Ottende Scene

JENSEN og FREDERIK

JENSEN

Hun er en fortræffelig Pige! men jeg troer rigtignok, Frederik, at Du slet ikke forstaaer Dig paa hende.

FREDERIK

Hun er dog ikke saa ganske vanskelig at forstaae. Hun er som et Vand Alt speiler sig i, det Fortræffelige og det Taabelige, Hovmods-Djævelen og den sande elskværdige Natur. Men det kan jo ikke være anderledes!

JENSEN

Jeg vil ikke have hende anderledes. Hun har et godt Humeur, en sund Forstand. Hun finder Morskab i at drille Dig. Hvad skal den idelige Disputeren om Adel og Borgerlig; Du gjør ikke Verden bedre ved din Tale.

FREDERIK

Men maaskee hende. Hun holder jo formeligt Missions-Prædiken i Salon-Ørkenen, hun er Læremo’er for sine jævnaldrende adelige Veninder! strax efter Confirmationen, da hun, som man kalder det, traadte op i Selskabet, gjorde hun og tre andre unge Piger det Løfte, aldrig at vilde gifte sig med en Borgerlig.

JENSEN

Men hvad kommer det Dig ved! En Spøg!

FREDERIK

Hun gjør sig latterlig! Jeg vidste alt Dette forud, da vi første Gang mødtes i Kjøbenhavn. Jeg var hende ikke gunstig stemt, men hun havde en Maade at tale paa, – hun ærgrede mig og hun – vakte Sympathi, – hun er en Hex! (Pludselig med forandret blød Stemme) Fader, jeg er ikke sand mod Dig, ikke sand mod mig selv –! men først i Dag, først for nogle Minuter siden er det blevet mig klart –! jeg har ikke den Styrke, jeg troede! jeg er ved at gjøre mig latterlig –!

JENSEN

Frederik! Barn! hvad er det dog! Du har jo Taarer i Øinene.

FREDERIK

Tal nu ikke til mig derom! ikke et Ord.

JENSEN

(i stærk Bevægelse).

Det maa jeg! hvad er det dog! siig mig det tydeligt, for Guds Skyld, elsker Du den unge Comtesse?

FREDERIK

Ja!

JENSEN

Det er Galskab! det er Taabelighed! hvad er det dog Du siger! for Guds Skyld, riv det ud af dit Sind, Du gjør Dig ulykkelig, og hende –! lad ikke et Ord komme over din Tunge. Er der virkelig en saadan Følelse hos Dig, saa undgaae at træffe sammen med hende! det skal Du, det maa Du!

FREDERIK

Ikke træffe sammen med hende! hvor kan jeg undgaae det, her i Huset.

JENSEN

Saa forlad dette Huus! undgaae hende fra dette Øieblik! endnu i Dag! i god Gjerning maa man begynde strax. (Tager ham om Hovedet og kysser ham.) Min egen kjære, kjære Frederik! – det er en – Ulykke!

FREDERIK

Du ryster! hvad feiler Dig? Fader! Jeg er langt roligere end Du. Ingen paa Jorden, uden Du og Gud i Himlen veed hvad jeg har sagt i denne Time!

JENSEN

(idet han seer Nogen komme).

Tys! – Ikke et Øiebliks Ro! hun kommer tilbage.

FREDERIK

Elisabeth!

JENSEN

Nei, Generalinden.

FREDERIK

Det er mig umuligt nu at høre paa hendes Tale.

JENSEN

Ja jeg er ligesaalidt i Stemning dertil.