Trettende Scene

GREVEN

Hemmeligheder?

(med nogen Heftighed; man mærker der er foregaaet Noget i hendes Tanker, der gjør hende halv vred og spottende).

Ja af dem, der, som en Borre, hænge ved Klæderne paa Enhver, som gaaer forbi. Det er latterligt, men slet ikke utroligt! nu forstaaer jeg, hvorfor han saa varmt fremhævede hendes gode Egenskaber.

GREVEN

Hvem gjorde det?

ELISABETH

Candidaten! og hun betroede mig strax hans Hjertes Hemmelighed.

GREVEN

Hvad veed Du om den? Hvad veed Generalinden?

ELISABETH

Alt hvad der er at vide! og hun betroer den nok til Alle hvem hun træffer paa!

GREVEN

Du har Ret i at være vred! vi maae forhindre den Sladdren. Dig fortæller hun det! og i hvilken Skikkelse? Jeg, som havde fortiet Dig det, en Sag af den Natur.

ELISABETH

Hvorfor skulde jeg ikke kunde taale at vide det; Partiet er fra hans Side jo meget fornuftigt: Gaard, Eiendomme –! men det havde jeg ikke troet om ham, og kunde jeg have tænkt det, da vilde jeg have opgivet al min Interesse for ham; den maa have forekommet Dig forunderlig; og nu vil jeg ogsaa sige Dig Alt, hvorfor jeg har viist ham saa megen Deeltagelse!

GREVEN

Har Du det!

ELISABETH

Jeg vil da sige Dig, Fader, at i et Par Aar har jeg været indviet i en Hemmelighed, – jeg veed, at han er af vor Slægt, at der er skeet ham Uret –!

GREVEN

Hvad er nu Det!

ELISABETH

Da Moder døde, gav Du mig hendes nydelige Skrivebord med alle Bøgerne i de to Hylder; det stod i flere Aar i min Stue; jeg gjemte nogle Smaasager i Skufferne. Ved en Dag at tage en af disse ud, finder jeg bagved et hemmeligt Gjemme, og deri min Moders Haandskrift.

GREVEN

Hvad er det Du fortæller mig!

ELISABETH

Det var Blade af en Dagbog. Jeg greb dem, som var det en Hilsen fra en anden Verden, som skulde jeg endnu høre et Ord fra hende! – og jeg læste en Hemmelighed, Du havde betroet hende –, den angik min Onkel, en Ungdoms Letsindighed –! Fader, vi kunne ikke tale derom, men det Menneske, det angik, vilde jeg kjende, – ellers havde han vist aldrig vakt min Opmærksomhed! han var min nære Slægt – –

GREVEN

Du har altsaa vidst om denne Hemmelighed, længe førend Generalinden talte til Dig om den.

ELISABETH

Hun har aldrig talt til mig om den! Hun veed den ikke.

GREVEN

Men hvad er det da hun har sagt Dig?

ELISABETH

Slutningen paa Historien: hans Kjærlighed – –!

GREVEN

Den har hun sagt Dig! hvor veed hun om den! det er da ogsaa en forunderlig Snakkelyst at sige Dig Sligt! hun maa jo dog forstaae at det gjør Dig ondt; men det Hele er nu en Følge af den Deeltagelse, Du har viist ham; din Maade at være paa har vakt denne Kjærlighed –!

ELISABETH

Til Generalinden!

GREVEN

Nei til Dig, Barn! Dig elsker han jo!

ELISABETH

Mig! mig! (Synker hen i Tanker.)

GREVEN

Historien er da ikke saa forfærdelig som den tog sig ud for vor hæderlige Pastor Jensen! han styrtede imod mig henne i Havegangen, og uden Indledning, uden Omsvøb gav han sit Hjerte Luft, fortalte mig Candidatens ulykkelige Lidenskab. Stakkels Mand. – Jeg stod i et deiligt Lys for ham, men snart kom det til en Forklaring. I ere da kun Broderbørn, Forbindelsen er tilladelig, naar jeg tillader den og Du tillader det.

ELISABETH

(seer hen for sig).

Han elsker mig!

GREVEN

Ja, det gjør han! men Du vil da ikke være Præstekone? træde ud af »Selskabet«, leve kun med de andre Præstemadamer og Gartnerens Kone.

ELISABETH

Det var altid en Afvexling! –

GREVEN

Hvor kan Du nu spøge!

ELISABETH

Vil Du da jeg skal græde?

GREVEN

Elisabeth! han er for brav en ung Mand til at stilles latterlig, hans Følelse for Dig er for reen og god til at Du tør more Dig over den. Men skulde han virkelig have Dristighed til at byde Dig en Præstegaard, Studenten, Huuslæreren paa Nabogaarden –!

ELISABETH

Onkel vilde sige: en NVasal af Bryggerdatteren!

GREVEN

Du er ikke til at tale med! – »Nære Slægtskab« sagde Du, lad os begrave de Ord, lad os ikke kaste Skygge over hans hæderlige borgerlige Navn! er Du vred paa den forelskede NHyrde, nu saa straf ham, maaskee han da bliver helbredet. Der kommer han.

ELISABETH

Jeg vil ikke tale med ham!

GREVEN

Han standser, vender om igjen! Nei, der er han! Dig søger han, ikke mig. – Straf ham.

(Træder tilside.)