nu åbenbares for ham, en anfægtelse, der betyder noget, og ikke kun pjat, som når vandreren i kapitel 11 ved hjælp af Sct. Peders briller(!) ser tværs gennem jorden og ned til Helvede og slottet på flammeøen. I mødet med søvngængeren er det sit eget jeg, han ser tværs igennem - og forfærdes over det, forfærdes over lidenskabernes magt, det vågne, bevidste jegs fremmedhed i verden, de ukontrollable kræfter fra det ubevidste. Der rokkes ved identiteten.
Identiteten er et af de vigtige, gennemgående temaer i bogen. Fodreise er en forklædning, en maske af sprudlende lystighed, vel at mærke den maske, som omverdenen påtvinger forfatteren. Først efter mange akrobatiske øvelser i den litterære vittigheds registre når man efterhånden frem til den sårbare, skjulte side af jeg'et. Mødet med søvngængeren i 4. kapitel vender opmærksomheden mod de skjulte kræfter i mennesket, og den genkommende brug af dødstemaet lader ane, at der er noget uudtalt bag den spøgefulde overflade. I 8. kapitel, hvor vandreren far Sct. Peders briller på, ser han »brogede, luftige Skikkelser [der] tumlede sig igjennem det store Luftrum og istemte en, for det uvante Øre, underlig Concert. Det var Menneskets Ønsker, Haab og Længsel der drev bort, et Spil for de tumlende Vinde, medens hver istemte med mægtige Toner, hvad der rørte sig i hans Indre. - Jeg saae ogsaa mine egne Følelser flagre ud som smaae Werthern i elegiske Gevandter, men de vare saa blege, saa skindmagre, ikke andet end den bare Følelse, saa jeg blev ganske bange for deres Optagelse i Verden«.
Vandreren griber et af sine elegiske hjertesuk ved benene og anbefaler det at forklæde sig bag vittigheds maske for at kunne begå sig. Og Fodreise fortsætter i denne ånd, i en lystighed, som vi nu ved er en forklædning.
Det, der kommer til syne her, er H.C. Andersens eget dilemma. Hans første digte var sådanne elegiske hjertesuk (f. eks. »Det døende Barn«), og fra hans selvbiografi ved man, at hele hans skolingsproces bestod i at tilegne sig et fremmed væsen. Hans bløde, følelsesbundne natur såredes gang på gang, når den udtalte sig spontant. Han måtte lære at skjule sit egentlige selv, han måtte - for at overleve som menneske - udvikle en fornuft, der var kongruent med omverdenens tænkemåde. Han måtte tilpasse sig, lære at spille under dække.
Der er en personlig udviklingshistorie gemt heri, en tilblivelsesproces og en socialiseringsproces under ét. Et stykke menneskelig natur må ændre skikkelse, tilpasse sig for at kunne indgå i samfundet.
Dette samfund er i Fodreise bl.a. repræsenteret ved Amagerkonen, der lige fra starten prøver at lede vandreren bort fra fantasiens veje og få ham til at holde sig til fornuften, til den solide lærdom og til den jævne virkelighed Ved slutningen af 9. kapitel kommer fortælleren brat fra beskuelsen af poesiens tempel ned på det flade, nøgne Amager, fanget ind i et fuglenet. En hæslig gammel kone sætter ham i fuglebur og vil sætte en stopper for hans videre flagren i fantasien. Han skal »endnu meget i Skole, og pines, præsses, klippes og skjæres, før [han] kan blive en taalelig Arbeids-Bi i den store Kube«. Det er igen Amagerkonen, der griber ind, og hun bebrejder ham hans legen med det hellige:
»Lege med det Hellige!« afbrød jeg hende, »det faldt mig aldrig ind; men med mine egne Følelser, ja derved kunde jeg maaskee nødes til at sætte et maaskee? Menneskene omkring os kan ofte saaledes spotte vore Følelser, lege med vort Hjerte, at vi selv maaskee det er feil, - gribe det som Legetøi, for ikke at gjelde for en følsom Nar midt i den store fornuftige Verden; men den Ældres Legen er ikke Barnets; sæt dine Briller paa, gamle Moer, og see om min Hoppen er saa letsindig, som den med bare Øine og med et flygtigt Blik forekom dig.«
Opfordringen kan gå videre til læseren, der dog ligesom Amagerkonen kan have nødig at tage brillerne på for at kunne se alvoren bag den vittige overflade. Fodreise er langt hen en studentikos spøg, en overgiven exercits med det litterære apparat til ære for de indviede. Den intetanende vil tro, at han eller hun i bogens forfatter møder én, der har kendskab til alt, har læst alt og gjort sig tanker om alt Men sandheden er, at forfatteren står ved begyndelsen, er ved at finde sig selv. Fodreise foregår »i Aarene 1828 og 1829«, som det hedder, men i virkeligheden varer den kun nogle timer på hver side af skellet mellem det gamle og det nye år (og lå da i øvrigt på disken 2. januar 1829).
Således også med bogens indhold, der er hårdt pumpet op og synes at rumme utrolige mængder af viden og kundskaber, men som i virkeligheden er et første skridt hen over skellet mellem gammelt og nyt, mellem ydre og indre, en indtræden i litteraturens verden og samtidig en bevægelse i modsat retning: et forsøg på at tage pejling af sit egentlige jeg under det litterære jeg. Fodreise er et rollespil, men også en problematisering af rollespillet.
Der skal endda stærkere briller til end Amagerkonens for at se problemets fulde omfang. Hen mod slutningen, hvor forfatteren har taget Sct. Peders briller på og på sin fremfærd er nået til stranden, træder han på nogle potteskår, der helt i E.Th.A. Hoffmanns ånd begynder at tale og afslører sig som det jeg, han har måttet aflægge for at kunne begå sig i verden: »ogsaa dit eget Jeg kan Du letsindig søndertræde ?« siger potteskårene, »lystig flagrer Du Livet igjennem og træder nu paa dit eget Hjerte«. Det er det samme jeg, som af og til tidligere har gjort sig gældende på fodreisen, »dit lykkelige lille Barndoms-Jeg, hvis Lykke Du saa tidt har besjungen i rørende Elegier«.
Dette er forberedelsen til mødet med den druknede, forfatterens genganger, og senere med dødens ekstra-post. Her ved rejsens ende knyttes de to temarækker sammen: dødstemaet og jeg-problematikken. Måske kan man gå videre i sammenknytningen af de to temarækker og se optagetheden af døden som en direkte forlængelse af bevidstheden om det egentlige jeg's krisetilstand Fodreise er som litterært værk på én gang en monumental begravelse af jeg'ets inderste kræfter, følelsen, hjertet, men er samtidig et nødråb, et forsøg på at pege på de skjulte menneskelige forudsætninger for litteraturen. Et forsøg, som kun bliver ved antydningen i Fodreise, og som skulle vente på romanerne og eventyrene for at blive til noget.
Den sammenhæng, som Fodreise antyder, men ikke er i stand til at udfolde helt, har at gøre med begrebet dannelse. Bogen er en opvisning i den form for dannelse, der skulle til, for at man kunne begå sig i det bedre selskab: den overfladiske dannelse, der har nippet lidt her og lidt der, kan tale med om alt, kort sagt kan konversere. Fodreise er holdt i salontonen, tilpasset Johan Ludvig Heibergs forsøg på bl.a. gennem Kjøbenhavns flyvende Post at skabe en litterær offentlighed i Danmark, et forum for elegant drøftelse af æstetiske emner. Ambitionerne hos Heiberg rakte naturligvis langt ud over den almindelige konversationsdannelse, men en højnelse af denne - ja, man burde egentlig sige en etablering af en sådan overhovedet - var også en del af hans og hans mors, forfatterinden Thomasine Gyllembourgs, bestræbelse. Fru Gyllembourg havde et par år før Fodreises fremkomst i en høj alder debuteret som novelleforfatterinde med de anonymt udgivne historier, som senere fik fællestitlen »hverdagshistorier« efter novellen »En Hverdagshistorie«, til hvilken der vistnok alluderes i kapitlet »Dykker-Klokken«.
Gennem Hverdagshistorierne ønskede fru Gyllembourg klart at fremme den elegante konversationsdannelse.
Det er denne litterære verdensmandstone, H.C. Andersen forsøger at anslå i Fodreise, der genlyder af teatersnak, raillerier for de indviede, inderkreds-snak omkring Flyveposten og meget andet Hele ideen til Fodreise har muligvis sit udspring i Flyveposten, som førte sig frem med raillerier over filisteriet og dyrkede en litterært-intellektuel-satirisk tone. I en artikel fra nr. 11 af Flyvepostens årgang 1827 (samme årgang, som i nr. 98, december, havde et indlæg af »h--«, det her oftere omtalte kapitel »Dykker-Klokken«. Et Eventyr paa Havets Bund«) gjordes der under overskriften »Christianshavnspostens Nyheder« på studentikos vis grin med småborgerskabet uden for voldene og dets indskrænkede gøren og laden.
Mens H.C. Andersen læste til studentereksamen, havde han som nævnt sin daglige gang ude på Christianshavn, hvor han gik til manuduktion hos en teologisk student, Ludvig Chr. Muller. På vejen derud tænkte han, efter hvad han selv siger i Mit Livs Eventyr, kun på sine lektier, mens han på vejen tilbage »aandede frit« og hengav sig til »alle Slags brogede poetiske Billeder«. Her var grunden lagt til Fodreise, til dens dilemma mellem Amagerkonens solide lærdom og sværmerierne i følge med den blege kvindeskikkelse fra Druknehuset. Men grunden var også lagt til, at student Andersen kunne lade sig inspirere af Flyvepostens studenterløjer med filisteriet på Christianshavn.
I virkeligheden er Fodreise ikke blot i sin form en studentikos spøg, den er også indholdsmæssigt et bidrag til tidens studenterlitteratur.
Studenten var blevet dagens mand i dansk litteratur. Poul Martin Møller havde 1824 i den nystiftede Studenterforening i København læst kapitler højt af sin endnu uudgivne fortællingcyklus En dansk Students Eventyr, i ånd og tone fjernt fra Andersens debutarbejde, men dog med en poetisk students vandringer som ledetråd. Lyrikeren Christian Winther skrev digte om studenterstanden, f. eks. »Herrer vi ere i Aandernes Rige«, tekster, der i mere end 100 år er blevet stående som udtryk for danske studenters selvbevidsthed, hævet over et uforstående småborgerskab, eller som man dengang sagde: filisteri. Senere, i 1830rne, skulle H.C. Andersen selv give en bred skildring af en ung students kvalfulde vej ind i de højere samfundslag - i romanen O.T. fra 1836 - ligesom også andre af tidens forfattere skulle give skildringer fra studenterlivet. Hele denne litteratur har to kulminationspunkter, for det første i 1840rne i Jens Christian Hostrups muntre vaudevilleklassiker Genboerne om studenten og småborgerskabet, der forenes i bedste forståelse, for det andet i 1850erne i M.A. Goldschmidts store dannelsesroman Hjemløs, der i en bred skildring af studenterlivet fordyber sig i individets problemer med at forsone ideen med virkeligheden og finde sig selv.
Hele denne brede strøm af studenterlitteratur, der fra 1820rnes midte og godt 40 år frem i tiden er en karakteristisk del af dansk litteratur, har sin baggrund i det socialhistoriske faktum, at den sene enevældes samfund (enevælden afskaffedes 1849 i Danmark) domineredes ideologisk/kulturelt af et embedsborgerskab. Adgangen til optagelse i denne samfundskreds var den klassiske dannelses vej, studentereksamen. Studenten stod i en mellemposition i forhold til på den ene side det »åndernes rige«, han i kraft af sine studier færdedes i, og den embedsmandskreds, han i kraft af sin eksamen skaffede sig adgang til. Han havde betrådt en lovende bane, der ville føre til embede og anseelse, og derfor havde han fremtiden for sig. På den anden side var han endnu fri, kunne spille herre i tankens og poesiens uendelige rige.
Denne blanding af fandenivoldsk frihed og solide fremtidsudsigter giver den danske guldalders studenterlitteratur dens særlige aura af uskyld, leg, selvbevidsthed og jordnære kompromisser.
Det er også denne dobbelthed, der giver sig til kende i et arbejde, der normalt ikke regnes med til denne studenterlitteratur, men som efter hele sit anlæg klart hører hjemme her og også foregriber senere markante studenterdigtninge af samme forfatter: H.C. Andersens Fodreise.
Vel er Fodreise ikke en skildring af en student eller af studenterlivet, men den rummer de afgørende ingredienser for at være et udtryk for denne litteraturform. Her strides fantasiens frie kræfter med solid nyttetænkning og klassisk lærdom. Her gør fantasien sig til herre over den flade virkelighed udenfor Københavns volde, men må stadig se sig mindet om virkelighedens eksistens. Her befolker litteraturen og teatret den prosaiske virkelighed og forvandler den til et luftsyn. Her er den muntre student, den poetisk-satiriske vandringsmand, parat til at demonstrere sin læsning, sit talent, sin ironiske distance til livets alvor og til sig selv. Fodreise er en studenterspøg, men samtidig også et vidnesbyrd om den dobbelthed af poetisk frihed og byrdefuld dannelse, som var vilkåret for den tids studenterungdoms udfoldelse, i en blanding af selvrealisation og rekrutteringsproces.
Ordet dannelse er i denne sammenhæng taget i snæver betydning som synonym for en bestemt form for socialisation. I denne betydning er dannelsen til stede i bogen som et vilkår, forfatteren underkaster sig, hvad hele Fodreises demonstrative brilleren med læsning og lærdom vidner om. Men man skal ikke glemme, at den selvsamme dannelse - stadig i betydningen tilegnelse af en af omverdenen på forhånd defineret rolle, som individet må overtage for at blive akcepteret - så sandelig også udsættes for kritik i Fodreise. Her tænkes der ikke først og fremmest på den satiriske skildring af Amagerkonen og de holdninger, hun står for, men på de tilbagevendende gennembrud af en anden og dybere forankret identitet.
Selv om følsomheden ofte spottes, f.eks. i scenen med den unge digterkat og hans begejstrede tante, dukker den alligevel op som en inderste væsenskerne - potteskårene, f eks. - som trædes under fode af den satiriske poet i hans forsøg på at tilegne sig verdenstone, men alligevel er der som et korrektiv, han ikke ganske kan slippe udenom. Fodreise konfronterer en overfladedannelse med en skjult natur, som er den inderste identitet, men en problematisk identitet, fordi den harmonerer slet med den verden, det er nødvendigt at assimilere sig med. For at beskytte sig selv må poeten fornægte sig selv.
Her ligger et alvorligt konfliktstof, der samtidig kan være basis for en dannelsesproces af en helt anden art: en dannelse, der skal føre de oprindelige, ægte værdier gennem mødet med den omverden, der anfægter dem, og frem til en afklaring af identiteten. Denne dannelsesproces ligger det ikke inden for Fodreise muligheder at udfolde. Kimen til den er til stede, men heller ikke mere.
Først i den store roman Improvisatoren fra 1835 kunne H.C. Andersen forvandle det statiske konfliktstof fra Fodreise til en dynamisk proces, der handlede om individets tilblivelse og tilegnelse af eller forsoning med den omverden, som kunne true den inderste væsenskerne.
For at komme så vidt måtte Andersen frem til at betragte kunsten som forbundet med denne inderste natur. Senere skulle H.C. Andersen få rig lejlighed til at fundere over fantasien som guddommelig skaberkraft og dæmonisk rørelse fra det ubevidste. Men i sine unge år, lige udklækket som student, overmodig og ivrig efter at paradere sin nyerhvervede frihed og efter at skaffe sig adgang til den formalæstetiske Heiberg-kreds og dermed til det lokale parnas, lod han sig blænde af fantasiens mulighed for at vende op og ned på alting. Kunsten blev til artisteri, og følelserne blev trampet under fode.
Åbenlyst var Fodreise et svendestykke, en prøve i at spille et litterært rollespil igennem. Men skjult var den en kritik af den overfladedannelse, den selv demonstrerede, en desperat pegen hen på jeg'ets inderste kerne, følelsen.
I Mit Livs Eventyr siger H.C. Andersen selv om bogen, at den var »en humoristisk, underlig Bog, en Slags phantastisk Arabesk, der dog ganske antyder min hele Personlighed og mit Standpunkt dengang, der viste sig især i Lyst til at lege med Alt, spotte i Taarer over mine egne Følelser; broget vexlende, et heelt Tapet, var denne digteriske Improvisation«.
Dobbeltheden af psykologisk alvor og artistisk blændværk er præcist fanget ind i denne selvkarakteristisk.
Artisteriet, fantasiens frie tumlen med virkeligheden er det mest iøjnefaldende ved bogen. Der er i det foregående peget på to årsager til, at fantasien tager den retning, den gør i Fodreise. Den ene har at gøre med selve studenterlitteraturens reale basis: friheden i åndernes rige som indgang til solide fremtidsudsigter. Friheden vender sig derfor satirisk-ironisk, men i sidste ende dog implicit akcepterende mod sin raison d'être, borgerlivets begrænsende, men næringsgivende krav. Friheden bliver et provisorium, et strejf af almagt, men også hurtigt færdig til at falde ned mod jorden igen. - Den anden årsag er, at der standses op over for de egentlige livgivende lag i jeg'et. Dem kan fantasien og kunsten endnu ikke forbinde sig med, sådan som det skete senere i forfatterskabet. Som konsekvens heraf bliver fantasien løst ud af det menneskelige, gjort til en abstrakt magt. Fantasien frigør sig fra virkeligheden og gør kunstværket til et blændværk. Kunstværket kommer til at handle om sig selv.
Fodreise tager ikke sin begyndelse i den virkelighed, som den som »rejse« skal fremstille. Den er fra første færd slet ikke nogen rejse i virkeligheden, men en bog, der skal skrives og helst være så original som muligt. Derfor begynder »rejsen« i forfatterens digterpine: hvordan gøre den trivielle virkelighed interessant, overraskende? Knuden løses ved at lade rejsen begynde i en fiktion, en gentagelse af Det gamle Testamentes syndefaldsmyte, her overført til litterære forhold. Forfatteren kan ikke modstå fristelsen til at bidrage til syndfloden af slette bøger, påstår han, og erkender dermed humoristisk, at bogen ikke skrives af anden nødvendighed end den, der ligger i at melde sig på det litterære parnas med en tilpas opsigtsvækkende bog. Fodreise er da ikke ment som en præsentation af lokaliteter i København og på Amager, men er en litterær kraftpræstation med disse lokaliteter som det tilfældige underlag. »Rejsen« er selve bogens tilblivelse, hvad der også spilles ironisk-humoristisk på henad vejen. Med sig i lommen har forfatteren/vandreren Hoffmanns Elexiere des Teufels for at have lidt fantasi i reserve. Selv de fantastiske indfald er således at opfatte som skriveøvelser, og bogen Elexiere des Teufels har da også sin egen historie (kapitel 6), et livsløb, der er lige ved at være en parodi på vandringsmandens eget. Livet forvandlet til en bogs vandring ud i verden - en ny form for fodrejse.
Ved mødet med Jerusalems skomager låner forfatteren hans 100-mile-støvler, ikke for at gøre opdagelser i virkeligheden, men for »at samle Stof til det interessanteste Capitel i hele min Fodreise«. Og dette er emnet for selve kapitlet. Litteraturen fremstiller sin egen tilblivelse, er blevet til meta-kunst, en narcissistisk kunst, der spejler sig selv.
Da døden (i kapitel 13) inviterer forfatteren til at sætte sig op i hans vogn, betakker han sig: »»Ak nei - - min Reise er ikke færdig«, svarede jeg, og jeg gjorde atter et dybt Buk for Døden«. Den kavalermæssige optræden over for døden er kun mulig, fordi livets (og dødens) alvor her er forvandlet til fiktion. Den rejse, der ikke er færdig, er naturligvis livsrejsen. Det forudsættes, at læseren er fortrolig med menneskets ældgamle bøn til døden om at vente, da livets muligheder endnu ikke er udtømt. Men dødens alvor er blevet til ironisk gestus, for rejsen er her frem for alt bogen, som forfatteren er ved at skrive. Forfatteren har ophævet sin realeksistens og gjort sig til en del af fiktionen, og fiktionen bliver da sit eget formål.
Fiktionen er livet - eller er livet en fiktion? Frem for alt skal bogen skrives, og det er denne fremadskridende proces, der er rejsen.
Rejsens sidste eventyr er derfor logisk nok forfatterens møde med en recensent.- i skikkelse af den bøse havmand. Rejsens karakter af fiktion formår dog også at støde denne ubehagelige mindelse om virkeligheden til side.
Det trettende og sidste kapitel får vilkårligt hæftet et fjortende til sig, da tallet 13 i folketroen er et ulykkesvarslende tal. I det fjortende kapitel er virkeligheden totalt forsvundet Muligvis med inspiration fra Jean Paul, hvem Fodreise andetsteds citerer, rummer kapitlet kun »tomme skanderinger«, dvs. tankestreger i stedet for ord eller stavelser, samt interpunkteringer. Her kulminerer Fodrejses karakter af formalæstetisk gestus. Fiktionen taler uden at sige noget, forsvinder ind i sit eget skriftbillede, efterlader sig »ingen Ting«. Det er ikke ekkoet af Nachtwachen des Bonaventura's intethed, men fiktivitetens sejrende ironi.
Fodreise er en begyndelse, men det er kun i dens eget fiktionsunivers, at den fører til »ingen Ting«, som der står i overskriften til kapitel 14. I virkeligheden førte den til et helt forfatterskab, selv om den kan synes meget forskellig fra det meste af det, der fulgte efter.
Fodreise fører ikke direkte over i H.C. Andersens rejsebøger, dertil er der for lidt virkelighed og for megen formal gestus i bogen. Men alligevel: også rejsebøgerne er udsprunget af det »syndefald«, som Fodreise indledes med, og som er den moderne digters: at bruge verden til at frembringe en bog. Rejsebøgernes Andersen rejser for at skrive, ikke for at leve!
Teaterdigteren og - entusiasten H.C. Andersen finder man også i Fodreise. Teatret og dets verden er et vigtigt arsenal for den fantasi, der udfoldes i bogen, og adskillige af dens enkelte scener er bygget op som et scenebillede med kulisser og med agerende i forgrunden.
Lyrikeren Andersen er også til stede i Fodreise, undertiden med umiddelbar følelsesappel som i det døde barns sang til moderen (kapitel 13), men mest i grimasserende form. Fodreise er ikke just nogen romantisk vandringsbog (å la Tieck og Eichendorff), hvor prosaen spontant slår over i lyriske følelsesudbrud. Det er nærmest på trods, at lyrikeren Andersen også er med i denne bog.
Som tidligere nævnt giver Fodreise tematisk bolden op til den senere række af romaner i og med, at den anslår identitetstemaet. Identiteten problematiseres i Fodreise, men dens karakter af formal gestus forhindrer en uddybning og afklaring af problemet inden for denne bogs rammer. Det kunne først ske i romanerne, hvor de brede livsbilleder gav plads til indtrængende analyser af jeg'et i en udviklingsproces. Dertil kommer, at Fodreise præluderer det kunst- og kunstnerproblem, som kommer til at slynge sig ned gennem romanrækken: kunstens forhold til virkeligheden, dens forhold til de livsvilkår, den suger næring af.
Men først og fremmest er Fodreise et arsenal for de senere eventyr. Her er i kim allerede skyggemotivet, Ahasverus, fugleburet i »Lykkens Kalosker«, flyvemaskinen i »Om Aartusinder«, årets historie blandt meget andet.
Mest hæfter man sig ved, at den debuterende digterkat i 3. kapitel i sine parodierede vers anslår det »ud-i-verden-motiv«, som findes i »Hyrdinden og Skorstensfeieren«, og som er et grundmotiv for både eventyr og romaner af H.C. Andersen, ganske enkelt fordi det er ét med hans egen trang og livserfaring. Her ender rejsen ud i verden ynkeligt, men som motiv betragtet er det uanset udgangen et ægte andersensk grundmotiv. Det er Elisas færd i »De vilde Svaner«, det er Johannes' rejse i »Rejsekammeraten«, det er grantræets rejse i eventyret af samme navn, ællingens rejse i »Den grimme Ælling«, det er havfruens forvandling i »Den lille Havfrue« etc. etc. For den unge digterkat tager rejsen ud i verden en ynkelig ende, i eventyrene gennemspilles motivet i alle tonearter, optimistisk-sejrssikkert, tragisk, humoristisk-overbærende.
Samtidig er digterkatten og hans begejstrede tante en ironisk selvfremstilling, som H.C. Andersen skulle vende tilbage til. Hans sidste eventyr, »Tante Tandpine«, om forholdet mellem kunst og lidelse, er en fornyet gennemspilning af episoden fra Fodreisen. Her i eventyret er digterkatten og tanten erstattet af studenten og hans tante Mille alias tandpinen, Satania infernalis. I Fodreise en overgiven skitse, i eventyret fra 1872 en historie fyldt med dæmoni, bittersød humor og resignation. Digteren Andersen var endelig kommet til ende med sin rejse. Med motivet fra debutværket Fodreise kunne han udtrykke sin livsrejses erfaringer om kunsten og dens tvetydige forhold til menneskelivet. Historien slutter med studentens død: »Alt gaaer i Bøtten«, hedder det, alting forgår, også det, der ikke skulle forgå.
Den aldrende digter kunne bruge sit ungdomsværks motiv til den sidste historie, han havde at fortælle. Men hvad der var æstetisk leg, er blevet til kunstnerisk alvor. Rejsen er til ende, og digteren kan ikke længere klare frisag ved at aflevere et elegant buk for døden.
Fodreise blev første gang præsenteret for offentligheden i uddrag, der tryktes i J.L. Heibergs tidsskrift Kjøbenhavns flyvende Post (populært kaldet Flyveposten). Kapitlet »Dykkerklokken« (bogudgavens kap. 12) stod at læse i årgang 1827 no. 98, ligesom tidligere indlæg af HCA i Flyveposten signeret med »h - -«. I årgang 1828 no. 90-95 (november) bragtes yderligere kapitler af Fodreise, denne gang annonceret som følger: »Pröver af et Skrift, betitlet »Fodreise fra Holmens Canal til Øst-Pynten af Amager i Aarene 1828 og 1829, udgiven af H.C. Andersen««. En fodnote ledsagede denne overskrift: »Dette humoristiske Skrift af en ung Digter, der allerede ved adskillige lyriske Smaastykker har vidst at gjøre sig værdig til Publicums Deeltagelse, vil udkomme i Slutningen af næste Maaned Subscriptionsplaner vil om faa Dage blive udstædte. Red Anm.«. Årgang 1828 bragte kap. l, kap. 2, slutn. af kap. 3, kap. 7 og endelig kap. 11, der fejlagtigt angives som kap. 10.
Fra trykket i Flyveposten til første bogtryk er der foretaget nogle rettelser, der dog for flertallets vedkommende er uden særlig betydning. Den eneste mere væsentlige rettelse er den, som Heiberg gjorde opmærksom på i sin anmeldelse i Maanedsskrift for Litteratur (1829), slutningen af kap. 7, hvor HCA til bogudgaven har strøget - efter Heibergs råd? - nogle betragtninger over forbrydelsernes tilregnelighed Stykket bringes i nedenstående tillæg.
Bogudgaven udkom 2. januar 1829. Allerede 11. april så 2. oplag dagens lys, og her har Andersen foretaget en del ændringer i teksten. I 4. kap. (nrv. udg. s. 30, afsnit 2) har han følt sig tvunget til at stryge nogle kætterske betragtninger over djævelen. Religiøse emner gik det ikke an at tage op til uortodoks behandling. I samme kapitels slutning indsætter han en længere satire over Hauch (bringes nedenfor). I slutn. af 7. kap. indføjes nogle linier (se tillæg nedenfor) som giftig kvittering for Heibergs indgreb. I begyndelsen af kap. 8 (nærv. udg. s. 49) indføjes en længere henvisning til Heiberg (bringes nedenfor). Endelig bringer kap. 11 (nærv. udg. s. 79) en satire over Helvedes køkken og do. skole (se nedenfor).
31. dec. 1839, men med 1840 på titelbladet, udkom 3. udgave af Fodreise, nu med et forord af HCA dateret dec. 1839 og med et optryk af Heibergs anmeldelse (se begge ndf). Selve teksten er gennemrettet. Men en stor del af rettelserne er rent ortografiske (og i nogen grad grammatiske) og går alle ud på at bringe teksten i overensstemmelse med tidens norm (feks.: - t stryges i adverbielt anvendte adjektiver, bøjningsformer af adjektiver og participiumsformer reguleres, stavemåder korrigeres m.m.). Hvor stor en del af rettelserne der skyldes HCA selv, er ikke til at sige. De mere mekaniske rettelser skyldes dog formentlig bogtrykkeren. Hvilke rettelser det vil være relevant at overtage til nærværende optryk efter originaludgaven, må da være et skøn.
Teksten i 3. oplag danner grundlag for udgaven i Samlede Skrifter bd 7 (1854), hvortil der ikke er foretaget rettelser.
100 år efter 3. oplag udgav Selskabet for grafisk Kunst og Kunstforeningen i København Fodreise med indledning af Tage Høeg og illustrationer af Povl Christensen. Udgaven, der medtager Heibergs anmeldelse, bygger på originaludgaven, men redegør ikke for sine vigtigste rettelser og er ikke ganske tilforladelig.
I Kjøbenhavns flyvende Post 1828 var kap. 7 forsynet med flg. udgang:
Jeg veed ikke, hvorledes nogen af tom Nysgjerrighed, for ei at bruge Udtrykket: »at more sig,« kan see en Henrettelse. Lad det være den største Forbryder, han er dog et Menneske som jeg; ogsaa han har været uskyldig! Hvem veed, hvor mange haarde Kampe han kjæmpede, før han gjorde det første Skridt til sin Ulykke; lidt efter lidt gled han dybere. - Pludselig bliver ingen en Forbryder; det ere Lidenskaber, Opdragelse og en forunderlig Sammenkjædning af Omstændigheder, som danne vort Livsmålene. - Vi maa afskye Forbryderens Handlinger, men kan Menneskeligheden dadles om den beklager ham ? Hvem veed hvorledes vi havde handlet, om vi vare fødte i hans Stilling, med hans Lidenskaber og Begreber? O der er ingen af Bønnerne i Fader vor, vi maae bede med mere Inderlighed, end: Led os ikke udi Fristelse. -
I 2. oplag forekommer følgende større rettelser:
Kap. 3 (nærv. udg. s. 18, næstsidste afsn.) er udvidet med følgende ordlyd:
»Ak Tante«, svarede den unge Digter, »de kjender ikke SkjaldeHjertet, kjender ikke Forfatter- og Theater-Cabale. - Ja, havde jeg ikke mine egne Digte, hvad skulde der da blive af mig! Hver Dag læser jeg i dem, skjøndt jeg kan hvert Ord udenad, de ere min Trøst, de ere Balsam for det saarede Hjerte; men undertiden knuser min onde Dæmon ogsaa denne Himmel; det forekommer mig, som om Tankerne ikke vare ganske nye; som om Udtrykkene ikke vare mine egne .…«
I kap. 4 (nærv. udg. s. 30, afsn. 2) er betragtningerne over djævelen indskrænket til:
»Ak nei,« afbrød jeg ham, »jeg kan desværre ikke skyde mine Synder paa Fanden, eftersom jeg aldrig ret kan komme paa det klare med hans Nærværelse, men Herre Gud! faae mig ikke til at philosofere, thi det siger min Recensent jeg ikke kommer godt fra.«
Stadigvæk i 2. oplag er kap. 4s slutning udvidet med følgende, der stryges igen i 3. oplag fra 1840:
I det jeg nu vilde fortsætte min Reise, lød der et gjennemtrængende Skrig i Nærheden af mig, og jeg saae fire Katte brydes, som sande Gladiatore, uden Skjold og Sværd; ved ethvert Anfald istemmede de et Slags tyrtheisk Krigs-Sang med italiensk Musik. Da jeg traadte nærmere, mærkede jeg, at Kampen var meget ulige, thi her var tre imod een, og denne ene var ingen anden, end - den unge elegiske Kat, vi nyligen i Slotsgaarden har gjort Bekjendtskab med.
Hvilken Lethed! hvilken Smidighed! ja det var en Kamp, værdig en episk Digterpen! - Længe betragtede jeg det stolte Syn, men endelig maatte den unge Helt bukke under. Der laae han med alle fire i Veiret; de tre Canibaler satte ham Kløerne i Brystet og truede med at rive hans følende Hjerte ud igjennem Pelsen; Slaget var tabt; Døden hang ham ved Skjægget, men han var Helt, han miauede ikke engang. -
Da traadte jeg frem, og med Lynets Fart flygtede de tre feige Mordere. Det varede noget før den unge Kat kunde komme til sig selv jeg vilde derfor snige mig bort for ikke at høre hans Tak, men han greb mig med Poten, stirrede med sine store grønne Øine paa mig og en tung Taare bævede i de fine Øinhaar, i det han udbrød:
»Ædle Redningsmand! - o mit Hjerte er saa fuldt! - De Niddinger! - o tempora! o mores! Folkets Lærere kjæmpe imod hinanden; kaste deres egne Colegaer i Skarnet; jo et smukt Exempel! - Det var tre af vore første Mænd,« begyndte han efter et lille Ophold, »de ere Digtere, Theater-Directeure og Skuespillere; alt paa eengang. Oppe paa Børsloftet have vi et godt Locale; der har en Mængde dannede Katte slaaet sig sammen, og vi give Forestillinger hver Aften. O hvilke Cabaler! - Den ene hader mig som Digter, den anden som retskaffen Mand, den tredie er min ulykkelige Medbeiler; nu har de sammensvoret sig imod mig, og her udenfor min Piges Vindue vilde de myrde mig!«
»De har et Theater paa Børs-Loftet?« udbrød jeg.
»Ja«, svarede han, »og jeg spiller Helt og første Elsker; men det er forbi, dersom jeg ikke paa Søndag faaer mit Familiemalerie opført; det er - jajeg skulde ikke selv sige det - et Aands-Product fuldt af Følelse, det hedder De Forviiste eller Adam og Eva paa Sprogø. Men det gaaer ikke! det er ikke blodig nok for den sorte tragiske Handkat der nu overfaldt mig. Han vil efterligne Schackspeare-, omkalfatrer gode gamle Ideer og Stykker. - Saaledes har han syet Don Juan om, skaaret de deiligste Replikker bort; men jeg spillede Hovedrollen og sagde hvert Ord Forfatteren havde lagt mig i Munden og fra den Tid hader den magre Hankat mig. - Men jeg blev ogsaa applauderet! nær havde man klappet Huset ned for den fine Ironi hvormed jeg sagde den udmærkede Replik i Stykket:
»Jeg kjender dig, jeg kjender dette Blik,
Og din Kjermindesjel, der svaler sig
I Skyggen af en Natviol, hvis Elskov
Sig speiler i et vissent Blad af en
Forgjetmigei, hvis Følelse som Dug
Kan sluttes ind i Ringen af
En Tulipan. Stod I ei op forgangen,
Medynksom ved en Loppes Angst, og trodsed'
Den kolde Natteluft, og satte den
Medynksom ud af Vinduet?...«
»Jeg kjender nok Hauchs Don Juan!« afbrød jeg, af Frygt for at han skulde mishandle mig flere Replikker. -
»Ja er det ikke-schackspearisk?« vedblev han; »og Sligt skulde jeg udelade? - Den anden Directeur spotter mine følsomme Stykker. - Han vil have Blod! Nyeligt skrev han os en Tragedie: Blodnatten. Vi vare alle Røvere, og overfaldt et Nonnekloster, hvor vi bede 4000 unge Nonner.; disse vare unge Muus; og for at samle saa mange som der udkrævedes hertil, maatte hver Tilskuer betale sin Entre-Billet med to levende Muus; paa Galleriet gave de kun hver Een, men saa maatte de gamle Hunkatte som altid sidde forrest i første Etage, og paraderer med deres gamle Ansigter, hver give fem. O der var en Slagten! men saadanne Stykker fordærve kun de gode Acteure, de blive reent forvente! - Den tredie Directeur, der ogsaa er Digter og spiller, ligesom jeg første Elsker-Rolle, sværmede for min Kisse, som er første Elskerinde; hun forsmaaede ham, og nu er hans Kjærlighed forvandlet til det bittreste Had imod os begge. Nyligt spillede de sammen; der var i Stykket en øm Forsonings-Scene; hele Huset svømmede i Taare; men midt i den rørende Omfavnelse kneb de hinanden saaledes med Kløerne, at min Kjæreste havde Mærker i otte Dage. Naturligviis bruuste hendes unge Blod op i næste Scene hvor de afsides skulde hvidske hinanden ømme Ting i Ørene, skjældte hun ham saaledes ud, at han raabte højt til Publicum, at han kom ud af sin Rolle, da hans Elskerinde var uforskammet grov imod ham. - Stykket var nyt, og Publicum kjendte det ikke; derfor troede man at det hørte til, og applauderede derfor uhyre for den Natur hvormed han sagde hele Replikken. - Nu forfølger han mig; han har sammensvoret sig med de to andre; min Tante veed endnu intet om min Kjærlighed; mon hun bifalder den? - O jeg er en ulykkelig Kat! - jeg bliver vanvittig! -
»- Er Natten sort, maa Skyggen være hvid,
Og dette Hjertes Nat er sort som Døden.
- Ha jeg er syg - mit Jeg i to er spaltet,
En staaer paa Gulvet der, en anden er
Jeg selv.« -
»Han bliver gal!« udbrød jeg, »han citerer af Don Juan!« -
»Mjav! mjav! lød det oppe fra Tagrenden.
»Min Kisse!« udbrød han, »farvel min Redningsmand! Kjærlighed kalder! farvel! men lov mig, at de ikke meddeler Læseverdenen denne Scene i deres Fodreise; i det mindste ikke i første Udgave; - Før de oplever et nyt Oplag haaber jeg at mine »Erindringer komme ud!« -
»I første Oplag skal det ikke komme,« lovede jeg.
»Mons! Mons!« lød det igjen fra Taget; da svingede den unge Kat sig op af Blyrenden og forsvandt i de høiere Regioner.
Som tak for sidst for Heibergs indgreb over for slutningen i kap. 7 (om forbrydelsernes tilregnelighed) indsatte HCA i 2. oplag disse linier:
I dette Øieblik foer der en steenhaard Sneebolt over Volden lige ind i Nakken paa min Idee-Association, der forskrækket lod Vingerne falde; jeg kan tænke, den kom fra St. Peder eller en anden æsthetisk Ven inde i Byen.
I begyndelsen af kap. 8 (nærv. udg. s. 49 efter 2. afsn. og overlappende 3. afsn.) indsattes følgende reverens for Heiberg - en beroligende gestus efter den slet skjulte malice i ovenstående:
Det faldt mig ind, hvad vor Heiberg siger om dette Lands Beboere:
»Amageren er trofast og naiv;
Han holder fast ved sine gamle Skikke;
End skammer han sig ikke
Ved hollandsk Dragt og hollandsk Tidsfordriv,
Paa Moden veed han ei at synde,
Idyllisk følger han sin gamle Kaas,
Ved Fastelavn han Katten slaaer af Tønde
Og trækker Hovedet idyllisk af en Gaas.
Saaledes er, for den Sags Skyld,
Hans hele Liv Idyl.«
Og dette Folk skulde jeg nu besøge. - Jeg skuede rundt omkring; den hele Omgivning forekom mig ogsaa ganske naiv; Alt laae saa uskyldigt, saa deiligt gaasehvidt rundtenom. O tænkte jeg, en Beskrivelse over det Hele, kunde dog være en god Begyndelse til en Novelle. Ja hvem veed, om ikke endnu i Weisflogs og Tromlizs Dage, vi læse i en Taschenbuch:
Kap. 11 fik i 2. oplag en længere tilføjelse om Helvedes køkken og skole (nærv. udg. s. 79 ml. 2. og 4. afsn.):
Jeg opdagede ogsaa Kjøkkenet, der saae meget herskabeligt ud Ak! hvormange kostelige Stege sad ikke her paa Spid. Her brasede en tyk Borgemester i sit eget Fedt; der stegte man en General som Hare, skjøndt han havde Ordener nok af Guld og Sølv, til at bestikke Kokken med; men i Helvede gjelder Metaller ikke meget, de smelte bort i Hænderne, ved den stærke Hede. Der tillavede man nogle orthodoxe Kalve som forlaaren Skilpade. - I et andet Hjørne af Kjøkkenet destilerede man Elexiere des Teufels. O hvor det kogte og skummede; den blev vist god! Reqvisitter manglede der ikke. Jeg kunde gjennem Brillerne see den hele Mangfoldighed Nysselige smaae Tallotterier, søde Romaner, Brændevinsflasker, jesuitiske Prædikener, Modejournaler, Spillekort og utallige andre smukke Sager kogte i den store Hexekjedel. - Ja man lavede endogsaa lis dernede; Formene blev stukne ind i Hjernen paa nogle store Politiker og strax frøs det til den deiligste lis. - Jeg bemærkede ellers, at alle Kjøkkenredskaberne vare afdøde Mennesker, af hvilke de fleste, som saadanne, gjorte langt mere Nytte her, end de havde gjort i levende Live. Saaledes blev en gammel Præceptor brugt som Støder til den store Morter, han havde vist nok i levende Live ved sin Eensidighed og fortrædelige Lune knust manget opblomstrende Talent, der var kommen under hans Hænder; han knuste fortræffeligt Følelse og Hjerte, alt imellem hverandre. - Mandfolketunger brugtes som Gafler, Damernes som Knive; det er utroeligt hvor skarpe de vare. - Jeg lagde ogsaa mærke til nogle gamle Kritiker der blev tillave som Fisk, Kjødet sagde de var meget sødt, da de i Oververdenen havde givet al deres Galde og de onde Vædsker fra sig. -
Fra Kjøkkenet vendte jeg nu Øiet til et stort hvælvet Sideværelse der var indrettet til Skole. - De arme Skribenter, som der paa Jorden havde skrevet Lovtaler over Folk som ikke fortjente det, sadde som Disciple, spændte paa smaae Pinebænke og maatte construere og analysere deres egne Værker, og hvergang De kom til en Usandhed, dandsede den gloende Jern-Ferie paa de alt mørbankede Rygge.
3. oplag (1840) var forsynet med flg. fortale:
Nytaarsdag 1829 udkom første Oplag af »Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager«; denne lille Bog var den første, jeg udgav, med den fremtraadte jeg i mit Rus-Aar som Forfatter, I faa Dage var Oplaget udsolgt, og et nyt, langt større fulgte kort efter; dette har allerede i over et Aar ikke været at erholde i Boghandelen, hvorfor der nu kommer tredie Oplag. Uagtet den Gunst, Publicum har viist denne min lille Bog, føler jeg dog, at den er høist mangelfuld, og jeg maa bekjende, at der ere hele Sider i den, jeg nu ønskede borte. Imidlertid, som ældre, at gjøre slige Forandringer, bliver altid høist fraraadeligt, da let det Characteristiske ved et Ungdomsværk herved kunde forstyrres. Jeg har derfor kun gjort nogle ubetydelige Rettelser, samt udeladt et taabeligt Angreb paa en Forfatters Værk, hvis gode Sider jeg dengang ikke forstod at vurdere.
I Maanedsskrift for Litteratur første Bind 1829 har Digteren, Professor J.L. Heiberg anmeldt Fodreisen. Hans Ord tillader jeg mig at hefte, som en smuk Indledning, til tredie Udgave.
Kjøbenhavn i December 1839.
H.C. Andersen
Efter fortalen følger i 3. oplag et optryk af Heibergs anmeldelse:
Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829.
Udgiven af H.C. Andersen. Kjøbenhavn, paa Forfatterens Forlag, 1928. 136 Sider. 8.
Der gives i den skjønne Literatur Skrifter, i hvilke det saakaldte Indhold er, ligesom i videnskabelige Værker, en Hovedsag, der følgelig frem for alt maa udhæves af et saadant Skrifts Anmelder eller Recensent. Til denne Art henhøre de fleste episke og dramatiske Digterværker, i hvilke en streng og kunstrigtig Plan er den væsentlige Grundvold Men der gives ogsaa en anden Klasse af poetiske Frembringelser, i hvilke Indholdet er meer eller mindre uvæsentligt, medens derimod den poetiske Colorit, den digteriske Grundtone er Hovedsagen. Et Exempel herpaa afgive de fleste lyriske Digte. En Recensent, som idet han omtalte en Samling af saadanne Smaadigte, der for største Delen ere fremkaldte, af et øieblikkeligt Lune, troede at give os en Forestilling derom, ved at fortælle Indholdet af de forskjellige Stykker, istedetfor at vise os, hvorvidt disse Øieblikkets Inspirationer besidde Energie og Gratie, hvorvidt de ere udsprungne af en fælleds Grundtone, hvorvidt de besidde en bestemt Colorit, G.S.V., - en sådant Recensent vilde røbe en betydelig Mangel paa Sagacitet. Ved Betragtningen af det lille Skrift, som vi her anmelde, vilde den samme Fremgangsmaade være ligesaa meget at dadle, thi uagtet Hr. Andersens Fodreise har Formen af en Fortælling, saa seer dog Enhver, at det, som han fortæller, netop er det Uvæsentlige, men at Maaden, hvorpå han fortæller det, er Hovedsagen. Om Digteren paa sin Vandring til Amager tager ind paa Christiansborg Slot eller i Holmens Kirke, om han gaaer forbi Druknehuset eller forbi Sukkerhuset, er aldeles tilfældigt; alle Begivenhederne i Bogen kunde have været forandrede, uden at Grund-Ideen (ifald en saadan er udtrykt deri) vilde lide mindste Afbræk derved Skriftet bør betragtes som et lyrisk Digt, og i et saadant bestaaer Skjønheden ofte just deri, at et Indhold, som enten er hverdags eller i det mindste indifferent, ved Poesiens Kraft hæves til Værd og Betydning.
Den unge Digter, som, inden han udarbeidede nærværende Skrift, allerede havde gjort sig bekjendt og yndet ved endeel lyriske Digte, meest af humoristisk Indhold, har i sin Fodreise udentvivl fundet en passende Form for den Overgang, hvori hans Genie befandt sig, nemlig fra det Lyriske, hvormed næsten enhver Digter begynder, til Frembringelser af en mere objectiv Natur. Forfatteren befinder sig omtrent i samme Stilling, som en Maler, der inden han vover sig til strengere Compositioner, først øver sig paa Arabesken; thi ogsaa i Arabesken ere Elementerne tilfældige, heterogene og ligegyldige imod hverandre, men den Originalitet og den Gratie, hvormed de ere sammensmeltede, give den Kunstværd Eller, for at vælge en Sammenligning, som ligger nærmere: Fodreisen er at betragte som en musikalsk Phantasie. En Phantasiespiller veed, i det Øieblik han begynder, endnu ikke, hvad der vil følge paa Begyndelsen, og endnu mindre, hvorledes han vil ende; han følger kun Øieblikkets Inspiration, og er saa lidet Herre over denne, at han tvertimod ganske lader sig henrive af den. Men den samme Aand opfylder ikke de forskjellige Phantaserende. Inspirationen er ikke den samme hos den meer og den mindre Begavede; hos hiin er den originalere, mere overraskende og mere beundringsværdig. Den er heller ikke den samme hos den fuldendte Mester og hos den uøvede Begynder; hos hiin er den, med al sin Vilkaarlighed, dog tillige underkastet visse Regler, hvorved den, selv i den meest brogede Forvirring, stedse vedbliver at være correct og smagfuld Der gives visse Harmonier, som ere saaledes forbundne, at Øret, ved at høre den ene, venter den anden; der gives andre, som kun ved et dristigt Spring kunne berøre hinanden, og selv dette maa motiveres med en stor Kunstforstandighed og Kunstfærdighed; den geniale og øvede Mester undgaaer hine, som tilbyde sig afsig selv; han frapperer og henriver ved disse. Hvad her er sagt om den musikalske Phantasie, lader sig saare let anvende paa den digteriske. Et Analogon til de omtalte nøie forbundne Harmonier finder man i alle ved den blotte Idee-Association forbundne Forestillinger. Denne er saaledes den sletteste Ledestjerne, som Phantasien kan vælge sig, deels fordi den er triviel, og findes ligesaavel hos det eenfoldige, det underordnede Menneske, som hos Geniet, deels fordi den er continueerlig i det Uendelige, og savner al discret Eenhed, der kunde afgive et Princip for Begyndelse, Fremgang og Ende.
I Hr. Andersens lille Skrift findes mange Exempler paa en heldig Retning af Phantasien. Den bevæger sig ofte mellem originale, og frappante Ideer, som den forbinder paa en sindrig Maade; men man seer ogsaa paa den anden Side, at Forfatteren ofte, hvor den geniale Inspiration forlader ham, blot følger sin Idee-Association, og derved vel forøger sit Stof, men ikke paa den behageligste Maade for Læseren, eftersom denne meget ofte kan fra den første Forestilling slutte sig til en Række af de følgende, hvoraf tillige den dobbelte Ubeqvemmelighed opstaaer, at Forfatteren faaer Udseende af en Samler, hvem det vel meget er at gjøre om Qvantiteten, og at han, ledet af Idee-Associationen, frembringer en Mængde Reminiscenser fra andre Digtere. Næsten Alt hvad der i Fodreisen skader Interessen, eller stemmer Læseren mindre behageligt, udspringer af den angivne Kilde. Feilen er forresten undskyldelig hos en begyndende Digter, og i nærværende Tilfælde saa meget mere, som Forfatteren selv synes at have følt den; idetmindste har han i Slutningen af det syvende Capitel (Side 64) bortskaaret et Stykke, der fandtes i de tidligere leverede Fragmenter af Bogen, som vare indrykkede i den flyvende Post, et Stykke, hvori han, ved at omtale Amagerport, lededes af sin Idee-Association ikke blot til Betragtning af de Syndere, som henrettes paa Amager - thi denne Betragtning er bleven staaende - men derfra i samme Ledebaand førtes til nogle hverken nye, eller tilstrækkelig grundede eller til Skriftets Grundtone passende Reflexioner over Forbrydelsernes Tilregnelighed.
Nærværende Anmeldelses Forfatter har, som man seer, ikke havt isinde at gaae ind i en detailleret Critik over Skriftet; han har blot - hvad neppe er uhensigtsmæssigt ved en Bog, der er saa meget udbredt, og læses af saa Mange - forsøgt at bestemme det Synspunct, hvorfra den rigtigst bedømmes.
J.L. Heiberg
Rettelseslisten henviser med side- og linieangivelse til nærværende udgave, men anfører originalens tekstform før den rettede. Da det ikke kan afgøres, hvor mange af rettelserne i udgaven af 1840 der skyldes HCA selv, er der til denne udgave kun foretaget de nødvendigste rettelser, idet det er hensigten at bringe en tekst, der ligger originalen så nær som muligt. Petitesser som omvendte bogstaver, rettelser i anbringelse af anførselstegn og anden tegnsætning samt rettelser i brugen af store og små bogstaver (typisk De/de), er kun angivet, hvor særlige forhold taler derfor. Det bemærkes dog, at » « før og efter den indskudte anførende sætning er tilføjet.
7,13
Jorden: > Jorden!
7,15
Jehova > Jehova
12,10 f.n.
Dem > dem
17,13 f.n.
Blod, > Blod
17,6 f.n.
Vrimlen; > Vrimlen
19,2
De > de
20,9
sumpathetisk > sympathetisk
22,8-9
traadte Jocko > traadte Jocko frem
23,7
f.n. der > det
23,6
f.n. dan > den
29,14-15
Acorder > Accorder
29,19
f.n. De > de
29,9
f.n. mit var > mit Øie var
28,16
f.n. jeg > Jeg
34,15
f.n. gjorte > gjorde
35,2
lange Broe > Langebroe
40,2
f.n. Vaudeville; > Vaudeville:
44,19
f.n. bliver > der bliver
45,15
f.n. Italiens > Italien
48,4
Arcacadien > Arcadien
50,9
enhalv > en halv
53,12
Stævnemøde > Stævnemøder
63,2
f.n. vidsket > hvidsket
68,6
De >»De
68,15
ereselv > ere
3,7
Døbbeltgjængeren > Dobbeltgjængeren
76,8
f.n. herd > hed
85,19
f.n. nu > Du
88,2
f.n. bkæser > blæser
92,16
qvindlige > qvindlig
Tage Høeg: H.C. Andersens Ungdom (1934)
Tage Høeg: indledning til Fodreise (udg. af Selskabet for grafisk Kunst og Kunstforeningen i København, 1940). Begge arbejder af Tage Høeg rummer grundlæggende behandling af bogens baggrund og motiver.
Niels Kofoed: Studier i H.C. Andersens fortællekunst. Disputats (1967). Heri kapitlet »Motivernes fødsel i Fodreise« med redegørelse for HCAs senere brug af små og større dele af Fodreises fantasiinventarium.
Gisela Perlet: Efterskrift og kommentar til østtysk udgave af Fodreise i Hans Christian Andersen: Ausgewählte Werke in Einzelausgaben. Die frühen Reisebücher. (Leipzig und Weimar, 1984). En god, men ikke nær udtømmende kommentar. De danske kilder har ikke været tilgængelige for udgiveren.
Peer E. Sørensen: H. C. Andersen & Herskabet. Studier i borgerlig krisebevidsthed (1973). Denne kontroversielle bogs gennemgang af Fodreise er et af de bedste afsnit i den. Her betones nihilismen og saboteringen af den borgerlige dannelsestænkning som grundstørrelser i Fodreise.