Femtende Scene

GREVEN (træder frem). DE FORRIGE

GREVEN

Elisabeth! Vognen venter os. (Griber Datterens Haand.) Lev vel, Hr. Candidat!

ELISABETH

(til Greven).

Fader, jeg synes, at Du sagde at jeg skulde straffe ham? Blev det ikke en Straf om jeg rakte ham Haanden? (Rækker ham den.)

FREDERIK

(trykker den til sine Læber).

Elisabeth! ja, det er Deres Alvor! Deres Øine sige mig det!

GREVEN

Men jeg har da ogsaa Noget at sige.

ELISABETH

Jeg veed hvad Du vil sige! Du er saa mageløs god og klog –! »den liberaleste af vore Grever«, har Fædrelandet kaldt Dig eller Dagbladet eller mit Hjerte, eet Sted veed jeg det staaer!

GREVEN

Barn, Du bruser frem!

ELISABETH

Min Gud, der kommer Onkel og Alle de Andre! De maae Intet vide!

GREVEN

Vi lade Tæppet rulle ned –!

FREDERIK

Og naar det ruller op igjen?

GREVEN

Saa maa der være en Præstegaard paa Scenen.

FREDERIK

Med to lykkelige Mennesker, der velsigne Dem!

GREVEN

Børn! kjære Børn! – Vor Lykke er endnu ikke for de Andre!

ELISABETH og FREDERIK

Tak! tak!