af H.C. Andersen (1864)  
forrige næste

Tolvte Scene

FREDERIK og ELISABETH

ELISABETH

Det var Billedhuggeren? Han blev forskrækket.

FREDERIK

De fik ham til at tale mere i et Secund end han ellers taler i en heel Dag! men det er da ingen Feil. Han er et tænkende, dygtigt Menneske.

ELISABETH

»Tale er Sølv, tie er Guld,« siger man. Jeg har ikke meget af dette Guld, og jeg giver vistnok formeget ud af Sølvet.

FREDERIK

Naar det kun er ægte modtages det med Fornøielse.

ELISABETH

Ægte? Vil De sige mig en Compliment eller en Ubehagelighed? Jeg maa troe det Sidste! Allerede første Gang vi vare sammen, viste De en stor Lyst til at sige mig imod.

FREDERIK

Og De, min Frøken, syntes at have en Fornøielse i at give mig Anledning dertil. Anderledes kan jeg ikke forklare det.

ELISABETH

De har Ordet i Deres Magt, det veed De nok. De har dertil en drillende Rolighed i at fremsætte Deres Mening; men det interesserer mig; jeg er ikke vred paa Dem; jeg kan ikke udstaae den Ridderlighed, der strax bøier sig, fordi det er en Dame, der ikke er af hans Mening; det er at behandle hende som et Barn eller en Syg.

FREDERIK

Og dog er jeg i Unaade hos Dem.

ELISABETH

Nei, De er meget i Naade! Hvorfor seer De nu saa skrækkelig alvorlig paa mig, fordi jeg siger det. De vil være Dem selv, det respecterer jeg, tør jeg da ikke være det. Mig kjeder disse eensklippede Mennesker, der gaae og staae altid som Dandsemesteren har lært dem det.

FREDERIK

Netop lige det Samme, sagde De mig, da jeg første Gang havde den Ære at sidde ved Siden af Dem.

ELISABETH

Virkelig! jeg troede ikke at jeg havde paa rede Haand staaende Phraser! Det var hos min Tante, Hofjægermesterens, at vi saae hinanden.

FREDERIK

Hofjægermesteren er dimitteret af min Fader og holder af ham; det er kommet mig tilgode, derfor seer man mig der i Huset.

ELISABETH

Ved Bordet der sad vi sammen, og jeg talte mere med Dem end med min egenlige Cavaleer.

FREDERIK

Det er blevet sagt.

ELISABETH

Og det er ganske rigtigt! han var rædsom kjedelig, De var interessant. De sagde mig imod, det er jeg ikke vant til. De maa ogsaa i Dag sidde hos mig, men min Onkel maa føre mig, han er den Fornemste.

FREDERIK

Det maa være kjedeligt at være Fornem!

ELISABETH

»Würde giebt Bürde,« siger Tydsken. Jeg tør vel nok citere Tydsk, det talte baade Goethe og Luther, itemHegel. Noget have vi dog lært fra den Kant.

FREDERIK

Ikke saa Lidt, men heller ikke saa Meget, at man kan give det halve Land i Honorar. Men lad os ikke komme ind paa Politik, den forstaaer jeg mig aldeles ikke paa.

ELISABETH

Jeg ikke heller, men jeg taler uhyre gjerne om den. Jeg er Eiderdansk, jeg er Heelstat og jeg er Skandinav!

FREDERIK

De er altsaa Ingenting.

ELISABETH

De veed slet ikke hvad jeg er! det morer mig at see Dem blusse op, høre hvorledes De kan forsvare Deres Sag! Jeg er ganske vist en underlig Sammensætning, men Dansk i Hjertebunden. Jeg er som Holbergs » den Vægelsindende«, der huser i mig, snart den politiske Kandestøber, snart Don Ranudo, dog uden Fattigdom, det skylder jeg min Familie at sige. Jeg har Lyst til at spille Sorte-Peer med Folkene i Borgestuen, men jeg har ogsaa Lyst til at komme paa Hofbal og gaae i Procession efter Hofkalenderen. Det finder De vist er min værste Feil.

FREDERIK

Jeg kjender ikke Deres værste Feil, den er vistnok værre end nogen af dem, De her nævnede. De er original!

ELISABETH

Det vil jeg gjerne være, kun ikke latterlig!

FREDERIK

Ja, det er Vanskeligheden for Originalerne!

ELISABETH

Vor elskværdige Vertinde er ikke uden Originalitet.

FREDERIK

Der mener De nu et ganske andet Ord end det, De udtaler. Det er saa let at udpege det visne Blad, at glemme alt det friske Grønne, alt det Fortræffelige. Det er saa let at see hvad Alle see, Svagheden, og hendes er at hun vil synes fornem, at hun vil stille Pengebrev op mod Adelsbrev.

ELISABETH

De vil skjænde paa mig!

FREDERIK

De burde hellere see det Fortræffelige hos hende, og dette er ganske det Overveiende. Hun viser sin Forstand i at hjelpe og gjøre godt. Kommer her et høiadeligt Besøg, det faaer da vistnok den allerbedste Viin fra hendes Kjælder, men lige saa beredvilligt skjenkes den ogsaa til den fattige, syge Bonde, naar et Par skrevne Ord fra Lægen siger at der kan den behøves.

ELISABETH

Det skulde man vide om hende.

FREDERIK

Just det bryder hun sig ikke om man skal vide; hun finder at den Gjerning er ikke værd at lægge Mærke til, men derimod at det har Betydning at være med i hvad de kalde »Selskabet«.

ELISABETH

De betegner »Selskabet« som om dette var noget Chinesisk, omgivet med en Muur; optages ikke deri alle Konstnere, hele Aands-Aristokratiet?

FREDERIK

De indlades og sidde med tilbords, men selv den Ynkeligste af En af dem, som har den Lykke at være født, som man kalder det, stiller sig dog i Betydning høit over den Begavede, reent Borgerlige.

ELISABETH

Og disse Begavede stille sig endnu høiere, gjøre deres Bemærkninger, der slaae ud i Blade og Aviser.

FREDERIK

Og »Selskabet« –?

ELISABETH

Det gjør ogsaa sine Bemærkninger. Vi ere ikke Alle Idioter. Jeg veed dem som have lige saa megen Forstand, som en Borgerlig.

FREDERIK

For Exempel, De, min Frøken!

ELISABETH

De bliver galant! – Vil De fortsætte dette ved at føre mig til det øvrige Selskab.