Niende Scene

GENERALINDEN

Jeg kommer til Uleilighed, bringer Forstyrrelse! De see Begge saa ivrige ud. De forskrækker mig. Digteren er her! han er ganske sindig og omgængelig.

FREDERIK

Det er en stor Beroligelse! (Bukker og gaaer.)

GENERALINDEN

Hvad var det for et Ansigt han sagde det med? Hvad er her skeet? De kan virkelig ikke skjule Dem, Hr. Pastor! De er selv i Confusion! og jeg hørte jo ogsaa, idet jeg kom, hvor usædvanligt høit De talte, det var som De skjændte, men De kyssede ham, det saae jeg langt borte; jeg har et udmærket Syn. De maa sige mig hvad her er foregaaet.

JENSEN

De er brav og hjertensgod, Fru Generalinde! jeg kan tilvisse have Fortrolighed til Dem, men her er i Sandhed Intet jeg kan sige Dem. Tro det Bedste om min Frederik, selv om han skulde forekomme Dem lidt besynderlig. Træng ikke ind paa ham, jeg beder Dem, træng ikke ind paa ham med Spørgsmaal, selv om han taler om at forlade dette Huus; jeg skal ved en anden Leilighed, – men ikke i dette Øieblik –!

GENERALINDEN

Forlade mit Huus! Men endnu i Dag kaldte De det et stort Gode for ham at være her.

JENSEN

Man kan tidt stilles saaledes, at man opgiver et stort Gode for ikke at miste sin Fred med sig selv.

(Gaaer.)