3^die Scene

ROSEL

(kommer ind.)

MATHIES

Min Rosel!

ROSEL

Mathies !

MATHIES

O, det er velsignet at samles igjen!

ROSEL

Hvor tidt end Du kommer, Du kommer for lidt.

MATHIES

Der er ei i Verden et Hjerte som Dit!

Og derfor ogsaa hver Gang jeg Dig saae,

Min Kjærlighed tiltog!

ROSEL

Hvordan skal det gaae,

Naar saa engang vi hinanden først faae.

MATHIES

Ak, faae Dig –! Gud give det alt være skeet!

ROSEL

Men saadan et Ansigt jeg aldrig har seet,

Hvad feiler Dig dog – før blev dandset og leet –

MATHIES

Slet ingen Ting er det, min sødeste Skat.

Fornøiede sees vi! – den deilige Nat,

Det prægtige Maaneskin, er for os To.

Hør Bjergskoven suser og Alt er dog Ro,

Kom, sæt Dig hos mig! – Du holder af mig?

ROSEL

Mathies hvad gaaer der iaften af Dig!

Du skjuler mig noget – maaskee før Du kom,

En lille Fugl har dog sjunget derom! –

MATHIES

Hvad veed Du?

ROSEL

Min Gud er det sandt maaskee

Hvad Folk har fortalt – jeg snart skulde see,

Du kunde gifte Dig, boe i Byen,

Og gaae med guldtresset Hat og Fjer –

Mathies, jeg al den Herlighed seer!

Ja, det var en Lykke for mig og Dig! –

Det vilde vel falde lidt tungt for mig

At tage herfra hvor jeg altid boede,

Jeg kjender hvert Straa, hvert Træ som det groede,

Jeg kjender ved Navn hver Kalv og hver Ko,

Jeg kjender Kukkeren med, kan Du tro,

Den lille Svale og Gemsernes Flok. –

Jeg kjedet mig aldrig det veed jeg nok.

Jeg vidste at Du, naar Ugen var omme,

Den lange Vei til mig vilde komme.

MATHIES

Jo længere en Vei, desmere man længes,

Men saa er det deiligt at naae til sit Maal.

ROSEL

Med Dig gik jeg gjerne til Verdens Ende!

Ja før jeg gav slip paa Dig, kan Du troe,

Jeg heller gik uden Strømper og Skoe.

MATHIES

Nei, slippe hinanden, vi aldrig vil

Men gifte Os! – det er der længe til!

ROSEL

O, Gud!

MATHIES

Du har glædet Dig!

ROSEL

Inderligt!

Hvor kunne jeg vel lægge Skjul paa Sligt!

MATHIES

Ak der vil tidt falde Løv fra Hækken,

Og meget Vand vil der løbe fra Bækken,

Før vi kunne gifte os, – lad saa være!

Du bliver mig troe! – i Tugt og Ære!

ROSEL

Jeg har for mit Hjerte sat Laas og Lukke,

Kun Du har Nøglen –! Du maa ei sukke –

Alt maa have Tid – vær nu i Humeur! –

MATHIES

Ja lystig, Juchheisa –! nei, ikke som før

Jeg ret kan tralle –

ROSEL

Hvad er der mødt! –

MATHIES

O, mig er der slet Ingenting tilstødt.

Det Hele det er – man skal være fornøiet.

ROSEL

Men det er ei Du –! Du er saa nedbøiet

Saa underlig –

MATHIES

Syng mig en Vise, syng den,

Der altid er mig i Sind og i Tanke. –

Den gjorde at Hjertet slog om i at banke. –

Der nede i Landsbyen Markedet stod,

De Spillemænd spillede op til en Fiirtour,

Idet jeg kom ind, – da var jeg tilsinds, –

At gjerne jeg kunde heldt Gift i Vinen. –

Men saa seer Dig der sidde – Gud veed,

Hvis mig en Steenbuk var kommen for Skud,

Jeg havde ei skudt, jeg havde ei truffet,

Jeg kunde ei sidde, jeg kunde ei staae,

Jeg maatte derover hvor Dig jeg saae.

Din Moster skar Ansigt, hun leed ikke mig,

Og Frantz ikke heller – men vi, Du og jeg,

Vi talte og dandsede Natten lang. –

Og siden – saa mødtes vi mangen en Gang.

– Ret ofte Du sang ved Cithren en Sang

Den klinger mig altid endnu for Øret.

O, syng den! jeg det saa inderligt vil,

Mit Hjerte er sygt, jeg trænger dertil.

ROSEL

En Sang kan tidt, det har man mig sagt

Faae over et Hjerte en trøstende Magt.

Den ringe Hytte her jeg holder af.

Her vil jeg boe og bygge til min Grav.

Her er jeg født og voxet op saa godt.

:|: Jeg bytter ikke Hytten for et Slot, :|:

Den husker mig paa baade Stort og Smaat

I Gulvet her sees Spor af Vuggens Gjænger,

Jeg har i Minde her saa meget Godt;

Ved Barndomshjemmet hele Hjertet hænger.

Ja, nu har jeg sjunget: men siig dog et Ord,

See ikke saa ned mod den sorte Jord.

MATHIES

Saa mange Tanker har den kaldt hid!

Du sang den ei i langsommelig Tid.

ROSEL

Langsommelig Tid, jeg sang den jo sidst,

Nu sidste Lørdag, det veed jeg forvist!

MATHIES

Den sidste, og denne – ak, naar vil det skee,

Vi atter hinanden en Løverdag see!

ROSEL

Du taler saa sælsomt!

MATHIES

Din Haand!

ROSEL

Den er der!

MATHIES

Hvad tænker Du saa?!

ROSEL

At jeg har Dig saa kjær!

Du er al min Glæde!

MATHIES

– Og Du er al min Qval!

ROSEL

Hvad er det Du siger, Mathies – saa tal!

Forklar Dig! fortæl mig – Du gjør mig saa bange.

MATHIES

I Glæde jeg kom her jo hundrede Gange,

Du hørte mig jodle, Du hørte min Sang.

Iaften jeg kommer nok sidste Gang.

ROSEL

Du stiller Dig an, – mener ikke dermed!

MATHIES

Jeg stiller mig! ja, – jeg er just blevet stillet

Er indkaldt – jeg skal som Soldat nu afsted.

ROSEL

Soldat!

MATHIES

Ja, Soldat!

ROSEL

Og skal bortmarschere –

MATHIES

Imorgen!

ROSEL

Og Løverdag? –

MATHIES

Sees vi ei mere!

ROSEL

Ak, aldrig! –

MATHIES

Maaskee om et Aar, vil Gud!

ROSEL

Mathies, det kan jeg ei holde ud!

MATHIES

For Bøssen jeg nu skal bære Gevæhr,

Marschere, staae Skildvagt, men ikke her!

Ei see Dig – maaskee ei engang fra Dig høre!

Min Gud!

ROSEL

Jeg gik ei!

MATHIES

Men hvad skal jeg gjøre!

ROSEL

Du skal desertere!

MATHIES

Saa bliver jeg skudt!

ROSEL

Men skriv Du til Kongen!

MATHIES

Jeg kan ikke skrive!

ROSEL

Saa er Du Soldat – og det maa Du blive.

MATHIES

Det maa jeg!

ROSEL

Men var der i Landsbyen Ingen

Undtagen Dig ene, De kunde tage!

MATHIES

De maatte vel tage hver ung Person

Der hører ei lidt til en Bataillon.

ROSEL

Men gaaer Du i Krig da?

MATHIES

Det er ikke sagt,

Men om det befales, har Kongen jo Magt,

Og Kongen skal lydes –! det siger jeg Dig.

I Krigen! – Du skal ei faae Skam af mig.

I Verden er to Farver de smukkeste jeg saae.

Den Ene er den Hvide, den Anden er den Blaae.

Dem begge jeg bærer naar jeg i Krigen gaaer,

Dem faaer jeg af min Konge, mens jeg for Landet slaaer!

De Farver ere ægte, de holde alle Aar,

Det blaae, – see op mod Himlen deroppe Farven staaer.

Det hvide, reen er Farven, og den jeg her kan see,

Den skinner deiligt til mig i mine Bjerges Snee.

For Hvidt og Blaat er kjæmpet, er givet Liv og Blod.

Mit Bjerglands kjære Farver; – ei Sønnen dem forlod.

Christ og hans Engleskare gaaer frem i Hvidt og Blaat,

De kjære Landets Farver gjør Sjæl og Øie godt!

ROSEL

Ja, det er rigtigt! og maa det saa være,

Saa bliv Soldat! – og bliv det med Ære!

Jeg hører jo fra Dig!

MATHIES

Ja, det giver Mod!

Saadan skal Du tale – Den Tale var god!

Nu gaaer jeg med lettere Hjerte afsted.

Og tro skal jeg blive, det bliver Du med;

Som hjempermiteret jeg kommer igjen,

Som graae eller blaa, Du nok kjender Din Ven.

Hvorledes det end saa i Verden gaaer,

Tilsidst vi To dog hinanden faaer!

ROSEL

Ja, Dig eller Ingen! – Alt skee i Guds Navn!

MATHIES

Jeg siger Dig ærligt, jeg vil kun Dit Gavn,

Og skulde det træffe – mens jeg er herfra,

Du kunde ret gjøre Din Lykke – nu da, –

Du er ikke bundet, – det blev mig vel svært

Dog Dit Held er meer end mit eget mig kjært!

ROSEL

Jeg tage en Anden! nei hvordan det gaaer,

Jeg venter paa Dig, i hundrede Aar!

MATHIES

Farvel da! Gud med Dig!

ROSEL

Ak, Du gaaer alt bort!

MATHIES

See Maanen er nede, – det dages om kort!

ROSEL

Mathies!

MATHIES

Græd ikke! tænk videre frem,

Syng, arbeid og bed! pas troligt Dit Hjem!

Saa vil det nok gaae! Sørg ikke for mig!

Farvel lille Rosel! Vær Herren med Dig!

MATHIES

Ei mere i Maaneskin aander jeg frit.

Min Arm er min Konges, :|: mit Hjerte er Dit. :|:

ROSEL

Bemærk Dig den Stjerne deroppe, just den!

Den seer vore Veie – :|: den være vor Ven! :|:

ROSEL

Farvel hjertens Ven da! Gud gjøre Dig glad!

Vi kan ikke skilles :|: og skilles dog ad. :|:

MATHIES

Hvad gjør vel en Skramme, hvad gjør selv et Par,

Naar Hjertet kun bliver det Samme, det var!

Ende paa 1ste Deel

3die Scene

3^die Scene