(Det Indre af en Sennhytte. Et Bord og to Stole; paa en Knage hænger Rosels
Søndagsklæder; paa en anden Mathies Jægerhabit; to Døre, et Vindue med en knækket
Rude.)
1ste Scene
MATHIES
(som Soldat han bærer Tornister)
Juchhei! her seer jo Alt ud som før!
Den lille Stue med Bord og med Stole;
Paa Knagen der hendes Søndagskjole,
I Krogen den gamle Spinderok.
Hun lever, det er for det Første nok.
Hvordan det staaer til, skal jeg snart erfare.
Paa faae Minutter vi er i det Klare!
Jeg har ingen Frygt, jeg er den som før,
Og hun er det ogsaa; Alt er som sig bør!
Og dog kan jeg ikke sige, hvorledes
Jeg har det; jeg isner og gjennemhedes;
Naa, det vil gi’e sig, faaer jeg først fat,
Min grønne Kofte, min Jægerhat
Med Gemseskjæget saa stift og stridt –
Min Gud – der hænger den hele Habit;
Ja, Rosel paa mig har Du tænkt saa tidt.
Da Fuglen fløi bort, Du tog som et Minde,
Hver Fjer der var efter den at finde! –
Men det er silde, – og Maaneskin.
Endnu har hun ei drevet Hjorden ind,
Hun tager sig Tiden i rigtig Mag,
Det skeete ei før paa en Løverdag,
Da var hun alt paa sin Plads ved Birken,
Hvorfra hun kan see ligened til Kirken,
Hun jodlede høit, det lød rundtom;
Da kunde jeg høre, hun vidste jeg kom,
Og ringede Klokken i Taarnet dernede,
Paa Bjerget jeg vidste een for mig bede,
Thi from og gudfrygtig, i Tugt og Ære,
See, det er det en Pige maa være! –
(man hører Køernes Klokker)
Ak ja, nu kommer hun! – Køerne komme,
Den blakkede Ko gaaer forrest som før,
Nu følge de Andre – der er den fromme Fru Godel og sorte
Marie – og Kløer-Og Hjertermadam – men den Graae.
Jeg seer ei den Graae – den jeg altid saae.
Hvor er den henne –? – I, Du min Gud!
– Min Rosel! nei see! hvor godt hun seer ud,
Saa ganske som før – jeg den selvsamme seer,
Men grumme alvorlig! – hun jodler ei meer!
Nu er de ved Stalden, – saa langsomt det gaaer.
See saa! – først den Røde, – nei, see hvor den staaer
