Fjerde Scene

KLUHD

Hu! endnu saa megen Varme i mit Blod! – Hu! saaledes bliver man forstaaet og seet op til i sin Tid og af sine Omgivelser. De skulle raadne Alle i Jorden, naar jeg er den modne Frugt paa Folkets Tunge! – Det var en Tanke! den vil jeg skrive op. »De skulle raadne – !« (Skriver.)

JENSEN

Der har vi jo Manden lyslevende!

KLUHD

Pastor Jensen, Hædersmand! har jeg ikke den blodigste Ret paa min Side: Man beder mig om at læse, og jeg er godmodig, jeg læser, og jeg kan læse! og saa gaae de bort, fordi der er Suppe paa Bordet.

JENSEN

Men den kunde ikke holde sig varm, det kan Deres Vers.

KLUHD

Jeg takker Dem, Hr. Pastor Jensen! De viste Dannelsen, Intelligensen; De blev; vi To sad der, da de Andre vare ude af Salen – Riddersalen, hvor de gamle ridderlige Billeder skulde vække ridderligt Sind; Nutids-Menneskene gik, men jeg fulgte dem ikke.

JENSEN

Det gjorde jeg, og De skulde ogsaa have gjort det! drukket Vreden bort i et godt Glas Viin og siden sige Pyt, naar de bede om at høre den apokalyptiske Komedie. Det sagde ogsaa Hr. Greven.

KLUHD

Det har altsaa overrasket Hr. Greven, at jeg ikke gik til Bords. Jeg har min Adel! – Ingen af dem læser jeg for.

JENSEN

Det er det Rigtige!

KLUHD

Det er ikke af de Arbeider man hver Dag faaer at høre. De, Hr. Pastor Jensen, havde fortjent at kjende den hele Digtning.

JENSEN

Jeg har en Slags Forestilling derom af det jeg hørte; den er nordisk.

KLUHD

Jordisk vil jeg sige! det er for hele Jorden, som et nyere Digterværk skal være det! dette er Nshakespear-byronsk-sørenkierkegaardsk; og jeg forsikkrer Dem, det ligner ikke en Eneste af disse Forfattere; De vil ikke finde en Tanke deri beslægtet med disse Store.

JENSEN

Jeg vil troe Dem.

KLUHD

Her er Manuskriptet; jeg gik jo med det i Skoven, hvor jeg læste første Act for mig selv; det er godt! godt! jeg tør sige det uden at være ubeskeden.

JENSEN

Det er et stort Arbeide.

KLUHD

Her er nu en Scene i første Act, hvor Ridder Strange taler om Ndet Skjønnes Æsthetik hos Middelalderen; – jeg kjender ikke Hegel, det er Princip, jeg kjender ham aldeles ikke, men vi mødes! Det taber uendeligt ved at rives ud af sin Sammenhæng, men det kan rives ud. I det sande Digterværk maa man kunne rive ud; og det man river ud, maa være som Bladet paa Træet; der er altid Noget deri at beundre, naar man kan beundre!

JENSEN

Jeg faaer det vist engang at høre.

KLUHD

Det veed Gud De gjør! Ingen Anden! Denne Scene vil jeg læse for Dem.

JENSEN

Hr. Kluhd, Hr. Kluhd! Det er sandelig altfor megen Godhed mod mig! og i dette Øieblik er det tilvisse ikke tilladeligt! jeg skulde sidde her og undes den Fornøielse, medens vor hjertensgode Vertinde gaaer i Angst og Uro og søger Dem; det vilde være høist egoistisk! Und mig Monologen, men ikke i dette Øieblik, da man er i Angst og Uro for Dem.

KLUHD

Lad dem ængstes, lad dem pines! – Har de søgt efter mig i Canalerne?

JENSEN

Overalt! nu ere de i Ærterne og Gulerødderne! Læs for mig Monologen, men De maa sandelig først berolige Generalinden.

KLUHD

Hun er brav, hun er hæderlig, hun har Begeistring, men en født Greve er hende dog mere end en født Digter. En Konge kan slaae Folk til Ridder, men en Digter kan bevare Mand og Slægt i evigt Ridderliv. Det forstaaer den gode Kone ikke.

JENSEN

Fornærme Dem vilde hun ikke! det var en lille Lystighed, der kom over dem Allesammen; der har været en Nisse i Suppe-Terrinen! lav selv en lille Historie derom, og lad os faae den i NFolkekalenderen, saa have vi Noget at læse. Og nu gaaer de i Ærtebedene, og er god og forsonlig, det har man sagt mig, at det er alle store Digtere.

KLUHD

Tro ikke om mig, Hr. Pastor, at jeg er en Undtagelse. – De har tilvisse forstaaet at tage mig og behandle mig paa den Maade, der gjør mit Hjerte vel. Maa jeg igjen takke Dem, Hr. Pastor Jensen! Hvor er Ærtebedene?

JENSEN

Til Venstre.

KLUHD

(trykker hans Haand).

Jeg læser for Dem hele mit Stykke!

(Gaaer.)